UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: juni 2017

Et lykkeligt taktisk fjols

Jeg har vist spændt ben for mig selv en hel del gange gennem tiden, fordi jeg ikke forstår mig på taktik. Jeg fatter ikke, hvornår det er betimeligt at tie stille, og hvornår jeg skal sætte et par kolde på køl, så de kan nydes senere. Jeg fatter det ikke. Og det er jeg ganske enkelt helt og aldeles tilfreds med.

“Jamen, hvis du vil gøre karriere, så kan det altså være nødvendigt.” Øh, ok, men jeg vil ikke gøre karriere. Jeg er ikke interesseret i udvikling, effektivisering og maksimering. Jeg knokler som en gal de fleste af de timer, jeg er på job. Jeg producerer og leverer, alt hvad jeg orker. Men jeg har ikke brug for at flytte mig til et nyt sted. Jeg har ikke brug for at skulle udleve drømme om at uddelegere og bestemme på grund af et arbejdspladsbestemt hierarki. Når vi samarbejder om opgaver, fortæller jeg, hvordan jeg synes, jeg kan byde ind. Synes nogen, vi skal gøre det anderledes, så fred være med det.

Jeg var til MUS i dag. Og det var en helt igennem behagelig samtale. Halvanden time, hvor vi kom vidt og bredt omkring og fik vendt både stort men egentlig mest småt. Og det mundede ud i, at jeg måske skal se, om jeg kan finde et kursus, jeg kan tage i løbet af det kommende år. Bare et lille, kort ét. Perfekt.

Hvad gør jeg så, når kravene er blevet så store i mit nuværende job, at jeg ikke længere er god nok til deres krav? Så finder jeg et andet job. Simpelt. Jeg har ingen karriere. Jeg har et liv. Og jeg styrer, hvor og hvordan jeg vil udvikle mig. Og lige nu; der har jeg det tæt på perfekt, så jeg har intet behov for at stræbe efter andet.

2 ting: Av, det var mange gange “jeg” på meget lidt plads. Well done, me 🙂 Og er der nogen udviklings-lystne, der vil overbevise mig om, at mit syn på dette trænger til flere nuancer, så bare fyr løs. At jeg ikke er ramt af udviklingstrang, betyder slet, slet ikke, at jeg ikke længes efter at blive klogere …

Rigtige venner ser ikke igennem fingre med lovbrud

Hvis det var min ven, der opsummerede min situation, sådan som Johanne gør det her; er jeg altså ikke sikker på, jeg ville hverken drikke Cola Zero eller spise hvidt brød med pålægschokolade sammen med hen igen … Det er skrappe sager.

Klik på billedet for at se den barske opsummering

Jeg tvivler på, der sker noget sådan for alvor. Der er jo 90 mandater til at bakke ministeren op – lovbrud eller ej. Men jeg vil godt lige så stille stikke en finger i vejret – eller i jorden – og spørge kyndige og forstandige mennesker, hvorvidt det at dække over lovbrud i den lovgivende forsamling for alvor er foreneligt med demokrati?

Jeg har for længe siden resigneret i forhold til den politiske situation i landet, men jeg synes, vi skal kalde tingene ved deres rette navn. Kan man sidde som minister og skalte og valte på trods af landets love, som man vil, synes jeg ikke, vi kan kalde det et demokrati længere – eller er der en snedig form for definition af demokratiet, hvor det er ok?

(Og for en sikkerheds skyld: Nej, jeg går ikke ind for barnebrude eller for pædofili eller for noget i den boldgade. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, at den enkeltes vurdering af enkelte sager skulle retfærdiggøre lovbrud. Så skal vi i hvert fald ikke kalde det demokrati længere …)

Forza Juve

Buffon. Chiellini. Marchisio. De tre gentlemen har været med hele vejen fra Serie B i 2006-07 – om end Marchisio en enkelt sæson var udlånt til Empoli. De var med til at rykke tilbage til den fineste række. De var med i de rodede år efter oprykningen. De var med til to forsmædelige 7. pladser i streg. Og de var med til Conte. Til skabelsen af det store hold. Til Allegri, der tog noget godt og gjorde det endnu bedre. De var med til genopbygningen af Lo Stilo Juve. Til mesterskaber på stribe. Og i aften spiller de finale i Cardiff.

