UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: januar 2015

Total optur hos verdens bedste moster

Jeg skulle være ude af huset i Odense midt august. Søgte helt vildt efter noget at bo i i København. Min bank var meget længe om at vurdere, om de ville låne mig penge, så jeg kunne købe en lejlighed. Bare en lille én. De tænkte. Vi holdt et nyt møde. De tænkte lidt mere. Lød optimistiske. “Vi må finde ud af noget. Du kan jo ikke bo på gaden”. Klip til 4 hverdage senere: “Vi er blevet enige om – i banken – at vi ikke kan låne dig noget som helst”. OK. Så det med gaden gør ikke noget i denne uge?

Heldigvis kunne jeg bo hos min moster. Hun bor også i Odense. Har et ekstra værelse i sit fine lille hus i Odense N – hvor mine forældre også bor, men de har ikke ligefrem et overskudsværelse. Så har de så meget andet overskud 🙂 Jeg rykkede ind på et bette værelse på … bum-bum 7-8 m2 måske? Der var ikke meget plads, men der var en seng, der var husly, og det var dejligt.

Det var samtidig en virkelig god lejlighed til at komme tættere på min kusine og fætter, som er nogle dejlige unge mennesker. Det har jeg vidst hele tiden, men det var nu alligevel spændende at opleve deres dagligdag tæt på. De er nogle hårdtarbejdende unge mennesker, der knokler med skole, med fritid, med interesser og ja, bare med livet som helhed.

Det gør min moster også. Hun er fraskilt og lever med de to unger. Knokler som sygeplejerske. Og er en kærlig mor. Jeg kan snildt se, at hun er min mors lillesøster, for de er begge så smaskfyldte med kærlighed til deres børn, at det er helt vildt. Dejligt. Tak for dem. Tak for husly.

Og ja, også tak for timerne i haven, som lærte mig en masse om, hvordan man får tiden til at flyve i de weekender, hvor der ikke lige er andet på tapetet end at flytte rundt på planterne, buskene eller måske bare rive græsset lidt. Totalt hyggeligt.

Det er faktisk ikke helt fair, at opholdet hos min moster og ungerne er med på listen over ting, jeg kunne have undværet i 2014, for jeg nød det. Men jeg mener … jeg er 39 år. Det var ikke lige med i min overordnede plan, at jeg skulle tilbringe 2,5 måned på et gæsteværelse hos noget familie. Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med, at der ville være meget mere styr på næsten alle ting i mit liv i den her relativt fremskredne alder. Men heldigt i hvert fald, at jeg så kunne få hjælp, varme og medvind hos verdens bedste moster.

 

Oversvømmelse. Selvfølgelig

Sidst i august 2014 blev det endelig tid til at snuppe noget af dén ferie, jeg måtte aflyse tidligere på sommeren. Og det var dejligt. 14 dage på Cypern i solskin med intet andet at foretage mig end at slappe af. Jeg løb en dejlig morgentur hver dag. Slikkede masser af sol ved poolen i selskab med rare englændere (og et par irer) der havde været på samme hotel op mod 20 år i træk. De var søde. Lod mig være i fred. Jeg læste masser af bøger. Og når solen gik ned, løb jeg en aftentur. Virkelig skønt. Måske var der fremgang på vej, tænkte jeg. Dér i slutningen af august. Jeg blev klogere.

