UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

År: 2016 (side 1 af 2)

Transportministeren er ikke et dumt svin

Det er egentlig ikke en særlig lang artikel. Men overskriften fangede mig. Indrømmet. Og så fascinerede det mig, at Information havde skrevet en forholdsvis omfattende ting om en LA-minister. Han havde dog forbeholdt sig, at det ikke var med en glasklar og ensidig venstreorienteret vinkel, og så hyrede Information endda hans fotograf-hustru til at tage billeder, og så var Transportministeren klar til interview.

Der er virkelig mange ting i artiklen, der får mig til at tænke. Grundigt. Over en hel masse ting.

Sidespor: Jeg er begyndt at være ham den irriterende, der taler for færre flyveture. Meget færre flyveture. Jeg skal til Madrid og Berlin i 2017. Med fly. Og jeg skammer mig allerede en smule. Så en dag på kontoret var jeg i gang med at redde verdenssituationen og forklare, hvordan alle andre da måtte se lyset og forstå, at jorden er ved at gå under, og én af de ting vi kan gøre individuelt er at skrue ned for flyveturene. Bevares, jeg synes også, det er dejligt at se og opleve verden og andre lande, men hvis det er på bekostning af de kommende generationer, kan jeg måske godt overtales til en cykelferie i Skåne i stedet … Nå men jeg var varmet godt op og rablede løs om, hvordan verden burde se ud – måske var tanken om en kejser (altså mig!) endda på bane igen – og så siger min kollega, som er kvik: “Men altså, den der bil, du kører i? 14 år gammel, diesel, turbo og en rigtig sviner. Det kan da heller ikke være godt”. Og så skammede jeg mig resten af dagen og gør det i øvrigt hver gang, jeg sætter mig ind i den, men den er dæleme noget af en køremaskine … Sidespor slut.

Noget af dét, der virkelig fangede min opmærksomhed i interviewet med Transportministeren er nedenstående stærke citat:

»Jeg ved ikke, om det er medfødt, eller om det er noget, jeg har oplevet, hvor jeg er blevet sådan en person, der mener at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke faktuelt, men hvad der er den rigtige måde at være på.«

Det vækker altså afsindig genklang hos mig. Sådan har jeg det også. Jeg er bare slet ikke i tvivl om, at det er medfødt. En gave. At jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert. Altså måden at være på. Hmm. Så hvis jeg har det sådan. Og en ultra-liberal har det ligesådan. Så er vi måske slet ikke så forskellige. Måske kan vi faktisk co-existe i samme land? Jeg genkender jo også den der med helst ikke at ville kaldes ond eller et dumt svin. På min side af det politiske spektrum er det mere noget med naiv og landsforræder – men det gør altså også ondt. Så okay, hvordan kan vi mødes og tale sammen? Ikke bare snakke, men sådan rigtig tale som man gør det vest for Valby Bakke (See what I did there?)

Såeh, jeg har prøvet at identificere et par områder, hvor jeg sagtens kan blive klogere. Indvandring og flygtninge. “Hvor mange synes du, vi skal tage ind?” er et spørgsmål, jeg møder en del. Det ved jeg ikke. Det er det ærlige svar. Jeg tror ikke, det er så vigtigt med antallet, men jeg vil have det svært med at sige til en flygtning fra fx krigen i Aleppo, at der ikke er plads, fordi vi har opfyldt vores kvote.

Jeg har det enormt svært med, at vi gør menneskeliv op i kroner og ører på den måde. At vi “ikke har råd til” at tage os af flygtningene. Og jeg bliver edderspændt over argumenter som “Vi ligger stadig i top 3 i verden, og vi gør dét, som internationale konventioner kræver”. Det er ikke nok. Jeg vil være en del af noget særligt. Af et lille smukt land med sammenhængskraft, fællesskab og varme nok til at skide på en hitliste. Om vi er nummer 1 eller nummer 10; vi skal gøre A L T, hvad vi overhovedet kan. Også for vores egen skyld: Når vores overforbrug og umådehold om føje år har smeltet polerne og oversvømmet Danmark, og vi står på kanten af Sicilien og bare gerne vil med bananbåd til Tunesien, så vil jeg gerne kunne sige, at vi jo gjorde alt, hvad vi kunne for at hjælpe, da det var vores tur …