Jeg er farvet. Det indrømmer jeg. Ikke meget er sort-hvidt. Men i aften er mit hjerte sort og hvidt. Jeg har været fan siden 1982. Siden den noget ambivalente figur Paolo Rossi. Oplevet mange opture. Ganske få nedture. Set stribevis af helte. Platini. Zidane. Nedved. Del Piero. Pirlo. Tevez og Buffon. Ikke flere nævnt – en hel masse glemt. Store helte. Hverdagshelte. Mine helte. Og nu er de i finalen. Igen. #itstime som de selv siger. Det er tiden at hente det store trofæ hjem til Torino. Hjem, hvor det hører til. Og da jeg er farvet, er jeg sikker på, det bliver til sejr til Juventus i aften.

Det tror jeg blandt andet på grund af styrkeforskellen på de to trænere. Allegri er en taktisk snu, begavet og omstillingsparat træner. Zidane har endnu til gode at bevise, at han har de samme evner. På banen tror jeg et afgørende område bliver i Madrids 6’er-zone. Casemiro. Og måske Kroos? Eller er det Casemiro alene? Uanset bliver de sat under pres. Allegris 4-2-3-1 med plads til en forrygende – og forrygende fint samarbejdende – kvintet i form af Higuain, Mandzukic, Dybala, Pjanic og – til i aften formentlig uden Cuadrado – men med Dani Alves. Der bliver helt ærligt noget at se til for Madrids bagerste folk.

Jeg vil sidde med begge mine trøjer i favnen. Mine halstørklæder viklede om håndleddene. Og jeg vil sidde med hjertet pulsende fra første fløjt, til jeg forhåbentlig allerede lidt efter 22.30 kan hæve armene i triumf. Trofæet skal hjem til Torino.

#itstime

Er det modigt at være uovervejet?

“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”

Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?

Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?

Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.

Når man bliver slynget ud af vognen

Ej, der er ingen, der slynger mig nogen steder. Men jeg har en fornemmelse, som dengang vi som børn ikke helt kunne finde den rette fart på sæbekassebilerne i børnehaven og fik taget svingene i lidt for høj fart: Risikoen for at vælte og trimle ud var høj.

Sådan har jeg det med samfundet i dag. Jeg kan ikke følge med. Kan ikke overskue det. Og jeg kan ikke se, hvor jeg tager første bid af elefanten … Hvad er væsentligt? Manglende resurser i velfærdssamfundet? Trump? Brexit? Klima? Sult? Forurening? Dansk politik? Arbejdsplader? Seniorpolitik? Kærlighed? Eller er det noget helt andet? Jeg kan ikke prioritere, og jeg kan ikke tage det hele ind. Så min løsning er indtil videre at flygte ind i skønlitteraturens verden. I film og seriers verden. Med det ene krav: Det skal være noget, nogen har fundet på. Jeg magter ikke verden. Den er for stor. For kompleks. For krævende. Så fosterstilling på sofaen med en bog eller en film er perfekt. For nu.

Det ligger mig fjernt at være fortaler for at forlade sociale medier helt generelt. Det virker, som om virkelig mange trives med det. Og mange nyder den demokratisk så fine mulighed for at komme til orde og debattere. Jeg føler mig som en fiasko, fordi jeg ikke magter at være med, fordi jeg ikke har kræfter eller lyst til at deltage. Jeg vil ikke online-skændes. Vil ikke.

En løsning kunne være at skride fra onlinelivet. Fra nyheder. Fra informationer. Det er det måske nok. Men det føles også som et nederlag. Som en udmeldelse af fællesskabet. Hvordan kommer man så i kontakt med hinanden? Er nogen overhovedet i kontakt med hinanden længere? Eller udgør likes, emojis og kommentarer i en af to familier: “Ej smukke pfffttt” (til nye profilbilleder) eller “Du har ikke forstået, hvad det handler om. Nu skal jeg forklare …” (Alt andet end ny profilbilleder) den primære intermenneskelige kontakt i 2017?

Man skal ikke brokke sig uden at gøre noget for at ændre tingene. Så jeg er i gang. En spæd begyndelse med bøger og film. Meget mere tid på hånden. IRL-mål og hensigter. Vejen er formentlig lang og skrumplet. Men jeg vil gerne den vej.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