Mihi quidem Homerus huius modi

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Longum est enim ad omnia respondere, quae a te dicta sunt. Traditur, inquit, ab Epicuro ratio neglegendi doloris. Ut pulsi recurrant? Expressa vero in iis aetatibus, quae iam confirmatae sunt. Duo Reges: constructio interrete. Quicquid enim a sapientia proficiscitur, id continuo debet expletum esse omnibus suis partibus; Quid igitur dubitamus in tota eius natura quaerere quid sit effectum? Illud dico, ea, quae dicat, praeclare inter se cohaerere. Paulum, cum regem Persem captum adduceret, eodem flumine invectio? Zenonis est, inquam, hoc Stoici. In motu et in statu corporis nihil inest, quod animadvertendum esse ipsa natura iudicet? Immo videri fortasse.

Vulgo enim dicitur: Iucundi acti labores, nec male Euripidesconcludam, si potero, Latine; Si longus, levis. Vos autem cum perspicuis dubia debeatis illustrare, dubiis perspicua conamini tollere. Huius, Lyco, oratione locuples, rebus ipsis ielunior. Theophrasti igitur, inquit, tibi liber ille placet de beata vita? Videsne quam sit magna dissensio? Si mala non sunt, iacet omnis ratio Peripateticorum. Quis istum dolorem timet?

Mihi quidem Homerus huius modi quiddam vidisse videatur in iis, quae de Sirenum cantibus finxerit. Iam id ipsum absurdum, maximum malum neglegi. Haec para/doca illi, nos admirabilia dicamus. Bonum valitudo: miser morbus. Restincta enim sitis stabilitatem voluptatis habet, inquit, illa autem voluptas ipsius restinctionis in motu est. Hoc loco tenere se Triarius non potuit. Non risu potius quam oratione eiciendum? Igitur ne dolorem quidem.

Nam quid possumus facere melius? Atqui reperies, inquit, in hoc quidem pertinacem;

Equidem e Cn. Sed ego in hoc resisto

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Stoici scilicet. At certe gravius. Esse enim quam vellet iniquus iustus poterat inpune. Quis istud possit, inquit, negare?

Equidem e Cn. Sed ego in hoc resisto; Ad eos igitur converte te, quaeso. Ita prorsus, inquam; Eam tum adesse, cum dolor omnis absit; Itaque fecimus. Si quicquam extra virtutem habeatur in bonis.

Confecta res esset. Apparet statim, quae sint officia, quae actiones. Non igitur bene. Prioris generis est docilitas, memoria; Praeclare hoc quidem. Cum id fugiunt, re eadem defendunt, quae Peripatetici, verba.

Non est ista, inquam, Piso, magna dissensio. Duo Reges: constructio interrete. Disserendi artem nullam habuit. Quae est igitur causa istarum angustiarum? Quae in controversiam veniunt, de iis, si placet, disseramus. Qui-vere falsone, quaerere mittimus-dicitur oculis se privasse; Quid nunc honeste dicit?

Prioris generis est docilitas

Estne, quaeso, inquam, sitienti in bibendo voluptas? Quodsi ipsam honestatem undique pertectam atque absolutam. Reguli reiciendam; Hoc dixerit potius Ennius: Nimium boni est, cui nihil est mali. Qui autem de summo bono dissentit de tota philosophiae ratione dissentit. Sed quanta sit alias, nunc tantum possitne esse tanta. Itaque primos congressus copulationesque et consuetudinum instituendarum voluntates fieri propter voluptatem;

Prioris generis est docilitas, memoria; Quod non faceret, si in voluptate summum bonum poneret. Et homini, qui ceteris animantibus plurimum praestat, praecipue a natura nihil datum esse dicemus? Hoc loco tenere se Triarius non potuit.

Omnis enim est natura diligens sui. Sed ad illum redeo. Hic quoque suus est de summoque bono dissentiens dici vere Peripateticus non potest. Illum mallem levares, quo optimum atque humanissimum virum, Cn. Tenent mordicus. Sed haec nihil sane ad rem; Praeclare enim Plato: Beatum, cui etiam in senectute contigerit, ut sapientiam verasque opiniones assequi possit. Ego vero volo in virtute vim esse quam maximam; Familiares nostros, credo, Sironem dicis et Philodemum, cum optimos viros, tum homines doctissimos.