Så har jeg en løsning på problemet med mennesker, der gerne vil til Danmark? Nix. Så lover jeg, jeg havde rakt hånden op for længe siden. Skaber det nogle problemer, vi ikke ville have, hvis vi lukkede os inde i vores egen lille puppe? Ja, det tror jeg nok, det gør. Er løsningen permanent grænsekontrol, visa-kontrol, Greencards osv osv? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror, vi skal vænne os til en ny verdensorden. Vænne os til, at vi ikke alene kan sidde på alle værdierne og være en del af en form for global 1%, hvor værdierne er samlede på ganske få af verdens 7 miliarder hænder, og derfor må vi finde en måde, hvor vi kan deles lidt bedre om tingene. Det betyder nok, at vi må finde os i, at det ser ud, som om vi afgiver nogle af vores værdier til et “greater good”. Tror jeg,

Klima? Hvad tænker man om det, vi andre kalder klimaudfordringen, hvis man er på samme side af den politiske midte som Transportministeren? Jeg vil gerne vide det – og alle svar er velkomne, men jeg håber på lidt højere niveau, end da jeg spurgte en (derudover meget, meget sød) pige, hvad hun tænkte (hun var ‘blå’, og mit spørgsmål fulgte op på hendes “Hvor rød er du egentlig?” (Det gik ikke mellem os)), og hendes svar var, at det havde hun sådan set ikke skænket så mange tanker, men at det jo nok blev svært at undgå, at jorden gik under …

“Du er så langsom. Hun er så langsom”

Han var lavere end mig. Med gråt, tyndt hår. Så gammel var han vist heller ikke. Men dér stod han. Som nummer 3 i køen i Netto, hvor to unge piger netop havde kørt deres varer igennem kassen. Og nu havde de ikke penge nok. Så der måtte føres lidt tilbage. Først et par marcipanroulader. Det var ikke nok. Så røg der to poser af noget slik-agtigt.

screen-shot-2016-11-23-at-22-01-16

Manden foran mig blev mere og mere højrøstet “Ej, hvor er du langsom”. Og så stemte manden bag mig også i: “Vi står jo her og venter, hvorfor tager det så lang tid?”. Jeg vendte mig halvt og mumlede til ham: “Jeg tror såmænd, de gør det, så hurtigt de kan”. Det gad han ikke høre på. Sikke noget vrøvl.

Kasseassistenten trykkede på knappen: “Leder til kassen,” lød det. En ung mand kom til. “Åbner du en kasse? Vi har ventet lææææææænge”. Nej. Det var ikke planen. Han skulle jo ligesom løse problemet for de to unge piger – det er noget med, når varer er slået ind, er det ikke sådan lige at slå dem ud igen. Så skal en leder godkende transaktionen for at undgå, at kasseassistenten eventuelt sidder og fifler med udbetalingerne. Sådan er det. Det kan ikke komme bag på nogen. De har med penge at gøre.

Det var nu ikke tilfredsstillende for mine to kø-kammerater. De brokkede lystigt. Herren foran mig stod og fedtede med 6 jule-hvidtøl og en kasse clementiner. Bag mig handlede indkøbet om noget så vigtigt som Harboes Julebryg. I alt 12 styk. Som skulle betales af to omgange. Sirligt var de lagt med skillert mellem. Jo-jo. Ham skulle vi ikke vente på.

Altså, hvad er det for noget? Hvor er det gennemført usympatisk det der skaberi, brokkeri og hidsigt utålmodige vigtigheds-fims. Slap dog af. Det tager 2, måske 3, minutter mere af din tid. Så står du der. Skal have dine bajer, og så magter du ikke at udvise for en bøjet 1-krones pli i et ganske kort øjeblik af dit liv. Jeg synes, det er så uklædeligt, at vi er blevet et samfund af noksagter, der “jo altså har lov til at sige vores mening” om dette og hint i et væk, og som helt og aldeles mangler simpel dannelse til at omgås andre mennesker.

Vores fællesskab smuldrer mellem fingrene på os, og det virker som det rene Sisyfos at forsøge at gøre noget ved det. For der er masser af frådende selvretfærdighed og stædig insisteren på, at vi edderbrølme har ret og rettigheder, og ingen skal komme og forsøge at pille ved alt dét, som ‘vi’ – det vil sige et par generationer før os – har kæmpet for og opnået. Det har vi KRAV PÅ. FORSTÅ DET SÅ. OG BLIV SÅ FÆRDIG ELLER ÅBN EN KASSE MERE, SÅ VI KAN KOMME HJEM …

Har reklamer virkelig altid været så elendige?

