Musik betyder også noget for os, der ikke er musikalske

Af og til kan jeg få en fornemmelse af, at musik er noget, man skal have den ‘rette’ forståelse for, hvis man vil have den ‘rigtige’ oplevelse. At det er finere at holde af nogen musikere frem for andre – for de er mere ægte, dygtigere eller hvad ved jeg.

Men selv blinde hans finder korn, og da denne hane ikke aner, hvordan korn skal smage for at være af den fine slags, har jeg skamløst skamlyttet til de 5 gutters funk-version af et Alicia Keys-nummer. Og jeg kan lige nu ikke komme i tanke om en bedre følelse end jyske landeveje med nedrullede vinduer, solbriller og at skråle med på det her.

Dage hvor dramaerne er bittesmå

Første hele feriedag i det vestjyske. Jeg slog øjnene op på vid gab lidt i 7. Det var ikke meningen. Så jeg rullede rundt og sov til halv-ni. Det var meget bedre. Tussede rundt, lavede mægtig morgenmad og spiste på terrassen – selv om jeg ikke har set meget til solen i dag. Overraskende køligt. Troede egentlig luften efterhånden var lunet godt op.

 

Lunt er der til gengæld på sommerhusets badeværelse. Der er fuldt knald på gulvvarmen, og jeg aner ikke, hvor jeg slukker for den. I ‘mappen’ fra udlejningsbureauet står der: “Den er som regel nede i gulvhøjde”. Å ja, så ser man mig kravle rundt som en anden Grethe Sønck på alle fire på knaldhårde gulvfliser og glo efter en gulvvarme-afbryderknap. Det tror jeg ikke.

Kørte til Varde for at se kval-liga-bold mellem hjemmeholdet og Greve. Interessant forestilling. Flot setup i Varde. På banen var de klart overmatchede. Greve lignede det med afstand bedste fodboldhold. Fysisk meget stærkere. Sikre på bolden. Afklarede i spillestilen. Besynderligt nok var Varde hele kampen igen langt, langt farligere og skabte en røvfuld kæmpestore chancer. Uden at det dog førte til mere end en enkelt scoring – selvfølgelig efter et keeper-drop. Så Greve snuppede en 2-1-sejr. I pausen benyttede Varde lejligheden til at kåre Årets frivillige. Det blev ikke mig. Det blev en anden. Kåre, tror jeg faktisk, han hed.

Kort før kickoff samles holdene altid til en cirkel med peptalk og kampråb. Greve samlede en større cirkel, end jeg normalt ser. Hele bænken, holdleder, træner, assistenter osv. Det ku’ jeg godt li’. Sammenhold, du. Fællesskab. At der så var 4 udskiftere med, og de to sad på bænken hele kampen, mens en tredje kom ind, da uret stod på 86 mins, er så en anden ting …

Derfra gik det lystigt mod Oksbøl og det velkendte Sportspark, hvor jeg også var tilmeldt tilbage i september, da jeg var på de her kanter. Der er lidt langt til nærmeste Fitness World, så jeg napper Sportspark. Fri træning en måned for 300 kroner. Det er sgu fair for sommerhusgæster. Også selv om jeg kun er her 14 dage. Passiarerede med den unge mand bag disken og fik lov at købe et klippekort til 10x spinning også. “Når du er logget ind derhjemme, så kan den se, at du har købt det, og så booker du bare tider”, lovede han.

Hvilket selvfølgelig ikke passede, så nu må jeg genoptage samtalen med formentlig en ny bag disken i morgen tidlig, så jeg kan komme i gang med timerne. 10x på 14 dage giver ikke så mange lejligheder til at springe dage over. Og der er ingen hold lørdage. Og kun hveranden tirsdag. Så jeg skal i gang i morgen.