Igitur neque stultorum quis

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Longum est enim ad omnia respondere, quae a te dicta sunt. Traditur, inquit, ab Epicuro ratio neglegendi doloris. Ut pulsi recurrant? Expressa vero in iis aetatibus, quae iam confirmatae sunt. Duo Reges: constructio interrete. Quicquid enim a sapientia proficiscitur, id continuo debet expletum esse omnibus suis partibus; Quid igitur dubitamus in tota eius natura quaerere quid sit effectum? Illud dico, ea, quae dicat, praeclare inter se cohaerere. Paulum, cum regem Persem captum adduceret, eodem flumine invectio? Zenonis est, inquam, hoc Stoici. In motu et in statu corporis nihil inest, quod animadvertendum esse ipsa natura iudicet? Immo videri fortasse.

Vulgo enim dicitur: Iucundi acti labores, nec male Euripidesconcludam, si potero, Latine; Si longus, levis. Vos autem cum perspicuis dubia debeatis illustrare, dubiis perspicua conamini tollere. Huius, Lyco, oratione locuples, rebus ipsis ielunior. Theophrasti igitur, inquit, tibi liber ille placet de beata vita? Videsne quam sit magna dissensio? Si mala non sunt, iacet omnis ratio Peripateticorum. Quis istum dolorem timet?

Mihi quidem Homerus huius modi quiddam vidisse videatur in iis, quae de Sirenum cantibus finxerit. Iam id ipsum absurdum, maximum malum neglegi. Haec para/doca illi, nos admirabilia dicamus. Bonum valitudo: miser morbus. Restincta enim sitis stabilitatem voluptatis habet, inquit, illa autem voluptas ipsius restinctionis in motu est. Hoc loco tenere se Triarius non potuit. Non risu potius quam oratione eiciendum? Igitur ne dolorem quidem.

Nam quid possumus facere melius? Atqui reperies, inquit, in hoc quidem pertinacem;

Itaque mihi non satis videmini

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Qui si omnes veri erunt, ut Epicuri ratio docet, tum denique poterit aliquid cognosci et percipi. Nisi autem rerum natura perspecta erit, nullo modo poterimus sensuum iudicia defendere. Duo Reges: constructio interrete. Sint ista Graecorum; Dempta enim aeternitate nihilo beatior Iuppiter quam Epicurus; Quod, inquit, quamquam voluptatibus quibusdam est saepe iucundius, tamen expetitur propter voluptatem.

Itaque mihi non satis videmini considerare quod iter sit naturae quaeque progressio. Scrupulum, inquam, abeunti; Satis est tibi in te, satis in legibus, satis in mediocribus amicitiis praesidii. Quamquam te quidem video minime esse deterritum. Quae diligentissime contra Aristonem dicuntur a Chryippo. Ita fit cum gravior, tum etiam splendidior oratio. Quodsi ipsam honestatem undique pertectam atque absolutam. At enim hic etiam dolore. Quae si potest singula consolando levare, universa quo modo sustinebit?

Contemnit enim disserendi elegantiam, confuse loquitur. Idcirco enim non desideraret, quia, quod dolore caret, id in voluptate est. Nihil enim iam habes, quod ad corpus referas; Estne, quaeso, inquam, sitienti in bibendo voluptas? Immo alio genere; Paulum, cum regem Persem captum adduceret, eodem

Duo Reges: constructio interrete

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Tibi hoc incredibile, quod beatissimum. Tu autem negas fortem esse quemquam posse, qui dolorem malum putet. Roges enim Aristonem, bonane ei videantur haec: vacuitas doloris, divitiae, valitudo;

Duo Reges: constructio interrete. Illi enim inter se dissentiunt. Summum ením bonum exposuit vacuitatem doloris; Cave putes quicquam esse verius. Haec bene dicuntur, nec ego repugno, sed inter sese ipsa pugnant.