Lad mig starte med at indrømme, at jeg helt sikkert er en krævende reklame-seer. Jeg er på samme tid tvær, skeptisk og anti-kapitalistisk i mit tankesæt (men jeg køber stadig en masse ting – mere om det en anden gang).

Men altså; Stofa … En wannabee sjov mand, der sådan lidt skægt selvironisk fortæller om det smarte ved marketing. Blandt andet klædt ud som hund. Det undrer mig helt absurd, hvis det virkelig er det bedste, Stofa kunne komme op med. “Naaa, har du måske bedre forslag selv?” Nej, men jeg køber jo så heller ikke reklametid på TV og udstiller, at jeg ikke har nogen gode ideer.

Så er der mælkesnitterne. Hvad i alverden bilder de sig ind bare at tale-synkronisere en eller anden tysk drøm om en formiddag i Danmark og deres mejeri-kage-produkt? Hvad er formålet med det? Tror de virkelig, at jeg køber deres skrammel, fordi de forstyrrer min online-streaming-oplevelse? Og jeg er ikke færdig:

Skousen … ejmen hvad er det da for en gang skrammel. Se os, vi tør være sjove på den der lidt selvfede og totalt afvæbnende facon. Ja, hvis I var sjove. Og afvæbnende. Så bevares. Nu er I bare til grin. Hvad er det for noget discount-skrammel – den dér rolle har Lars Larsen spillet for mere end 20 år siden; rollen som jeg-har-et-godt-tilbud-men-jeg-kan-ikke-hitte-ud-at-lave-vedkommende-reklamer. Den er taget. Stop det.

Hvad Trump kan få mig til

Det allermest underlige er jo, at det her ikke er sket helt på egen hånd og meget tidligere, men når det nu skal være, er det vel meget godt at få noget godt ud af President Trump. Jeg har været igennem de samme tanker som formentlig de fleste fornuftige mennesker: Chok, fornægtelse, væmmelse og afsky. Næsten værre blev det, da nogen begyndte at tale manden ind i en form for normalitet. “Han er jo ikke så slem i virkeligheden” – i virkeligheden???? Så en valgkamp er ikke virkeligheden? Alt hvad der bliver sagt dér, tæller ikke, når virkeligheden rammer – hvad den så åbenbart først gør, når valget er overstået … jeg kaster en smule op i munden. Igen.

Nå men efter den fine proces, der egentlig forløb helt som skemalagt, nåede jeg til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at der skete noget inde i. Jeg fik simpelthen lyst til – som Helmig så fint sang det – at ‘be a better man’. Jeg har været så helt utroligt glad for den dejlige bil, jeg købte i august. Den er herlig. En køremaskine med charme, sjæl og italiener-utilregnelighed. Men efter Trumps valgsejr skammer jeg mig lidt over mit valg. Skammer mig en smule over, at jeg ikke i det mindste købte en mere miljøvenlig bil. Eller måske helt valgte at undvære en bil.

Jeg fik lyst til selv at blive en bedre, renere, mere økologisk, mere klimavenlig og meget, meget mere næstekærlig version af mig selv. Det er måske ikke så tosset. Og underligt at det overrasker mig, for logisk set bygger det videre på noget, jeg har puslet med i en længere periode: At jeg ikke tror på politik (og måske ikke engang på demokrati) som løsningen på de udfordringer, vi står over for. Jeg tror ikke (længere) på, at politik kan løse eller bare hjælpe på klimaudfordringer. Jeg tror ikke, politik kan gøre noget for alvor ved fattigdommen. Jeg tror, det skal komme fra private initiativer. Kommer fra virksomheder. Som – bevares, det er jo ikke ren altruisme det hele – kan skabe profitable forretningsmodeller samtidig med, at de gør kloden til et bedre sted at være for flertallet på bekostning af de gamle strukturer og den forældede måde at fordele og forbruge på.

Det er egentlig ikke et skidt udkomme af, at amerikanerne har valgt en præsident, der står for tæt på 0% af, hvad jeg håbede på. En lille smule bedre version af mig selv.

