“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

Den vildeste gave

Jeg synes, der skal være en kulturklub på en efterskole. Ikke nødvendigvis med stiftende generalforsamling, vedtægter og poster, man kan prale med på sit CV. Men et sted hvor unge mennesker kan dele kultur med hinanden. Et sted, hvor de kan opleve, møde og udforske kultur i alle de afskygninger, de overhovedet kan komme i tanke om. 

Mandag er min aftenvagt-dag. Så Kulturklubben mødes mandag aften. I mandags var vi ikke så mange. Vi har været 6-8 stykker de sidste par gange før efterårsferien, men første mandag efter ferien havde jeg forestillet mig, den kunne være lidt tung at hive op. Men de mødte 3 frem. Alle 3 havde gjort sig tanker, forberedt sig, og – det er i hvert fald mit indtryk – glædede sig til at fortælle. 

En af dem fremførte – stående, med intonation og kun glimtvise kig i sit manuskript – et maori-eventyr fra New Zealand om Marama (månen), en anden fortalte om sin første koncert-oplevelse (Å søde ungdom): Han havde været på Kulisselageret i Horsens til Herezy – et lokalt band som spiller “melodisk thrash / heavy metal” – og Livløs, der spiller “melodisk dødsmetal”. Endelig havde den sidste været på tur i arkiverne og fundet en historie frem om en nordkoreansk afhopper, der simpelthen var fløjet til Sydkorea og landet på en nedlagt landingsbane. 

Ej, men det er jo det vildeste privilegium at møde ind på arbejde til mandagsvagt, og så sidder der 3 unge mennesker og deler ud af deres viden, nysgerrighed og oplevelser. Jeg er simpelthen så begejstret og glad. 

Hvis jeg nogle dage synes, jeg bruger for meget energi på elevernes manglende rengøring, manglende ro og udfordringer med fællesskab og forpligtelser, så skal jeg bare minde mig selv om Kulturklubben og alle de gode oplevelser, jeg får der.

Hvem laver et alternativ til bankerne?

Jeg gider ikke mere. Gider ikke at mine penge hver evig eneste måned ryger lige lukt i hænderne på en eller anden bank. Branchen som sådan – nogle værre end andre – har de seneste mange år vist sig at være fuldstændig ligeglade med, at vi opdager, at de vil skide på os og på fællesskabet. De skal bare have mere profit – skidt med regler, love og almindelig anstændighed. Læs selv hele molevitten i det store tema på dr.dk – hvor ærgerligt at lobbyister ikke nåede at skære ned på vores public service-medie, før de fik fingre i endnu en svindelsag!  https://www.dr.dk/nyheder/penge/netvaerk-af-finansfolk-og-storbanker-har-plyndret-danmark-og-store-dele-af-europa

Og det er lige ved at være fint med mig. Det styrer de selv. Men i vores gennemkapitaliserede og liberale verden har jeg ikke den mulighed, der ellers altid besynges så smukt og højlydt: “At vælge en konkurrent”

FOR DE ER ALLE SAMMEN NOGLE FORBANDEDE SVIN, OG HVIS JEG NOGENSINDE STOD MELLEM VALGET AT SKYDE MIG SELV, SULTE IHJEL ELLER ARBEJDE I EN BANK, VILLE JEG STENSIKKERT ALDRIG VÆLGE AT VÆRE EN DEL AF EN BLODSUGENDE, SELVRETFÆRDIG, GRÅDIG OG HELT IGENNEM ANSVARSFORFLYGTIGENDE BRANCHE SOM BANKVERDENEN. 

Hvad er det for noget? Hvad bilder de sig ind? Og hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor er de i det mindste ikke bag tremmer alle sammen? Hvorfor gør vi ikke oprør? I det mindste ville jeg gerne have mulighed for at få udbetalt mine lønkroner i rede kontanter. Så skal jeg nok selv holde styr på dem. “Så ville forbrydere bare komme i dit hjem og stjæle dem?”. Så det er det, bankerne er? En anordning, der forhindrer forbryderne i at komme hjem til mig? Ved at jeg i stedet sender pengene direkte til forbryderne? Ej men ved du nu snart hvad? Det er jo for latterligt.