Desværre var der, mens jeg var væk, et ordentligt regnskyl, der forårsagede oversvømmelse i kælderen hos min eks-hustru – hvor mine få tilbageværende ting ellers galant havde fået lov at stå, indtil jeg fandt et nyt sted at bo – og med et slag var mine få ting blevet til forsvindende få ting. Jeg startede fra scratch. Absolut scratch. Jeg ved jo godt, at Camilla ikke bryder sig om rengøringsmidler stærkere end Neutral sæbe fra Føtex. At hun slet, slet ikke begiver sig i kældre, med mindre det er bydende nødvendigt, og det er en oversvømmelse altså ikke 🙂 (Jeg kommer lige i tanke om en fantastisk historie fra dengang, Camilla boede i den kælder, hvor jeg også har boet – Åløkkehaven – og vi havde vist været på tur – måske ferie – og kom hjem til en lejlighed, hvor der var de vildeste edderkopper løs i kælderværelset. Camilla iførte sig plastposer på fødder og hænder, bevæbnede sig med en deodorant og sprayede de der stakkels edderkopper til døde. Hun er ikke meget for traditionelle rengøringsmidler :)) Og så var hun i øvrigt på weekendtur, da oversvømmelsen skete, så skaden var vokset til råd, fugt og mug, da hun kom tilbage.

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 17.55.44

Ikke fra den reelle kælder men sådan her føltes det

Skærmbillede 2015-02-14 kl. 17.55.33

Heller ikke selve kælderen, men bare så du får en fornemmelse

 

Ud med langt, langt det meste. Det gjorde faktisk allermest ondt, at jeg havde ‘bundet’ alle kasserne med et par lag med bøger. Jeg smed mange bøger ud. Øv. Det føltes helt forkert.

Omvendt nåede jeg trods alt også at tænke, at det ville gøre enhver fremtidig flytning lettere, fordi jeg jo ingenting havde at flytte. Og forsikring? Næh, jeg havde opsagt min forsikring, da jeg flyttede ud, faktisk fordi jeg regnede med, at hvis der skete noget – fx en oversvømmelse – ville det blive vanskeligt at få det dækket med noget, der let lød som en røverhistorie: Nejmen mine ting står opmagasineret hos min ex-hustru, ikke på min egen nuværende adresse. Så jeg opsagde forsikringen. Og så skete oversvømmelsen. Selvfølgelig. Sådan ét år var det.

Farvel Mille – og I andre

Jeg ved ikke, om jeg decideret altid har været et kattemenneske, men jeg ved, at jeg blev enormt knyttet til vores tre katte. Som jo også kom til at lide under Camillas og min ‘bodeling’. Regnestykket var ret enkelt: Ronja var tosset med Camilla, så de to blev sammen. Mille var tosset med mig. Så hun var min. Og så var der Karlsson tilbage, og han kunne sådan set med begge, men Mille gad ham ikke – oftest afsløret i en skarp, lynhurtig klo lige over næsen på ham. Karlsson rykkede med Camilla. Også fordi jeg jo af gode grunde ikke kunne være sikker på, at jeg landede et sted, hvor jeg måtte have en kat med. Så smartest at Camilla ligesom fik så mange som muligt.

Vi fandt heldigvis et fint sted til Mille, hvor jeg – godt nok med bankende hjerte og tårer i øjnene – overlod hende til et nyt liv. Øv. Når man har lovet at tage vare på et andet væsen, skal man gøre det. Jeg svigtede her. Omstændighederne gjorde det for svært, så jeg ikke kunne leve op til ansvaret. Undskyld Mille. Nu er hun på landet, er blevet udekat og alle rygter siger, hun er blevet glad, lykkelig og endda en smule omgængelig. Måske er hun endda holdt op med at savne mig … mon dog 🙂

Tribute to the cats:

IMG_0132 IMG_0126 IMG_0130 IMG_0131 IMG_0129 IMG_0127 IMG_0128 IMG_0125 IMG_0124 IMG_0123 IMG_0122 IMG_0121 DSC_0012 DSC_0011 DSC_0010 DSC_0009 DSC_0008 DSC_0007 DSC_0006 IMG_1053 IMG_1052 IMG_1051 IMG_1050 IMG_1049 IMG_1048 IMG_1047 DSC_0028 DSC_0027 DSC_0026 DSC_0025 DSC_0024

Hov – ligger VM nu dér?

Jeg var midt i et brud. Jeg blev i huset. Passede kattene, mens Camilla overnattede andetsteds. Heldigvis skulle jeg på sommerferie bare 14 dage efter den kedelige besked, og det trængte jeg ærlig talt til.

