UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

År: 2014 (side 1 af 3)

Fordele og ulemper ved at holde nytårsaften alene

Da jeg googlede “nytårsmenu single”, dukkede der ikke, som håbet, en masse lækre, temmeligt simple og nænsomt doserede retter op med sprudlende forslag til en nytårsmenu, men der kom derimod et par sider med forslag til, hvordan jeg dog kunne finde en fest, så det slet ikke ville være nødvendigt at finde på en single-menu. Det fik mig til at tænke over fordele og ulemper ved min beslutning om at holde dette nytår alene. Listen ser (indtil videre) sådan her ud:

Fordele:
– Da jeg stod i Irma, og der ikke var noget oksekød, der tiltalte mig, så gjorde det ikke alverden, at jeg nappede noget kalv i stedet – SELV OM DER STOD OKSE PÅ INDKØBSSEDLEN!
(For helt ærligt; ved vi ikke allesammen, at frost-pommes, købe-bearnaise og hvidløgsflutes nok skal gå til snart sagt et hvilket som helst stykke kød? Ikke? Sikker …? Hér skal den nok gå!)

– Der var ingen, der sagde “Er det ikke nok nu?”, da jeg fyldte i kurven i slikafdelingen.

– Ingen kommer til at præsentere en letkøbt analyse af dronningens nytårstale, og hvis nogen gør det alligevel, er det allerede besluttet, at så må jeg have 5 minutters karantæne og afkøling i trappeopgangen.

– Ingen kommer til at sige “Den der 90-års-fødselsdag er da meget hyggelig, og det ER jo altså en tradition”. Det kommer ingen til at sige. Det er ikke nødvendigt at udtænke en straf.

– Ingen kigger medlidende på mig, når jeg sætter mig i sofaen – nok allerede eftermiddag – og ser “Love Actually” (ikke kun fordi jeg er sentimentalt anlagt, men i virkeligheden allermest fordi den bliver fjernet fra Netflix nytårsdag (Hvad ER det for noget?))

Photo by Peter Mountain. - © 2003 Universal Studios.

Photo by Peter Mountain. – © 2003 Universal Studios.

 

– Jeg slipper for champagne klokken 24. Og før. Og efter. Jeg kan ikke tåle det sjask.

– Det ender ikke uafgjort, når jeg skal stemme om, hvorvidt jeg skal ‘binge’ Marco Polo, Sherlock eller måske bare fortsætte med Gilmore Girls. Det ender ikke uafgjort. Men det er stadig et svært valg.

Ulemper:
– Jeg er alene

“Problemet er, at jeg er ret flyvsk”

Det var egentlig slet ikke dét, samtalen skulle handle om. Jeg var på besøg hos et firma, jeg havde fået anbefalet til en opgave, jeg skulle løse. Personen, jeg skulle mødes med, har jeg på fornemmelsen, jeg blev sat sammen med, fordi vores fælles ven, der satte os sammen, vidste, vi ville komme overens. Og det gjorde vi.

ThePolarBear_Stig Nygaard

Selve den opgave, jeg skulle have løst, fejede vi hurtigt af bordet. Til dét var vi ikke så godt matchet. Men til ivrig, energisk og åben samtale passede vi fint sammen. Kort inde i snakken kigger han på mig og spørger:

“Hvis du helt selv kunne vælge, hvad ville du så arbejde med?”.

I sig selv jo et ganske uskyldigt spørgsmål, men jeg tøvede alligevel med svaret og sagde så:

“Problemet er jo, at jeg er lidt flyvsk, så jeg vil enormt gerne i krig med noget nyt, noget svært, noget udfordrende hele tiden”, åbnede jeg, og han kiggede på mig og sagde noget i retning af:

“Nej, problemet er, at nogen har overbevist dig om, at det er et problem, at du er flyvsk. Der er masser af steder, hvor man har brug for og værdsætter flyvskhed”.

Det summer stadig i mit hoved med den kommentar. Måske er det ikke mig, der er forkert. Min måde at være på der er problemet. Måske er det bare dét, at jeg skal finde et sted, nogen, der sætter pris på den, jeg er? Jeg tror ikke helt på det endnu, men at nå derhen hvor jeg tror det … det må være et godt sted at være 🙂

Et kæmpe rum

Jeg forsøger at gå på line. Forsøger at sætte foden forsigtigt præcis på linen. Men foden rammer ved siden af. Jeg samler mig. Med den ene fod i afgrunden bliver den anden fod så meget desto vigtigere at få sat rigtigt. Jeg løfter foden. Bevæger den frem. Tager sigte. Kniber det ene øje sammen og sætter så foden ned. Langt ved siden af linen endnu engang.

