Fuld af energi

Vågner med smil
I dag er kærligheds-uddeling
Vinker begejstret til sure medtrafikanter

Til frokost er smilet mindre
Mange fortjener mere ros
Har brug for tillid, tiltro og omfavnelser

Strider gennem eftermiddagens kvaler
“Hvem betaler?”
“Har du en skjult dagsorden?”
“Stram dig dog an menneske”
Alle kan have en dårlig dag

Hjemme trækker jeg luft til bunden af maven
Ofrer de sidste kræfter på at mærke verden
Rigtig mange trænger
Hvordan hjælper jeg?
Trætheden rammer
Med hovedet på puden mumles stille

I morgen må jeg være et bedre menneske
Og hjælpe

Hvordan bli’r politik relevant? Og andre svinkeærinder

Nøj, diskussionen ruller på livet løs for tiden. Danskerne har politikerlede som aldrig før. Omvendt har jeg læst på nogle politikeres sociale platforme, at deres brugere taler om, “hvordan politikerne dog holder al den kritik ud, når de nu bruger så meget tid på at hjælpe andre”. Det er ret interessant, synes jeg. Faktisk minder det mig lidt om DSB, der siger, de ikke kan forstå kritikken af deres forsinkelser, for de kan dokumentere, at de fleste tog kører til tiden. Men det hjælper jo ikke, når så mange har en oplevelse af, at togene ikke kører til tiden. “Virkelighed” og “sandhed”er to forskellige ting nogle gange.

Politikerne synes, de knokler og måske endda fortjener både anerkendelse og respekt. Flere og flere borgere giver udtryk for mæthed og ligefrem træthed ved politik og særligt dén tone, som politikere i offentligheden fører sig frem med. “Det er mediernes skyld”, siger politikerne. For medierne vil kun have konfliktstof. Underforstået at får politikerne ikke taletid i medierne, har de ikke en chance for at blive valgt.

Hvad ville der egentlig ske – og er der en historisk begrundelse for personlige stemmer? – hvis det kun var muligt at stemme på partier i første omgang. Og når mandatfordelingen var på plads, kunne man offentliggøre partiernes opstillede kandidater, og så kunne man stemme om, hvem der skulle have plads i Folketinget. Det er stensikkert uigennemtænkt. Dét er ligesom mit stadie i idéudviklinger. Men hvad nu hvis? Ja, og hvad nu hvis det blev tilladt kun at sidde to perioder i Folketinget? Uden undtagelser. Uden fiflerier. Hvad ville der ske? Og hvad ville det betyde? Jeg kan se mange fordele. Og forandringer. Ting, jeg tror, er tiltrængt.

Nå men tilbage til tonen. Jeg vil allerhelst tales ordentligt til. Både i direkte dialoger. Til møder. Og når folk på tv, via radioen eller på andre måder forsøger at trænge igennem til mig. Jeg vil helst høre om, hvad folk har på hjerte. Og jeg er træt af, at det er nødvendigt – eller at nogen føler, det er nødvendigt – at gøre opmærksom på, andre ikke holder sig til sandheden. Lyver politikere? Eller har de bare slet og ret hver deres version af sandheden? Det aner jeg ikke.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan én virkelighed kan føre til, at vi ser så forskelligt på udmeldinger, rapporter eller for eksempel klimaforandringer. Jeg er overbevist om, at der er noget om snakken, og vi må gøre noget for ikke at ødelægge jordkloden. Mens andre er lige så overbeviste om, at vejen frem går via tillid til fremskridtet og fuld fart frem. Er der et af de standpunkter, der er decideret forkerte? Eller løgnagtige? Det tror jeg ikke. Er der forskere, der fifler med tallene for at fremme den ene eller den anden agenda? Hvem ved? Det tvivler jeg nu på. Men det er hele den her; nogen skjuler noget for at opnå eget fremme, der generer mig.

Jeg drømmer om en verden, hvor det ikke er nødvendigt at betvivle hinandens motiver. Hvor vi alle arbejder for en bedre verden. Med tillid og tiltro. “Der vil altid være brodne kar”. Ja, ja men de er vel for hulen ikke i flertal. Og de befolker vel ikke alverdens analyseinstitutter og universiteter og tænketanke. Eller hvad?