Vel hjemme igen baksede jeg aftensmad sammen og ville nyde aftenen på terrassen med en bog. Jeg er ved at stave mig gennem Franzens essays  om “Hvordan man er alene”. Hoppede i et par sko, tog en langærmet trøje på og listede ud. Skubbede terrassedøren til, så huset kunne holde på den sidste varme fra hedebølgen. Læste om genstridighederne ved at være forfatter. Han er sgu velskrivende. Havde lagt bener’n på en stol foran mig. Lagt den ene fod over den anden. Men fik hurtigt ondt i anklen. Er simpelthen blevet så usmidig.

Besluttede at gå ind for at læse, da jeg begyndte at få kuldegysninger. Men døren var ligesom gledet i, og jeg kunne se, at håndtaget på indersiden var drejet en anelse ned. Det er lidt løst, og det er et gammelt hus. Jeg greb lidt desperat i løkken til en haspe. Hev i den. Men døren var lukket. Trak vejret dybt for ikke at lade panikken få for godt fat. Mærkede i lommerne på trøjen, men selvfølgelig havde jeg ikke taget husnøgle med på terrassen. Og heller ikke glemt bilnøglen i lommen. Så jeg var sgu lidt på skideren.

Gik en tur om huset for at se, om jeg dog ikke havde et vindue på klem. “Shit, hvor er det dog dumt. Og på en eller anden måde typisk mig.” Ingen vinduer åbne. Nåede om på den anden side til fordøren. Vidste jo godt, at den var låst, men tog alligevel i den. Selvfølgelig var den låst. Jeg kan være ret grundig, når det stikker mig … Tilbage til terrassedøren. Jeg tænkte, jeg måtte vride den op. Den sad ligesom lidt skævt. Som om det bare drejede sig om at løfte håndtaget en anelse. Men med hvad? Jeg havde jo intet med ud.

Så slog det mig, at jeg ville forsøge at vride den ud af rammen ved at tage fat øverst på døren. God idé. Det viste sig, at den bare var gledet i og bandt mere, end jeg kunne forestille mig. Er altid bange for at ødelægge ting, når jeg lægger kræfterne i. Det behøver jeg formentlig ikke

(lidt som når folk begynder til styrketræning og som det første siger: “Jeg vil bare ikke være sådan en stor én og ligne en bodybuilder”. Hør, kære ven, det kommer du heller ikke bare sådan lige til ved et uheld. Heller ikke selv om du løfter en håndvægt. De her mennesker, de knokler i lange, lange perioder med restriktiv spisning og disciplineret træning – du bliver ikke bare lige bodybuilder over night. Nå, sidespor …)

Pointen er, at det er relativt sjældent, jeg ødelægger noget. Men måske er det, fordi jeg er påpasselig 🤓 Op kom døren, og nu sidder jeg i tusmørket og lytter til Helmigs VM-sang. Kom nu lige ned fra hesten. Det kan sgu da ikke være Reseppten hver eneste gang. Det er 30 år siden. Og en sjat. Det er et fedt nummer. Og ingen kan jo synge med på en helt ny sang. Fodboldfans synger jo for det meste ‘Lå-Lå-Lå-Lå’ eller noget i den boldgade. Det svinger. Helmig er stadig alt for dejlig. Nyd det nu bare.

Tak for i dag.

Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?

Hvad er ‘ordentligt’?

“Everybody believes, they are the good guy”. (Amaryllis Fox) Det er der jo på sin vis noget opløftende ved. At alle i det mindste ser sig selv som de gode. Hvis det er det, de gør.

Længe har jeg leget med tanken om at blive kejser. For hele molevitten. Globalt. Ikke kejser for et snoldet afgrænset område som fx Danmark. Det hele. Eller ingenting. Jeg tror ikke, det er skideskægt at være kejser, men for en kort periode ville jeg godt påtage mig opgaven og få verden på ret køl. For der er altså en del ting, der godt kunne blive bedre.

Når jeg søger på ordet “ordentlig” i DuckDuckGo, kommer dette billede frem som det første. Et Ikea-produkt.

Jeg er bevidst om det fine og opløftende arbejde, som Verdens Bedste Nyheder gør, og når jeg løfter blikket, ser jeg alt det gode. Men jeg ser også – og er inderligt klar over – alt det, som jeg synes, vi burde gøre bedre. Jeg har svært ved at forstå alle kompromisserne og den nølen, der foregår.

