“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn

Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.

Musik betyder også noget for os, der ikke er musikalske

Af og til kan jeg få en fornemmelse af, at musik er noget, man skal have den ‘rette’ forståelse for, hvis man vil have den ‘rigtige’ oplevelse. At det er finere at holde af nogen musikere frem for andre – for de er mere ægte, dygtigere eller hvad ved jeg.

Men selv blinde hans finder korn, og da denne hane ikke aner, hvordan korn skal smage for at være af den fine slags, har jeg skamløst skamlyttet til de 5 gutters funk-version af et Alicia Keys-nummer. Og jeg kan lige nu ikke komme i tanke om en bedre følelse end jyske landeveje med nedrullede vinduer, solbriller og at skråle med på det her.

Dage hvor dramaerne er bittesmå

Første hele feriedag i det vestjyske. Jeg slog øjnene op på vid gab lidt i 7. Det var ikke meningen. Så jeg rullede rundt og sov til halv-ni. Det var meget bedre. Tussede rundt, lavede mægtig morgenmad og spiste på terrassen – selv om jeg ikke har set meget til solen i dag. Overraskende køligt. Troede egentlig luften efterhånden var lunet godt op.

 

Lunt er der til gengæld på sommerhusets badeværelse. Der er fuldt knald på gulvvarmen, og jeg aner ikke, hvor jeg slukker for den. I ‘mappen’ fra udlejningsbureauet står der: “Den er som regel nede i gulvhøjde”. Å ja, så ser man mig kravle rundt som en anden Grethe Sønck på alle fire på knaldhårde gulvfliser og glo efter en gulvvarme-afbryderknap. Det tror jeg ikke.

Kørte til Varde for at se kval-liga-bold mellem hjemmeholdet og Greve. Interessant forestilling. Flot setup i Varde. På banen var de klart overmatchede. Greve lignede det med afstand bedste fodboldhold. Fysisk meget stærkere. Sikre på bolden. Afklarede i spillestilen. Besynderligt nok var Varde hele kampen igen langt, langt farligere og skabte en røvfuld kæmpestore chancer. Uden at det dog førte til mere end en enkelt scoring – selvfølgelig efter et keeper-drop. Så Greve snuppede en 2-1-sejr. I pausen benyttede Varde lejligheden til at kåre Årets frivillige. Det blev ikke mig. Det blev en anden. Kåre, tror jeg faktisk, han hed.

Kort før kickoff samles holdene altid til en cirkel med peptalk og kampråb. Greve samlede en større cirkel, end jeg normalt ser. Hele bænken, holdleder, træner, assistenter osv. Det ku’ jeg godt li’. Sammenhold, du. Fællesskab. At der så var 4 udskiftere med, og de to sad på bænken hele kampen, mens en tredje kom ind, da uret stod på 86 mins, er så en anden ting …

Derfra gik det lystigt mod Oksbøl og det velkendte Sportspark, hvor jeg også var tilmeldt tilbage i september, da jeg var på de her kanter. Der er lidt langt til nærmeste Fitness World, så jeg napper Sportspark. Fri træning en måned for 300 kroner. Det er sgu fair for sommerhusgæster. Også selv om jeg kun er her 14 dage. Passiarerede med den unge mand bag disken og fik lov at købe et klippekort til 10x spinning også. “Når du er logget ind derhjemme, så kan den se, at du har købt det, og så booker du bare tider”, lovede han.

Hvilket selvfølgelig ikke passede, så nu må jeg genoptage samtalen med formentlig en ny bag disken i morgen tidlig, så jeg kan komme i gang med timerne. 10x på 14 dage giver ikke så mange lejligheder til at springe dage over. Og der er ingen hold lørdage. Og kun hveranden tirsdag. Så jeg skal i gang i morgen.

Vel hjemme igen baksede jeg aftensmad sammen og ville nyde aftenen på terrassen med en bog. Jeg er ved at stave mig gennem Franzens essays  om “Hvordan man er alene”. Hoppede i et par sko, tog en langærmet trøje på og listede ud. Skubbede terrassedøren til, så huset kunne holde på den sidste varme fra hedebølgen. Læste om genstridighederne ved at være forfatter. Han er sgu velskrivende. Havde lagt bener’n på en stol foran mig. Lagt den ene fod over den anden. Men fik hurtigt ondt i anklen. Er simpelthen blevet så usmidig.

