Måned: september 2017

Hvem ku’ du egentlig godt unde en smule?

Ja, tanken er jo, at det skal være en eller nogen, som ikke er dig selv eller dine allernærmeste. Ellers er det ligesom bare mere af det samme. Når jeg – hvad jeg gør mere og mere sjældent, for det er ikke et skue for folk med sarte sjæle – bevæger mig ud i dét debatdanmark, der driver med politiske spørgsmål, bliver jeg altid slagen af forundring over, hvor meget der tilsyneladende handler om at fortælle andre, de er grådige, og at de ikke skal komme her, for de får allerede rigeligt.

De unge og de studerende ser misundeligt på de ældre generationer. De ældre generationer skælder ud over alt og alle, mens middelklassen aldrig nogensinde rigtig bliver tilfreds, for de vil egentlig gerne have mere. De rige synes, de fattige er grådige, mens de fattige faktisk også synes, de rige er grådige. Lærerne er dovne, iværksætterne egoistiske, offentligt ansatte uduelige, privat ansatte en belastning for samfundet, fordi de alle får stress af at løbe så stærkt. Ingen kan rigtigt sige sig fri for at mene, at der findes andre grupper, som godt lige kunne skrue lidt ned for retorikken, kravene og tilraningen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte vores debatter et helt andet sted? Hvad nu hvis det hele begyndte med, hvad vi kan blive enige om? Hvis vi tog udgangspunkt i at mødes, forenede i ønsket om et så stærkt og velfungerende samfund som muligt, kunne det være, vi også blev bedre til at anerkende og forsøge at forstå hinanden. Eller hvad?

 

 

 

 

 

 

 

 

Er det helt åndssvagt? Jeg kan da for hulen ikke være den eneste, der er træt af den offentlige debat i de her år. Det er jo umuligt at se nogen som helst ønsker om at mødes, blive klogere og rent faktisk skabe en form for kompromisser. Alle vil have mere. Alle synes, andre får for meget. Alle synes, de andre er dumme. At de andre er landsskadelige. Økonomisk uduelige. Eller ikke kan se længere end til den næste skattelettelse.

Er vi virkelig så bange for at miste alle vores privilegier? Hvis samfundet rent faktisk har skabt alting så elskeligt, at vi så gerne vil værne om det, hvorfor har vi så så travlt med at nedbryde det ved hver eneste givne lejlighed? Eller er der noget, jeg overser – er det ‘bare’ demokrati, at vi konstant bryder meninger, taler nedsættende om hinanden og slår os på hinandens kanter; er dét demokrati? For så er jeg ikke helt sikker på, jeg synes, det er den mindst ringe styreform.

Posted on by vilster 0

“Jeg vil gerne have sixpack og større muskler”

Ja, det er altså ikke mig, der har sagt det. Det kommer fra Valdemar, som er en af de tre (tilsyneladende) hovedpersoner i DRs Generation XL. Den kendte børnelæge fra Holbæk (som han hele tiden refereres til i programmet, og derfor har jeg glemt hans navn) har stor succes med at få overvægtige børn og unge til at tabe sig, og det er jo godt, hvis de enten gerne vil eller har brug for det af rent sundhedsmæssige årsager.

Valdemar er 12 år. 12 år. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvad sixpack var, og jeg var da rent ud sagt ligeglad med større muskler. Jeg kan mærke, mine hippie-gener giver udslag på et sted mellem max og Bo Henriksen, når jeg hører den slags. Det er én ting, at man ikke skal fodre børn og unge (eller nogen andre for den sags skyld) med uhyrligheder som sodavand dagen lang, fredagsslik hele ugen eller lørdagskylling om onsdagen. Det siger sig selv. Men ville det ikke være fint (jo; det synes jeg i hvert fald), hvis børn og unge lærte at spise varieret, lærte at balancere og lærte at motionere ikke handler om større muskler og sixpack men derimod om at have det godt med sig selv.

Nogen vil så mene, at det er nødvendigt med sixpack og større muskler for at have det bedre med sig selv, men så synes jeg, vi skal arbejde med det i stedet. Der er ingenting, der taler for, at livet bliver bedre med sixpack og større muskler. Livet kan blive spoleret, forstyrret eller begrænset af ingen muskler og af så meget overvægt, at det kniber at binde snørebånd, kniber at selv cykle de 1.200 meter til skakklubben og kniber at gå i seng, fordi man indtager så meget sukker, at alting drøner rundt i ægget konstant. Det er forstyrrende. Og ødelæggende. Og kan bekæmpes ved et fornuftigt og afbalanceret indtag af mere sunde ting.

Men hvem er det, der har fundet på, at vi alle skal have sixpack, større muskler, spise sundt, løbe maraton, ironman og ultraløb? Det er konkurrencestaten, der kalder på velopdragne soldater, som kan deltage med optimal effektivitet og lydighed. Det er samfundet, der kan spare på sundhedsudgifter, hvis vi bare alle lever det snorlige liv fra vugge over uddannelse og arbejdsliv til velopdragent at dø i så god tid, at vi ikke bliver en belastning ud over vores egne pensionsopsparing … Drop det.