Hvorfor holder vi ikke op med at flyve alle sammen? I det mindste frem til vi har fundet en mere klimavenlig måde at flyve på. Hvor vigtige er de mange flyveture egentlig? Kunne mange samtaler ikke klares via live-samtaler elektronisk?

Hvorfor er der stadig nogen, der handler i butikker, der sælger billigt skrammel lavet af børn under umenneskelige vilkår og med minimal bæredygtighed og maksimal profitmaksimering? Hvad forestiller vi os, vi skal med alle pengene, hvis jorden går under?

Hvorfor er vi så mange, der har ondt i “jobbet”? Som døjer med at finde mening i 8 timer foran skærmen hver dag med mailbesvarelser og latterlige møder, hvor ingen har læst materialet på forhånd, og hvor alle sidder og først enes om at have meget travlt og derefter at nikke på de rigtige tidspunkter. Hvorfor?

Det er jo os selv, der har fundet på samfundets regler – så kan vi vel for filen også lave dem om, så vi trives. Men det er måske ikke trivsel, der er det primære? Er det egennyttig, egoistisk maksimering af mulighederne inden for rammerne – eller i det mindste uden at blive opdaget?

Hvad vil det egentlig sige at være ordentlig? Er man mere ordentlig selv, hvis man kan pege på nogen andre, der er mindre ordentlige? Eller i hvert fald lige så lidt ordentlige som en selv? Er man ordentlig, hvis man har de bedste argumenter? Eller er det mere ordentligt at ville fællesskabet mest muligt i alle sammenhænge?

Jeg aner det ikke. Jeg troede, jeg gjorde. Jeg troede, at jeg lå inde med opskriften på ordentlig. Men når så mange tydeligvis vil og mener noget andet; så er det måske bare mig, den er gal med. Er det mig, den er gal med? Og hvor kan jeg så gå hen med min forlorne ordentlighed?

Samtalesalon, kunstgræs, B&B og intim-koncerter

Jeg har arvet to meget tydelige træk fra mine forældre. Fra min far har jeg arvet evnen til at drømme og se muligheder i selv det mest faldefærdige scenario. Huse, biler, grunde, relationer og alt muligt andet. Ligegyldigt hvor sammensunket og tarveligt kan jeg se, hvad det kunne blive. Fra min mor har jeg så samtidig arvet en evne til at forestille mig worst-case-scenarios og have svært ved at komme fra start, fordi jeg er sådan lidt b-b-bange …

Men for tiden går jeg og pusler med en dejlig idé. Der er formentlig ingen penge i det – ikke engang på sigt – men det ville være et forrygende liv. Jeg har fundet et gammelt, stort og billigt hus på en ø. Der er en forholdsvis stor grund til. Jeg tænker, man kunne anlægge halvanden kunstgræsfodboldbane på grunden sammen med 2-4 padel-baner. De skulle kunne overdækkes, så det er muligt at bruge dem hele året.

Fodboldbanen kunne både være til rådighed for klubber i lokalområdet – så kunne banelejen inkludere færgeprisen (det er 15 mins sejltur), og der skulle være totalservice, så holdene kunne købe en pro-kurv til pausen med sund og økologisk energidrik og energibarer – eller en hyggekurv med ølbajer og Matador Mix). Det kunne også være muligt at komme på træningslejr et par dage – det ville kræve sengepladser, mere om det senere – og så skulle de have ordentlig mad, men det vil nok kræve en aftale med catering-firma.

Padelbanerne kunne på samme vis være hjemsted for en turnering – måske en liga af en slags – der løber over længere tid, stævner, mesterskaber og padelcamps for børn, unge og voksne, der ville have træning (ikke af mig, men af rigtige trænere). De skal jo have et sted at overnatte. Hytter måske. Med mulighed for at dele rummene op, så sportsklubber kunne vælge, om de ville sove 2&2 eller 4&4, mens virksomheder til konferencer så kunne vælge enkeltmands-værelser, hvis det var opportunt. Det er godt nok et par timer fra København, men tanken om et konferencested med god mad, fine faciliteter (husk at tjekke, om der er netforbindelse!) og sejlads til en ø ville være et “afsondret og isoleret” sted, som ville være oplagt til brainstorme, idéudvikling eller bare dybe tanker.