Pakkede mit skab – hvor der altid ligger bunker af træningstøj, ekstra sko og alle mulige andre utænkelige rekvisitter, som jeg alligevel fra tid til anden får brug for – fredag morgen, da jeg havde trænet og været i bad. Trissede ind til skrivebordet. Glædede mig til at vende VM-åbningskampen fra aftenen forinden, hvor Brasilien var kommet lidt skramlende fra start.

Min chef tog imod mig – det gør han alligevel ikke hver morgen – og så lidt beklemt ud. Han er et genuint godt menneske, så jeg ved nu, at det ikke er noget, han har syntes var rart. Det var pludselig gået op for et af vores datterselskaber, at hvis jeg havde ferie under VM-slutrunden, ville jeg (nok) ikke svare på opslag på sociale medier. Og de ville få meget, meget travlt med selv at poste opslag, fornemmede jeg.

Så de var altså nu kommet i tanke om, at de mente, det ville være bedst for alle parter, hvis jeg aflyste min ferie. “Hvor meget?” spurgte jeg. “Bare til VM er ovre”. Altså alle 4 uger. Nå ja, men jeg kunne da også bare sidde på jobbet og tude over mit forliste ægteskab. Potatoe/Po-fucking-tato.

 

“Jeg forlader dig”

“Sæt dig lige ned. Der er noget, jeg skal sige til dig. Jeg forlader dig”. Heldigvis tog hun sig tid til at sidde og tude sammen med mig i et par timer. Og tale om fortid, nutid og fremtid. Så hankede hun op i et par IKEA-poser og flyttede hjemmefra.

Så kort kan min hukommelse om den dag i slutningen af maj 2014 summeres op. Det var ikke rart. Retrospektivt har jeg brugt meget energi på at tænke. Hvorfor så jeg det ikke komme? Så jeg det komme, men ville ikke reagere på det? Hvor gik det galt – og hvad kunne have været gjort anderledes?

Vi talte længe. Både den aften og den efterfølgende tid. Man kan ikke tvinge folk til at elske sig. Man kan heller ikke tvinge folk til ikke at elske sig. Vi ses stadig ret regelmæssigt, og for hver gang bliver det tydeligt, at vores liv bevæger sig – og sikkert har gjort det længe – ud af to helt forskellige baner, der tager os i hver vores retning.

Så jeg ser nu, at det var den rette beslutning, og at det var klogt – men det vidste jeg jo; at Camilla træffer kloge beslutninger – men derfor var det alligevel ubehageligt at møde en anden form for smerte end fedmegigtens. Den her var også fysisk men ikke så meget centreret i tåen. Det sad mere i nærheden af hjertet. Jeg fungerede i hverdagen. Tog på job. Lavede mad. Fodrede kattene. Og var i verden. Men indeni tumlede jeg med tanker, med savn og med manglende fundament. Jeg troede, det var os mod verden. Eller i hvert fald os sammen i alting. Vi var underlige, anderledes og sære. Men vi var det sammen. Det var et chok, at det ikke var nok. Og det gjorde ondt.

Jeg har stået hulkende under bruseren. Siddet og stirret på billeder fra vores ferieture. Forsøgt at knytte tættere bånd til “hendes” kat (den afviste mig – også). Heldigvis gik det ret hurtigt op for mig, at det her var et endegyldigt brud rent parforholdsmæssigt. Vi har forsøgt nogle gange, og sidste omgang var et helhjertet og langvarigt forsøg, men det gik ikke. Nu må vi videre.

Fedmegigt – det gør SÅ ondt!!!!!!

Det er altså en fæl form for sygdom. Podagra. Jeg har døbt den fedmegigt, for den kommer af vellevned. Blandt andet. Der er mange andre gode forklaringer, og jeg behøver ikke nødvendigvis påtage mig hele ansvaret på den “skam og skyld”-facon som ‘fedmegigt’ indikerer, men det er for mig en god måde at holde fast i, at jeg kan gøre en del ved selv at styre kosten og motionsmængden. Indtil videre i hvert fald.

