Når regler er vejledende – og jeg er dobbeltmoralsk

På vej til job bruger jeg det meste tid i S-tog og bus på at rode med Facebook og Twitter. I morges faldt jeg over en kritisk forespørgsel på Twitter om, hvorfor DSB ikke gjorde mere for at håndhæve rygeforbuddet på deres perroner. Jeg har en ting med rygning. Har aldrig selv røget, men jeg kender og har kendt rigtig mange rare rygere. Og jeg føler med dem. Det kan ikke være rart at være ryger. Så jeg forsvarede rygerne. Fortalte, at jeg aldrig oplevede det som et problem, og at hvis jeg gjorde, ville jeg sige det til rygeren, som jeg så forventer ville rykke lidt længere væk. Problem løst.

Den her bruger insisterede på, at DSB fører en symbolpolitik ved at have en regel, de ikke håndhæver og bedst som jeg var ved at grave mit eget hul dybere og gøre klar til en form for skyttegravs-meningsudveksling, kom jeg til at tænke på, at jeg jo også selv har områder, hvor jeg mener, regler (love!) skal overholdes. Men at det jo faktisk er lidt hyklerisk, at jeg synes, de regler jeg finder vigtige, skal overholdes, mens andre kan være ligegyldige. Det virker egentlig ikke som et særligt velfungerede almengyldigt princip.

Jeg er for eksempel iskold over for mennesker, der klager over fotovogne. “De blitzer jo kun, hvis du kører for stærkt. Hastighedsgrænsen er formentlig nøje fastsat på basis af forskning, så det bør ikke være op til den enkelte at vurdere, hvor hurtigt forholdene tillader, at man kører”. Kan du også høre det? Hvorfor er det så op til mig og den enkelte ryger at vurdere, hvornår det er ok at ryge på perronen og hvornår ikke? (Og min holdning til lige præcis fotovogne kunne godt hænge sammen med, at jeg ikke har bil – det er sådan set et rimeligt gratis område at stå stejlt på for mig)

Eller hvad med rød/grøn som fodgænger? Hvis jeg er på vej hjem fra en bytur – det sker sjældent, men det er taget frit fra hukommelsen – kan jeg da snildt argumentere for mig selv, at der jo ingen biler er, så det er helt uskadeligt at gå over for rødt. Omvendt vil jeg nøje afveje, hvis der er rødt lys, og jeg står sammen med et ungt menneske.

“Hvad er ungt?”. Godt spørgsmål. 10 år tror jeg, ville få mig til at stoppe for rødt lys. Ud fra sådan en selvhellig og -fed tankegang om, at jeg vil være en rollemodel og i hvert fald ikke være ham, der “lokker” et ungt og endnu ikke fuldt færdigformet menneske til at gå over for rødt. Helt små børn med deres forældre i hånden? Jeg kunne aldrig drømme om at gå over for rødt i deres selskab. Muligvis mest af frygt for forælderens reaktion, men resultatet er jo det samme.

Andre voksne? Jaeh, så kan jeg godt se mig selv smutte over for rødt. Som fodgænger understreger jeg en ekstra gang. Og hvorfor gør jeg egentlig det? Er det mere i orden at være i tvivl om, hvorvidt jeg vil overholde reglerne, hvis jeg er til fods end fx i bil? Det synes jeg åbenbart. Igen formentlig ud fra en hjemmebrygget tese om, at jeg formentlig forvolder mindst skade til fods frem for i bil. Indrømmet, det er noget underligt noget.

Nogen glasklar erkendelse er jeg ikke nået frem til, men jeg vil bestræbe mig på at være mindre hellig på andre folks vegne og mere rummelig i forhold til deres individuelle “points of ignoring the rules” fremover. Jeg har altid ment, regler var vejledende. Men af en jurist har jeg fået at vide, at det eneste, der er vejledende, er … vejledninger. Altså at regler er regler. [punktum]. Dér ved jeg ikke helt, om jeg er endnu, men jeg er i hvert fald kommet lidt i tvivl om rygere og forbud og perroner.