Apropos dybe tanker kunne der også være yoga-retreats, bootcamps og alle mulige andre former for kortere ophold.

Så kunne det være skægt at bygge et spillested. Jeg har mest en stor lade af en slags i tankerne. Men den skal ikke være urimeligt stor – bare med højt til loftet. Plads til 100-150 måske 200 personer. Og så kan jeg forestille mig virtuoser som Juncker, store og lille Falch, Katinka, Nikolaj Nørlund, Kira Skov, Allan Olsen og mange, mange andre kunne komme forbi og spille en aften. Ikke for sent, for den sidste færge til fastlandet sejler klokken 23.30.

Det er et hus med førstesal, og jeg kan sagtens ‘nøjes’ med at bo på førstesalen, så hele stueetagen kunne indrettes til en form for kulturhus. Med samtalesaloner eller litterær oplæsning eller -lysning. Måske bare én gang om måneden kunne man samle 100 mennesker til et Mathilde Walter Clark-oplæg om Kierkegaard, eller man kunne have foredrag af alle mulige andre slags. Så kunne der være hjemmebagt kage og stearinlys og hygge. Jeg har endnu ikke været på øen, så jeg aner ikke, hvor langt der er fra huset til færgen, men måske kunne man have en traktor eller en tuktuk, der trak en minibus, så folk kunne komme tørskoede fra og til. Og af hensyn til fx gangbesværede.

Jeg skal sådan set bare lige bruge 3-5 millioner, så er jeg klar med både det ene og det andet. Hvad siger du? Stikker det i for mange retninger? Jeg tror ikke på singularitet …

Hvad skal vi lave, når Facebook slutter?

Hvad lavede vi egentlig før Facebook? Hvordan fandt vi rundt på nettet? Jeg tænker, jeg brugte Google (Det var dengang! Nu bruger jeg kun DuckDuckGo) til at søge rundt med. Eller havde mine faste favoritter, som jeg altid søgte tilbage til. I dag bruger jeg alt for meget tid på at gå på Facebook. Skimme. Se om der er sket nyt. Trykke opdatér. Se om der nu er sket noget nyt.

Jeg er træt. Mættet. Overfodret. Og ærlig talt også en kende understimuleret af Facebook. ‘Det handler om, hvordan du groomer dit feed’, vil nogle mene. Måske, men jeg synes nu stadig, alt for meget ender i ophedede holdningsudvekslinger, der munder ud i grum og uhøvisk tale. Hvad ville du gøre, hvis du besluttede at tage en vaskeægte Facebook-kold tyrker? Hvad ville du bruge de mange timer til? Jeg tror, jeg ville …

hæve lidt penge på min firmakonto
løb’ ned og shop’ den bil jeg altid havde tænkt på
vink når jeg så min nabo, hallo
yo, bilen er ny og 24 tommer alu
Jeg ville ha den pige jeg elsker ved min side
Køre ud mod vandet
Og ik ta noget for givet

Ja, jeg vil måske endda høre noget Nik og Jay. Men jo mere jeg tænker over det, des mere er jeg fanget. Jeg er en svag sjæl. En korrumpérbar sjæl. Facebook er et af mine drugs. Og jeg får det mere og mere, som hende – jeg desværre har glemt, hvem var – der skrev, at hun efter mange år med sociale medier som sin profession “ikke havde flere kreative opslag, ikke havde mere energi til at moderere og ikke længere havde gnisten til sociale medier”. Jeg relaterer så vildt. Sidst jeg var til en jobsamtale, kom jeg til at disse sociale medier, og jeg kunne se på dem på den anden side af bordet, at det job fik jeg ikke.

