Et bevaringsværdigt hjørne

Dér stod jeg så. Efter at have brugt mit sygesikringskort til at åbne yderdøren. På biblioteket. En søndag morgen. I Næstved. Jeg gik ind på biblioteket, og det var temmeligt tydeligt, at jeg var helt alene. Jeg skulle egentlig bare hente to bøger, jeg havde reserveret, og som var kommet hjem.

Men nu jeg alligevel var der, gik jeg en tur mellem rækkerne med bøger. Og snusede ind. Nød stilheden og samværet med de mange bøger. Historierne. De mange verdener. Både dem jeg kender, dem jeg har læst en enkelt gang og dem, jeg har læst mange gange. Og de nye, som jeg har til gode at lære at kende.

Så slog det mig. Det er godt nok en udstrakt grad af tillid, der skal til. Vi har jo alle sammen et sygesikringskort, og det var alt, jeg skulle bruge for at komme ind. Hvor er det storslået. Tillidsfuldt. Fantastisk. Bibliotekerne er helt sikkert et lille hjørne af vores velfærdssystem, som jeg synes er værd at holde fast i.

Er livet overhovedet værd at leve uden bevægelse?

Jeg er ret pjattet med at stirre ind i mit eget sinds u-udgrundelige mærkværdigheder. Samtidig med at det selvfølgelig er urart at konfronteres med så mange banaliteter, småligheder og utjekketheder. Men altså; som alle mænd er jeg altid truet af den frygtede influenza. Selvsagt. Dræber-influenzaen.

Men jeg er også bange for alt muligt andet. I weekenden nøs jeg 300 gange på under 30 timer (inkl. søvn! Vildt, ik’?) og straks tænker jeg, at jeg har støvallergi. Eller måske mere oplagt en form for sæsonallergi – eller hvad det hedder; det kan være birk – er der ikke meget af det for tiden? – eller græs, græs virker bare så almindeligt. Nå men nu er det gået over igen. Men jeg har stadig ondt i min ankel. Stadig på sådan en lidt ubehagelig måde.

Jeg har fået to for mig noget uforenelige beskeder på Næstved sygehus: På skadestuen fik jeg at vide, at der ikke var et brud, så ro, hvile og is i 48 timer og derefter brug til smertegrænse. På røntgenafdelingen fik jeg stillet en støvle i udsigt og deraf følgende absolut ro og ingen belastning af ankelen. Så jeg er i en slags limbo lige nu. Og har lige fået en tid på ortopæd-kirurgisk ambulatorium – om 15 dage. Så der er god tid til at forestille mig, at det bliver sådan en af de der kroniske skader, som jeg ser andre midaldrende mænd rende rundt med. En diskret halten. Et gammel, gennemsvedt elastikbind, hvor elastikken er lidt løs, men det er i det mindste fyldt med placebo-effekt. Og en erkendelse af, at jeg altid skal varme op i timevis og have ondt i dobbelt så mange timer efter hver eneste lille form for bevægelse.

Jeg har hverken spillet padel, fodbold eller løbet siden forrige søndag. 16 dage. Det er forfærdeligt. Jeg savner det. Jeg keder mig. Jeg tænker alle mulige livsstilssygdoms-belagte tanker. Jeg kan sgu ikke stoppe med bevægelse og så regulere vægt og velvære kun med kost. Jeg er ikke klar til et liv kun med salat og andre sunde sager. IKKE KLAR!!!!! Åh jeg ønsker mig så inderligt, at jeg endnu engang viser mig at være helt almindelig og banal, og at det går over ganske snart det hele. Jeg vil ikke – VIL IKKE – allerede nu blive sådan en, der kun med besvær kan komme rundt og kan motionere. V I L   I K K E.

(Det forfærdelige her er jo, at det bærer ved til tankerne om, at når jeg en sjælden gang har brug for ekstraordinær hjælp hos velfærdssamfundet, så er der ingen hjælp at hente. Jeg har familie i sundhedsvæsenet, og herfra er rådet at råbe, skrige, skubbe på, kræve, tale højt og med store bogstaver osv osv – det kan sgu da ikke være rigtigt. Kan det? Nej vel?)

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 3

Klokken 12.01 stod jeg igen på skadestuen. Der var en hel del flere mennesker nu. En mor og hendes datter. En enlig kvinde. Et par på min egen alder. Måske lidt ældre. Og altså mig. De andre vidste nok, at der først er læge fra klokken 12. Andre mennesker virker altid bare en smule kløgtigere end mig …

Den lille pige – Viola hed hun – og hendes mor kom ind. Og ikke 5 minutter efter kom 2 hospitalsklovne. Og altså; de er jo meget søde og gør en kæmpe og kæmpe-vigtig indsats, men det var nu alligevel lidt akavet, da de to spankulerede rundt i rummet, mens vi sad lutter voksne mennesker. Vi kom egentlig for at synge en sang, forklarede de. Én sprang til med det samme – vel for at undgå de brød ud i sang, det havde været topmålet af akavet – og sagde, at pigen var inde hos lægen. Så dér ville de gå ind. “Go’ forventelighed”, sagde de, da de gik.

