UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: april 2017

Noget om kønsroller og uacceptabel opførsel

Ugebrev uge 17 – 2017

Jeg fifler lidt med dating igen. Stille og roligt. Indtil videre bare helt trygt på skrift og på afstand og uforpligtende. Og det kan sagtens være, det forbliver sådan. For en god måneds tid siden skrev jeg lidt sammen med en kvinde fra København. Vi nåede at udveksle hver 2 beskeder, så meddelte hun, at hun var på vej til Spanien, ville være væk i godt en måned og skulle gå på Caminoen. Spændende. Adjø.

Nu skriver jeg så med en anden. 3 beskeder fra hver var det blevet til, og så tænkte jeg (og skrev):
“Skal vi mødes?”
Det viser sig så, at hun på fredag skal 3 uger til Rusland og holde ferie på verdens længste togbane … er det mon mig, der skræmmer dem ud af landet? Er det tilfældigt? Pudsigt i hvert fald! Måske rejsebranchen skal ansætte mig til at gøre forsigtige tilnærmelser på timebasis, så de flygter ud af landet?

Nå men jeg vågnede op søndag morgen til et par Twitter-tråde, der fik mig til at tænke lidt over mig selv, og i hvor høj grad jeg er en semi-skidt karl. Jeg faldt over denne tråd på Twitter: https://twitter.com/emiil/status/858554022374121472

 

Jeg læste tråden igennem. Men først efter at have forstørret Emilys billede. Bare for lige at se, om jeg synes, hun så sød ud (jeg siger ikke, jeg er stolt af de her ting, men det er altså sådan,det foregik), og så læste jeg. Hun er blevet antastet i en – som jeg forstår det – pendant til Silvan. En mand vil have hende med ud til en kop kaffe, og selv om hun med alle signaler – inklusive direkte nej – gør det klart, at hun ikke vil, bliver han ved med at forsøge. Jeg tror, hun følte sig nogenlunde tryg i butikken, mens om hun siger; hvad nu hvis det havde været på gaden en mørk aften …?

Møgubehageligt, det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Mine tanker begyndte så at kredse om det der med at tage et nej for et nej. Jeg har hørt en del gange efterhånden fra veninder, at de synes, mænd giver for let op. Der er ingen kampkraft. Der er ingen vedholdenhed, og de vil det ikke nok. Jeg må indrømme, jeg har selv gennem tidens løb været temmeligt vedholdende i et par tilfælde.

Én gang var der en stakkels pige, da jeg arbejdede i Bilka – jeg har vel været midt 20’erne og hun har været lige omkring 18 – og jeg syntes, hun var topsød. Hun var ikke rigtig interesseret, men det ville jeg ikke acceptere, så jeg sendte hende en stor bunke roser og et lidt halvkedeligt kort (tænkte nok roserne ville tale for sig selv). Hun ringede og takkede pænt for roserne, og så skete der faktisk ikke mere i den sag. Jeg tror, jeg tænkte, at hvis ikke roserne kunne få hende til at mødes med mig uden for arbejdspladsen, så var det næppe “meant to be”.

I dag er jeg ikke længere vedholdende. Jeg vil meget, meget nødigt “overstay my welcome” i nogen som helst situationer, og derfor sker det heller ikke, at jeg på den måde presser nogen – hverken kvinder eller mænd – til at måtte udholde mit selskab, hvis jeg så meget som fornemmer, de ikke er interesserede. Og helt generelt bilder jeg mig ind, at jeg kan aflæse, om folk helst er fri for (yderligere) kontakt. Men jo længere jeg går rundt her som single, bliver jeg da i tvivl, om jeg er helt og aldeles blind over for signaler. For så forfærdelig er jeg da heller ikke. Tror jeg.