Jeg indrømmer, at jeg er glad for chokolade. Særligt Marabou (hvad sker der for at lave de tidligere så passende 200 grams-plader i 150 grams-pakker? Så køber jeg jo 2 plader og 300 gram er altså meget chokolade …) Jeg er også glad for kage, cola og ostepops. Og burger. Jeg er ikke god i et køkken. Jeg laver primært mad fra den nederste ende af socialskalaen: Hotdogs, pommes, forårsruller og den slags. Når jeg altså ikke lige tænker over tingene. Det er min automatreaktion at spise som et skarn.

Men den dag hvor det begyndte at gøre ondt i storetåen. Eller mere præcist lige dér, hvor storetåen bliver til foden.

PodagraDoctorsPic
Dén dag gik det op for mig, at den latterligt fede kost har en pris. En vanvittig pris. Det gider kroppen ikke finde sig i. Jeg bliver træt, lasket, blævrende og uden energi. Det er en infektionstilstand, så jeg forestiller mig, at der i storetåen samler sig en lille smule gul betændelse for hver gang, jeg tygger et stykke chokolade. Og lige der omkring årsskiftet fra ’13 til ’14 var betændelsen altså så voldsom, at det blev til et decideret sygdomsudbrud.

Jeg troede, jeg måske havde forstuvet storetåen uden at opdage det. Den var øm. Blev ømmere. Så øm at jeg ikke kunne gå uden meget, meget store smerter. Mig ned til lægen, der ordinerede nogle djævle af nogle smertestillende piller: “3 gange i døgnet. Inden smerterne kommer igen. Indtil det er ovre”. Da det var ovre første gang, tænkte jeg, at det da var en fæl omgang, men jeg skænkede det ikke en tanke at lægge kosten om. Så der gik et par måneder, så blev jeg ramt både i tåen og i knæet (!!). Jeg var lagt ned. I smerter. Ynkelig.

podagra01

Det er altså ikke min fod – helt så slemt har det ikke været for mig. Endnu.

Jeg synes faktisk selv, at jeg har en ret høj smertetærskel, men det her er simpelthen det værste, jeg nogensinde har prøvet – og jeg må have signaleret det, for lægen udskrev uden at blinke 300 piller til mig af den der hidsige smertestillende slags; det er alligevel til 100 dages “fedmegigt” – og at det sætter sig på tåen og fuldstændig blokerer min mobilitet gør det kun endnu værre. Det vil jeg ikke igen. Sund kost. Masser af motion. Og en anelse snusfornuft har indtil videre kunnet holde det på afstand, men det lurer lige under overfladen, hver gang jeg “kigger væk” og fylder på systemet fx i forbindelse med december. Eller en weekend. Eller en fest. Jeg er bygget af et sensibelt system, og jeg har måske skubbet kroppen over kanten med alt, alt for skidt mad i årevis, og det betaler jeg prisen for nu. En fortjent pris. Men heldigvis også en sund pris.

Depression og stress

2014 startede med, at jeg tilbragte knap 4 måneder med en stribe “sessioner” hos en psykolog, der skulle hjælpe mig med at komme gennem noget stress/depressions-halløj. “Hvad var der dog galt?” spørger du. Jamen det er jo lidt svært at sætte fingeren på. En lang periode med valg, der føltes som ikke-valg, tvungne valg og måske endda også dårlige beslutninger fra min side. Hvorfor ender man et sted, hvor man ikke har lyst til at være? Det er sådan set et ret godt spørgsmål, som jeg vil lade ligge her og vende tilbage til en anden gang.

Det gik ikke så godt med mig og psykologen, og jeg skulle nok have afbrudt løjerne tidligere i forløbet – faktisk lige omkring der, hvor hans ellers udmærkede råd om at gå lidt ned i passions-procent på jobbet, blev fulgt af “Det var sådan, jeg selv kom gennem mit psykolog-studie”. Altså på 60 procent, forstås.