For så så jeg gerne, vi startede dér. Jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg tager fejl. Det har jeg været nødt til at lære. Men jeg orker ikke skulle slås med mørkemænd, hemmelige kræfter og skjulte dagsordener, når vi forsøger at samarbejde på tværs af alting. Vi har den her ene jord. Målet må være at få det hele til at fungere. Det må starte med, at vi taler ordentligt og vil hinanden det bedste.

Samsø – fortællinger og røverhistorier

”Jeg vil gerne bede om en pose ’Ørby-hjerne’.” Jeg lærer formentlig aldrig rigtig samsk, men jeg lærer hele tiden nye ting om øens historik, indre fortællinger, og jeg lærer i lyntempo, at det ikke er alt, jeg hører, jeg nødvendigvis skal tro på. Dét er jeg vild med. Og udfordret af.

Ørby, som jeg bor i, har – som alle øens andre byer – sine tillagte eller pålagte særheder, og én af dem går på, at vi fra Ørby ikke er så skideskarpe på øverste etage. Så ’Ørby-hjerne’ kan du bede om hos trælasten, når du er på jagt efter savsmuld … Eller måske var det sådan engang, at Ørby blev set på som en lille smule underfrankerede på øverste etage. Da jeg forleden var til Fortællecafé hos Smagen af Øen, blev ørbyerne (måske hedder det sådan? Måske har jeg fundet på mit eget ord) beskrevet som sådan lidt vilde, skæve og sådan nogle, der gerne fester. En fin udvikling fra underfrankerede, hvis du spørger mig.

Da jeg i påsken var på Ræven (værtshus, remember!) med en virkelig god ven og hendes kæreste, reagerede lokale med et “Er du fra Ørby? Jeg synes da også nok, dine øjne sidder lidt tæt” – underforstået, at der er en hel del indavl hernede, og det kan man se på udseendet. Åbenbart helt uagtet, at jeg kun har boet lidt mere end 5 uger i byen. Dét har allerede smittet af på mit udseende. I “ørby’sk” forstand om man så må sige.

Skærmbillede 2015-04-14 kl. 18.31.09

I det hele taget er der en enorm geografisk stolthed. Og Samsø er jo en gigantisk ø i den forstand med bunkevis af kulturforskelle og faldgruber. Nordøen og Sydøen er tæt på at være to forskellige verdener. Sydøen – som er der, jeg bor – bliver set på (nok mest af dem fra Nordøen) som sådan lidt fine på den. Men også som festlige og måske endda lidt højtråbende. Set nordfra i hvert fald. Omvendt ser ’vi’ hernedefra på nordboerne som indelukkede, måske endda lidt påholdende og en anelse puritanske.

Der er rygter om, at nogle fra Nordøen aldrig har besøgt Sydøen – krydset Kanhave, som det hedder, Kanhave er kanalen der deler øen og giver søens folk flugtmulighed fra Stavns Fjord skulle de blive trængt af udefrakommende. Fra fastlandet måske – men det er altså bare rygter. At der til gengæld oprindeligt var hele tre versioner af samsk på øen, er ganske vist. Nordsamsk, som helt i tråd med den øvrige beskrivelse, er lidt bondsk og drevent at høre på, mens sydsamsk er lettere i trådet, og endelig er der så Ballen-fint, som vel er til sydsamsk, hvad Hellerupsk er til københavnsk. Cirka.

Ovenstående er jo alt sammen rygter, løgnehistorier og andenhåndsfortællinger, men jeg er overmåde begejstret for historikken, stoltheden, nysgerrigheden og iveren for at grave i egen fortid, lysten til at finde og fastholde rødder og holde liv i folkeviddet. For det er skam dybt, dybt alvorligt – dog alt sammen fortalt med kærlighed og glimt i øjet.

Læs selv troldesagn: http://www.visitsamsoe.dk/om-samso/samsos-historie/troldesagn-pa-samso/samso-sagn-bishoj/