Foto via www.pixabay.com
Foto via www.pixabay.com

Ikke færdig med ‘hvorfor’

Jeg sidder her helt alene på mit lille kammer i Frederikssund. Jeg er ikke ensom. Jeg savner ikke selskab. Hvis jeg gjorde det, kunne jeg bare kaste mig ud i debatten på sociale platforme. Den er enorm. Alle – tilsyneladende – har et standpunkt. Noget de gerne vil dele. Erfaringer. Løsninger. Kritik. Bebrejdelser. Så mange deltager, og det er vel en del af den demokratiske debatkultur; man giver sit besyv med. Det er der noget smukt ved. Og så sidder jeg bare her og føler et intenst behov for at være mig selv.

Målløs, imponeret og beundrende sad jeg og stirrede via tv på de mange mennesker til mindehøjtideligheden for lørdagens forfærdelige hændelser på Krudttønden og i Krystalgade i København. Jeg lod mig suge ind af deres fællesskab. Og jeg glædede mig over, at jeg ikke stod på pladsen med de mange mennesker. Med en fakkel. Et stearinlys. Eller bare med en fremmed i hånden, om skulderen eller ved siden af mig.

Min umiddelbare impuls er i stedet et stort behov for at trække mig ind i mig selv. At granske mit indre. Hvad er det for følelser, jeg har? Føler jeg noget overhovedet? Lørdag var jeg ramt af en form for smertefuld lammelse. Stille sad jeg bare og fulgte med, mens tårerne forsigtigt kravlede ned af kinderne. Smerten føltes ikke gigantisk. Den var knugende. Vedvarende. Og ekstremt uforståelig. Samtidig med at årsagen til smerten selvsagt var klokkeklar.

Jeg har lige nu ikke plads til store tanker om ytringsfrihed. Om frygt. Om raseri. Om udlændingepolitikken. Jeg har kun en stor sorg, der omfatter hvert eneste menneskeliv, der brutalt afsluttes. Ikke bare i denne situation men i alle de situationer, hvor meningsløsheden for alvor bliver tydelig. Mord. Trafikuheld. Krig. Og alle de andre situationer, hvor nogen begår fejl, krænker, føler sig krænkede, fornedrer, handler i affekt, eller hvad der nu gør, at et menneske tager et andet menneskes liv – eller flere menneskers liv – i utide.

Livet er så dyrebart. Så unikt. Så værdifuldt. Og samtidig så sårbart og skrøbeligt. Jeg kan næsten ikke rumme smerten. Forældre. Venner. Familie. Bekendte. Alle de mennesker, der er knyttede til et enkelt menneskeliv. Og den intense smerte der er forbundet med den uafvendelighed, der er en skræmmende del af døden. Det er forfærdeligt.

Jeg er slet, slet ikke nået til at deltage i for og imod-debatten. Hvem har skylden? Hvem har gjort noget forkert? Eller ikke gjort nok? Det er helt sikkert vigtige diskussioner, og dem bliver vi nok aldrig helt færdige med.

Men jeg har altså brug for mere tid til at sunde mig over skrøbeligheden. Og jeg sunder mig alene. Afsondret. I en indre monolog. Eller måske mere i en indre dialog. Hvor jeg vender mine følelser med mig selv. Hvorfor tænker jeg præcis dén tanke? Eller dén tanke? Hvor kommer det fra? Hvorfor græder jeg? Hvorfor vil jeg være alene?

Heldigvis kan jeg også mærke, at jeg har lyst til at omfavne hele verden. Kramme. Smile. Holde af. Holde om. Elske. Dét vil jeg meget hellere, end jeg vil skændes, slås ihjel eller så splittelse. Når jeg altså er færdig med at tænke. Færdig med at tænke ‘hvorfor’.

Er det sølle? Eller bare mit valg?

Jeg nappede mig en lille spadseretur i Frederikssund her først på eftermiddagen. For den friske luft. Og for at se lidt af byen. Jeg arbejder lidt med mine “første indtryk” for tiden. Jeg er ret hurtig til at vurdere og bedømme. “Taberhus”. “Dårlig tekst”. “Grimt tøj til salg” osv osv. – og jeg har opdaget, at hvis jeg lige synker engang. Hvis jeg bare lige forsøger at bearbejde min åbenbart alt for indgroede fordomsfulde lyst til lige at vurdere alting lynhurtigt; så vokser mange ting for mig.