Besluttede at gå ind for at læse, da jeg begyndte at få kuldegysninger. Men døren var ligesom gledet i, og jeg kunne se, at håndtaget på indersiden var drejet en anelse ned. Det er lidt løst, og det er et gammelt hus. Jeg greb lidt desperat i løkken til en haspe. Hev i den. Men døren var lukket. Trak vejret dybt for ikke at lade panikken få for godt fat. Mærkede i lommerne på trøjen, men selvfølgelig havde jeg ikke taget husnøgle med på terrassen. Og heller ikke glemt bilnøglen i lommen. Så jeg var sgu lidt på skideren.

Gik en tur om huset for at se, om jeg dog ikke havde et vindue på klem. “Shit, hvor er det dog dumt. Og på en eller anden måde typisk mig.” Ingen vinduer åbne. Nåede om på den anden side til fordøren. Vidste jo godt, at den var låst, men tog alligevel i den. Selvfølgelig var den låst. Jeg kan være ret grundig, når det stikker mig … Tilbage til terrassedøren. Jeg tænkte, jeg måtte vride den op. Den sad ligesom lidt skævt. Som om det bare drejede sig om at løfte håndtaget en anelse. Men med hvad? Jeg havde jo intet med ud.

Så slog det mig, at jeg ville forsøge at vride den ud af rammen ved at tage fat øverst på døren. God idé. Det viste sig, at den bare var gledet i og bandt mere, end jeg kunne forestille mig. Er altid bange for at ødelægge ting, når jeg lægger kræfterne i. Det behøver jeg formentlig ikke

(lidt som når folk begynder til styrketræning og som det første siger: “Jeg vil bare ikke være sådan en stor én og ligne en bodybuilder”. Hør, kære ven, det kommer du heller ikke bare sådan lige til ved et uheld. Heller ikke selv om du løfter en håndvægt. De her mennesker, de knokler i lange, lange perioder med restriktiv spisning og disciplineret træning – du bliver ikke bare lige bodybuilder over night. Nå, sidespor …)

Pointen er, at det er relativt sjældent, jeg ødelægger noget. Men måske er det, fordi jeg er påpasselig 🤓 Op kom døren, og nu sidder jeg i tusmørket og lytter til Helmigs VM-sang. Kom nu lige ned fra hesten. Det kan sgu da ikke være Reseppten hver eneste gang. Det er 30 år siden. Og en sjat. Det er et fedt nummer. Og ingen kan jo synge med på en helt ny sang. Fodboldfans synger jo for det meste ‘Lå-Lå-Lå-Lå’ eller noget i den boldgade. Det svinger. Helmig er stadig alt for dejlig. Nyd det nu bare.

Tak for i dag.

Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?

Hvad er ‘ordentligt’?

“Everybody believes, they are the good guy”. (Amaryllis Fox) Det er der jo på sin vis noget opløftende ved. At alle i det mindste ser sig selv som de gode. Hvis det er det, de gør.

Længe har jeg leget med tanken om at blive kejser. For hele molevitten. Globalt. Ikke kejser for et snoldet afgrænset område som fx Danmark. Det hele. Eller ingenting. Jeg tror ikke, det er skideskægt at være kejser, men for en kort periode ville jeg godt påtage mig opgaven og få verden på ret køl. For der er altså en del ting, der godt kunne blive bedre.

Når jeg søger på ordet “ordentlig” i DuckDuckGo, kommer dette billede frem som det første. Et Ikea-produkt.

Jeg er bevidst om det fine og opløftende arbejde, som Verdens Bedste Nyheder gør, og når jeg løfter blikket, ser jeg alt det gode. Men jeg ser også – og er inderligt klar over – alt det, som jeg synes, vi burde gøre bedre. Jeg har svært ved at forstå alle kompromisserne og den nølen, der foregår.

Hvorfor holder vi ikke op med at flyve alle sammen? I det mindste frem til vi har fundet en mere klimavenlig måde at flyve på. Hvor vigtige er de mange flyveture egentlig? Kunne mange samtaler ikke klares via live-samtaler elektronisk?