Jeg falder ikke. På underlig og ret smertefuld vis får jeg endnu et forsøg til at sætte bare en enkelt fod rigtigt. Som havde jeg mange liv i et bip-bip-spil fra 80’erne. En hel aften forsøger jeg at ramme linen. Og lidt af natten. Det lykkes aldrig. Følelsen af afmagt. Af at være off. Ude af sync. Sniger sig ind. Og så ved jeg, at spillet er tabt. Jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke er linedanser. At jeg ikke passer ind.

Det er underligt, for da jeg var yngre, var jeg ganske ferm til livets linedans. Til at åbne, slippe, frydes og slappe af. Jeg er blevet et anspændt, sammenviklet og vagtsomt menneske. Jeg er ikke idiot. Jeg ved jo godt, at ingen kigger. Jeg kan stå med den line og bakse i timevis, uden at nogen kerer sig. Men jeg hader, når jeg opdager, at jeg er overflødig.

Så det er måske ikke en frygt for at blive latterliggjort. Måske er det bare en frygt for, hvad jeg finder, hvis jeg slipper. At jeg finder den rigtige mig, og hvad nu hvis jeg ikke kan lide ham? Hvad nu hvis jeg lærer mig selv at kende, og jeg så finder ud af, at de gode sider faktisk ikke – måske endda langtfra – opvejer de dårlige? Hvordan kommer jeg så videre?

Hvad gør jeg?

Forskellige drømme

Drømmer jeg om ting? Om situationer? Om stemninger? Hvad er egentlig forskellen?

Når det føles godt

Det er svært at fange de gode øjeblikke. Svært at sætte på formel, hvilke situationer der fylder sindet med lethed, med glæde og med ren og pur lykke.

For nogen er det, når de bliver forfremmet, for andre er det, når de bruger forfremmelsens lønstigning på det nyeste tv til væggen derhjemme, køber ny bil, flere Mac-produkter eller andet i den boldgade.

For andre er det øjeblikke, der involverer stemninger og mennesker. Et bryllup. Den glæde og energi, der bobler det nye ægtepar i møde. Åbning af en butik, restaurant eller et firma. “Nu gør vi det!” er også berigende.

Eller når det lykkes at samle familie, venner, kære, bekendte til grillaften i er sommerhus. Snakken driver, mænd står og “sparker dæk” ved grillen. Liv væves ind og ud af hinanden i historieform. Bånd knyttes. Der er god mad, rødvin, pilsner. Hygge. Det gør mig glad. Selskabet. Samværet. Noget der klikker på plads. Kommunikation der lykkes. Nærvær og at føle sig en anelse tættere på et eller flere andre mennesker.

Hvorfor?

Hvorfor er det så vigtigt for mig at gøre ting anderledes? Hvad er jeg bange for? Hvorfor?

Om forelskelse

Jeg har lyst til at høre hendes latter. Lyst til at fornemme hendes sårbarhed. Hendes styrke. Hendes bekymringer. Udfordringer. Hendes gå-på-mod. Jeg vil passe på hende. Vise hende hele mit væsen. Det sjove. Det charmerende. Det kærlige. Det følsomme. Men også alt det skrøbelige. Det usikre. Det frygtsomme. Hele mig. Og jeg drømmer om en dag at gøre mig fortjent til at møde hele hende. Hun er ikke alene. Hun er stærk. Men selv stærke har brug for uforbeholden og betingelsesløs kærlighed.
Taktik er ikke min stærke side. Jeg spiller mine kort. Ærligt og åbent. Det koster tæsk, skuffelser og nederlag, men jeg ved, hvor jeg har mig. Tror jeg. Hvad sker der, hvis hun giver efter og lukker mig ind? Er jeg så virkelig værdig til dén tillid? Er jeg i stand til at gribe chancen? At carpe the diem? Hvad hvis jeg er en skuffelse? Hvordan undgår jeg det? Hvordan undgår par at blive til hinandens enerverende hverdag? Eller er det måske netop målet at blive til hinandens hverdag? Hvor kommer så spændingen, gløden, intensiteten og overraskelserne fra? Hvordan forenes de 2 størrelser? Handler det om realistiske forventninger? Er verden da ikke en Hugh Grant-film?
Hvad vil jeg selv? Jeg vil inspireres, fascineres, udfordres, udvikles, glædes, elskes (ja, først som nummer 6 åbenbart …) rummes, accepteres og ses. Kan hun give mig de ting? Det tror jeg. Det fornemmer jeg. Det håber jeg.