Der findes stort set ikke det kommunikationsjob i dag, hvor man ikke skal være ekspert i Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube og helst også Snapchat. At være ekspert betyder ikke bare at kunne skrive tekst til opslag, tage billeder og skyde videoer (som man selv redigerer) men det handler i mindst lige så høj grad om alt det uden om. Tal, grafer, kurver, metrics som IPM, reach og følgere – for ikke at nævne Adwords, SEO, Analytics og hvad det hedder alt sammen. Det. Er. Rasende. Kedsommeligt.

Og hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har siddet med en overordnet, der sagde noget i retning af følgende: “Jeg synes, vi skal fokusere på XX og YY – ja, nu har jeg godt nok ikke selv en Facebook-konto”, så ville jeg have en hel del kroner. Jeg er knap halvvejs gennem livet, men jeg ved allerede nu, at jeg er i fuld gang med mit sidste job, der har sociale medier som et væsentligt omdrejningspunkt.

Såeh, hvad vil du bruge tiden på, når vi er færdige med at lege Facebook?

Det er ikke mig. Det er dig.

Jeg er i bekneb for det helt rigtige ord. Det dækkende udtryk. Men problemet er, som følger: Jeg har en fornemmelse af, at jeg er sådan én, man bliver træt af på sigt. Alt for ofte oplever jeg i nye relationer – her tænker jeg mest på arbejde – at der er en enorm begejstring over, at jeg er skæv. Lidt kantet. Off. Jeg er ret rar at holde frem foran sig, når man skal prale med mangfoldigheden på sin arbejdsplads.

Men desværre sker det ofte, at jeg så oplever, at når der er gået en rum tid, så forventer kollegaer eller chefer (oy vey), at jeg ligesom er blevet filet til og så kan være mere normal. Det er et kæmpe problem for mig. Fordi jeg er, som jeg er. Fagligt. Og personligt. De to ting hænger sammen. Og man kan ikke fravælge det ene, uden at det også er et fravalg af det andet. Og fordi de er så tæt sammenbundne for mig, kan jeg heller ikke være i en relation, hvor man ikke ønsker de dele af mig, som ikke lige netop er opportune i den ene eller den anden situation.

Det er formentlig en af forklaringerne på, at jeg ligesom altid er på vej. At jeg skifter job ganske ofte. Og at jeg flytter ganske ofte. Jeg kan ikke lande et sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Og jeg føler mig ikke tilpas, når man forsøger at file på min personlighed.

“Næh men i en arbejdsrelation får du jo penge for at gøre, som der bliver sagt”. Muligvis. Men jeg synes jo, at når jeg spiller med åbne kort og allerede tidligt fortæller, hvordan jeg er, og når jeg til jobsamtaler ikke lægger skjul på, at jeg larmer, og at jeg ser kommunikation på en bestemt måde, så er det sgu lidt røvet at komme længere henne af vejen og ville ændre på mig alligevel. Den slags er jeg ekstremt ømskindet over for.

Æsj, hvor er det egentlig pinefuldt at opleve, hvordan jeg selv er blevet en bangebuks. Hvordan jeg ikke kan sige sandheden. Ikke fortælle hvordan jeg føler. Af frygt. Uden sammenligning i øvrigt (overhovedet!!) gør det bare min respekt og forståelse for Knausgaards kompromisløse ærlighed i forbindelse med “Min Kamp”-sekstetologien (??) større og dybere. Det kræver enormt mod eller skruppelløshed at fortælle sandheden så præcist og så ærligt. Det kræver voldsomme ofre, og at man er parat til at ofre alt for at fortælle historien. Jeg håber, jeg en dag får det samme mod. På skrift og i livet.

Undskyld. Jeg var en idiot

Formentlig har du set bevægelsen #metoo, der ruller globalt. Mennesker – primært kvinder – fortæller om deres oplevelser med at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. Og de er mange. Både kvinderne og overgrebene. Først så jeg til i tavs forundring. Skamfuld. Men også en kende hellig, for sådan er jeg heldigvis ikke, og i mit stille indre fordømte jeg alle de tosser, der ikke kan finde ud af at behandle kvinder ordentligt.