(Disclaimer: Der er intet galt i at løbe maraton, ironman og ultramaraton – det er bare noget, der er skabt for en udvalgt skare. Det er ikke nødvendigvis noget, alle skal. Ligesom ikke alle skal leve af proteingrød og acaibær og skyr. Vi er – heldigvis og så længe det varer – forskellige. Det gad jeg godt, vi gjorde lidt mere for at holde fast i)

Posted on by vilster 0

“Husejer stiller internet til rådighed men opfordrer til ikke at streame film og tv”

Det står der simpelthen i min velkomstmappe fra Dancenter. Jeg havde egentlig tænkt at se de sidste afsnit af Handmaid, se Defenders, True Detectives og stene dårlige film på sofaen hver aften. Det ved jeg da ikke rigtigt nu. Og mine medbragte DVD’er – fordi jeg troede, der var afspiller, det er der så ikke – kan jeg bare lade ligge i bunden af tasken. Jamen, så er min længe ventede og nok en lille smule overmodne sommerferie da i gang.

Der er godt nok en parabol, men herovre ved Vesterhavet – Jegum Ferieland helt præcist – er de åbenbart kun beregnet til tyske kanaler. Altså, jeg ved godt, de er 80 millioner mennesker, men der er mere end 125 forskellige kanaler med tysk tv … er det ikke lige i overkanten? RAI kunne jeg heldigvis ikke fange, så jeg slap for at se Italien få bank af Spanien.

Og lige så heldigvis har jeg en fin bunke bøger med. En passende stak til 14 dages ferie – jeg er i fuld gang med Ekmans Hændelser ved vand, men den er altså en smule tung og kedelig, så den ryger om bag i køen. Heldigvis greb jeg som det sidste, inden jeg gik ud af døren derhjemme Mathilde Walter Clarks GIPS, som stadig – og ja, jeg har læst Ove osv – er den absolut sjoveste bog, jeg har læst. Dén lægger jeg ud med at genlæse, og så bliver alting godt.

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal se Waterworld. Jeg husker, da den kom tilbage i 1995. Dengang som verdens dyreste film og den floppede bigtime. Gabende kedeligt husker jeg den som. Men altså … en film om at polerne er smeltet og verdenshavene steget, så det meste af kloden står under vand?? Måske er det en genial film af Nostradamuske kvaliteter, som jeg bare ikke kunne forstå at sætte pris på dengang i midthalvfemserne, hvor livet mest gik ud på Poul Krebs, bajer og studiestarter (ja, i flertal 🙂 Sådan var det dengang!) Waterworld ser jeg altså uagtet, hvad husejer synes, jeg skal bruge nettet til her i hytten.

Jeg kom egentlig også til at tænke over det med net og film og stream. Jeg har – indrømmet, hands down, og ingen kan nægte det – været temmeligt ulidelig den seneste måneds tid (mindst). Jeg har trængt så helt urimeligt voldsomt meget til ferie, og selv om jeg hver eneste morgen er draget hjemmefra med uendelige løfter og formaninger til mig selv om at tage det roligt, ikke vrisse og ikke brokke, må jeg have været en forfærdelig kollega og kontormakker. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har været så bevidst om, at jeg har trængt til ferie, så det er med temmeligt store forventninger, jeg har indtaget hytten i dag.

Endelig vil jeg også pløje mig igennem de seneste to numre af Offside. Det eneste, jeg abonnerer på, og det gør jeg, fordi jeg gennem lang tid har lyttet til deres podcast, som jeg synes er virkelig, virkelig sjov. Når jeg lytter til Anders og Johan sidde og pludre, får jeg megalyst til at sidde over en – helst til danske priser – øl og snakke fodbold med dem. De får mig helt seriøst til at grine højt, når jeg vandrer med pod i ørerne. Giv dem en chance. Det er på svensk, men det er fantastisk alligevel. (De hedder simpelthen helt ukrukket: Offsides Podcast – find dem i iTunes eller via deres hjemmeside: http://www.offside.org/category/offsides-podcast/)

Hvad skal jeg lave herovre vestpå i 14 dage helt alene? Slappe af. Vandre på de naturstier, der angiveligt er i lokalområdet. Træne. Spise. Læse bøger. Og ikke læse mails. Ikke hidse mig op over kommentarspor. Og forsøge at komme i gang med at skrive dagbog igen. Jeg har engang hørt, man ikke skal prøve at skaffe sig af med dårlige vaner i en ferie. Det er de ikke egnet til. Men de passer fint til at tillægge sig gode vaner. Så jeg vil forsøge at komme ind i en vane med at sove mindst 8 timer hver nat. Og vågne uden vækkeur (det skal nok lykkes det med vækkeuret, tænker jeg. Succes! Flueben nummer 1)

(PS: Alt det der med ikke at skrive man er på ferie; held og lykke med at finde min adresse, og skulle dét lykkes, så held og lykke med at finde noget af værdi på adressen. Jeg er faktisk blevet en ganske ferm minimalist, og da jeg gik ud af døren, tænkte jeg, at selv hvis den var i brand, var der ikke mere i lejligheden, jeg ville tage med)

Posted on by vilster 0