Tak for at dele jeres enorme viden

Det er ikke så længe siden, jeg har læst Svend Brinkmanns Ståsteder. Dén kunne jeg godt li. Og jeg tager nu mig selv i ganske ofte at sige overfladiske ting som “Det er instrumentaliseringens skyld” og “Der er altså også en indlejret værdi, som man ikke må overse”. Når nogen så beder mig uddybe de i sig selv noget hule fraser, bliver jeg underligt stammende.

Han har egentlig selv beskrevet det helt kort: At alting bliver et middel til noget andet end sig selv.

Men hvad vil det sige? Er der virkelig ting, der har værdi i sig selv helt og aldeles? Eller er der bare ting, vi er enige om, det er finere at gøre, og som derfor bliver regnet for mere værdifulde end for eksempel at lære sig Adwords for at kunne tjene penge på online markedsføring? Det her handler ikke så meget om at nå frem til, hvad i alverden Brinkmann mener helt præcist – det finder du nok bedst ud af, hvis du læser bogen selv. For mig er det pudsige her, at jeg tilsyneladende samler en hel masse halv (i bedste fald) viden op. Når jeg lytter til P1, mens jeg laver noget andet, lagrer jeg også halve informationer. Så kan jeg spytte dem ind i samtaler uden på nogen måde at kunne anvise deres ophav og ofte også uden at kunne redegøre i dybden for, hvad mine indspark egentlig dækker over.

Måske har jeg altid haft svært ved at formulere komplekse og bredspektrede tankesæt? Måske er det noget med en begrænsning i mængden af ram, jeg har til rådighed? Jeg er meget begejstret for Bill Bryson og har netop set filmen A Walk in The Woods, hvor Robert Redford som en aldrende Bryson begiver sig på vandring på The Appalachian Trail sammen med Nick Nolte i rollen som en gammel ven. De har mange interessante samtaler undervejs, og Robert Redford er den der type, der for eksempel kan fortælle om de tre former for klippe, om deres geologiske oprindelse og om tektoniske pladers forskydning gennem tiden. Jeg savler af bare begejstring. Viden er så mega sejt. Og jeg ville sådan ønske, jeg kunne samle dyb, dyb viden om et emne eller to. Men indtil da vil jeg bare hylde alle de seje mennesker, der samler, husker og formidler vild, vild viden hver evig eneste dag. Tak til alle jer.

 

Når jeg opper mit medmenneskelige game

I – meget korte – perioder har jeg forsøgt mig med det dersens dating. Og det er skideskægt. For jeg er en ret fin version af mig selv, når jeg møder folk de første par gange. Jeg er høflig – grænsende til det galante – og jeg stiller spørgsmål i massevis.

Det giver vanvittigt gode samtaler, når jeg nysgerrigt danser rundt om et andet menneskes interesser og hele tiden spørger ind og undrer mig. Er du vims, folk har nogle spændende ting på tapetet. Eller de har i hvert fald næsten altid en form for indsigt, jeg ikke aner noget som helst om, og som jeg nyder i vildskab at få lov at smage en snip af. Det er ganske enkelt enormt pirrende at lære et andet menneske at kende.

Når nu det er så rart, hvorfor prøver jeg så ikke i det daglige at tage noget af nysgerrigheden og de mange oprigtige spørgsmål med? Tjaeh, det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Måske er jeg ikke genuint et spørgende, lyttende og nysgerrigt menneske. Måske er jeg også et usikkert-med-behov-for-selvhævdelse menneske? Måske er det vigtigt for mig at dele mine egne historier – enten for at skabe bånd (tror jeg) eller for at vise, at jeg også ‘tør åbne mig’?

I hvert fald er det sådan, at i hverdagen bliver det let at falde ind i rutiner, triviel smalltalk og færre spørgsmål og flere fordomme. Det er faktisk ikke så rart.

Omvendt har jeg – måske er det bare en lusket forsvarsmekanisme (Freud-connaisseurs, I siger bare til, hvis der er noget om det) som jeg bruger for at dække over et mindre sympatisk træk – ja, hvad kan det mon være, jeg har? Det lader jeg lige stå åbent en stund.

Når det blir i morgen, og der er penge nok, så kommer lykken

Sikke jeg venter. Altid. Eller i hvert fald en stor del af tiden. Jeg venter på at blive gældfri. Jeg venter på at få min bil tilbage fra værksted. Jeg venter på at komme i god form igen. Jeg venter på at finde en kæreste. Jeg venter på, at der bliver tid nok til det hele. Jeg venter. Venter. Og venter.

