Mexico – hvorfor er der ingen, der har sagt noget?

Næsten 40 år af mit liv er passeret. Og ingen har på noget tidspunkt sagt: “Du skal til Mexico, for der er helt utroligt, fantastisk, levende, vibrerende og dejligt”. Hvorfor ikke? Har det været jeres lille hemmelighed? Eller er jeg bare for langsom i optrækket? Måske en blanding …

I hvert fald er det sådan, at jeg nu efter godt 4 døgn i landet – faktisk ret præcist 100 timer i skrivende stund – er faldet pladask for det her forunderlige, komplekse, optimistiske og livsglade land. Forrygende.

Det hele startede onsdag aften. 2 af mine kolleger hentede min rejsekammerat Karsten (som kom fra Schweiz) og jeg i lufthavnen. De tog vores kufferter (!), for dem skulle vi selvfølgelig ikke selv rulle ned til parkeringspladsen. Så kørte de os ind til byen, hvor vores lejlighed ligger:

Vores lejlighed - mucho boheme
Vores lejlighed – mucho boheme

Og derfra skulle vi på Cervezeria – altså et ølleri. Det var første aften, vi havde rejst langt, humøret var højt og selskabet godt. Der røg en hel indenbords, og vi hyggede os højlydt. Pludselig fik jeg det mindre godt og forlod selskabet. Vi var bare én gade fra lejligheden, så jeg vaklede selv hjem. Fik låst mig ind af gadedøren og snublede op til 1. sal, hvor lejligheden ligger. Jeg havde fået et nøglebundt med 4 nøgler. Der er også 4 nøglehuller i døren. Så skulle man tro, det bare drejede sig om at få puslespillet til at gå op. Jeg prøvede. 1. gang passede ingen af de 4 nøgler. Anden gang gjorde jeg mig mere umage – jeg fik et par af nøglerne i, men jeg kunne ikke låse op. Jeg sank dybt, samlede mig og prøvede endnu engang. Fik drejet en nøgle. Følte mig på rette vej og fik endelig puffet døren op. Vaklede ind og smed mig på sengen.

Ja, sådan går det, når man ikke bygger i solide materialer
Ja, sådan går det, når man ikke bygger i solide materialer

Næste morgen vågnede jeg til en besked fra Karsten, som sagde: “Jeg er gået, har købt yoghurt og cola, som står i køleskabet, og forresten har jeg ringet efter en, der kan ordne døren”. Døren? Døren? Jeg kravlede ud af sengen og kiggede. Låsen var ikke drejet nogle steder. Den havde revet et ordentligt hul i væggen, så jeg altså i stedet for at låse op bare havde skubbet låsen ind. Hvem sagde Herkules? Pænt skidt start på tilværelsen i Mexico – eller, nu ved de i hvert fald, hvilken type jeg er. Sådan en, der buldrer en anelse.

Men det skulle blive meget værre, som jeg fortæller om i næste post. For trods tømmermænd, kvalme og en smadret dør bød dagen på en lang køretur.

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.