UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Måned: januar 2018

Samtalesalon, kunstgræs, B&B og intim-koncerter

Jeg har arvet to meget tydelige træk fra mine forældre. Fra min far har jeg arvet evnen til at drømme og se muligheder i selv det mest faldefærdige scenario. Huse, biler, grunde, relationer og alt muligt andet. Ligegyldigt hvor sammensunket og tarveligt kan jeg se, hvad det kunne blive. Fra min mor har jeg så samtidig arvet en evne til at forestille mig worst-case-scenarios og have svært ved at komme fra start, fordi jeg er sådan lidt b-b-bange …

Men for tiden går jeg og pusler med en dejlig idé. Der er formentlig ingen penge i det – ikke engang på sigt – men det ville være et forrygende liv. Jeg har fundet et gammelt, stort og billigt hus på en ø. Der er en forholdsvis stor grund til. Jeg tænker, man kunne anlægge halvanden kunstgræsfodboldbane på grunden sammen med 2-4 padel-baner. De skulle kunne overdækkes, så det er muligt at bruge dem hele året.

Fodboldbanen kunne både være til rådighed for klubber i lokalområdet – så kunne banelejen inkludere færgeprisen (det er 15 mins sejltur), og der skulle være totalservice, så holdene kunne købe en pro-kurv til pausen med sund og økologisk energidrik og energibarer – eller en hyggekurv med ølbajer og Matador Mix). Det kunne også være muligt at komme på træningslejr et par dage – det ville kræve sengepladser, mere om det senere – og så skulle de have ordentlig mad, men det vil nok kræve en aftale med catering-firma.

Padelbanerne kunne på samme vis være hjemsted for en turnering – måske en liga af en slags – der løber over længere tid, stævner, mesterskaber og padelcamps for børn, unge og voksne, der ville have træning (ikke af mig, men af rigtige trænere). De skal jo have et sted at overnatte. Hytter måske. Med mulighed for at dele rummene op, så sportsklubber kunne vælge, om de ville sove 2&2 eller 4&4, mens virksomheder til konferencer så kunne vælge enkeltmands-værelser, hvis det var opportunt. Det er godt nok et par timer fra København, men tanken om et konferencested med god mad, fine faciliteter (husk at tjekke, om der er netforbindelse!) og sejlads til en ø ville være et “afsondret og isoleret” sted, som ville være oplagt til brainstorme, idéudvikling eller bare dybe tanker.

Apropos dybe tanker kunne der også være yoga-retreats, bootcamps og alle mulige andre former for kortere ophold.

Så kunne det være skægt at bygge et spillested. Jeg har mest en stor lade af en slags i tankerne. Men den skal ikke være urimeligt stor – bare med højt til loftet. Plads til 100-150 måske 200 personer. Og så kan jeg forestille mig virtuoser som Juncker, store og lille Falch, Katinka, Nikolaj Nørlund, Kira Skov, Allan Olsen og mange, mange andre kunne komme forbi og spille en aften. Ikke for sent, for den sidste færge til fastlandet sejler klokken 23.30.

Det er et hus med førstesal, og jeg kan sagtens ‘nøjes’ med at bo på førstesalen, så hele stueetagen kunne indrettes til en form for kulturhus. Med samtalesaloner eller litterær oplæsning eller -lysning. Måske bare én gang om måneden kunne man samle 100 mennesker til et Mathilde Walter Clark-oplæg om Kierkegaard, eller man kunne have foredrag af alle mulige andre slags. Så kunne der være hjemmebagt kage og stearinlys og hygge. Jeg har endnu ikke været på øen, så jeg aner ikke, hvor langt der er fra huset til færgen, men måske kunne man have en traktor eller en tuktuk, der trak en minibus, så folk kunne komme tørskoede fra og til. Og af hensyn til fx gangbesværede.

Jeg skal sådan set bare lige bruge 3-5 millioner, så er jeg klar med både det ene og det andet. Hvad siger du? Stikker det i for mange retninger? Jeg tror ikke på singularitet …

Hvad skal vi lave, når Facebook slutter?

Hvad lavede vi egentlig før Facebook? Hvordan fandt vi rundt på nettet? Jeg tænker, jeg brugte Google (Det var dengang! Nu bruger jeg kun DuckDuckGo) til at søge rundt med. Eller havde mine faste favoritter, som jeg altid søgte tilbage til. I dag bruger jeg alt for meget tid på at gå på Facebook. Skimme. Se om der er sket nyt. Trykke opdatér. Se om der nu er sket noget nyt.