Men så skete der noget. Og det er ikke rart at tænke tilbage på. Lige så stille kom der glimt frem fra en tid, hvor jeg måske alligevel ikke var så ren i kanten.

Jeg var 16 eller 17 år gammel. Havde lige haft min første seksuelle oplevelse med en pige, som ret hurtigt dumpede mig med en af de mest nænsomme forklaringer, jeg nogensinde har oplevet: “Du er for klog til mig”.

Men jeg havde fået smag for oplevelsen og kom på en eller anden måde – jeg husker ikke hvordan, og den manglende hukommelse er faktisk også en del af skammen – i kontakt med en 15-årig pige, som kendte hende, der lige havde droppet mig.

Hun var med hjemme på mit værelse. Det var en skumringsaften, husker jeg. Og vi sad på min seng – 80 centimeters Club8 op af væggen – og jeg blev mere og mere nærgående. Nu vidste jeg, hvordan man skulle gøre (mente jeg), så det ville jeg vise hende. Hun stivnede fuldstændig. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af og bare nyde. Forsigtigt lirkede jeg hendes bukser ned, og så sagde hun fra. Heldigvis. Grædende, mens hun hev sine bukser op, fortalte hun, at hun altså ikke havde lyst, og så tog hun af sted. Vi så ikke hinanden igen. Det forstår jeg godt. 

Dét har jeg tænkt en del over. Prist mig lykkelig for, at jeg nu er klogere, og at det ikke er sket siden. Troede jeg.

Så kom jeg i tanke om en julefrokost, da jeg arbejdede i Bilka, Odense. Vi var i Odd Fellow-palæet i Odense. En stor fest med mange gæster. Jeg var lidt forelsket i en sød medicinstuderende, som arbejdede i kasselinjen. Hun vidste godt, jeg var interesseret, men hun var ikke vild med mig.

Til festen fik jeg rigeligt, nej alt for meget (dårlige undskyldninger, der ikke gælder) festet, danset og overhovedet ikke talt med hende, jeg var vild med. I stedet fik jeg ud på aftenen talt med en ungarbejder, som jeg i hverdagen talte godt med, og hende fik jeg på tomandshånd i et afsides rum. Nogenlunde afsides. Vi talte. Og jeg forsøgte at kysse hende. Ud af det blå. Hun blev paf. Chokeret. Og skubbede mig væk. Heldigvis var hun stærk nok til at afvise mig, og så fik jeg ellers skældt huden fuld. Hun var enten 16 eller 17 år gammel. Kæft, jeg var en idiot.

Jeg fik dårlig samvittighed og følte mig skamfuld. Dog ikke mere end at jeg nu fandt en anden kollega – endnu en medicinstuderende – som jeg havde beundret længe og egentlig anså for at være en god ven. Hende lettede jeg mit hjerte hos og fortalte hvor skidt en karl, jeg følte mig som. Hun kvitterede med en historie om et skrantende parforhold. Og så endte vi der på hver vores stol med mine hænder under hendes skjorte og hendes arme om mig. Nød hun det? Det tvivler jeg på. Og så – som en meget velfortjent straf – trådte hende, jeg egentlig var vild med, ind i rummet, fik øje på vores underlige omklamring af hinanden og skred på stedet med udråbet: “Hvis jeg nogensinde så meget som havde overvejet at være sammen med dig, så er det slut nu”.

Har jeg lært noget af det? Nu har jeg i flere dage gået og gennemgået efterfølgende relationer, og der er endnu ikke dukket noget op, som jeg burde rapportere. Men min hukommelse er åbenbart ikke god længere, så måske dukker der mere op. Jeg tænker, at når jeg så let kan glemme disse tilfælde, kan jeg vel også have glemt andre. Så jeg er i gang med en mental gennemgang af alle mine tidligere seksuelle relationer og ransager mig selv for opførsel, jeg burde have undgået.