Hvorfor er der stadig nogen, der handler i butikker, der sælger billigt skrammel lavet af børn under umenneskelige vilkår og med minimal bæredygtighed og maksimal profitmaksimering? Hvad forestiller vi os, vi skal med alle pengene, hvis jorden går under?

Hvorfor er vi så mange, der har ondt i “jobbet”? Som døjer med at finde mening i 8 timer foran skærmen hver dag med mailbesvarelser og latterlige møder, hvor ingen har læst materialet på forhånd, og hvor alle sidder og først enes om at have meget travlt og derefter at nikke på de rigtige tidspunkter. Hvorfor?

Det er jo os selv, der har fundet på samfundets regler – så kan vi vel for filen også lave dem om, så vi trives. Men det er måske ikke trivsel, der er det primære? Er det egennyttig, egoistisk maksimering af mulighederne inden for rammerne – eller i det mindste uden at blive opdaget?

Hvad vil det egentlig sige at være ordentlig? Er man mere ordentlig selv, hvis man kan pege på nogen andre, der er mindre ordentlige? Eller i hvert fald lige så lidt ordentlige som en selv? Er man ordentlig, hvis man har de bedste argumenter? Eller er det mere ordentligt at ville fællesskabet mest muligt i alle sammenhænge?

Jeg aner det ikke. Jeg troede, jeg gjorde. Jeg troede, at jeg lå inde med opskriften på ordentlig. Men når så mange tydeligvis vil og mener noget andet; så er det måske bare mig, den er gal med. Er det mig, den er gal med? Og hvor kan jeg så gå hen med min forlorne ordentlighed?

Samtalesalon, kunstgræs, B&B og intim-koncerter

Jeg har arvet to meget tydelige træk fra mine forældre. Fra min far har jeg arvet evnen til at drømme og se muligheder i selv det mest faldefærdige scenario. Huse, biler, grunde, relationer og alt muligt andet. Ligegyldigt hvor sammensunket og tarveligt kan jeg se, hvad det kunne blive. Fra min mor har jeg så samtidig arvet en evne til at forestille mig worst-case-scenarios og have svært ved at komme fra start, fordi jeg er sådan lidt b-b-bange …

Men for tiden går jeg og pusler med en dejlig idé. Der er formentlig ingen penge i det – ikke engang på sigt – men det ville være et forrygende liv. Jeg har fundet et gammelt, stort og billigt hus på en ø. Der er en forholdsvis stor grund til. Jeg tænker, man kunne anlægge halvanden kunstgræsfodboldbane på grunden sammen med 2-4 padel-baner. De skulle kunne overdækkes, så det er muligt at bruge dem hele året.

Fodboldbanen kunne både være til rådighed for klubber i lokalområdet – så kunne banelejen inkludere færgeprisen (det er 15 mins sejltur), og der skulle være totalservice, så holdene kunne købe en pro-kurv til pausen med sund og økologisk energidrik og energibarer – eller en hyggekurv med ølbajer og Matador Mix). Det kunne også være muligt at komme på træningslejr et par dage – det ville kræve sengepladser, mere om det senere – og så skulle de have ordentlig mad, men det vil nok kræve en aftale med catering-firma.

Padelbanerne kunne på samme vis være hjemsted for en turnering – måske en liga af en slags – der løber over længere tid, stævner, mesterskaber og padelcamps for børn, unge og voksne, der ville have træning (ikke af mig, men af rigtige trænere). De skal jo have et sted at overnatte. Hytter måske. Med mulighed for at dele rummene op, så sportsklubber kunne vælge, om de ville sove 2&2 eller 4&4, mens virksomheder til konferencer så kunne vælge enkeltmands-værelser, hvis det var opportunt. Det er godt nok et par timer fra København, men tanken om et konferencested med god mad, fine faciliteter (husk at tjekke, om der er netforbindelse!) og sejlads til en ø ville være et “afsondret og isoleret” sted, som ville være oplagt til brainstorme, idéudvikling eller bare dybe tanker.

Apropos dybe tanker kunne der også være yoga-retreats, bootcamps og alle mulige andre former for kortere ophold.

Så kunne det være skægt at bygge et spillested. Jeg har mest en stor lade af en slags i tankerne. Men den skal ikke være urimeligt stor – bare med højt til loftet. Plads til 100-150 måske 200 personer. Og så kan jeg forestille mig virtuoser som Juncker, store og lille Falch, Katinka, Nikolaj Nørlund, Kira Skov, Allan Olsen og mange, mange andre kunne komme forbi og spille en aften. Ikke for sent, for den sidste færge til fastlandet sejler klokken 23.30.

