UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: juli 2017

At være hård ved sig selv

En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.

Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.

At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.

Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.

Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?

Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.

Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …

Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.

Når irritationen bider sig fast

Jeg vågnede i morges og var irriteret. Har været irritabel hele dagen. Og i den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at være rasende. Ikke på den der latterlige BT-måde, hvor to på Facebook, der hvæser ‘Det er for dårligt …’ udgør en rasende menneskemasse, men simpelthen en grundrasende tilstand, hvor jeg kan mærke vrede buldre og brage indeni.

Det med at skjule, hvordan jeg har det, ligger mig ikke nært. Jeg er sikker på, at mit kropssprog temmeligt utvetydigt fortæller omverdenen, hvad jeg tænker, og måske endda hvad jeg føler. Og selv om jeg har spekuleret ret så intenst på mulige årsager i snart en god uge, er jeg ikke kommet frem til noget håndfast.

Af erfaring ved jeg, jeg skal lytte til mig selv, når der er uro, ubalance, eller bare når bullshit-detektoren bimler. Så er der som regel en sten i skoen, et hår i suppen eller en ko på isen. Eller alle tre på en gang. Min hidtidige autoreaktion har altid været at flytte og/eller skifte job – helst begge dele samtidigt. Men det kan da for filan ikke altid være det rette svar …?

Så jeg roder videre efter en forklaring eller i hvert fald en form for årsag til irritationen og raseriet. Jeg håber, alle kender til den der daglige utilpashed?? (Jo, please …)

  1. Der kan være noget på arbejdet. Et projekt, der er forkastet. En idé, der er skudt ned.
  2. Der kan være noget med helbreddet. Jeg er en røv med ører til at være immobil, så efter 9 uger med en dårlig ankel og ingen motion ville det ikke være underligt, hvis det var en trigger. Men jeg er så småt ved at komme i gang igen. Hvorfor er jeg ikke glad og fuld af gå-på-mod?
  3. Penge kan helt sikkert også være et problem, og det har det været mange gange i tidens løb, men det er altså ikke dét, der er galt i denne omgang.
  4. Socialt liv? Jeg ser gode venner i hvert fald på ugentlig basis, og jeg synes, jeg trives på arbejdet socialt. Jeg føler mig tættere knyttet til familie end nogensinde.
  5. Kærlighed? For første gang i mere end et år har jeg i sidste uge været på en date. Som en af mine allerklogeste veninder siger: “Gør det nu bare. Det er jo bare en date.”
  6. Mening? Føler jeg alligevel ikke, at jeg er så meget med til at fange forbrydere, som jeg troede, da jeg fik job hos politiet? Ej, det kan jo ikke være det. Så bundnaiv er ikke engang jeg.
  7. Mere overordnet mening? Tjaeh, men jeg har jo været utilfreds med verden i lang tid efterhånden. Faktisk er jeg så småt ved at affinde mig med, at jeg er lidt til en side, på en ølkasse, i et hjørne, bag en busk. Idémæssigt, politisk og samfundsideologisk i undertal. Jeg var meget vredere, da jeg var yngre over verdens tilstand, så underligt hvis det skulle være det lige nu.

Jeg har lige læst en tekst, en veninde har skrevet. Hun og hendes kæreste har netop mistet et barn. 4,5 måneder inde i graviditeten. Hun fortæller om deres oplevelse, om smerten, om sorgen og om tabet.

Jeg græd, da jeg læste hendes historie (Medium kaldte den et ’79 minutes read’) Jeg græder i det hele taget meget for tiden. Tidligere græd jeg, når der skete noget lykkeligt. Til bryllupper selvfølgelig. Når Rocky vinder til slut. Når Katherine Heigl finder sammen med bejleren alligevel. Når lykken rammer. Det har jeg svært ved at holde inde. Så jeg tuder. Det gør jeg stadig, når jeg ser lykke.

Men nu tuder jeg også, når noget er sørgeligt. Det havde jeg sværere ved før. Det føles, som om min empati er blevet større. Mere dybtfølt. Som om jeg altid og hele tiden kan mærke hele verden og al dens elendighed. Jeg græd til sæsonfinalen i sæson 5 af Suits. Jeg græder over spildt liv. Spildte mennesker. Spildte muligheder.

Måske er det derfor, jeg er irriteret. Mellem tudeturene er jeg irriteret over, at jeg føler en form for afmagt.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