Ja, senere forstod jeg i hvert fald, at jeg nok var nødt til at få noget andet hjælp – det gik endegyldigt op for mig den dag, jeg sagde:

“De 60 procent virker ikke. Du har godt nok ret. Folk er gladere omkring mig (fordi jeg ikke er på 100 procent (aka brokker mig)) men jeg føler mig falsk, forkert og dum.”

Så følte han, at tiden var moden til at foreslå noget psykofarmaka. Altså nogen lykkepiller. Det er ikke sådan, at jeg har noget mod lykkepiller. Det er mit indtryk, at de hjælper virkelig mange mennesker, men jeg stejler, når det allerede er løsning nummer 2 i mit psykolog-halløj. Så jeg takkede pænt for tiden og stod af vognen. Så måtte jeg finde en anden løsning på det dårlige humør.

Labyrinth

Jeg tror ikke, jeg er særlig skrap til at gå til psykolog. Vi sidder dér, og han spørger, hvilke problemer jeg har. Så fortæller jeg dét og planter en eller anden mulig forklaring. Dén køber han, og så bevæger vi os ud af det spor. Han foreslår en måde at bearbejde det på, og jeg lytter. Og forsøger efterfølgende at gøre, som han siger. Det hjælper ikke. Et par gange senere siger jeg så, at jeg fornemmer, der måske er noget andet i spil. Han lytter interesseret. Jeg planter et nyt spor at forfølge, og han bevæger sig ud af en ny tangent. Jeg er med på, at psykologer jo ikke er tankelæsere, og at det måske også er mit ansvar at finde frem til en eller anden form for kerne, men jeg har aldrig rigtig en oplevelse af at blive tankemæssigt afklædt. At nå ind til et ‘Aha’. Jeg dirigerer samtalen i alle mulige retninger, og det hele bliver på overfladen.

Underligt nok nåede jeg mod slutningen af forløbet – som endte en anelse uskønt med en stribe afbud og lidt for lange perioder mellem nye aftaler, og til sidst afbrød vi kontakten – til en erkendelse, som kan synes lidt aparte, men jeg vil forsøge selv at gå ind i mørket i stedet. At være i de der mørke tanker. Og at tackle de situationer, hvor min ret så veludviklede BS-detektor siger fra. Der skal noget til at vække den, men når den så brummer, skal jeg lytte. For den har ret. Dét er en fin læring på en træls oplevelse.

Tømmermandsmad uden tømmermænd. “It’s a thing now”

Selv om jeg måske nok fejrede nytår på en lidt anderledes facon, betyder det faktisk ikke, at jeg ikke har brugt nytårsdag på at dvaske. Og på at kreere et ret fint “dagen-derpå-måltid”. Smålige typer vil selvfølgelig anfægte, at der rent faktisk ikke skulle være behov for noget sådant måltid, men til dem vil jeg sige to ting: Schhhhh! Og: Jeg endte sådan set nytårsaften med at danse rundt på stuegulvet i pyjamas, uldsokker og skråle med på Rasmus Seebachs koncert fra Horsens (som de sendte på TV2 mellem 0:10 og 1:00. Cirka). Dansen blev lidt vild undervejs, så selv om jeg ikke fik drukket alle festens øl, var jeg alligevel en anelse ør i hovedet, da jeg gik i seng.

Og derfor er det da med al mulig ret, at jeg i dag kreerede et måltid af gnalling-pølser, baked beans, bacon, hvidt brød fedtet rundt på panden og spejlæg – indtaget med et krus cacaomælk og et glas tranebærjuice (ja, det sidste her giver ikke megen mening, men det er altså sandheden!) Og det var et ret godt måltid.

Samvittigheden blev klaret med en forudgående rask spadseretur i nærområdet, og med sådan et par kilometer eller tre i fusserne var det da oplagt, at der igen var behov for kalorie-overload. Oplagt! Indlysende! Well … det er i hvert fald, hvad der er foregået.

 

Nytaarsdagsmad

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