Hvor meget ærlighed kan vi egentlig klare?

Jeg kan enormt godt lide Karl Ove Knausgård. Jeg var ret begejstret for ‘Min Kamp’ – og så selv om jeg indrømmer, at visse passager undervejs tog lidt længere tid at læse end andre. Og noget af det jeg har tænkt rigtig meget over, er den grad af ærlighed, der var i bøgerne. Nu aner jeg jo ikke, om han har fundet på det hele, det har han sikkert, men det der med at være så hudløst ærlig, er der noget tiltrækkende ved. Det eliminerer ligesom en masse bøvl og bump i kommunikationen.

Omvendt er der selvsagt også noget helt igennem brutalt og hensynsløst ved at være ærlig, ærlig, ærlig. Tænk hvis jeg en dag spiste noget af min mors mad, og jeg ikke kunne lide det. Og jeg så var nødt til at sige det til hende. Tænk hvis man sagde tingene lige ud til sine potentielle partnere. Hør, jeg er skidebekymret for, om du egentlig er god nok til mig. Jeg vil gerne se dig igen, men jeg har godt nok en hel masse tvivl. Ikke fordi jeg ikke kan lide de ting, du siger, men fordi jeg synes, din uddannelse er alt forkert for mig. Eller “Jeg dater ikke økonomer – det gider jeg ikke”. Superærligt. Men altså, hvordan skulle det dog ikke gå? Der ville jo blive en kæmpe bunke udfordringer.

Jeg er begyndt at skrive dagbog. En lille fedtet notesbog, jeg har købt til formålet. Med Eiffeltårnet på forsiden. Ja, for jeg er jo lidt sådan en romantiker, bilder jeg mig ind. Og slap dog lige af nogle sandheder, jeg får formuleret for mig selv på de sider. Meget af det kniber det med at genlæse, for – hånden på hjertet – min håndskrift er ikke, hvad den var engang (læsbar!) – men bare det at tænke tankerne, formulere for mig selv, hvad der foregår på indersiden. Hvad jeg spekulerer over. Og jeg sidder ofte og pusler med tanken om at gøre det hele offentligt. Jeg tror ikke, jeg selv ville have problemer med det, men de mennesker jeg omtaler, ved jeg jo ikke, hvordan ville reagere. Det er fristende. Skræmmende. Og fristende igen.