Omfanget af fortællinger fra kvinder på det her hashtag er vanvittigt. Det er så omfattende, at det næsten er ubegribeligt. Og at jeg nærmest kan glemme, hvordan jeg selv har været en del af det, siger en del om, hvor indgroet og systemisk det virker for mig (og måske andre mænd) Det er simpelthen ikke i orden.

Heldigvis er det nu min oplevelse, at jeg har fået bedre styr på min relation til kvinder. At jeg ser dem som mennesker frem for redskaber til min tilfredsstillelse eller afbenyttelse. Men sådan ville jeg også have sagt til mig selv dengang. Jeg opfattede mig selv som ganske fin i kanten på krænkelses-fronten. Jeg var sikkert et røvhul på mange andre måder (også), men når det kom til at behandle kvinder anstændigt, følte jeg mig på sikker grund. Åbenbart grundløst. Jeg kan ikke vurdere graden af krænkelse, de her kvinder har oplevet ved at blive udsat for mig. Men uanset hvilken grad er det jo i hvert fald over grænsen, når jeg tænker tilbage på det.

Undskyld. Jeg var en idiot.
Det håber jeg ikke, jeg er længere …

Ekskoner, -kærester og -mænd

“Vi kan lige tale en lille halv times tid mere, så skriver jeg til Jon og spørger, om han vil kigge forbi. Er det ok?”


Det er vel noget af det mest civiliserede, jeg nogensinde har været med til. Jeg mødtes med min ekskone, Camilla, i fredags. Hun fyldte 40 i august, og jeg havde endnu en fødselsdag i september, og så plejer vi lige at mødes og høre, hvordan vi hver især har det.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan mødes. Hun har været en del af mit liv i 19 år, og det er næsten – n æ s t e n – halvdelen af mit liv. Så det ville være vildt underligt, hvis hun bare var forsvundet pist væk ud af mit liv med skilsmissen for mere end 3 år siden. Men jeg tror da, særligt fordi vi ingen børn har sammen, at mange synes, det er lidt underligt, at vi bliver ved at ses. Jeg synes, det er underligt, når folk synes, det er underligt. Vi har delt liv sammen i rigtig mange år, og fordi kærligheden ikke længere kunne bære et forhold, betyder det jo ikke, at jeg ikke stadig holder meget af hende og under hende alt godt.

Siden i fredags har jeg fortalt flere venner og bekendte om mødet, og der er meget varierede holdninger til, om det er helt gakgak, at vi stadig mødes, eller om det er fint og præcis, som det skal være. Jeg stemmer for det sidste. Men jeg kan nu godt huske, da vi lige havde fundet sammen, og Camilla insisterede på at mødes med ekskærester. Det var en sten i skoen. Et irritationsmoment. Og var der nu ikke en risiko for, at hun ville finde tilbage til en af dem?

Det gik heldigvis over, og med tiden lærte jeg at sætte pris på den egenskab, som de møder med fortiden i virkeligheden er udtryk for: En loyalitet og vedholdenhed og en insisteren på ikke at lade ting glide ud i glemsel, fordi de ændrer form eller formalia. Det er faktisk en ret fin egenskab, synes jeg, og selv om jeg ikke selv er så god til at udvise den over for andre, så ligger det mig i dag fjernt at pålægge nogen helt at slå hånden af deres fortid – da særligt den kærlige del af den.

Alligevel kunne jeg mærke et sug i mellemgulvet, da hun spurgte, om det var ok, for det var det “selvfølgelig”. Vel vidende at det næsten kun kunne blive akavet, men jeg stoler så meget på hendes dømmekraft, at hvis hun vurderer, at det er til det bedste – primært for hende og hendes nye mand – og sekundært for, at vi stadig kan mødes 2-4 gange om året i et par timer og lige “touche bases”, som det vel hedder på nydansk, så måtte det være sådan. Han er ikke ukendt for mig. Han underviste på danskstudiet allerede dengang, jeg gik der, så jeg ved, hvem han er. Og han ved nok også godt, hvem jeg er. Men derfra og så til at sidde der og høfligt konversere hinanden, kunne der nu alligevel godt være et stykke vej.