Gågaden i Frederikssund Sillebroen

Frederikssund er ved første øjekast ikke umiddelbart en smuk by. Der er noget typisk fremstræbende visionært erhvervsbyggeri, hvor forretninger holder til, der er ældre bygninger på gågaden – som havde lukket, da jeg endelig kom af huse klokken 14 – og der er en meget, meget fin havn. De ældre huse – som først så gamle, nedslidte og Låsby-Svendsen-agtige ud – viste sig at være ret så charmerende. Krogede. Nogle af dem endda nænsomt restaurerede. Det med åbningstiderne på gågaden: Ting er jo, hvad vi putter i dem. Måske er det ikke meningen, at alle butikker overalt skal have åbent altid? Måske. Men hvis jeg forventer det, bliver jeg selvfølgelig skuffet, når jeg løber ind i en lukket butik. Jeg forsøgte at mærke, om jeg egentlig havde behov for en åben sportsbutik klokken 14 i Frederikssund. Det havde jeg ikke. Og så forsøgte jeg at nyde gågaden i stedet. At suge indtryk fra sidegader, fra bygninger og fra forbipasserende. Der er jo masser at opleve. Hvis man vil. Og hvis man ikke hele tiden forventer et omrejsende cirkus, alt åbent og verdensklasseartister. Livet er verdensklasse. Også i Frederikssund.

Der er en hel del opslag rundt omkring på diverse sociale platforme i dag om den dersens Valentines Day. Par, der glæder og glædes ved hinanden. Singler, der længes efter den perfekte at dele alting med. Singler, der reflekterer over, hvor sølle det egentlig er at være alene. Jeg stod nede i Kvickly og købte min frokost; pølsehorn. Igen. Og købte en halv liter cherry coke. Og nogle gulerødder. Nøj, det ville være et fint, sølle opslag, tænkte jeg: Så ynkelig er jeg på Valentine. Helt alene, bare mig og et par gulerødder. Er det sådan, det er fat?

happy-valentines-day-2015

Njaeh. Det handler jo om perception. Først og fremmest vores egen. Det er jo mit helt eget valg. Det er mig, der er single. Det er mig, der mener, at den allerbedste lørdag, jeg kan mande mig op til – Valentine eller ej – den består af pølsehorn, spadseretur i Frederikssund og cherry coke. Det er mit liv. Mine valg. Er det mere eller mindre sølle, fordi det tilfældigvis er Valentine i dag? Meh! synes jeg. Det er vel det samme. Det er mit valg. “Kan du da ikke bare løbe ud og finde en Valentine-date?” spørger nysgerrige, velmenende mennesker sikkert.

Det kunne jeg måske godt. Jeg lider af – hvad min højt begavede (det siger jeg også, når hun ikke hører det) ekshustru kaldte – ‘oneitism‘. Altså at når jeg har set mig varm på én pige, har jeg svært ved at se andre. Det gode er, at så “går” jeg ikke ud over mere end en ad gangen. Det måske knap så gode er, at så virker jeg ret intens for den ene, som jeg så rent faktisk gerne vil gøre indtryk på. Og hende, jeg har udset mig for tiden – det kribler og krabler i maven konstant – hun er en hel del mere lunken. “Så må du være mere charmerende!”. Tak. Det bliver vist svært. “Så må du prøve hårdere”. Tak igen, det er alle tiders tip. Prøver jeg hårdere, vil det vist tendere overgreb. “Så find en anden”. Læste du ikke linket om oneitism tidligere?

Nå men det betyder så, at jeg ikke bare lige kan gå på jagt i den helt store dam, for jeg er sådan set forelsket. Bare i en, der ikke er forelsket tilbage. Men det ændrer jo ikke på mine følelser. Jeg er en “one-girl-at-a-time-kinda-guy” Og derfor er jeg alene. Også i dag. På Valentine. Men det er altså ikke noget problem. Jeg sidder faktisk alene i højt humør og fejrer, at det er lørdag. At jeg har fri. At min rengøringstjans i fælleshuset er overstået. Og at jeg faktisk er ret glad og tilfreds. At fremtiden venter næsten lige så utålmodigt, som jeg selv gør, på hvad der sker om næste hjørne. I morgen. Næste uge. Måned. Til sommer. Det er skidespændende. Og det ændrer et par pølsehorn på Valentine ikke på. Slet ikke.