Ipse Epicurus fortasse redderet, ut Sextus Peducaeus, Sex. Atqui eorum nihil est eius generis, ut sit in fine atque extrerno bonorum. Septem autem illi non suo, sed populorum suffragio omnium nominati sunt. Dici enim nihil potest verius. Immo alio genere; Haec bene dicuntur, nec ego repugno, sed inter sese ipsa pugnant.

Itaque his sapiens semper

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Post enim Chrysippum eum non sane est disputatum. Nobis aliter videtur, recte secusne, postea; Ergo ita: non posse honeste vivi, nisi honeste vivatur? Ita graviter et severe voluptatem secrevit a bono. Ut optime, secundum naturam affectum esse possit.

Atque haec coniunctio confusioque virtutum tamen a philosophis ratione quadam distinguitur. Ut id aliis narrare gestiant? Dicimus aliquem hilare vivere; Itaque sensibus rationem adiunxit et ratione effecta sensus non reliquit. Tu vero, inquam, ducas licet, si sequetur; At ille non pertimuit saneque fidenter: Istis quidem ipsis verbis, inquit; His singulis copiose responderi solet, sed quae perspicua sunt longa esse non debent. An quod ita callida est, ut optime possit architectari voluptates? Compensabatur, inquit, cum summis doloribus laetitia. Scientiam pollicentur, quam non erat mirum sapientiae cupido patria esse cariorem. Mihi, inquam, qui te id ipsum rogavi?

Non est ista, inquam, Piso, magna dissensio. Duo Reges: constructio interrete. Sine ea igitur iucunde negat posse se vivere? Ut non sine causa ex iis memoriae ducta sit disciplina. Ita relinquet duas, de quibus etiam atque etiam consideret. Mihi, inquam, qui te id ipsum rogavi?

Quamquam haec quidem praeposita recte et reiecta dicere licebit. Negat enim summo bono afferre incrementum diem. Potius inflammat, ut coercendi magis quam dedocendi esse videantur. Sed quid ages tandem, si utilitas ab amicitia, ut fit saepe, defecerit?

Merkel, Pippi og Kjeld fra Olsen Banden

Jeg har fået nyt job. Og det kildrer, kilder og kriller alle de helt rigtige steder. De sidste to år har jeg arbejdet med kommunikation hos politiet på Sydsjælland, og det har været en enorm berigelse at møde bunkevis af kompetente, effektive og – altid allervigtigst for mig – søde, omgængelige og omsorgsfulde kolleger.

Men jeg har efterhånden i en del år følt mig som en sidelinje-betragter, som et ølkasse-stående gabehoved, ja, helt ærligt som en kende fejlplaceret i kommunikationsverdenen. Det handler ikke helt om de ting, jeg gerne vil, når jeg arbejder med kommunikation, og det har sådan set intet specifikt med ansættelsen hos politiet at gøre; sådan har jeg oplevet det ganske mange steder efterhånden.

Så jeg har nu fået job som lærer på Højer Design Efterskole med start fra 1. august. Og bare rolig; som udgangspunkt skal jeg ikke have så meget med design, mode og æstetik at gøre [fnis], men jeg lærer forhåbentlig en masse, og måske viser det sig så, at jeg også har anlæg for den slags. I første omgang skal jeg undervise i dansk, engelsk, et fag, vi kalder ‘kultur’ og et fag, der hedder ‘innovation’.

Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg kan ikke fortælle om det uden at plastre fjæset til med et væg-til-væg-smil. Men jeg er også meget, meget ærbødig og ydmyg. Efter 12 år med kommunikation følte jeg mig ret tryg i faget, og nu begynder jeg så forfra. Helt forfra. Med noget af det, jeg anser som det vigtigste i vores samfund: Dannelsen og uddannelsen af unge mennesker. Det er dælme en flot opgave, som jeg er meget, meget stolt over at få lov at være med til.

