Nu? Nu skal de have vores respekt?

Det her er forfærdeligt. Jeg skriver, mens jeg græder endnu engang. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har set meget, meget længe. Men jeg kan ikke lade det ligge. Jeg kan ikke få mig selv til at pakke ubærligheden ind i kun ord.

For det er stærke billeder. Og det er billeder, som hverken kan eller skal undgås. De er virkelighed. I 2015. Vi har skabt en verden – en specifik situation i verden, hvor børn er på flugt, kaster sig ud i helt igennem rystende forsøg på at nå frem til et bedre liv, og altså her er endt med at betale den ultimative pris for at forsøge at slippe for krig, vold, mord og ødelæggelse. Døden. Børn. Det burde aldrig stå så tæt sammen. Det burde ikke kunne ske. Men det er sket. Det er en del af vores virkelighed.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.00

Når jeg synes, det er vigtigt at dele dem. Se på dem. Føle dem. Mærke efter den reaktion, der forhåbentlig trods alt kommer. Opleve dem. Og tænke grundigt over, hvis nu det var et barn, man selv kendte, hvordan det så ville føles. Så er det, fordi det jo er sådan, det er. Der sidder familier og forældre, som har satset alt for et bedre liv. Formentlig vel vidende om risiciene ved projektet men alligevel satset. Og de har mistet deres børn.

Og vi er en del af det spil. Mens vi diskuterer og overvejer, om vores kultur, om vores egenart og om vores økonomi kan bære at tage flere mennesker ind. Mens vi forsøger at få navngivet de rette bokse, så vi kan finde ud af, om det er flygtninge, asylansøgere, migranter, eller – det værste man overhovedet kan være – bekvemmelighedsflygtninge, så dør de. Og der, hvor de er nu, har de ingen kategori. De er bare døde. Døde mennesker. Det er mennesker. Af kød og blod. Med håb, drømme, forventninger og et mislykket forsøg på at få et bedre liv.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.49

Men hvad gør vi? Står vi klar med tæpper, åbne arme og kærlig medmenneskelig omsorg. Nu vi er blevet et kristent land sådan helt officielt, ligger næstekærligheden os vel endnu mere på sinde end tidligere?

Næh, ikke rigtigt. For “der er ingen fordelingsnøgle.” og “Vi kan i hvert fald ikke klare flere lige nu. De er for mange. De ændrer på vores kultur. Men vi skal selvfølgelig finde en løsning. Om lidt.”

Og mens vi venter, dør endnu flere. Fordi de gerne vil slippe for at blive skudt, myrdet, overfaldet eller voldtaget i deres hjem. Dér, hvor de rent faktisk bor. Det er dét, de forlader. Deres liv. For at starte forfra. Et nyt sted. Hvor de ikke er velkomne. Det burde sige en hel del om, hvor elendigt der er, der hvor de kommer fra. At de alligevel tager chancen.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.08

Der er sådan nogenlunde bred enighed om, at det ikke er ok at dele de her billeder. Det er at lade målet hellige midlet, som en ven skrev til mig på Facebook. Eller det er ‘ubærligt’ at se på som en god veninde skrev. Red Barnet mener, vi skal vise hensyn til de efterladte. Skærme dem, for hvad tænker de mon ikke, hvis de ser deres børn udstillet over hele verden. Det er respektløst, mener Red Barnet.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.24

Ved du hvad? Det respektløse bestod i, at vi ikke bekymrede os nok om de her liv, mens de stadig var liv. De har ikke noget at bruge vores respekt til nu. Børnene har mistet deres liv. Forældrene har mistet deres børn. Hvad skal de med vores respekt i retrospekt? Er det for, at vi selv kan føle, at vi viser dem respekt? Det er alt, alt for sent. At vise dem respekt, synes jeg, er at kigge på de her billeder. Lade dem indprente sig. Tænke grundigt over, hvad det ville have gjort ved en selv, hvis man mistede et barn på den her måde.