Nå men så lykkedes det altså at få Emilys dårlige oplevelse til at handle om mig, og det var faktisk ikke engang svært …

Men nu skal det lige kortvarigt handle om Jens Philip. Han er ny formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og det så jeg, fordi Pernille Skipper slog nedenstående op på Twitter:

Hvorfor er det interessant? Det første jeg tænkte, da jeg så billedet af Jens, var, at “hvor er det dog et flot hår”. Siden tænkte jeg, at det må være svært at blive taget seriøst politisk, når man er så køn. Og så blev jeg ramt af kønstanker. Er det mon sådan, det er som kvinde? Altid at blive vurderet på sit køn, sit udseende, sin (i mænds øjne) attraktivitet, Fuckability? Er det dét, jeg selv gør, når jeg som det allerførste kigger på profilbilledet, bare lige for at se hvordan Emily ser ud, inden jeg læser hendes historie? Er jeg i virkeligheden en helt igennem slet karakter, når det kommer til køn og kønsroller? Er jeg sexistisk?

Selv om jeg trods alt er sprogligt velformuleret og taktisk kalkulerende nok til ikke at sige virkelig grimme ting højt i hverdagen, kan jeg vel ikke nægte, at jeg har indlejrede fordomme, og at der er situationer, hvor jeg nyder godt af mit køns mangeårige dominans af kvinder?

Når jeg går hjem efter mørkets frembrud, og jeg ser en kvinde gå foran mig, har jeg gjort det til en vane at gå over på den modsatte side. For jeg bemærkede i en periode, at hvis jeg ikke gjorde det, så gjorde kvinden det. Og det varede (alt for) længe, før det gik op for mig, at det var mig, hun var bange for. Mig? Jeg kunne aldrig finde på at krumme et hår på et andet menneske – med mindre de først krummede et af mine – og så gik hun over på den anden side!?! Først blev jeg smaskfornærmet. Hvad var det for noget? Hvad bildte hun sig ind på den måde at foruddiskontere, at jeg udgjorde en fare? Og så – langsomt, meget langsomt og via samtaler med højt begavet kvinde, jeg engang var gift med – gik det op for mig, at det ikke var rettet mod mig som menneske, men mod mig som køn. Som mand. Som en potentiel trussel. Og så fik jeg det helt ind i marven forfærdeligt. Jeg kan slet, slet ikke forestille mig, hvordan det må være at gå gennem livet med en konstant bevidsthed om, at man, hvad øjeblik det kan være, kan blive overfaldet, over-‘mandet’ (!) og udsat for overgreb. Så er det jo en meget, meget lille ting lige at luske over på den anden side af vejen …

Det her er ikke en elegant afslutning. Ikke et svirp med fiskens hale i et logisk narrativ, der fanger læseren og tryllebinder og runder af med opsummerende og afrundende bemærkninger. Det er mig, der er gået i stå i tanker over, hvor helt utroligt komplekst det hele er.

Vilsters magiske musiksmags-fredag (som i dag handler om komik)

Jeg forstår ikke altid, hvordan det kan kaldes arbejde, at jeg jævnligt falder hen i minder, i internettet og i rariteter. Det her klip er fra en af de DVD’er, jeg har set aller-allerflest gange i mit liv. Rowan Atkinson – ja, ham der er inden i Mr. Bean – men her som sketch-komiker fra et liveshow, hvor jeg har grædt af grin utallige gange. Og så dukkede den her op på Youtube. Jeg elsker tights’ene. Elsker hans mimik. Elsker parodien på skuespillere, der måske kan have svært ved at få det hele til at løbe rundt – vi kan jo ikke være Hamlet alle sammen – og så finder sig nicher, de kan dyrke. Her er en niche. Fyldt med genkendelige karakterer …

 

 

Det har ikke en skid med musik at gøre. Det ved jeg. Så her får du lige et nummer:

https://youtu.be/9445Fxq8Y5c Tør du lytte?

Ugebrev uge 16 – 2017

EDIT: Forsinket som følge af svær skade – læs mere længere nede

Jeg var splittet som en gal, da jeg kørte hjem fra padel tirsdag. Min makker Morten og jeg havde aftalt 2 timers padel i årets første officielle #padelcamp udendørs. Jeg fik stryg. Igen. 2 alt for lette sæt endte med sejr til ham på 6-1, 6-1. Så jeg var godt tilfreds, da et par meldte deres ankomst – Tom og Martin – som vi kunne spille mod i en double, Det gik stadig uhyrligt skidt. Vi fik klø i første sæt. Jeg spillede, som havde jeg aldrig set et bat og da slet ikke en padelbane før. Det blev langsomt bedre, vi vandt 2. sæt, og i 3. sæt var jeg næsten på mit sædvanlige niveau, og da Morten havde en flot dag, endte det med en sejr. I bilen hjem var jeg mest rasende på mig selv. Gal, sur og knotten over, at jeg havde spillet så elendigt, men jeg kunne samtidig ikke undertrykke en fornemmelse af, at jeg var grundglad, simpelthen fordi jeg lige havde spillet 2,5 times padel. Spillet gør mig glad. Selvfølgelig mest på dage, hvor jeg føler mig godt spillende men altså også i tirsdags, hvor jeg ikke syntes meget lykkedes …