Jeg er træt. Mættet. Overfodret. Og ærlig talt også en kende understimuleret af Facebook. ‘Det handler om, hvordan du groomer dit feed’, vil nogle mene. Måske, men jeg synes nu stadig, alt for meget ender i ophedede holdningsudvekslinger, der munder ud i grum og uhøvisk tale. Hvad ville du gøre, hvis du besluttede at tage en vaskeægte Facebook-kold tyrker? Hvad ville du bruge de mange timer til? Jeg tror, jeg ville …

hæve lidt penge på min firmakonto
løb’ ned og shop’ den bil jeg altid havde tænkt på
vink når jeg så min nabo, hallo
yo, bilen er ny og 24 tommer alu
Jeg ville ha den pige jeg elsker ved min side
Køre ud mod vandet
Og ik ta noget for givet

Ja, jeg vil måske endda høre noget Nik og Jay. Men jo mere jeg tænker over det, des mere er jeg fanget. Jeg er en svag sjæl. En korrumpérbar sjæl. Facebook er et af mine drugs. Og jeg får det mere og mere, som hende – jeg desværre har glemt, hvem var – der skrev, at hun efter mange år med sociale medier som sin profession “ikke havde flere kreative opslag, ikke havde mere energi til at moderere og ikke længere havde gnisten til sociale medier”. Jeg relaterer så vildt. Sidst jeg var til en jobsamtale, kom jeg til at disse sociale medier, og jeg kunne se på dem på den anden side af bordet, at det job fik jeg ikke.

Der findes stort set ikke det kommunikationsjob i dag, hvor man ikke skal være ekspert i Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube og helst også Snapchat. At være ekspert betyder ikke bare at kunne skrive tekst til opslag, tage billeder og skyde videoer (som man selv redigerer) men det handler i mindst lige så høj grad om alt det uden om. Tal, grafer, kurver, metrics som IPM, reach og følgere – for ikke at nævne Adwords, SEO, Analytics og hvad det hedder alt sammen. Det. Er. Rasende. Kedsommeligt.

Og hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har siddet med en overordnet, der sagde noget i retning af følgende: “Jeg synes, vi skal fokusere på XX og YY – ja, nu har jeg godt nok ikke selv en Facebook-konto”, så ville jeg have en hel del kroner. Jeg er knap halvvejs gennem livet, men jeg ved allerede nu, at jeg er i fuld gang med mit sidste job, der har sociale medier som et væsentligt omdrejningspunkt.

Såeh, hvad vil du bruge tiden på, når vi er færdige med at lege Facebook?

Det er ikke mig. Det er dig.

Jeg er i bekneb for det helt rigtige ord. Det dækkende udtryk. Men problemet er, som følger: Jeg har en fornemmelse af, at jeg er sådan én, man bliver træt af på sigt. Alt for ofte oplever jeg i nye relationer – her tænker jeg mest på arbejde – at der er en enorm begejstring over, at jeg er skæv. Lidt kantet. Off. Jeg er ret rar at holde frem foran sig, når man skal prale med mangfoldigheden på sin arbejdsplads.

Men desværre sker det ofte, at jeg så oplever, at når der er gået en rum tid, så forventer kollegaer eller chefer (oy vey), at jeg ligesom er blevet filet til og så kan være mere normal. Det er et kæmpe problem for mig. Fordi jeg er, som jeg er. Fagligt. Og personligt. De to ting hænger sammen. Og man kan ikke fravælge det ene, uden at det også er et fravalg af det andet. Og fordi de er så tæt sammenbundne for mig, kan jeg heller ikke være i en relation, hvor man ikke ønsker de dele af mig, som ikke lige netop er opportune i den ene eller den anden situation.

Det er formentlig en af forklaringerne på, at jeg ligesom altid er på vej. At jeg skifter job ganske ofte. Og at jeg flytter ganske ofte. Jeg kan ikke lande et sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Og jeg føler mig ikke tilpas, når man forsøger at file på min personlighed.

“Næh men i en arbejdsrelation får du jo penge for at gøre, som der bliver sagt”. Muligvis. Men jeg synes jo, at når jeg spiller med åbne kort og allerede tidligt fortæller, hvordan jeg er, og når jeg til jobsamtaler ikke lægger skjul på, at jeg larmer, og at jeg ser kommunikation på en bestemt måde, så er det sgu lidt røvet at komme længere henne af vejen og ville ændre på mig alligevel. Den slags er jeg ekstremt ømskindet over for.

Æsj, hvor er det egentlig pinefuldt at opleve, hvordan jeg selv er blevet en bangebuks. Hvordan jeg ikke kan sige sandheden. Ikke fortælle hvordan jeg føler. Af frygt. Uden sammenligning i øvrigt (overhovedet!!) gør det bare min respekt og forståelse for Knausgaards kompromisløse ærlighed i forbindelse med “Min Kamp”-sekstetologien (??) større og dybere. Det kræver enormt mod eller skruppelløshed at fortælle sandheden så præcist og så ærligt. Det kræver voldsomme ofre, og at man er parat til at ofre alt for at fortælle historien. Jeg håber, jeg en dag får det samme mod. På skrift og i livet.

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