Det er et hus med førstesal, og jeg kan sagtens ‘nøjes’ med at bo på førstesalen, så hele stueetagen kunne indrettes til en form for kulturhus. Med samtalesaloner eller litterær oplæsning eller -lysning. Måske bare én gang om måneden kunne man samle 100 mennesker til et Mathilde Walter Clark-oplæg om Kierkegaard, eller man kunne have foredrag af alle mulige andre slags. Så kunne der være hjemmebagt kage og stearinlys og hygge. Jeg har endnu ikke været på øen, så jeg aner ikke, hvor langt der er fra huset til færgen, men måske kunne man have en traktor eller en tuktuk, der trak en minibus, så folk kunne komme tørskoede fra og til. Og af hensyn til fx gangbesværede.

Jeg skal sådan set bare lige bruge 3-5 millioner, så er jeg klar med både det ene og det andet. Hvad siger du? Stikker det i for mange retninger? Jeg tror ikke på singularitet …

Hvad skal vi lave, når Facebook slutter?

Hvad lavede vi egentlig før Facebook? Hvordan fandt vi rundt på nettet? Jeg tænker, jeg brugte Google (Det var dengang! Nu bruger jeg kun DuckDuckGo) til at søge rundt med. Eller havde mine faste favoritter, som jeg altid søgte tilbage til. I dag bruger jeg alt for meget tid på at gå på Facebook. Skimme. Se om der er sket nyt. Trykke opdatér. Se om der nu er sket noget nyt.

Jeg er træt. Mættet. Overfodret. Og ærlig talt også en kende understimuleret af Facebook. ‘Det handler om, hvordan du groomer dit feed’, vil nogle mene. Måske, men jeg synes nu stadig, alt for meget ender i ophedede holdningsudvekslinger, der munder ud i grum og uhøvisk tale. Hvad ville du gøre, hvis du besluttede at tage en vaskeægte Facebook-kold tyrker? Hvad ville du bruge de mange timer til? Jeg tror, jeg ville …

hæve lidt penge på min firmakonto
løb’ ned og shop’ den bil jeg altid havde tænkt på
vink når jeg så min nabo, hallo
yo, bilen er ny og 24 tommer alu
Jeg ville ha den pige jeg elsker ved min side
Køre ud mod vandet
Og ik ta noget for givet

Ja, jeg vil måske endda høre noget Nik og Jay. Men jo mere jeg tænker over det, des mere er jeg fanget. Jeg er en svag sjæl. En korrumpérbar sjæl. Facebook er et af mine drugs. Og jeg får det mere og mere, som hende – jeg desværre har glemt, hvem var – der skrev, at hun efter mange år med sociale medier som sin profession “ikke havde flere kreative opslag, ikke havde mere energi til at moderere og ikke længere havde gnisten til sociale medier”. Jeg relaterer så vildt. Sidst jeg var til en jobsamtale, kom jeg til at disse sociale medier, og jeg kunne se på dem på den anden side af bordet, at det job fik jeg ikke.

Der findes stort set ikke det kommunikationsjob i dag, hvor man ikke skal være ekspert i Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube og helst også Snapchat. At være ekspert betyder ikke bare at kunne skrive tekst til opslag, tage billeder og skyde videoer (som man selv redigerer) men det handler i mindst lige så høj grad om alt det uden om. Tal, grafer, kurver, metrics som IPM, reach og følgere – for ikke at nævne Adwords, SEO, Analytics og hvad det hedder alt sammen. Det. Er. Rasende. Kedsommeligt.

Og hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har siddet med en overordnet, der sagde noget i retning af følgende: “Jeg synes, vi skal fokusere på XX og YY – ja, nu har jeg godt nok ikke selv en Facebook-konto”, så ville jeg have en hel del kroner. Jeg er knap halvvejs gennem livet, men jeg ved allerede nu, at jeg er i fuld gang med mit sidste job, der har sociale medier som et væsentligt omdrejningspunkt.

Såeh, hvad vil du bruge tiden på, når vi er færdige med at lege Facebook?