UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: oktober 2015

Hvad kom vi egentlig for?

Hvad skal vi med vores liv? Er det virkelig bare en helt tilfældig meningsløs, kortvarig optræden i det store fælles teater uden hverken for eller imod og uden for alvor at lave anden form for aftryk end en lille bitte prut i det helt store spil? Er det virkelig sådan?

Meningen med livet er det, du selv putter i det. Der er ingen mening – du skal skabe den selv. Aha, sådan en helt individuel mening. Jamen fedt nok. Men så alligevel ikke. Dovne Robert – som i øvrigt er begyndt at reklamere for nogle vitaminer og nu kaldes Friske Robert – havde jo en helt individuel mening om, hvad han ville putte i sit liv. Hvad hans mening med det hele var. Det slog mig ikke, som om det var helt ok. Så måske er der alligevel en fælles opfattelse af, hvad vi skal fylde vores liv med.

Ulandsfrivillige. Det giver da mening. Sygeplejersker. Det giver mening. Det gør alting jo ud fra den betragtning, at man udfylder en rolle i fællesskabet. Kasseassistenter har jo også på den måde en berettigelse. Skraldemænd (eller hvad de nu vil kaldes af fine titler for tiden) har jo i allerhøjeste grad en berettigelse. Men hvad så med kommunikatører? Hvad er det lige, vi gør af godt? Andet end at genere penge til et eller andet forvildet, forvirret og forskruet system. Er det godt nok? Er meningen så bare, at man skal finde sin plads i hamsterhjulet og gøre sit bedste?

Jeg aner det jo ikke. Jeg spørger sådan set bare. Jeg håber helt personligt, at meningen er noget med mennesker. Noget med at være tæt på, støtte, holde om og holde af de mennesker, vi elsker. Det er i hvert fald noget af det, der giver allermest mening for mig. Men jeg ved det jo ikke. Hvor skulle jeg vide det fra?

Alt det de andre ikke kan

Noget af det, der gør mig allermest træt af politik og politiske diskussioner, er, at det altid handler mest om at fortælle, hvorfor de andres forslag ikke hænger sammen. Det gør mig simpelthen så sjældent klogere.

Jeg ved jo godt, at jeg personligt er meget mere lydhør, når Enhedslisten sabler endnu et blåt forslag, fordi det er umenneskeligt, kynisk og i øvrigt underfinansieret, mens jeg er noget mindre villig til at lytte og da slet ikke villig til at se fornuften, hvis det er Liberal Alliance, der fortæller, at der ikke er råd til røde forslag, og at de er lalleglade, naive og i øvrige underfinansierede.

Men altså; jeg kan godt savne, at det handler meget mindre om de andre og meget mere om det enkelte partis egne ideer. Hvad er det for et samfund, de enkelte partier drømmer om? Hvordan ville Danmark se ud, hvis der nu var 90 mandater til Dansk Folkeparti? Eller hvis der var 90 mandater til SF? Hvad er det for et samfund, de gerne vil have?

Måske nøler de med at melde så klart ud, fordi de jo risikerer at blive holdt op på tingene: “Jamen I lovede, at trækprocenten ville komme under 10!!” – men uden 90 mandater kan LA jo ikke holde et sådant eventuelt løfte, ligesom Enhedslisten ikke kan garantere at indføre borgerløn, med mindre de tildeles et absolut flertal. Men jeg er da alligevel interesseret i at høre, hvad de gerne vil. Hvad de drømmer om. Hvad er deres visioner for Danmark? Ud over som det ser ud for nuværende at være på tværs, når andre partier mener noget.

Lige nu kan jeg godt sidde med en fornemmelse af, at de alle sammen på Tinge har en idé om vækst, flere penge og meget mere arbejde til alle. Er det mon sådan, det forholder sig? Er det dét, de vil?

Altså; jeg kan jo ikke love, at jeg vil knuselske dem alle sammen, hvis de fortæller om deres reelle hensigter, men jeg kan garantere, at det vil forøge min respekt for de stensikkert hårdtarbejdende mennesker ganske voldsomt. Men måske er min respekt bare ikke noget at stræbe efter … Eller også er det sådan, at jeg bare skal gå i partiprogrammerne, og dér kan finde de ultimative drømmescenarier for de enkelte partier. Måske.

“Jeg har ikke brug for udvikling”

Jeg synes næsten selv, det er provokerende bare at skrive det. “Jeg har ikke brug for udvikling”. Citatet er fra Svend Brinkmanns “Stå fast”, som jeg på opfordring er ved at gennemlytte (ja, lydbog er et hit lige nu hos mig). Det er ret interessante tanker, han bringer til bords, og det er da nok også derfor, at hans bog og han selv har fået så meget gennemslagskraft.

Som seriøst indspark til et samfund og en samtid der i rasende fart er på vej frem, op, videre, vildere, mere, gladere, selvudviklende ser jeg rigtig mange gode perspektiver i det. Men hvordan indarbejder man lige sådan noget i sin helt egen hverdag? Tjaeh … jeg kan rigtig godt lide hans tanker om, at man skal forsøge at se lidt ud over egen næsetip. Forpligte sig på nogle fællesskaber, der rækker ud over ens egen kalender-app og særligt ud over ens egne interesser. At der er pligt. At der er ting, man ikke har lyst til, som man bare må gøre.

Særligt det sidste er opsigtsvækkende for mig, der meget, meget længe har pralet af og forsøgt at holde fast i, at jeg er styret af mavefornemmelse og lyst. Skal jeg virkelig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til? Af pligt? For at være et “ordentligt menneske”? Virkelig …? Jeg kan godt til tider savne fornemmelsen fra dengang, jeg var medlem i en fodboldklub. “Min” klub blev det ret hurtigt, og jeg lærte folk at kende. Både de cool. De knap så cool. De voksne, de flittige og de dovne. Men vi var sammen, I vores klub. Det har jeg da lyst til at genoplive, men jeg ved jo også godt, at det medfører timevis af kedelige aftener som center boldhenter, som tut-bestyrer eller til møder om den ene eller den anden petitesse. Måske er livet en stribe petitesser? Måske er lykken i hverdagen?

Eller hvad ville der ske, hvis jeg rent faktisk tog mig sammen og meldte mig som ‘voksen-ven’? Dét har jeg længe haft lyst til. En slags lege-onkel for børn og/eller unge mennesker med brug for voksent selskab (jeg kan godt selv være i tvivl, om jeg rent faktisk kan kvalificere som voksent selskab men mon ikke …). Det ville da helt sikkert skabe en form for forpligtelse af den længerevarende og sikkert også nogle gange kommende på tværs-agtige facon. At forpligte sig til fx et ugentligt møde er jo samtidig at sige, at så er der altså andre ting, der skal i baggrunden. Næppe noget problem de dage, hvor det eneste, jeg går glip af, er Sporløs eller ostepops i sofaen, men hvad med de aftener, hvor der er fødselsdag i familien, eller hvor der er landskamp på tv – eller Juventus!!?? Forpligtelser. Voksent liv. Velkommen til. Jeg er ikke længere sikker på, det er så kedeligt, som jeg troede engang.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