Hov – ligger VM nu dér?

Jeg var midt i et brud. Jeg blev i huset. Passede kattene, mens Camilla overnattede andetsteds. Heldigvis skulle jeg på sommerferie bare 14 dage efter den kedelige besked, og det trængte jeg ærlig talt til.

Pakkede mit skab – hvor der altid ligger bunker af træningstøj, ekstra sko og alle mulige andre utænkelige rekvisitter, som jeg alligevel fra tid til anden får brug for – fredag morgen, da jeg havde trænet og været i bad. Trissede ind til skrivebordet. Glædede mig til at vende VM-åbningskampen fra aftenen forinden, hvor Brasilien var kommet lidt skramlende fra start.

Min chef tog imod mig – det gør han alligevel ikke hver morgen – og så lidt beklemt ud. Han er et genuint godt menneske, så jeg ved nu, at det ikke er noget, han har syntes var rart. Det var pludselig gået op for et af vores datterselskaber, at hvis jeg havde ferie under VM-slutrunden, ville jeg (nok) ikke svare på opslag på sociale medier. Og de ville få meget, meget travlt med selv at poste opslag, fornemmede jeg.

Så de var altså nu kommet i tanke om, at de mente, det ville være bedst for alle parter, hvis jeg aflyste min ferie. “Hvor meget?” spurgte jeg. “Bare til VM er ovre”. Altså alle 4 uger. Nå ja, men jeg kunne da også bare sidde på jobbet og tude over mit forliste ægteskab. Potatoe/Po-fucking-tato.

 

“Jeg forlader dig”

“Sæt dig lige ned. Der er noget, jeg skal sige til dig. Jeg forlader dig”. Heldigvis tog hun sig tid til at sidde og tude sammen med mig i et par timer. Og tale om fortid, nutid og fremtid. Så hankede hun op i et par IKEA-poser og flyttede hjemmefra.

Så kort kan min hukommelse om den dag i slutningen af maj 2014 summeres op. Det var ikke rart. Retrospektivt har jeg brugt meget energi på at tænke. Hvorfor så jeg det ikke komme? Så jeg det komme, men ville ikke reagere på det? Hvor gik det galt – og hvad kunne have været gjort anderledes?

Vi talte længe. Både den aften og den efterfølgende tid. Man kan ikke tvinge folk til at elske sig. Man kan heller ikke tvinge folk til ikke at elske sig. Vi ses stadig ret regelmæssigt, og for hver gang bliver det tydeligt, at vores liv bevæger sig – og sikkert har gjort det længe – ud af to helt forskellige baner, der tager os i hver vores retning.

Så jeg ser nu, at det var den rette beslutning, og at det var klogt – men det vidste jeg jo; at Camilla træffer kloge beslutninger – men derfor var det alligevel ubehageligt at møde en anden form for smerte end fedmegigtens. Den her var også fysisk men ikke så meget centreret i tåen. Det sad mere i nærheden af hjertet. Jeg fungerede i hverdagen. Tog på job. Lavede mad. Fodrede kattene. Og var i verden. Men indeni tumlede jeg med tanker, med savn og med manglende fundament. Jeg troede, det var os mod verden. Eller i hvert fald os sammen i alting. Vi var underlige, anderledes og sære. Men vi var det sammen. Det var et chok, at det ikke var nok. Og det gjorde ondt.

Jeg har stået hulkende under bruseren. Siddet og stirret på billeder fra vores ferieture. Forsøgt at knytte tættere bånd til “hendes” kat (den afviste mig – også). Heldigvis gik det ret hurtigt op for mig, at det her var et endegyldigt brud rent parforholdsmæssigt. Vi har forsøgt nogle gange, og sidste omgang var et helhjertet og langvarigt forsøg, men det gik ikke. Nu må vi videre.

Fedmegigt – det gør SÅ ondt!!!!!!

