“Du er så langsom. Hun er så langsom”

Han var lavere end mig. Med gråt, tyndt hår. Så gammel var han vist heller ikke. Men dér stod han. Som nummer 3 i køen i Netto, hvor to unge piger netop havde kørt deres varer igennem kassen. Og nu havde de ikke penge nok. Så der måtte føres lidt tilbage. Først et par marcipanroulader. Det var ikke nok. Så røg der to poser af noget slik-agtigt.

screen-shot-2016-11-23-at-22-01-16

Manden foran mig blev mere og mere højrøstet “Ej, hvor er du langsom”. Og så stemte manden bag mig også i: “Vi står jo her og venter, hvorfor tager det så lang tid?”. Jeg vendte mig halvt og mumlede til ham: “Jeg tror såmænd, de gør det, så hurtigt de kan”. Det gad han ikke høre på. Sikke noget vrøvl.

Kasseassistenten trykkede på knappen: “Leder til kassen,” lød det. En ung mand kom til. “Åbner du en kasse? Vi har ventet lææææææænge”. Nej. Det var ikke planen. Han skulle jo ligesom løse problemet for de to unge piger – det er noget med, når varer er slået ind, er det ikke sådan lige at slå dem ud igen. Så skal en leder godkende transaktionen for at undgå, at kasseassistenten eventuelt sidder og fifler med udbetalingerne. Sådan er det. Det kan ikke komme bag på nogen. De har med penge at gøre.

Det var nu ikke tilfredsstillende for mine to kø-kammerater. De brokkede lystigt. Herren foran mig stod og fedtede med 6 jule-hvidtøl og en kasse clementiner. Bag mig handlede indkøbet om noget så vigtigt som Harboes Julebryg. I alt 12 styk. Som skulle betales af to omgange. Sirligt var de lagt med skillert mellem. Jo-jo. Ham skulle vi ikke vente på.

Altså, hvad er det for noget? Hvor er det gennemført usympatisk det der skaberi, brokkeri og hidsigt utålmodige vigtigheds-fims. Slap dog af. Det tager 2, måske 3, minutter mere af din tid. Så står du der. Skal have dine bajer, og så magter du ikke at udvise for en bøjet 1-krones pli i et ganske kort øjeblik af dit liv. Jeg synes, det er så uklædeligt, at vi er blevet et samfund af noksagter, der “jo altså har lov til at sige vores mening” om dette og hint i et væk, og som helt og aldeles mangler simpel dannelse til at omgås andre mennesker.

Vores fællesskab smuldrer mellem fingrene på os, og det virker som det rene Sisyfos at forsøge at gøre noget ved det. For der er masser af frådende selvretfærdighed og stædig insisteren på, at vi edderbrølme har ret og rettigheder, og ingen skal komme og forsøge at pille ved alt dét, som ‘vi’ – det vil sige et par generationer før os – har kæmpet for og opnået. Det har vi KRAV PÅ. FORSTÅ DET SÅ. OG BLIV SÅ FÆRDIG ELLER ÅBN EN KASSE MERE, SÅ VI KAN KOMME HJEM …

Har reklamer virkelig altid været så elendige?

Lad mig starte med at indrømme, at jeg helt sikkert er en krævende reklame-seer. Jeg er på samme tid tvær, skeptisk og anti-kapitalistisk i mit tankesæt (men jeg køber stadig en masse ting – mere om det en anden gang).

Men altså; Stofa … En wannabee sjov mand, der sådan lidt skægt selvironisk fortæller om det smarte ved marketing. Blandt andet klædt ud som hund. Det undrer mig helt absurd, hvis det virkelig er det bedste, Stofa kunne komme op med. “Naaa, har du måske bedre forslag selv?” Nej, men jeg køber jo så heller ikke reklametid på TV og udstiller, at jeg ikke har nogen gode ideer.

Så er der mælkesnitterne. Hvad i alverden bilder de sig ind bare at tale-synkronisere en eller anden tysk drøm om en formiddag i Danmark og deres mejeri-kage-produkt? Hvad er formålet med det? Tror de virkelig, at jeg køber deres skrammel, fordi de forstyrrer min online-streaming-oplevelse? Og jeg er ikke færdig:

Skousen … ejmen hvad er det da for en gang skrammel. Se os, vi tør være sjove på den der lidt selvfede og totalt afvæbnende facon. Ja, hvis I var sjove. Og afvæbnende. Så bevares. Nu er I bare til grin. Hvad er det for noget discount-skrammel – den dér rolle har Lars Larsen spillet for mere end 20 år siden; rollen som jeg-har-et-godt-tilbud-men-jeg-kan-ikke-hitte-ud-at-lave-vedkommende-reklamer. Den er taget. Stop det.