Når det er beløb på mange milliarder, der er svindlet for, så er det altid “svært at finde frem til bagmændene” – så tag da hele flokken! Sæt dem bag tremmer. Bur dem inde. Lad dem arbejde i stenbrud resten af livet, til de har betalt de penge tilbage, de har stjålet fra dig, mig og vores fællesskab. 410 milliarder kroner? “Alle gjorde det, så vi troede, det var lovligt!”. Virkelig? Skal man være komplet idiot for at blive ansat i en bank, eller hjælper de med efteruddannelse, så man kan blive kynisk, grådig og dum nok?

Er det for groft? Gu’ er det ej. Jeg tror ikke på, at de ikke godt ved det. Går den, så går den. Så får man bonus, bliver månedens medarbejder, og de andre er jo ikke blevet opdaget, så hvorfor skulle vi? Der bliver dækket med grus, papirer, bunker af lort og forsikringer om, at det aldrig sker igen. Før næste gang. Pis og papir. Bullshit. 

Jeg er som udgangspunkt ligeglad med, hvordan de forvalter deres forretning. Det er et anliggende for politiet og retsvæsenet, men det irriterer og provokerer mig helt absurd, at jeg ikke har mulighed for at leve min utilfredshed ud og slippe helt udenom banksystemet. De er ikke værdige til min tillid. Og slet ikke mine penge. Det er grimt. Bizart. Og latterligt, at de bare slipper af sted gang på gang. Latterligt. 

Ja, jeg har ikke rigtig noget budskab i denne omgang. Jeg er bare sur. Det har jeg sgu lov til at være. 410 milliarder kroner. Revet lige op af statskasserne i 5 europæiske lande. Inklusive Danmark. Statsministeren taler om griskhed. Men kommer pengene retur? Eller er vi bare blevet en glinsende buffet for spekulanter, der selvretfærdigt sidder og rykker rundt på værdipapirer og tilskriver sig selv vanvittige værdier. Lorte-system. [Punktum]

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn

Showcase your talent

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. An ea, quae per vinitorem antea consequebatur, per se ipsa curabit? Qui-vere falsone, quaerere mittimus-dicitur oculis se privasse; Qui igitur convenit ab alia voluptate dicere naturam proficisci, in alia summum bonum ponere? Qui autem esse poteris, nisi te amor ipse ceperit? Duo Reges: constructio interrete. Quae in controversiam veniunt, de iis, si placet, disseramus. Ne in odium veniam, si amicum destitero tueri. Universa enim illorum ratione cum tota vestra confligendum puto. Erat enim Polemonis.

Sin est etiam corpus, ista explanatio naturae nempe hoc effecerit, ut ea, quae ante explanationem tenebamus, relinquamus. Primum in nostrane potestate est, quid meminerimus? Sed venio ad inconstantiae crimen, ne saepius dicas me aberrare; Equidem e Cn. Sed erat aequius Triarium aliquid de dissensione nostra iudicare. Nihil ad rem! Ne sit sane; Aliter enim explicari, quod quaeritur, non potest. Haec et tu ita posuisti, et verba vestra sunt. Hoc non est positum in nostra actione. Et quod est munus, quod opus sapientiae? Negabat igitur ullam esse artem, quae ipsa a se proficisceretur;

Quid, quod homines infima fortuna, nulla spe rerum gerendarum, opifices denique delectantur historia? Intrandum est igitur in rerum naturam et penitus quid ea postulet pervidendum; Hoc ne statuam quidem dicturam pater aiebat, si loqui posset. Paupertas si malum est, mendicus beatus esse nemo potest, quamvis sit sapiens. Ex eorum enim scriptis et institutis cum omnis doctrina liberalis, omnis historia. Facile est hoc cernere in primis puerorum aetatulis. Vide, quantum, inquam, fallare, Torquate. His singulis copiose responderi solet, sed quae perspicua sunt longa esse non debent.

Creativity takes courage

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Aliter homines, aliter philosophos loqui putas oportere? Efficiens dici potest.