Så var det min tur. Jes hed lægen. Hans telefon ringede, samtidig med han hentede mig, så jeg kunne høre samtalen. Den gik ud på, at personen i den anden ende, formentlig en patient, havde et problem, men lægen forklarede utvetydigt, at det ikke var noget, man gik på skadestue med. Jeg tænkte, det er godt, der bliver sorteret ordentlig i tingene, så der kan blive plads til de rigtige problemer. Som min ankel for eksempel. Han peger mig ind i et undersøgelsesrum, afslutter sin samtale og kommer ind og bliver stående mens jeg sidder på en stol.

Jeg fortæller, hvad der er sket. Skade søndag for 10-11 dage siden. Skadestue. Smerter. Røntgen. Og nu her hos ham. Han nikker eftertænksomt og siger så: “Det er 14 dage siden, det er sket. Det hører ikke til her på skadestuen. Jeg kan godt vrikke i din fod, men du skal under alle omstændigheder videre til ortopæd-kirurgisk ambulatorium, så det vil jeg spare dig for. Du skal have fat i din egen læge, som skal give dig en henvisning”. Jeg er en smule rystet. Jeg troede, vi skulle battle om den der støvle, Men det er vi jo ikke engang i nærheden af. Hvis vi skal battle om noget, skal det være, hvorvidt han overhovedet skal sætte sig ned og se på min ankel eller ej. Dén kamp gad jeg ikke tage. Så han sætter flueben ved endnu en patient tacklet i døren, giver mig hånd og sender mig af sted.

På vej ud møder jeg sød dame fra receptionen: “Nå, så er du allerede sendt videre?” Jeg undertrykker vrissen og mavesur kommentar og mumler ja og siger så lidt højere: “Tak for hjælpen”, mens jeg halvsmiler. Så nu har jeg bedt min læge om en henvisning til det der ambulatorium … Bare lige for en god ordens skyld gentager jeg indledningen på del 1:

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med.

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 2

Torsdag morgen gjorde det mere ondt end … tjaeh, for historiens skyld: nogensinde før! Ringede til lægen, som har telefontid mellem 8 og 9. Jeg var på “vent” i 8 minutter. Ikke optaget. Ikke et nummer i køen. Bare 8 minutters ring. Jeg kom igennem og fik lov at tage på røntgenafdelingen her i Næstved. Når det passede mig i løbet af dagen. Jeg vraltede på job med intentionen at gå hjem igen til frokost for at få foden op og hvile den. Efter halvanden time mærkede jeg, at jeg blev mere og mere gnaven. Jeg tåler ikke så godt min egen ynkelighed og begrænsning og smerter på samme tid. Så jeg kørte til røntgen.

Der var kort ventetid, og en meget, meget sød sygeplejerske. Hun var vist ikke oprindeligt dansker. Måske Sydeuropa. Måske Østeuropa. Men hendes dansk var herligt gebrokkent. Jeg elsker gebrokkent sprog. Altid. Jeg kom ind, blev lagt på briksen, og hun vrikkede lidt for at få foden til at ligge rigtigt. Hun hyggepludrede undervejs. Hvad var der sket? Havde jeg prøvet det før? Osv osv … da hun er færdig, siger hun: “Jeg finder lige en læge, der kan kigge på det, for jeg tror, det er luxation. Ok, tænkte jeg. Det lyder … diagnostisk. Det betyder ledskred, duckduckgo’ede jeg mig frem til. Det lyder ikke rart, men i det mindste er det noget andet end “der er ikke noget at se, brug til smertegrænse”. Hendes samtale med en læge bekræftede hendes antagelse, så hun ville sende mig videre på skadestuen, så en ekspert kunne se på det. Vi stod sammen på gangen, mens hun pegede mig på vej.

“Du skal tale med en ortopæd. Ikke bare lægen. Det skal være en specialist. Og de skal give dig en støvle. Jeg har selv haft luxation, og jeg gik en hel måned og havde ondt. Så fik jeg støvle på, og det hjalp nærmest med det samme. Så du skal insistere på at få støvle på. Har de ikke nogen hjemme, så må de skaffe en. Det virker.” Jeg følte faktisk, hun bekymrede sig om mit ve og vel og bedring. Det var ikke nogen tosset fornemmelse. Så jeg humpede ved godt mod til skadestuen.