Hvad vil jeg gerne sige med det her, tænker du? Dæleme et godt spørgsmål, men jeg synes jo, at “ufærdige tanker” giver et vist spillerum til bare at mane til eftertanke, selvovervejelse eller simpelthen bare at læse med for forundringens skyld: “Hvad laver/mener det menneske dog? Og er jeg virkelig med til at betale for ham og hans færden via min skat?”. Ja, det er du. Og tak for det. Ligesom jeg er med til at betale til dig og dine. For livet, skatten og kærligheden; det er noget, vi giver til hinanden.

DoTheBest

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

10 markante oplevelser i 2014

Det startede skidt. Siden blev det værre. Og til sidst var det sådan set svært at se, hvordan det på nogen som helst tænkelig måde kunne blive værre. Og det blev det så. Så kort kan jeg opsummere mit 2014, som ellers var året, hvor jeg fik løbet mit allerførste maraton, og det skulle jo ellers nok kunne hive den samlede sum af året en anelse op.

Det er ikke meningen, det skal være ren negativitet, for der er heldigvis meget at glæde sig over, men når jeg løber ind i et år som 2014, minder det mig om, hvor lidt modgang jeg egentlig har mødt i mit liv i øvrigt. Jeg var egentlig i gang med et meget, meget, meget langt indlæg med alle nedturene – inspireret af altid ærlige og reflekterede Laura Jul – men så blev det for deprimerende selv for mig at læse, så nu har jeg delt det op i forhåbentlig mere spiselige bidder. Here goes:

1/ Året startede hos psykolog med en depression udløst af stress, mente den ivrige psyko-hjælper
2/ Å ja og samtidig med depression udviklede jeg også drypvise udslag af fedmegigt (podagra, kalder nogen det)
3/ I maj forlod min (nu ex-) hustru mig
4/ I juni blev min sommerferie – planlagt til herlige 4 uger lang – aflyst dén fredag, hvor jeg skulle have gået på ferie
5/ Bodelingen efter skilsmisse involverede også kattene – jeg fik Mille, men jeg kunne ikke beholde hende
6/ Mens jeg var på – synes jeg selv en meget velfortjent – ferie, var der oversvømmelse i kælderen hos min ex – hvor mine få tilbageværende ejendele stod
7/ Jeg boede 2,5 måned på min mosters gæsteværelse (det var IKKE en nedtur – det var faktisk skidehyggeligt, men jeg nærmer mig 40 år. Det er i hvert fald en anelse ukonventionelt)
8/ Skat og jeg tog os en tango om et fradrag, vi ikke var helt enige om
9/ 3 uger efter at jeg endelig havde fået en lejlighed i København (efter 3 års pendlen Odense-Brøndby), blev jeg opsagt hos Danske Spil
10/ Og derfor sagde jeg lejligheden op og måtte flytte endnu engang

Men der er ingen grund til at tude, for der var også virkelig dejlige ting i 2014 – og 2015 bliver helt sikkert et bedre år.

 

Bye Bye Vanløse -> Hej Hej Samsø

Jeg tumlede rundt i december efter opsigelsen hos Danske Spil. Opsigelsen var med effekt 1. april, så jeg havde sådan set fin tid til at sunde mig, men det var hårdt i december. Hvad skulle jeg? Hvad kunne jeg? Noget overhovedet? Hvad ville jeg?

Heldigvis har jeg rigtig, rigtig mange gode mennesker omkring mig. Tæt på. Som netværk. Som familie. Som venner. Som meget nære venner. Og som mennesker. Jeg fik mange gode råd. Meget sparring. Og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg i stedet for at betragte skilsmisse, opsigelse, rodløshed og generelle faglige utilfredsheder som faste elementer, jeg nu skulle tackle bare et andet sted, så var det jo faktisk en mulighed for at gøre noget andet. Radikalt andet. Så jeg begyndte at løfte hagen, udvide horisonten og se mig omkring. Begyndte også at kigge mere på, om det var et job, jeg havde lyst til snarere end, om det var et job, jeg måske havde en chance for at få. Hvorfor skifte noget lort ud med noget andet lort? Nu var chancen der.