Hvorfor jeg har så svært ved bare at være, aner jeg ikke, men det er trættende. I min Mac-pendant til Excel har jeg lagt budget frem til år 2025. Så er gælden væk, og jeg har et meget større rådighedsbeløb. Så er bilen sikkert også tilbage fra værksted. Og i 2025 har jeg helt sikkert været i forrygende form et par gange – og i kageform indimellem.

De allerbedste dage. Aftener. Og nætter. Er dem, hvor jeg glemmer det hele. Dem hvor jeg ikke bekymrer mig. De dage, aftener og nætter, hvor jeg er i godt selskab, hvor jeg bare er, og hvor jeg bare handler. Men det er svært. For livet koster på alle konti. Både den banken hjælper med at holde styr på og de andre – de mentale, de fysiske og de relationelle.

Jeg er ikke sikker på, der kommer en pointe her, men det kan så i sig selv være en form for pointe. At det umiddelbart nytte- og formålsløse i virkeligheden tjener det formål at være til. Jeg bliver ikke grundlykkelig, når jeg hele tiden jagter formål, forbedring og indhold. Jeg bliver lykkelig, når jeg er. Når jeg giver mig selv lov at være ulykkelig, ked, vred og frustreret. Når jeg er. Så er jeg lykkelig.

Det forbrænder (åbenbart) ingen kalorier

Jeg har brugt uendelige mængder af energi på at tænke over og forsøge at skjule, hvor umanerligt autentisk og menneskeligt mine trøjer og skjorter har det med at falde ned over mig, når jeg sidder ned.

For eksempel i offentlig transport. Jeg har typisk betalt 250 kroner for enten en tur til København eller Aarhus. Det meste af turen går med at spekulere på, om andre nu kigger forargede på det lidt blødere end sædvanligt vaskebræt, jeg flasher, når jeg sidder ned. For ja, det hele har det med at samle sig i sådan nogen Madam Skrald-lignende dynger, når jeg sidder ned. Og så sidder jeg dér, hiver ud i trøjen – vel vidende, at det er en øvelse, der skal gentages cirka hvert tredje sekund, hvis det skal have synderlig effekt – og tænker som en gal på, hvad andre mennesker mon tænker om mig og min uappetitlige fremtoning.

Endnu har ingen sagt noget direkte til mig, men mon ikke stort set alle udbrud af latter og fnis i kupeen undervejs kan tilskrives, at de har vekslet blikke eller hvisket om mig? Mon dog ikke? Formentlig ikke. Hvis andre mennesker er lige så ligeglade med, hvordan jeg ser ud i et tog, som jeg er med, hvordan de ser ud, så nej. Så er det næppe, derfor de griner. Eller fniser. Men jeg kan ikke slippe tanken. Hvor irriterende er det lige.

I de gode perioder hvor jeg nådigt ser i spejlbilledet og roser mig selv for at have arbejdet fint med maven, så det ikke er så slemt med dellerne, når jeg sidder ned, husker jeg så altid at minde mig selv om, at jeg egentlig har lidt tendens til bryster. For jeg skulle jo nødigt gå rundt og ligefrem være tilfreds med mig selv. Og så kan jeg jo lige så godt bruge “hive-i-tøjet-kræfterne” på at hive lidt højere oppe. Ikke at det hjælper. Men jeg gør det alligevel. Jeg fatter det ikke. Hvad er det for et vanvittigt selvbillede? Måske er jeg ikke den eneste? Så er det synd for alle jer andre også – jeg elsker jer, lige præcis som I er. Måske er jeg faktisk den eneste? Så må jeg komme over det, og så kan jeg glæde mig over, at jeg faktisk har nogle ret pæne lægmuskler.

Nænsom nærhed og masser af nærvær (næsten)

“Hvis du ikke er rød som ung, har du intet hjerte. Hvis du stadig er rød som voksen, har du ingen hjerne” Hahahahahahahahahahaha.

Ovenstående har jeg hørt ret mange gange, og jeg må indrømme, at jeg af og til har ventet i spænding på, hvornår den voksne lidt mere hjernebaserede tilgang til livet ville indtræde. Jeg venter stadig. Som tiden går, bliver jeg ganske rigtigt mindre og mindre rød. Men jeg bliver ikke blå. Eller sort. Eller grøn. Jeg bliver egentlig mest apolitisk. Men jeg bliver i hvert fald helt sikkert og under ingen omstændigheder mere kynisk, hjernebaseret og voksen i min tilgang til livet.