Jeg har stor, stor forståelse for, at det her er ubehagelige billeder. Men jeg anerkender ikke, at det skulle krænke familierne, at de her billeder bliver vist. Delt. Oplevet. Så har de her børns død måske i det mindste haft en lille bitte smule mening. At fjerne billederne af respekt for forældrene er en i tanken fin handling. Men det er alt, alt for sent. Respekt er noget, vi skylder at vise hinanden, mens vi endnu er i levende live. Det håber jeg, de her billeder kan være med til at føre til. At vi flytter vores respekt fra de, der døde uden for “hegnet”, til de mennesker der stadig er i live og rent faktisk kan bruge vores respekt til noget som helst.

Og hvem i alverden er vi at tale om respekt? Hvordan kan nogen tro, at vi har ret til at udtale os om respekt, når vi gør mennesker på flugt fra krig – børn, kvinder og mænd – op i kroner og ører. I euro. I risici for vores kultur. Vi har ikke ret til at tale om respekt. Vi skal klappe i og hjælpe. Alt hvad vi kan. Hvert eneste menneskeliv er værdifuldt. De her børn var ikke værdifulde nok i live til at få vores respekt. Nu kan de ikke bruge vores respekt til noget som helst.

“Struggle-junkie” uden struggles

Jeg bliver noget så godt og grundigt “mind-fucked” herovre i Mexico City. Hver eneste dag strækker mig, min bevidsthed og mine tanker til det yderste – og ofte også en lille smule længere, end jeg har været tidligere. Det er ret vildt. Det føles godt. Og overvældende. Og ekstremt sårbart og skrøbeligt.

Siden vi havde en workshop med alle ansatte på vores produktionsfabrik for et par uger siden, har jeg været helt skrællet af. Hudløs og meget, meget påvirkelig. Jeg græder dagligt – det er der ikke noget galt med, men det er nyt for mig – og jeg bliver påvirket helt vildt af alle mulige historier eller af samtaler med kolleger, som fører til nye erkendelser eller indsigter.

En af mine kolleger – en svensker ved navn Kristian – har en coachinguddannelse og er skarp og intens. Vi har meget, meget lange samtaler, og jeg bliver kørt godt og grundigt rundt i manegen, så mine tanker ligger sønderskudte tilbage på jorden i et stort roderi. Derfor bruger jeg masser af  kræfter og energi på at samle mig, samle tankerne op igen og sortere og sætte dem sammen, så de giver mening.

Kristian har blandt andet introduceret mig for begrebet: Struggle-junkie. Altså at jeg er blevet så vant til at stå på ølkassen og være i opposition, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre, nu hvor alt ligesom er faldet på plads. Alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig af frihed, mening med jobbet og kolleger, udfordringer og ansvar ligger lige foran mig. Til at samle op. Altså ingen struggles. Så pointen er, at hvis man er struggle-junkie, giver man sig til at lede efter nye struggles. Opfinde nye problemer, man kan være i opposition til.

Dét har jeg ikke lyst til (altså at opfinde nye problemer), så vi fører lange samtaler, hvor han coacher – på en lidt offensiv facon – og hvor jeg åben som en bog tager imod alle former for feedback. Fredag tog jeg tidligt på kontoret, fordi jeg ville have noget fra hånden og så tage hjem og arbejde videre allerede efter frokost. Kristian ankom til frokosttid, spurgte, om jeg var sulten og besluttede så at gå med mig hjem igen efter frokost. Så vi endte på et frokoststed, hvor vi så blev siddende i nærved 3 timer og snakkede. Snakkede, snakkede og snakkede. Vendte et hav af ideer til kommunikation. Hvordan gør vi? Hvor gør vi det? Hvornår? Med hvem? Til hvem?

Super givende og inspirerende måde at arbejde på. Sidst på eftermiddagen luntede vi hjem til Casa Nuevo Leon – hvor Kristian kastede sig over yoga, mens jeg trissede i Gym24 og trænede en times tid. Der var i øvrigt en topcool fyr med skuldertaske på under hele hans træning og musik i ørerne, så han gik og sang, som man gør, når man ikke kender teksten men godt kan følge rytmen. Nogenlunde. Meget, meget hyggeligt.