Nos commodius agimus. An potest, inquit ille, quicquam esse suavius quam nihil dolere? An vero, inquit, quisquam potest probare, quod perceptfum, quod. Ergo opifex plus sibi proponet ad formarum quam civis excellens ad factorum pulchritudinem? Quod si ita se habeat, non possit beatam praestare vitam sapientia. Estne, quaeso, inquam, sitienti in bibendo voluptas? Quae diligentissime contra Aristonem dicuntur a Chryippo. Quae hic rei publicae vulnera inponebat, eadem ille sanabat.

Sapiens autem semper beatus est et est aliquando in dolore; Multa sunt dicta ab antiquis de contemnendis ac despiciendis rebus humanis; Vos autem cum perspicuis dubia debeatis illustrare, dubiis perspicua conamini tollere. Nunc omni virtuti vitium contrario nomine opponitur. Quae cum dixisset, finem ille. Duo Reges: constructio interrete.

Sed fac ista esse non inportuna; Satisne vobis videor pro meo iure in vestris auribus commentatus? Age, inquies, ista parva sunt. Quid iudicant sensus? Murenam te accusante defenderem. Et hanc quidem primam exigam a te operam, ut audias me quae a te dicta sunt refellentem. Uterque enim summo bono fruitur, id est voluptate. Perturbationes autem nulla naturae vi commoventur, omniaque ea sunt opiniones ac iudicia levitatis. Ex rebus enim timiditas, non ex vocabulis nascitur.

Velut ego nunc moveor

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Tubulo putas dicere?Non autem hoc: igitur ne illud quidem. Atque adhuc ea dixi, causa cur Zenoni non fuisset, quam ob rem a superiorum auctoritate discederet. Atque haec coniunctio confusioque virtutum tamen a philosophis ratione quadam distinguitur. Quis istud possit, inquit, negare? Duo Reges: constructio interrete.

Velut ego nunc moveor. Est enim tanti philosophi tamque nobilis audacter sua decreta defendere. Si quidem, inquit, tollerem, sed relinquo. Ex rebus enim timiditas, non ex vocabulis nascitur. Hoc dixerit potius Ennius: Nimium boni est, cui nihil est mali. Equidem etiam Epicurum, in physicis quidem, Democriteum puto. Aeque enim contingit omnibus fidibus, ut incontentae sint. De illis, cum volemus.

Certe non potest. Huius, Lyco, oratione locuples, rebus ipsis ielunior. Quamquam id quidem, infinitum est in hac urbe; Itaque quantum adiit periculum! ad honestatem enim illum omnem conatum suum referebat, non ad voluptatem. Mihi enim erit isdem istis fortasse iam utendum.

Nunc agendum est subtilius

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Duo Reges: constructio interrete. Hanc quoque iucunditatem, si vis, transfer in animum; Non semper, inquam; Itaque hic ipse iam pridem est reiectus; Illa tamen simplicia, vestra versuta. Sed tamen enitar et, si minus multa mihi occurrent, non fugiam ista popularia. Quis enim redargueret? Ita prorsus, inquam; Earum etiam rerum, quas terra gignit, educatio quaedam et perfectio est non dissimilis animantium.

Si longus, levis; Sed quid attinet de rebus tam apertis plura requirere? Sic enim maiores nostri labores non fugiendos tristissimo tamen verbo aerumnas etiam in deo nominaverunt. Hic, qui utrumque probat, ambobus debuit uti, sicut facit re, neque tamen dividit verbis.

Eorum enim est haec querela, qui sibi cari sunt seseque diligunt. Tria genera bonorum; Quorum altera prosunt, nocent altera. Sic, et quidem diligentius saepiusque ista loquemur inter nos agemusque communiter. Si longus, levis. Neutrum vero, inquit ille. Respondent extrema primis, media utrisque, omnia omnibus. Si stante, hoc natura videlicet vult, salvam esse se, quod concedimus; Eadem nunc mea adversum te oratio est. Quid de Pythagora?

Num igitur utiliorem tibi hunc Triarium putas esse posse, quam si tua sint Puteolis granaria? Itaque fecimus. Ergo id est convenienter naturae vivere, a natura discedere. Qui-vere falsone, quaerere mittimus-dicitur oculis se privasse;