Undskyld. Jeg var en idiot

Formentlig har du set bevægelsen #metoo, der ruller globalt. Mennesker – primært kvinder – fortæller om deres oplevelser med at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. Og de er mange. Både kvinderne og overgrebene. Først så jeg til i tavs forundring. Skamfuld. Men også en kende hellig, for sådan er jeg heldigvis ikke, og i mit stille indre fordømte jeg alle de tosser, der ikke kan finde ud af at behandle kvinder ordentligt.

Men så skete der noget. Og det er ikke rart at tænke tilbage på. Lige så stille kom der glimt frem fra en tid, hvor jeg måske alligevel ikke var så ren i kanten.

Jeg var 16 eller 17 år gammel. Havde lige haft min første seksuelle oplevelse med en pige, som ret hurtigt dumpede mig med en af de mest nænsomme forklaringer, jeg nogensinde har oplevet: “Du er for klog til mig”.

Men jeg havde fået smag for oplevelsen og kom på en eller anden måde – jeg husker ikke hvordan, og den manglende hukommelse er faktisk også en del af skammen – i kontakt med en 15-årig pige, som kendte hende, der lige havde droppet mig.

Hun var med hjemme på mit værelse. Det var en skumringsaften, husker jeg. Og vi sad på min seng – 80 centimeters Club8 op af væggen – og jeg blev mere og mere nærgående. Nu vidste jeg, hvordan man skulle gøre (mente jeg), så det ville jeg vise hende. Hun stivnede fuldstændig. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af og bare nyde. Forsigtigt lirkede jeg hendes bukser ned, og så sagde hun fra. Heldigvis. Grædende, mens hun hev sine bukser op, fortalte hun, at hun altså ikke havde lyst, og så tog hun af sted. Vi så ikke hinanden igen. Det forstår jeg godt. 

Dét har jeg tænkt en del over. Prist mig lykkelig for, at jeg nu er klogere, og at det ikke er sket siden. Troede jeg.

Så kom jeg i tanke om en julefrokost, da jeg arbejdede i Bilka, Odense. Vi var i Odd Fellow-palæet i Odense. En stor fest med mange gæster. Jeg var lidt forelsket i en sød medicinstuderende, som arbejdede i kasselinjen. Hun vidste godt, jeg var interesseret, men hun var ikke vild med mig.

Til festen fik jeg rigeligt, nej alt for meget (dårlige undskyldninger, der ikke gælder) festet, danset og overhovedet ikke talt med hende, jeg var vild med. I stedet fik jeg ud på aftenen talt med en ungarbejder, som jeg i hverdagen talte godt med, og hende fik jeg på tomandshånd i et afsides rum. Nogenlunde afsides. Vi talte. Og jeg forsøgte at kysse hende. Ud af det blå. Hun blev paf. Chokeret. Og skubbede mig væk. Heldigvis var hun stærk nok til at afvise mig, og så fik jeg ellers skældt huden fuld. Hun var enten 16 eller 17 år gammel. Kæft, jeg var en idiot.

Jeg fik dårlig samvittighed og følte mig skamfuld. Dog ikke mere end at jeg nu fandt en anden kollega – endnu en medicinstuderende – som jeg havde beundret længe og egentlig anså for at være en god ven. Hende lettede jeg mit hjerte hos og fortalte hvor skidt en karl, jeg følte mig som. Hun kvitterede med en historie om et skrantende parforhold. Og så endte vi der på hver vores stol med mine hænder under hendes skjorte og hendes arme om mig. Nød hun det? Det tvivler jeg på. Og så – som en meget velfortjent straf – trådte hende, jeg egentlig var vild med, ind i rummet, fik øje på vores underlige omklamring af hinanden og skred på stedet med udråbet: “Hvis jeg nogensinde så meget som havde overvejet at være sammen med dig, så er det slut nu”.

Har jeg lært noget af det? Nu har jeg i flere dage gået og gennemgået efterfølgende relationer, og der er endnu ikke dukket noget op, som jeg burde rapportere. Men min hukommelse er åbenbart ikke god længere, så måske dukker der mere op. Jeg tænker, at når jeg så let kan glemme disse tilfælde, kan jeg vel også have glemt andre. Så jeg er i gang med en mental gennemgang af alle mine tidligere seksuelle relationer og ransager mig selv for opførsel, jeg burde have undgået.

Omfanget af fortællinger fra kvinder på det her hashtag er vanvittigt. Det er så omfattende, at det næsten er ubegribeligt. Og at jeg nærmest kan glemme, hvordan jeg selv har været en del af det, siger en del om, hvor indgroet og systemisk det virker for mig (og måske andre mænd) Det er simpelthen ikke i orden.

