3 ænder i Munke Mose lørdag nat

Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.

Tænk at hun tør

Jeg er alene hjemme. Græsenke som det hedder. Chefstrategen er draget til New York for at dygtiggøre sig – og vel også for lige at klemme de sidste dråber ud af sine kreditkort. Markedet herhjemme bød formentlig ikke på fristende muligheder, så intet mindre end NY kan gøre det … Ej, jeg håber virkelig, du får en god tur.

Imens er jeg og de tre katte overladt til os selv. Kattene er helt oppe at køre allerede – hun tog af sted i morges:

IMG_1044  IMG_1041IMG_1043

Selv er jeg lidt mærket. Vi har aldrig været så længe væk fra hinanden. Hun kommer først hjem engang i maj … Og jeg ved, hendes største bekymring var, hvorvidt jeg ville være i stand til at finde på andre måltider end hotdogs eller burgere (som jeg i parantes bemærket er ganske ferm til at lave, men indrømmet, det er måske ikke passende som hovedmenu knap 3 uger …) og derfor tryglede hun om, at jeg skulle lave en madblog. Det skal blive en gammel løgn, skal det, men lige i dag, fordi det er dag 1, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, der minder om mad, og fordi jeg altså savner hende helt vildt:

IMG_1045

Jep – en ordentlig skudefuld pasta med kød, der har simret blidt på komfuret i knap 5 kvarter. Iblandet laurbærblade og et skvæt citronskal. “Chef Vilster” ville kattene formentlig have sagt, havde de kunnet tale.