Når jeg opper mit medmenneskelige game

I – meget korte – perioder har jeg forsøgt mig med det dersens dating. Og det er skideskægt. For jeg er en ret fin version af mig selv, når jeg møder folk de første par gange. Jeg er høflig – grænsende til det galante – og jeg stiller spørgsmål i massevis.

Det giver vanvittigt gode samtaler, når jeg nysgerrigt danser rundt om et andet menneskes interesser og hele tiden spørger ind og undrer mig. Er du vims, folk har nogle spændende ting på tapetet. Eller de har i hvert fald næsten altid en form for indsigt, jeg ikke aner noget som helst om, og som jeg nyder i vildskab at få lov at smage en snip af. Det er ganske enkelt enormt pirrende at lære et andet menneske at kende.

Når nu det er så rart, hvorfor prøver jeg så ikke i det daglige at tage noget af nysgerrigheden og de mange oprigtige spørgsmål med? Tjaeh, det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Måske er jeg ikke genuint et spørgende, lyttende og nysgerrigt menneske. Måske er jeg også et usikkert-med-behov-for-selvhævdelse menneske? Måske er det vigtigt for mig at dele mine egne historier – enten for at skabe bånd (tror jeg) eller for at vise, at jeg også ‘tør åbne mig’?

I hvert fald er det sådan, at i hverdagen bliver det let at falde ind i rutiner, triviel smalltalk og færre spørgsmål og flere fordomme. Det er faktisk ikke så rart.

Omvendt har jeg – måske er det bare en lusket forsvarsmekanisme (Freud-connaisseurs, I siger bare til, hvis der er noget om det) som jeg bruger for at dække over et mindre sympatisk træk – ja, hvad kan det mon være, jeg har? Det lader jeg lige stå åbent en stund.

Når det blir i morgen, og der er penge nok, så kommer lykken

Sikke jeg venter. Altid. Eller i hvert fald en stor del af tiden. Jeg venter på at blive gældfri. Jeg venter på at få min bil tilbage fra værksted. Jeg venter på at komme i god form igen. Jeg venter på at finde en kæreste. Jeg venter på, at der bliver tid nok til det hele. Jeg venter. Venter. Og venter.

Hvorfor jeg har så svært ved bare at være, aner jeg ikke, men det er trættende. I min Mac-pendant til Excel har jeg lagt budget frem til år 2025. Så er gælden væk, og jeg har et meget større rådighedsbeløb. Så er bilen sikkert også tilbage fra værksted. Og i 2025 har jeg helt sikkert været i forrygende form et par gange – og i kageform indimellem.

De allerbedste dage. Aftener. Og nætter. Er dem, hvor jeg glemmer det hele. Dem hvor jeg ikke bekymrer mig. De dage, aftener og nætter, hvor jeg er i godt selskab, hvor jeg bare er, og hvor jeg bare handler. Men det er svært. For livet koster på alle konti. Både den banken hjælper med at holde styr på og de andre – de mentale, de fysiske og de relationelle.

Jeg er ikke sikker på, der kommer en pointe her, men det kan så i sig selv være en form for pointe. At det umiddelbart nytte- og formålsløse i virkeligheden tjener det formål at være til. Jeg bliver ikke grundlykkelig, når jeg hele tiden jagter formål, forbedring og indhold. Jeg bliver lykkelig, når jeg er. Når jeg giver mig selv lov at være ulykkelig, ked, vred og frustreret. Når jeg er. Så er jeg lykkelig.