Det er altså en fæl form for sygdom. Podagra. Jeg har døbt den fedmegigt, for den kommer af vellevned. Blandt andet. Der er mange andre gode forklaringer, og jeg behøver ikke nødvendigvis påtage mig hele ansvaret på den “skam og skyld”-facon som ‘fedmegigt’ indikerer, men det er for mig en god måde at holde fast i, at jeg kan gøre en del ved selv at styre kosten og motionsmængden. Indtil videre i hvert fald.

Jeg indrømmer, at jeg er glad for chokolade. Særligt Marabou (hvad sker der for at lave de tidligere så passende 200 grams-plader i 150 grams-pakker? Så køber jeg jo 2 plader og 300 gram er altså meget chokolade …) Jeg er også glad for kage, cola og ostepops. Og burger. Jeg er ikke god i et køkken. Jeg laver primært mad fra den nederste ende af socialskalaen: Hotdogs, pommes, forårsruller og den slags. Når jeg altså ikke lige tænker over tingene. Det er min automatreaktion at spise som et skarn.

Men den dag hvor det begyndte at gøre ondt i storetåen. Eller mere præcist lige dér, hvor storetåen bliver til foden.

PodagraDoctorsPic
Dén dag gik det op for mig, at den latterligt fede kost har en pris. En vanvittig pris. Det gider kroppen ikke finde sig i. Jeg bliver træt, lasket, blævrende og uden energi. Det er en infektionstilstand, så jeg forestiller mig, at der i storetåen samler sig en lille smule gul betændelse for hver gang, jeg tygger et stykke chokolade. Og lige der omkring årsskiftet fra ’13 til ’14 var betændelsen altså så voldsom, at det blev til et decideret sygdomsudbrud.

Jeg troede, jeg måske havde forstuvet storetåen uden at opdage det. Den var øm. Blev ømmere. Så øm at jeg ikke kunne gå uden meget, meget store smerter. Mig ned til lægen, der ordinerede nogle djævle af nogle smertestillende piller: “3 gange i døgnet. Inden smerterne kommer igen. Indtil det er ovre”. Da det var ovre første gang, tænkte jeg, at det da var en fæl omgang, men jeg skænkede det ikke en tanke at lægge kosten om. Så der gik et par måneder, så blev jeg ramt både i tåen og i knæet (!!). Jeg var lagt ned. I smerter. Ynkelig.

podagra01
Det er altså ikke min fod – helt så slemt har det ikke været for mig. Endnu.

Jeg synes faktisk selv, at jeg har en ret høj smertetærskel, men det her er simpelthen det værste, jeg nogensinde har prøvet – og jeg må have signaleret det, for lægen udskrev uden at blinke 300 piller til mig af den der hidsige smertestillende slags; det er alligevel til 100 dages “fedmegigt” – og at det sætter sig på tåen og fuldstændig blokerer min mobilitet gør det kun endnu værre. Det vil jeg ikke igen. Sund kost. Masser af motion. Og en anelse snusfornuft har indtil videre kunnet holde det på afstand, men det lurer lige under overfladen, hver gang jeg “kigger væk” og fylder på systemet fx i forbindelse med december. Eller en weekend. Eller en fest. Jeg er bygget af et sensibelt system, og jeg har måske skubbet kroppen over kanten med alt, alt for skidt mad i årevis, og det betaler jeg prisen for nu. En fortjent pris. Men heldigvis også en sund pris.

Depression og stress

2014 startede med, at jeg tilbragte knap 4 måneder med en stribe “sessioner” hos en psykolog, der skulle hjælpe mig med at komme gennem noget stress/depressions-halløj. “Hvad var der dog galt?” spørger du. Jamen det er jo lidt svært at sætte fingeren på. En lang periode med valg, der føltes som ikke-valg, tvungne valg og måske endda også dårlige beslutninger fra min side. Hvorfor ender man et sted, hvor man ikke har lyst til at være? Det er sådan set et ret godt spørgsmål, som jeg vil lade ligge her og vende tilbage til en anden gang.

Det gik ikke så godt med mig og psykologen, og jeg skulle nok have afbrudt løjerne tidligere i forløbet – faktisk lige omkring der, hvor hans ellers udmærkede råd om at gå lidt ned i passions-procent på jobbet, blev fulgt af “Det var sådan, jeg selv kom gennem mit psykolog-studie”. Altså på 60 procent, forstås.