For det meste har jeg det som Mutti Merkel: “Wir schaffen das”, og jeg tænker endda helt og aldeles Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”, men der sidder også en lille tarvelig parodi på Kjeld fra Olsen Banden allerbagerst i hovedet, og han stiller en masse spørgsmål, først og fremmest: “Er det ikke farligt?” og han undrer sig over, at jeg vil skifte det trygge hverdagsliv med kommunikationsfaget ud med et fag, hvor jeg begynder helt fra bunden.

Det vil jeg, fordi jeg trænger til at mærke det kildre. Fordi jeg vil tættere på mennesker igen. Jeg savner nærværet, som jeg syntes, der var plads til i begyndelsen med kommunikationen. I dag er der mere fokus på flere platforme, mere strategi, tempo, tempo, tempo og skarpere vinkling af virkeligheden, end der er på bløde værdier, personlige historier, trivsel og service. Alt det sidste håber jeg at finde i samværet, omsorgen og læringen med de unge mennesker på efterskolen.

Det betyder så, at jeg endnu engang skifter adresse. Det blir i fremtiden downtown Højer – ganske nær æ grenz – og i øvrigt også helt tæt på Møgeltønder, Jokke og Schackenborg. Det er nyt. Det er spændende. Og det er kun ganske lidt farligt. Farligt på den gode måde.

Musik betyder også noget for os, der ikke er musikalske

Af og til kan jeg få en fornemmelse af, at musik er noget, man skal have den ‘rette’ forståelse for, hvis man vil have den ‘rigtige’ oplevelse. At det er finere at holde af nogen musikere frem for andre – for de er mere ægte, dygtigere eller hvad ved jeg.

Men selv blinde hans finder korn, og da denne hane ikke aner, hvordan korn skal smage for at være af den fine slags, har jeg skamløst skamlyttet til de 5 gutters funk-version af et Alicia Keys-nummer. Og jeg kan lige nu ikke komme i tanke om en bedre følelse end jyske landeveje med nedrullede vinduer, solbriller og at skråle med på det her.

Dage hvor dramaerne er bittesmå

Første hele feriedag i det vestjyske. Jeg slog øjnene op på vid gab lidt i 7. Det var ikke meningen. Så jeg rullede rundt og sov til halv-ni. Det var meget bedre. Tussede rundt, lavede mægtig morgenmad og spiste på terrassen – selv om jeg ikke har set meget til solen i dag. Overraskende køligt. Troede egentlig luften efterhånden var lunet godt op.

 

Lunt er der til gengæld på sommerhusets badeværelse. Der er fuldt knald på gulvvarmen, og jeg aner ikke, hvor jeg slukker for den. I ‘mappen’ fra udlejningsbureauet står der: “Den er som regel nede i gulvhøjde”. Å ja, så ser man mig kravle rundt som en anden Grethe Sønck på alle fire på knaldhårde gulvfliser og glo efter en gulvvarme-afbryderknap. Det tror jeg ikke.

Kørte til Varde for at se kval-liga-bold mellem hjemmeholdet og Greve. Interessant forestilling. Flot setup i Varde. På banen var de klart overmatchede. Greve lignede det med afstand bedste fodboldhold. Fysisk meget stærkere. Sikre på bolden. Afklarede i spillestilen. Besynderligt nok var Varde hele kampen igen langt, langt farligere og skabte en røvfuld kæmpestore chancer. Uden at det dog førte til mere end en enkelt scoring – selvfølgelig efter et keeper-drop. Så Greve snuppede en 2-1-sejr. I pausen benyttede Varde lejligheden til at kåre Årets frivillige. Det blev ikke mig. Det blev en anden. Kåre, tror jeg faktisk, han hed.

Kort før kickoff samles holdene altid til en cirkel med peptalk og kampråb. Greve samlede en større cirkel, end jeg normalt ser. Hele bænken, holdleder, træner, assistenter osv. Det ku’ jeg godt li’. Sammenhold, du. Fællesskab. At der så var 4 udskiftere med, og de to sad på bænken hele kampen, mens en tredje kom ind, da uret stod på 86 mins, er så en anden ting …

Derfra gik det lystigt mod Oksbøl og det velkendte Sportspark, hvor jeg også var tilmeldt tilbage i september, da jeg var på de her kanter. Der er lidt langt til nærmeste Fitness World, så jeg napper Sportspark. Fri træning en måned for 300 kroner. Det er sgu fair for sommerhusgæster. Også selv om jeg kun er her 14 dage. Passiarerede med den unge mand bag disken og fik lov at købe et klippekort til 10x spinning også. “Når du er logget ind derhjemme, så kan den se, at du har købt det, og så booker du bare tider”, lovede han.