Heldigvis er det nu min oplevelse, at jeg har fået bedre styr på min relation til kvinder. At jeg ser dem som mennesker frem for redskaber til min tilfredsstillelse eller afbenyttelse. Men sådan ville jeg også have sagt til mig selv dengang. Jeg opfattede mig selv som ganske fin i kanten på krænkelses-fronten. Jeg var sikkert et røvhul på mange andre måder (også), men når det kom til at behandle kvinder anstændigt, følte jeg mig på sikker grund. Åbenbart grundløst. Jeg kan ikke vurdere graden af krænkelse, de her kvinder har oplevet ved at blive udsat for mig. Men uanset hvilken grad er det jo i hvert fald over grænsen, når jeg tænker tilbage på det.

Undskyld. Jeg var en idiot.
Det håber jeg ikke, jeg er længere …

Ekskoner, -kærester og -mænd

“Vi kan lige tale en lille halv times tid mere, så skriver jeg til Jon og spørger, om han vil kigge forbi. Er det ok?”


Det er vel noget af det mest civiliserede, jeg nogensinde har været med til. Jeg mødtes med min ekskone, Camilla, i fredags. Hun fyldte 40 i august, og jeg havde endnu en fødselsdag i september, og så plejer vi lige at mødes og høre, hvordan vi hver især har det.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan mødes. Hun har været en del af mit liv i 19 år, og det er næsten – n æ s t e n – halvdelen af mit liv. Så det ville være vildt underligt, hvis hun bare var forsvundet pist væk ud af mit liv med skilsmissen for mere end 3 år siden. Men jeg tror da, særligt fordi vi ingen børn har sammen, at mange synes, det er lidt underligt, at vi bliver ved at ses. Jeg synes, det er underligt, når folk synes, det er underligt. Vi har delt liv sammen i rigtig mange år, og fordi kærligheden ikke længere kunne bære et forhold, betyder det jo ikke, at jeg ikke stadig holder meget af hende og under hende alt godt.

Siden i fredags har jeg fortalt flere venner og bekendte om mødet, og der er meget varierede holdninger til, om det er helt gakgak, at vi stadig mødes, eller om det er fint og præcis, som det skal være. Jeg stemmer for det sidste. Men jeg kan nu godt huske, da vi lige havde fundet sammen, og Camilla insisterede på at mødes med ekskærester. Det var en sten i skoen. Et irritationsmoment. Og var der nu ikke en risiko for, at hun ville finde tilbage til en af dem?

Det gik heldigvis over, og med tiden lærte jeg at sætte pris på den egenskab, som de møder med fortiden i virkeligheden er udtryk for: En loyalitet og vedholdenhed og en insisteren på ikke at lade ting glide ud i glemsel, fordi de ændrer form eller formalia. Det er faktisk en ret fin egenskab, synes jeg, og selv om jeg ikke selv er så god til at udvise den over for andre, så ligger det mig i dag fjernt at pålægge nogen helt at slå hånden af deres fortid – da særligt den kærlige del af den.

Alligevel kunne jeg mærke et sug i mellemgulvet, da hun spurgte, om det var ok, for det var det “selvfølgelig”. Vel vidende at det næsten kun kunne blive akavet, men jeg stoler så meget på hendes dømmekraft, at hvis hun vurderer, at det er til det bedste – primært for hende og hendes nye mand – og sekundært for, at vi stadig kan mødes 2-4 gange om året i et par timer og lige “touche bases”, som det vel hedder på nydansk, så måtte det være sådan. Han er ikke ukendt for mig. Han underviste på danskstudiet allerede dengang, jeg gik der, så jeg ved, hvem han er. Og han ved nok også godt, hvem jeg er. Men derfra og så til at sidde der og høfligt konversere hinanden, kunne der nu alligevel godt være et stykke vej.

Det gik fint, synes jeg. Som jeg gør, når situationer er lidt akavede, pludrede jeg løs, og jeg forsøgte at føre samtalen over på hans hjemmebane, så vi talte om litteratur lidt løst og fast. Jeg er sikker på, han bemærkede min mangelfulde (måske nærmere fraværende) terminologi til at drøfte litteratur, men det var fint – det var, som det skulle være. Men da Camilla rejste sig, fordi hun ville ryge, og ingen af os ville knække halsen af stolthed og sige,at vi ville gå med ud, ja, så sad vi pludselig der. På en café på Amagerbrogade. Alene sammen. Vi fandt heldigvis sammen i det mest logisk at tale om. Det mest ufarlige vi har til fælles: Svigermor. Hende kunne vi tale om, mens Camilla var væk.

Og faktisk har Camillas mor vist en lignende vej i årevis. Jeg har været til en juleaften hos hende, hvor der var i alt 4 mænd fra hendes liv forsamlede om bordet. Den nuværende kæreste. Camillas biologiske far. Faren til Camillas lillebror. Og en eksmand mere. På samme tid. Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville ende i samme suppedas, men nu sad jeg så der sammen med Camillas nye mand og sludrede henkastet om tv-serier og litteratur, så godt jeg nu magtede det. Jeg tror, det gik fint. Og jeg håber, jeg igen kan mødes med Camilla og høre, hvordan det går hende. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at fejre juleaften sammen med dem. Men man kan jo aldrig vide …