Ja, senere forstod jeg i hvert fald, at jeg nok var nødt til at få noget andet hjælp – det gik endegyldigt op for mig den dag, jeg sagde:

“De 60 procent virker ikke. Du har godt nok ret. Folk er gladere omkring mig (fordi jeg ikke er på 100 procent (aka brokker mig)) men jeg føler mig falsk, forkert og dum.”

Så følte han, at tiden var moden til at foreslå noget psykofarmaka. Altså nogen lykkepiller. Det er ikke sådan, at jeg har noget mod lykkepiller. Det er mit indtryk, at de hjælper virkelig mange mennesker, men jeg stejler, når det allerede er løsning nummer 2 i mit psykolog-halløj. Så jeg takkede pænt for tiden og stod af vognen. Så måtte jeg finde en anden løsning på det dårlige humør.

Labyrinth

Jeg tror ikke, jeg er særlig skrap til at gå til psykolog. Vi sidder dér, og han spørger, hvilke problemer jeg har. Så fortæller jeg dét og planter en eller anden mulig forklaring. Dén køber han, og så bevæger vi os ud af det spor. Han foreslår en måde at bearbejde det på, og jeg lytter. Og forsøger efterfølgende at gøre, som han siger. Det hjælper ikke. Et par gange senere siger jeg så, at jeg fornemmer, der måske er noget andet i spil. Han lytter interesseret. Jeg planter et nyt spor at forfølge, og han bevæger sig ud af en ny tangent. Jeg er med på, at psykologer jo ikke er tankelæsere, og at det måske også er mit ansvar at finde frem til en eller anden form for kerne, men jeg har aldrig rigtig en oplevelse af at blive tankemæssigt afklædt. At nå ind til et ‘Aha’. Jeg dirigerer samtalen i alle mulige retninger, og det hele bliver på overfladen.

Underligt nok nåede jeg mod slutningen af forløbet – som endte en anelse uskønt med en stribe afbud og lidt for lange perioder mellem nye aftaler, og til sidst afbrød vi kontakten – til en erkendelse, som kan synes lidt aparte, men jeg vil forsøge selv at gå ind i mørket i stedet. At være i de der mørke tanker. Og at tackle de situationer, hvor min ret så veludviklede BS-detektor siger fra. Der skal noget til at vække den, men når den så brummer, skal jeg lytte. For den har ret. Dét er en fin læring på en træls oplevelse.

Tømmermandsmad uden tømmermænd. “It’s a thing now”

Selv om jeg måske nok fejrede nytår på en lidt anderledes facon, betyder det faktisk ikke, at jeg ikke har brugt nytårsdag på at dvaske. Og på at kreere et ret fint “dagen-derpå-måltid”. Smålige typer vil selvfølgelig anfægte, at der rent faktisk ikke skulle være behov for noget sådant måltid, men til dem vil jeg sige to ting: Schhhhh! Og: Jeg endte sådan set nytårsaften med at danse rundt på stuegulvet i pyjamas, uldsokker og skråle med på Rasmus Seebachs koncert fra Horsens (som de sendte på TV2 mellem 0:10 og 1:00. Cirka). Dansen blev lidt vild undervejs, så selv om jeg ikke fik drukket alle festens øl, var jeg alligevel en anelse ør i hovedet, da jeg gik i seng.

Og derfor er det da med al mulig ret, at jeg i dag kreerede et måltid af gnalling-pølser, baked beans, bacon, hvidt brød fedtet rundt på panden og spejlæg – indtaget med et krus cacaomælk og et glas tranebærjuice (ja, det sidste her giver ikke megen mening, men det er altså sandheden!) Og det var et ret godt måltid.

Samvittigheden blev klaret med en forudgående rask spadseretur i nærområdet, og med sådan et par kilometer eller tre i fusserne var det da oplagt, at der igen var behov for kalorie-overload. Oplagt! Indlysende! Well … det er i hvert fald, hvad der er foregået.

 

Nytaarsdagsmad