Hvad Trump kan få mig til

Det allermest underlige er jo, at det her ikke er sket helt på egen hånd og meget tidligere, men når det nu skal være, er det vel meget godt at få noget godt ud af President Trump. Jeg har været igennem de samme tanker som formentlig de fleste fornuftige mennesker: Chok, fornægtelse, væmmelse og afsky. Næsten værre blev det, da nogen begyndte at tale manden ind i en form for normalitet. “Han er jo ikke så slem i virkeligheden” – i virkeligheden???? Så en valgkamp er ikke virkeligheden? Alt hvad der bliver sagt dér, tæller ikke, når virkeligheden rammer – hvad den så åbenbart først gør, når valget er overstået … jeg kaster en smule op i munden. Igen.

Nå men efter den fine proces, der egentlig forløb helt som skemalagt, nåede jeg til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at der skete noget inde i. Jeg fik simpelthen lyst til – som Helmig så fint sang det – at ‘be a better man’. Jeg har været så helt utroligt glad for den dejlige bil, jeg købte i august. Den er herlig. En køremaskine med charme, sjæl og italiener-utilregnelighed. Men efter Trumps valgsejr skammer jeg mig lidt over mit valg. Skammer mig en smule over, at jeg ikke i det mindste købte en mere miljøvenlig bil. Eller måske helt valgte at undvære en bil.

Jeg fik lyst til selv at blive en bedre, renere, mere økologisk, mere klimavenlig og meget, meget mere næstekærlig version af mig selv. Det er måske ikke så tosset. Og underligt at det overrasker mig, for logisk set bygger det videre på noget, jeg har puslet med i en længere periode: At jeg ikke tror på politik (og måske ikke engang på demokrati) som løsningen på de udfordringer, vi står over for. Jeg tror ikke (længere) på, at politik kan løse eller bare hjælpe på klimaudfordringer. Jeg tror ikke, politik kan gøre noget for alvor ved fattigdommen. Jeg tror, det skal komme fra private initiativer. Kommer fra virksomheder. Som – bevares, det er jo ikke ren altruisme det hele – kan skabe profitable forretningsmodeller samtidig med, at de gør kloden til et bedre sted at være for flertallet på bekostning af de gamle strukturer og den forældede måde at fordele og forbruge på.

Det er egentlig ikke et skidt udkomme af, at amerikanerne har valgt en præsident, der står for tæt på 0% af, hvad jeg håbede på. En lille smule bedre version af mig selv.

Tak for at dele jeres enorme viden

Det er ikke så længe siden, jeg har læst Svend Brinkmanns Ståsteder. Dén kunne jeg godt li. Og jeg tager nu mig selv i ganske ofte at sige overfladiske ting som “Det er instrumentaliseringens skyld” og “Der er altså også en indlejret værdi, som man ikke må overse”. Når nogen så beder mig uddybe de i sig selv noget hule fraser, bliver jeg underligt stammende.

Han har egentlig selv beskrevet det helt kort: At alting bliver et middel til noget andet end sig selv.

Men hvad vil det sige? Er der virkelig ting, der har værdi i sig selv helt og aldeles? Eller er der bare ting, vi er enige om, det er finere at gøre, og som derfor bliver regnet for mere værdifulde end for eksempel at lære sig Adwords for at kunne tjene penge på online markedsføring? Det her handler ikke så meget om at nå frem til, hvad i alverden Brinkmann mener helt præcist – det finder du nok bedst ud af, hvis du læser bogen selv. For mig er det pudsige her, at jeg tilsyneladende samler en hel masse halv (i bedste fald) viden op. Når jeg lytter til P1, mens jeg laver noget andet, lagrer jeg også halve informationer. Så kan jeg spytte dem ind i samtaler uden på nogen måde at kunne anvise deres ophav og ofte også uden at kunne redegøre i dybden for, hvad mine indspark egentlig dækker over.

Måske har jeg altid haft svært ved at formulere komplekse og bredspektrede tankesæt? Måske er det noget med en begrænsning i mængden af ram, jeg har til rådighed? Jeg er meget begejstret for Bill Bryson og har netop set filmen A Walk in The Woods, hvor Robert Redford som en aldrende Bryson begiver sig på vandring på The Appalachian Trail sammen med Nick Nolte i rollen som en gammel ven. De har mange interessante samtaler undervejs, og Robert Redford er den der type, der for eksempel kan fortælle om de tre former for klippe, om deres geologiske oprindelse og om tektoniske pladers forskydning gennem tiden. Jeg savler af bare begejstring. Viden er så mega sejt. Og jeg ville sådan ønske, jeg kunne samle dyb, dyb viden om et emne eller to. Men indtil da vil jeg bare hylde alle de seje mennesker, der samler, husker og formidler vild, vild viden hver evig eneste dag. Tak til alle jer.