De overvejelser førte også til, at jeg skyndte mig at sige lejligheden i Vanløse op. Den var for dyr. For determinerende i forhold til, hvad jeg skulle. Blive i København. Blive på nogenlunde – mindst – samme lønniveau. Og deraf fulgte jo også at jeg skulle blive i en gren af mit fag, hvor jeg havde erfaring og CV til at få nogenlunde samme løn. Dét havde jeg ikke lyst til. I hvert fald ikke lyst til at være bundet af.

Så jeg sagde lejligheden op. Krydsede fingre for, at jeg ville finde et nyt job og dermed have en ny retning på plads, før end jeg skulle være ude fra Vanløse, men ellers måtte jeg løse det. Billigt. For noget var gået op for mig. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være rig. Tror ikke, jeg har lyst til at gøre det, der skal til for at skabe umiddelbar rigdom. Jeg vil hellere sænke mine udgifter. Og dermed have frihed til at flytte, skifte job, rejse, tage orlov eller alt muligt andet. Frihed. Også økonomisk. Ikke på Eurojackpotmåden med 310.000.000 kroner på bankbogen men på Michael Vilster-måden, hvor udgifterne er så lave, at friheden alligevel er stor. Dét er i grunden en ret rar erkendelse.

Jeg begyndte at søge job globalt. I Vancouver. I Düsseldorf. I Stockholm. I London. På Bornholm. Og på Samsø. Dét sidste job fik jeg. Så derfor rykker jeg altså nu til Samsø. Dét ligner et eventyr. 3.700 indbyggere. Miljø- og lavenergivenlige visioner. Tanker rettede mod fremtiden. Nærvær. Et vildt internt bytte/køb/salg-miljø. Der er en intimitet i omgangen mellem beboerne. En nødvendighed i samarbejdet. Og en vilje til fremtiden, som jeg er enormt tiltrukket af. Det vil jo vise sig, om jeg er Samsø værdig – om jeg har det i mig at blive en flittig, bidragende og aktiv del af et så intimt nærmiljø. Men jeg vil gerne. Og jeg har tænkt mig at gøre et benhårdt forsøg på at blive “en mand af øen”. En af ‘deres’ egne.

Så Bye Bye Vanløse blev til How are You Doin’, Samsø? Og jeg glæder mig.

Vi har brug for en mere kommerciel profil

Jeg var selvsagt ikke ubetinget begejstret for at få min sommerferie aflyst i sidste øjeblik, men det gav mig dog en fornemmelse af, at jeg var en slags nøglemedarbejder hos Danske Spil, der kun vanskeligt kunne undværes. Dét kombineret med at en meget, meget god – og klog kollega med erfaring ud i skilsmisser – havde givet mig det gode råd: “Sæt ikke flere ubekendte end højst nødvendigt i spil.” Med det mente han, at jeg skulle lade være med at ville rive alting op med rode. Holde fast i arbejdet. En fast stilling med gode – virkelig, virkelig gode – kolleger og dermed en form for base. Jeg manglede bare at finde en bolig, så kunne jeg samle mig selv op derfra. Det var et fint råd. Og jeg var endda så heldig at få en lejlighed i Vanløse pr. 1. november. Prismæssigt lige i overkanten, men på det tidspunkt havde jeg søgt mere end 100 lejligheder og ikke været i nærheden af at få en eneste af dem. Den her fik jeg. Og takkede ja.

Efter flytning 1. november gik der knap 3 uger, så skulle jeg til MUS på jobbet. En meget kort MUS. Min stilling i kommunikationsafdelingen stod foran nedlæggelse og skulle i stedet oprettes i et af datterselskaberne. Så jeg foreslog, at vi ventede med resten af MUS, til det ligesom var afklaret, hvad der ville ske. Chefen var enig. (Her er det på sin plads at sige, at jeg har kendt manden i 10 år. Han er et hjertensgodt menneske, og jeg kunne se på ham, at han var utilpas ved situationen. Det lovede ikke så godt. Men tjener ham jo til ære, synes jeg).