Det gik fint, synes jeg. Som jeg gør, når situationer er lidt akavede, pludrede jeg løs, og jeg forsøgte at føre samtalen over på hans hjemmebane, så vi talte om litteratur lidt løst og fast. Jeg er sikker på, han bemærkede min mangelfulde (måske nærmere fraværende) terminologi til at drøfte litteratur, men det var fint – det var, som det skulle være. Men da Camilla rejste sig, fordi hun ville ryge, og ingen af os ville knække halsen af stolthed og sige,at vi ville gå med ud, ja, så sad vi pludselig der. På en café på Amagerbrogade. Alene sammen. Vi fandt heldigvis sammen i det mest logisk at tale om. Det mest ufarlige vi har til fælles: Svigermor. Hende kunne vi tale om, mens Camilla var væk.

Og faktisk har Camillas mor vist en lignende vej i årevis. Jeg har været til en juleaften hos hende, hvor der var i alt 4 mænd fra hendes liv forsamlede om bordet. Den nuværende kæreste. Camillas biologiske far. Faren til Camillas lillebror. Og en eksmand mere. På samme tid. Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville ende i samme suppedas, men nu sad jeg så der sammen med Camillas nye mand og sludrede henkastet om tv-serier og litteratur, så godt jeg nu magtede det. Jeg tror, det gik fint. Og jeg håber, jeg igen kan mødes med Camilla og høre, hvordan det går hende. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at fejre juleaften sammen med dem. Men man kan jo aldrig vide …

Hvem ku’ du egentlig godt unde en smule?

Ja, tanken er jo, at det skal være en eller nogen, som ikke er dig selv eller dine allernærmeste. Ellers er det ligesom bare mere af det samme. Når jeg – hvad jeg gør mere og mere sjældent, for det er ikke et skue for folk med sarte sjæle – bevæger mig ud i dét debatdanmark, der driver med politiske spørgsmål, bliver jeg altid slagen af forundring over, hvor meget der tilsyneladende handler om at fortælle andre, de er grådige, og at de ikke skal komme her, for de får allerede rigeligt.

De unge og de studerende ser misundeligt på de ældre generationer. De ældre generationer skælder ud over alt og alle, mens middelklassen aldrig nogensinde rigtig bliver tilfreds, for de vil egentlig gerne have mere. De rige synes, de fattige er grådige, mens de fattige faktisk også synes, de rige er grådige. Lærerne er dovne, iværksætterne egoistiske, offentligt ansatte uduelige, privat ansatte en belastning for samfundet, fordi de alle får stress af at løbe så stærkt. Ingen kan rigtigt sige sig fri for at mene, at der findes andre grupper, som godt lige kunne skrue lidt ned for retorikken, kravene og tilraningen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte vores debatter et helt andet sted? Hvad nu hvis det hele begyndte med, hvad vi kan blive enige om? Hvis vi tog udgangspunkt i at mødes, forenede i ønsket om et så stærkt og velfungerende samfund som muligt, kunne det være, vi også blev bedre til at anerkende og forsøge at forstå hinanden. Eller hvad?

 

 

 

 

 

 

 

 

Er det helt åndssvagt? Jeg kan da for hulen ikke være den eneste, der er træt af den offentlige debat i de her år. Det er jo umuligt at se nogen som helst ønsker om at mødes, blive klogere og rent faktisk skabe en form for kompromisser. Alle vil have mere. Alle synes, andre får for meget. Alle synes, de andre er dumme. At de andre er landsskadelige. Økonomisk uduelige. Eller ikke kan se længere end til den næste skattelettelse.

Er vi virkelig så bange for at miste alle vores privilegier? Hvis samfundet rent faktisk har skabt alting så elskeligt, at vi så gerne vil værne om det, hvorfor har vi så så travlt med at nedbryde det ved hver eneste givne lejlighed? Eller er der noget, jeg overser – er det ‘bare’ demokrati, at vi konstant bryder meninger, taler nedsættende om hinanden og slår os på hinandens kanter; er dét demokrati? For så er jeg ikke helt sikker på, jeg synes, det er den mindst ringe styreform.