Onsdag var jeg helt meldt ud af alting. Jeg ventede kun på Barcelona-Juventus. Jeg tror ikke noget som helst andet hold i verden end Barcelona – hverken Bayern, Real, Atletico, Dortmund, Roma, Napoli og da slet ikke nogen af de engelske kunne få mig til at frygte et returopgør efter 3-0 i Torino. Men lige præcis med Barcelona … Heldigvis endte det godt, og jeg kan mærke, jeg slår mig mere og mere til tåls med alle auto-kommentarerne om italiensk fodbold. At det er defensivt. At det er kedeligt. At det er kynisk. Det må folk jo gerne mene. Jeg ville bare ønske, det oftere var ment på et opdateret og nutidigt billede af Serie A. Nå men de gjorde arbejdet færdigt med 0-0 i Barcelona, og nu er Buffon bare tre kampe fra endelig at kunne løfte pokalen med store ører. Ved godt, vi ikke spiller med fortjent, men hvis der er nogen, jeg kunne unde den fornøjelse i den sidste del af en stor, stor karriere.

Søndag var jeg til fodboldtræning, og selv om det meste foregår i slowmotion, bliver der også gået til makronerne, og jeg nåede både at få en skulder på tuden, så blodet løb, og så fik jeg sådan et kunstgræs-vrid, som bare gjorde mere og mere ondt, og mandag morgen måtte jeg bide i den sure sok og halte på skadestuen. Ingen røntgen, men damen mente, det var et overrevet ledbånd i anklen. Av. Så hjemmedag mandag og udsigt til ro, hvile og restitution. Øv.

Vilsters Magiske Musiksmags-Fredag

Ja, så simpelt er det. Jeg har tænkt mig at dele lidt ud af mine mere eller mindre retningsløse playlister. Jeg har erkendt, jeg aldrig bliver sådan en, der kan tappe med foden, løfte brynene eller bare tale med om den “rigtige” musik.

Jeg hører country, Ralle, hitmusik, tidens musik, ung musik, hip musik, opera, klassisk, akustisk og alt muligt andet, som jeg lige falder over. Og nu lægger jeg snubletråd ud, så du også har en chance for at snuble over det samme. Er det noget lort? Så siger du det bare, så ved jeg, du synes det. Er det fedt, så siger du det også, hvis du vil, og ellers så klapper-synger-jammer-nynner-danser du bare lige så begejstret som mig, når jeg ruller frem og tilbage mellem Næstved og København med masser af musik i den lille bil.

Dagens nummer:

God fredag. Jeg håber, du får en vidunderlig dag med masser af grin, gode mennesker omkring dig. Eller fred og ro og frisk luft og tanker i knolden.

 

 

 

En vanvittig stor verden

Jeg er ofte i tvivl. Måske er der i virkeligheden bare 7,5 milliarder måder at anskue verden på? Men altså; hvordan kan man som fx Liberal Alliance mene, at det vigtigste i hele det danske samfund – måske i hele verden – er, at det enkelte menneske får maksimal frihed? Tror de på, at det på samme tid vil bekæmpe alle de ting i verden, som er onde? Eller har de opgivet den kamp og går nu bare efter at maksimere mellemtiden ved at give alle en optimeret version af “hvad den enkelte fortjener”?

 

Fortjener vi ikke alle sammen et værdigt liv? Fortjener alle ikke muligheden for at være sammen med familie og venner? For at kunne føle sig nyttig på sine egne præmisser? Er det væsentlige at bekæmpe frem for den danske velfærdsstat ikke snarere skatteunddragelse, forbrydelse, vold mod børn, vold mod voksne og vold mod ældre – og vold mod dyr, mishandling af dyr i produktionen og mishandling af dyr uden for produktion? Ville det ikke være snedigt, hvis vi sammen kæmpede for at minimere forurening, for at begrænse vores CO2-udledning osv osv?