Jeg blev bedt om at tage en samtale med den pågældende person i datterselskabet – ham har jeg også kendt i lige så lang tid – og vi havde en fin, ærlig snak, hvor han blandt andet sagde: “Vi vil gerne have en medarbejder med en mere kommerciel profil – tror du, det er noget for dig?”. Nix. Det kunne jeg svare helt kort og klart på. Jeg var allerede mere kommerciel, end jeg brød mig om. Anede i øvrigt ikke, hvad jeg skulle gøre for at være mere kommerciel. Og selv hvis jeg vidste det, tror jeg ikke, jeg havde lyst. Så gik der en uge, jeg blev kaldt ind på chefens kontor, hvor han og en HR-kollega ventede, og så blev jeg opsagt.

OK, liv. Tak for dén. Jeg troede sådan set, at det var meningen, tingene skulle gå frem lige så stille, men det mindede lidt om et tilbageslag. Lidt.

 

Skat er en skidt dansepartner

Da skilsmissen sådan officielt gik igennem i begyndelsen af september 2014, tænkte jeg, at nu kunne jeg måske endelig få det rentefradrag for (noget af) al min gæld, som skat ikke ville godkende, da jeg var gift. Hver gang jeg skrev renteudgifterne på, blev de modregnet hos Camilla. Og lige i det med penge var hun ret bestemt og vores økonomier ublandede. Så fradraget lå og ventede.

Jeg formulerede en pæn mail til skat og undrede mig over, at de tal, de selv har fået indført, skal leveres direkte fra banken; dem valgte de at afvise som ugyldige. Jamen, det ville de meget gerne se på, hvis jeg da så lige samtidig ville dokumentere min transport over Storebælt i den periode, hvor jeg som bosat i Odense har arbejdet i Brøndby: “Særligt passage over Storebælt”. Oj, det er ikke let at rubricere det som andet end en form for “Giver du os bøvl, får du ekstra bøvl tilbage”.

Særligt da togbilletterne – de månedlige pendlerkort – lå i en af de kasser, der gik bort i oversvømmelsen hos min ekshustru. Dét kunne næsten ikke undgå at lyde som en sø-forklaring. Så jeg skrev til DSB og spurgte, om de måske havde registreret, hvilket måneder jeg helt nøjagtigt havde købt månedskort hos dem i 2013. Jeg er ikke skide organiseret, så det der med at finde ting fra året før er ikke lige min ting, men jeg havde en fornemmelse af, at hvis det lykkedes, ville der være penge i det. DSB skrev lynhurtigt, at det kunne de snildt, og de sendte mig med det samme en oversigt over 2013s DSB-indkøb fra min side. Smart. Sikken service.

Så fandt jeg betalingerne i netbank, vedlagde dem og manglede nu bare at “dokumentere rentefradraget hos Danske Bank” yderligere. Jeg ringede til Danske Bank. Forklarede mit problem og fik en meget åbenhjertig replik retur: “Det er det samme hver gang med skat. De slipper for påtale, når de jokker i spinaten bigtime, men hvis vi andre snyder en lille smule i skat, så kommer hele kavaleriet”. Det var en overraskende frisk replik, synes jeg, men medarbejderen var meget imødekommende og sagde, at jeg kunne bede skat ringe til Danske Bank, hvis de havde brug for yderligere dokumentation.

Jeg sendte hele molevitten til skat, og fem dage senere lå der et brev fra dem. Bare sådan. Jeg havde forventet månedsvis af parlamenteren frem og tilbage. Men der kom et brev:

“Vi har ændret dit skattekort som følge af vores korrespondence og din restskat på mange tusinde kroner er nu blevet til overskydende skat på nogenlunde samme bunke tusinde kroner.”
(De formulerede sig mere præcist angående tallene, men det er ikke relevant her, vurderer jeg og har derfor modereret lidt, red.)

Det varer lidt, før end jeg brokker mig over skat igen. Eller i hvert fald indtil næste gang de vælger at ignorere et fradrag, jeg mener at have krav på.