Sød dame i receptionen kiggede på mit papir. Klokken var omkring 11. “Der er ingen læge her før klokken 12.00”, mindede hun mig om men bedyrede, at hun skrev mig på en liste, og der stod ikke andre på endnu. Lovende. Mens jeg var på skadestuen, blev en far og hans søn kaldt ind af sygeplejersken. Som fortalte, at de var gået forkert. At hun ikke kunne hjælpe med det, de kom med, for skadestuen var til akutte tilfælde. Så de skulle søge egen læge i stedet. Altså; regler skal jo følges, men der var ikke et øje, og manden stod med et barn. Der er sikkert gode grunde til at afvise dem, men det virker underligt, synes jeg.

Jeg kørte hjem for at spise frokost og ville så være tilbage klokken 12. Nu fyldt med overvejelser om, hvordan jeg skulle få bilen frem og tilbage, hvis jeg fik sådan en støvle på. Må man så overhovedet køre? Faktisk overvejede jeg at tage en taxa tilbage, for så var bilproblemet jo løst. Alternativt skulle jeg bede kollega om at hente den. Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, med mindre det er absolut nødvendigt. Var det dét her?

Del 3

Jamen så humper jeg bare videre ud i livet … del 1

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste i deres hverdag med de forudsætninger og omstændigheder, de er givet. Det tror jeg på. For det meste. Og jeg tror – for det meste – ikke, man kan deducere fra det enkelte menneskes oplevelser til valide generaliseringer. Det tror jeg ikke på. Men omvendt har jeg også forståelse for, at ofte har det enkelte menneske netop kun et enkelt menneskes – ganske ofte sit eget – perspektiv og lager af oplevelser at se og forstå verden med. Således forklarmigrøv’et så selv jeg selv forstår det:

Søndag 23. april rendte jeg rundt på kunstgræsbanen på Herlufsholm Idrætscenter sammen med en flok også aldrende mandfolk. Jeg fik på et tidspunkt et lille vrid i anklen, men jeg var varm, klædt om, og vi var godt i gang, så jeg spillede færdig. Da jeg kom hjem, fandt jeg de frosne ærter frem og lagde et par puder under foden, så den blev hævet. Man har vel haft ankelbøvl før … Da jeg gik i seng, gjorde det en smule ondt i foden. Men jeg tænkte – nu virker det lettere naivt – “i morgen er det sikkert bedre”.

Det var det ikke. Tværtimod. Det gjorde voldsomt ondt mandag morgen, så jeg rullede på skadestuen her i Næstved. Jeg kom hurtigt til. Der er først læge på skadestuen fra klokken 12, så en sygeplejerske konstaterede: “Du kan støtte på foden. Det er godt”, vrikkede lidt med foden (min!), og da jeg virkede ‘uøm’ på selve knoen og meget øm omkring den, var der ikke noget brud, konstaterede hun. Så det var noget med ledbånd, og det skulle have ro i 48 timer og derefter bruges til smertegrænsen. Brug Ibuprofen som smertestillere. Aha … Nå men det var jo dejligt. Slet ikke slemt, og måske kunne jeg snart være i fuld vigør igen.

Jeg var tålmodig den første uge. Fandt ærterne frem hver aften. Brugte bandage i løbet af arbejdsdagen – og endda noget afstivende tape, som tog en smule af smerterne – jeg prøvede at “bruge til smertegrænsen”. Men det blev ikke bedre. Slet ikke. Søndag – en uge efter uheldet – var jeg til padel-turnering i Ballerup som tilskuer. En ven – som også er fysioterapeut – rodede lidt med foden: “Nogen gange kan noget sætte sig fast”, og det føltes faktisk, som om noget havde løsnet sig, da han slap mig fri igen.

Klip til mandag morgen. 8 dage efter uheldet. Jeg vågnede til en bankende, dunkende og tæt på ubrugelig fod. Turde knap sætte foden på gulvet, fordi jeg vidste, hvor ondt det ville gøre. Indtog dagens første Iprener og haltede rundt. Trillede på job. Sad med foden ned. Arbejde er ikke designet til, at jeg kan sidde med benet oppe og da slet ikke “over hjertehøjde”, som anbefalingen lyder. Det var lidt træls.

Skaden var ikke slem nok til for alvor at meritere en indsats fra sundhedsvæsenet men rigeligt indgribende til, at det spolerede mine dage og min bevægelighed. Det er ikke let at komme gennem en dag, når al bevægelse er smertefuld. Voldsomt smertefuld. Men jeg skulle jo “bruge til smertegrænse”, så jeg gik, tumlede og vrikkede og roterede. Tirsdag morgen gjorde det ondt. Om aftenen var det blevet værre. Onsdag samme mønster. Jeg begyndte at tvivle på, om det var helt så simpelt, som det første skadestue-besøg antydede.

Del 2

Del 3