Hvilket selvfølgelig ikke passede, så nu må jeg genoptage samtalen med formentlig en ny bag disken i morgen tidlig, så jeg kan komme i gang med timerne. 10x på 14 dage giver ikke så mange lejligheder til at springe dage over. Og der er ingen hold lørdage. Og kun hveranden tirsdag. Så jeg skal i gang i morgen.

Vel hjemme igen baksede jeg aftensmad sammen og ville nyde aftenen på terrassen med en bog. Jeg er ved at stave mig gennem Franzens essays  om “Hvordan man er alene”. Hoppede i et par sko, tog en langærmet trøje på og listede ud. Skubbede terrassedøren til, så huset kunne holde på den sidste varme fra hedebølgen. Læste om genstridighederne ved at være forfatter. Han er sgu velskrivende. Havde lagt bener’n på en stol foran mig. Lagt den ene fod over den anden. Men fik hurtigt ondt i anklen. Er simpelthen blevet så usmidig.

Besluttede at gå ind for at læse, da jeg begyndte at få kuldegysninger. Men døren var ligesom gledet i, og jeg kunne se, at håndtaget på indersiden var drejet en anelse ned. Det er lidt løst, og det er et gammelt hus. Jeg greb lidt desperat i løkken til en haspe. Hev i den. Men døren var lukket. Trak vejret dybt for ikke at lade panikken få for godt fat. Mærkede i lommerne på trøjen, men selvfølgelig havde jeg ikke taget husnøgle med på terrassen. Og heller ikke glemt bilnøglen i lommen. Så jeg var sgu lidt på skideren.

Gik en tur om huset for at se, om jeg dog ikke havde et vindue på klem. “Shit, hvor er det dog dumt. Og på en eller anden måde typisk mig.” Ingen vinduer åbne. Nåede om på den anden side til fordøren. Vidste jo godt, at den var låst, men tog alligevel i den. Selvfølgelig var den låst. Jeg kan være ret grundig, når det stikker mig … Tilbage til terrassedøren. Jeg tænkte, jeg måtte vride den op. Den sad ligesom lidt skævt. Som om det bare drejede sig om at løfte håndtaget en anelse. Men med hvad? Jeg havde jo intet med ud.

Så slog det mig, at jeg ville forsøge at vride den ud af rammen ved at tage fat øverst på døren. God idé. Det viste sig, at den bare var gledet i og bandt mere, end jeg kunne forestille mig. Er altid bange for at ødelægge ting, når jeg lægger kræfterne i. Det behøver jeg formentlig ikke

(lidt som når folk begynder til styrketræning og som det første siger: “Jeg vil bare ikke være sådan en stor én og ligne en bodybuilder”. Hør, kære ven, det kommer du heller ikke bare sådan lige til ved et uheld. Heller ikke selv om du løfter en håndvægt. De her mennesker, de knokler i lange, lange perioder med restriktiv spisning og disciplineret træning – du bliver ikke bare lige bodybuilder over night. Nå, sidespor …)

Pointen er, at det er relativt sjældent, jeg ødelægger noget. Men måske er det, fordi jeg er påpasselig 🤓 Op kom døren, og nu sidder jeg i tusmørket og lytter til Helmigs VM-sang. Kom nu lige ned fra hesten. Det kan sgu da ikke være Reseppten hver eneste gang. Det er 30 år siden. Og en sjat. Det er et fedt nummer. Og ingen kan jo synge med på en helt ny sang. Fodboldfans synger jo for det meste ‘Lå-Lå-Lå-Lå’ eller noget i den boldgade. Det svinger. Helmig er stadig alt for dejlig. Nyd det nu bare.

Tak for i dag.