Er det helt skævt? Hvordan er vi så forskellige? Hvordan kan vi leve i den samme verden og have så grundlæggende forskellige versioner af det gode liv? Ikke bare LA over for mig, men alskens divergerende måder at se verden på. Nogen går og frygter WW3, andre frygter, at afgiften på biler ikke bliver sænket. Nogen mener, vi er ved at ødelægge klodens mijømæssige balance – andre tror på, at udviklingen vil sørge for, at alting retter sig op i tide; mens atter andre ligesom ikke ser andre veje end fortsat vækst men har accepteret, at det nok fører til jordens undergang …

Jeg synes, det er ulideligt vanskeligt at navigere i. Jeg synes, det er utroligt svært at gennemskue, hvordan jeg på bedste vis udfylder en plads. En lillebitte plet, hvor jeg gør gavn. Men gør gavn for hvem? Hvad er vi her for? Det må da være fællesskab, kærlighed og omsorg. Må det ikke …?

Du skylder ikke nogen noget

“Så kør dog til Torino”

Når man er et talende, fabulerende, drømmende og ikke altid videre handlekraftigt menneske – som fx mig – er der heldigvis af og til andre mennesker, der får nok af at høre på alle tankerne, forbeholdene og drømmene, der forbliver drømme.

Jeg var et sært sted, dengang i foråret 2015. Jeg overvejede, hvilken en af de mange døre livet byder på, når der har været store opbrud – jeg var lige blevet skilt og fyret inden for 6 måneder – jeg skulle vælge. Det var ikke let. Når alle muligheder ligger foran dig, og du gerne vil en hel masse af dem på en gang. Og så var det, en god ven en dag sagde til mig: “Hvorfor pakker du ikke den der lille lyserøde Fiat og kører til Torino. Så kan du slå græs for Juventus. Eller klippe hæk. Du kommer næppe til at tjene mange penge, men du kan få et sæsonkort til hjemmekampene på Juventus Stadium, og hvis det gør dig lykkelig, hvorfor så ikke? Du skylder ikke nogen noget. Og det er jo ikke sådan, at folk vil gå og tale om dig og sige: “Han var nu egentlig dygtig, sikken skam han bare forsvandt.” Du kan bare pakke bilen og trille af sted. Du skylder primært dig selv at gøre alt du kan for at blive lykkelig”.

Altså, jeg kørte jo ikke til Torino. Dengang rejste jeg til Mexico. Siden ‘hjem’ til Odense. Og nu er jeg i Næstved. Men jeg tænker stadig en hel del over det, han sagde. Du skylder sådan set bare verden at blive den mest lykkelige version af dig selv overhovedet muligt.

Jeg kan godt bilde mig selv ind i perioder, det ikke passer. Jeg skylder en masse, tænker jeg så. Jeg er super-heldig at være født i et røv-rigt land og have fået en uddannelse og et job, hvor jeg helt sikkert tjener mindst så mange penge, som jeg er værd. Så jeg kan sagtens føle, jeg skylder. Big Time. Men jeg forsøger at blive bedre til at samtidig at huske, at jeg trods alt ikke skylder at tage hele verden på mig. At det er ok at være lykkelig, lige præcis dér hvor jeg er i livet. Cirka midt i. Et fint sted. Glad. Omgivet af gode mennesker. Forholdsvis tryg. Forholdsvis lykkelig. Og det er ok, at jeg prioriterer mig selv af og til. Det er også ok, at jeg bruger kræfter på de mennesker, jeg holder allermest af.

Og at jeg ikke (altid) behøver bekymre mig om sult i Sudan, børnearbejde i Bangladesh, Trump, Putin og Nordkorea (nej, jeg gad ikke duckduckgo’e, hvordan jeg staver til Kim-Kim!).

Så jeg er ikke kørt til Torino. Endnu. Men jeg har taget det til mig som et mantra. Som en påmindelse om, at jeg også godt må være lykkelig. Bare lidt. Engang imellem.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