Efter træning og et bad blev vi enige om at gå på Cervezeria de Barrios, som ligger 5 minutter væk, og hvor vi allerede et par gange har spist sammen. Masser af gode tacos, øl og til ham: mezcal. Ikke noget for mig. Og mere snak. Jeg fortalte ham, hvordan det havde føltes, da han dagen i forvejen havde kommenteret på mine posts på Facebook med en omfattende omgang. Han sagde blandt andet, at han slet ikke kunne genkende firmaet i opslagene. De manglede personlighed, nærvær og ærlighed – men at det nyeste opslag var det bedste, han endnu havde set fra mig, men at der stadig var en masse at arbejde med og forbedre. At han havde en masse ideer til forbedringer. Og at han i øvrigt undrede sig over, hvorfor jeg var så passioneret over dansk politik – om jeg troede, at jeg kunne gøre en forskel med Kessel sådan lidt halvhjertet, at han syntes, jeg skulle beslutte mig for, hvor mine tanker var og skulle være. For det var slapt ikke at være helhjertet i arbejde.

Så jeg fortalte, at det fik mig til at føle mig vildt usikker. At jeg frygtede, han måske ville synes, jeg ikke var dygtig nok til at være en del af holdet, men at jeg samtidig arbejdede hårdt på at fokusere på, at han jo faktisk havde anerkendt, at det var blevet bedre. Og at dét, at han spurgte til min passion og mit engagement fik mig til at tænke godt og grundigt over, hvor jeg egentlig havde mit hjerte. Dét sidste roste han, men så sagde han nogenlunde sådan her: “Er du sådan en, der har brug for hele tiden at få ros for at føle dig værdsat? Det kan jeg ikke, men hvis du har brug for det, kan jeg skrive en A4-side, hvor jeg fortæller, hvad jeg synes om dig. Det er ikke for sjov, at jeg regner med, vi skal arbejde sammen over hele kloden. Sig til så skriver jeg det, men til hverdag er det meningen, vi skal lære af hinanden, og der er ros ikke min vej”. Cirka. Cirka sådan.

Jeg føler mig som et lille barn, når jeg sidder i sådanne situationer, men omvendt er det godt, at jeg siger de her ting. At jeg spørger. Føler og behandler. Der er så meget at lære. Hele tiden. Så megen udvikling, der venter. Så mange gode ting i udsigt, og jeg kan mærke, at jeg er omringet af mennesker, der er så skarpe, bevidste og målrettede – og endda med hjerter som styrepind en stor del af tiden – at jeg hele tiden skal yde maksimalt for at kunne være med. Det gør mig ydmyg, lærevillig og sulten efter at magte mere.

En anden ting er, at den her enorme frihed til for eksempel at smutte fra kontoret og tage tid sammen til at idé-udvikle på 2-mandshånd, den samtidig giver en helt enorm følelse af ansvar. Det er vigtigt. Friheden og den helt igennem mærkbare tillid til, at vi forsøger at gøre det rigtige og vores bedste, fører altså til, at jeg – vi, tror jeg – arbejder endnu hårdere. Det er ikke så tosset.

[mellemspil]
Efter maden var klokken blevet 23, og Kristian ville ikke hjem, så vi fik kontakt til Abril – vores spanske community manager – som skulle til en fest med sin kæreste og først mødes med en af hans venner på en bar. Vi tog med og senere med til festen, som godt nok var lidt død i sværen der mellem 2 og 4, hvor vi var der, men det var hyggeligt at tale med Abril og hendes kæreste. Vi var hjemme i Condesa igen kort efter 4 – 4.09 siger Uber-regningen, som lød på 50 pesos (21 kroner!)
[mellemspil slut]

Efter et pitstop i 7-eleven sluttede vi så en lang, produktiv dag af med at sidde på trappestenen i gården til lejligheden og tale yderligere 45 minutter. Egentlig er det underligt, jeg ikke er hæs i dag efter al den snak, men det gik. Så vi nappede lige 45 minutters yderligere idéudvikling på den alleryderste kant af fredag og tørnede ind kort før 5. Hvor jeg så besluttede lige at se den sidste time af en Netflix-film, jeg startede på tidligere.

Sikke en fredag. Sikke nogle mennesker. Sikke en udvikling. Sikke en verden. Sikke heldig jeg er.

Du gør det godt

Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.03

Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.30

Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.

Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.

Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.

Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.

Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.

Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.48.29