Jeg er blevet ret meget skarpere til at fornemme, se og sanse, når andre mennesker har det skidt. Når venner har brug for nærhed, når familie har brug for nærvær, og jeg ser oftere og oftere fremmede, der har åbenlyst har brug for mere hjerte og mindre hjerne i andre menneskers omgang med dem. Og jeg tager det til mig. Som om hver evig eneste situation, hver evig eneste strejf af smerte og alskens globale ulykker er noget, jeg skal udbedre og lindre.

Måske er det i takt med, at jeg selv oplever mere og mere smerte. Måske har jeg selv langt om længe oplevet hjertesorger, ensomhed, kejtethed, økonomiske problemer, eksistentielle kriser, job-udfordringer eller -mangel, nederlag, depressioner, vanskeligheder og meget andet, så jeg nu for alvor kan mærke i mig selv en form for genkendelse, når jeg ser det hos andre? Måske …

I hvert fald tænker jeg ofte over, hvordan jeg kan gøre mere. Hvordan jeg kan være en bedre ven. Være et mere nærværende menneske. En mere omsorgsfuld søn, bror, nevø, barnebarn og så videre. Hvordan jeg kan række ud, nå og omfavne andre mennesker. For er det ikke det, vi er her for? At nå. At være med. At være sammen. Jeg er egentlig ligeglad, om jeg har hjerne eller hjerte. Jeg vil nærvær. Omsorg. Og nærhed.

Orker ikke skændes længere – har brug for at blive klogere

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.05

Af og til rammes jeg af en form for selvindsigt. Det kan godt slå ret hårdt. Det kan også føre fine ting med sig, og det håber jeg faktisk, dette vil. Og jeg lover at gøre det forholdsvis kort.

– Jeg tror ikke, der findes henholdsvis gode og onde mennesker.
– Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at forskanse sig bag hver sine fastlåste argumenter.
– Jeg vil rigtig gerne lære mere om, hvad – om noget –  jeg overser i det store billede.

Så here goes: Jeg er helt sikkert dét, mange vil kalde en pladderhumanist. Jeg vedkender mig, at jeg ingen økonomisk sans har – om ikke andet så hårdt presset af min stakkels bankrådgiver. Og jeg kan have det med at gå rundt i et utopia. Jeg vil ikke sætte et nummer på antallet af flygtninge, der skal være i Danmark. Jeg vil til gengæld gerne sætte et nummer på, hvor meget landmænd må udlede i miljøet, og hvor mange mennesker, det er acceptabelt, er sygemeldte med stress.

Screen Shot 2016-02-19 at 17.07.39

Jeg forestiller mig dog ikke – jeg kender mange mennesker, der ville mere end betakke sig for den pladderhumanistiske label – at der er mange, der ligefrem opmuntrer til stress. Til mere forurening. Og så videre og så videre. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan jeg skulle formulere dette. For det bliver jo hurtigt mig, der smider en masse af mine holdninger på banen, og så beder andre komme med mod-argumenter. Så det her er det minimale antal argumenter, jeg åbenbart kan skrive (undskyld). Så er der ikke nok nogen fra cirka socialdemokraterne og ud til det yderste højre på det politiske spektrum, der vil fortælle mig, hvordan jeres drømmesamfund ser ud?
(Nu putter jeg lige en smule i munden på jer: Fx ift global opvarmning, elbiler vs fossilt brændstof: Er jeg en jubelidiot, hvis jeg vil undgå fossilt brændstof helt, eller hvordan skal en eventuel omstilling se ud? Eller skal vi ikke omstille, fordi vækst og udvikling ofte løser den slags problemer?)

Og jeg er ingenlunde interesseret i at skændes. Jeg vil så gerne blive klogere. Helt uden ironi og sarkasme og mudderkast. Jeg spørger af et oprigtigt hjerte, fordi jeg tror på dialog, samtale og fællesskab (er der også en holdning til det, er det også velkomment)

Besos, knus, tanker og kram ❤️

(PS: Jeg kan helt sikkert ikke sige mig fri for at være underlagt en eller anden form for sprogkode, diskurs eller andet lal, som gør mig partisk eller lignende. Er der noget, der alligevel støder på den ene eller den anden fløj, så helt og fra hjertet oprigtigt: Undskyld. Det var ikke meningen)

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.31

Ældre indlæg

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