Ved poolen

Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der er lidt snerpet. Det er det jo nok. Men jeg er altså både iført flipflops og tshirt, når jeg går til og fra poolen.

De fleste andre (mænd) kommer sjoskende på bare tæer og i bar mave. Jeg har intet imod, de smider tøjet, så snart de har fundet en solstol at smide tøjet på, men indtil da … Jeg må jo være 125 år oppe i hovedet.

Speedo’s er i øvrigt ret hot hernede. Blandt de +55-årige gæster i hvert fald. De mandlige af dem. Det er godt nok et bette stykke tøj. En slags mandlig pendant til g-strengen.

Hvor kommer drømme fra?

Jeg mener egentlig Ikke de der natte-drømme, selv om de da også er interessante. Jeg drømmer ofte – om natten altså – og vågner med en fornemmelse af, at “det var da både spændende og flere tanker værd”. Og så glemmer jeg straks alt, jeg har drømt.

Måske er jeg ikke i dyb nok kontakt med mig selv (eller bare ikke dyb nok) til at have skræmmende mareridt med varsler eller vinkler fra virkeligheden.

Nå men det var så ikke de drømme, jeg mente. Jeg tænker på vores drømme, mål, ønsker, visioner. Ved du, hvad din drøm er? Kan det koges ned til et helt enkelt svar , eller er drømmen en kombination af flere forskellige faktorer? “Hvad drømmer jeg om – hvor ser jeg mig selv om 10 år?” Jamen jeg er helt blank. Jeg er vel helt fysisk her. Eller et andet sted. Hvis omstændighederne giver mulighed for det. “Jamen, hvis du helt selv kunne bestemme, hvor ville du så være?”.

Jeg vil gerne udfordres, bruges (ikke så gerne udnyttes) og leve et liv med sammenhæng og få grænser. Jeg har ikke noget mod at arbejde hårdt og længe, men så skal det give mening. Jeg er vokset op på landet, og jeg har en snert af ydmyg (arhhh…) lønslave- mentalitet i mig. Hvis ingen vil benytte mine egner og ideer, så får de som aftalt, og så slukker jeg for maskineriet og ansvaret, når de 37 timer er gået. Man kan ikke tænde og slukke for entusiasme. Enten er der tændt. Eller også er der slukket.

Er det ligefrem dét, jeg drømmer om? Nix. Jeg vil gerne være en del af projekter. Store projekter med fjerne tidshorisonter, mange involverede og/eller den slags. Arrangere konferencer, messer, events. Planlægge sportsbegivenheder, ferierejser eller erhvervsrejser, kommunikere om Metro-byggeri, Femern-forbindelsen (hvis det da stadig er en ting) eller bedrive storytellende oplysning om EU/FN/NATO eller fx OL/UEFA/FIFA som en del af en åbning af organisationerne.

Tanken om at vende tilbage skriveriet presser sig også på. At skabe billeder med ord. Stemninger, følelser. Måske endda erkendelser. Som minimum smil. Men det er alt sammen relateret til arbejde, ser jeg. Er dét dét vigtigste? Nej. Kærlighed er det vigtigste, synes jeg. I massevis af interagerende cirkler. Kærlighed til og med den udvalgte. The Special One. Med familie. Med venner. Med kolleger. Kærlighed til nær og fjern. Men der skal selvfølgelig balanceres mellem arbejdsliv, der kan holde mig interessant som menneske. Holde mig i udvikling, på vej og i drev. Og så den person, der giver og får energi i fritiden. Og fra alle de ovennævnte cirkler af mennesker. Kan en drøm være så diffus? Bliver det så ikke svært at arbejde hen imod den? Tjaeh, kærlighed kan man jo altid både give og få. “Love is all Around”. Men arbejde hen imod en diffus drøm…? Jeg ved det faktisk ikke. Det vil vel vise sig.

Værd at tænke over

Fordi det ikke er lige meget hvad du putter i munden

Ældre indlæg

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