Skal vi ikke lade være med at skulle?

Et af de meget få indlæg her på bloggen, som bliver ved med at få besøgende, handler om at holde nytårsaften alene. Det er åbenbart noget, folk søger på hvert eneste år. Og det er sgu da trist. Ikke at nogen holder nytår alene. Det skal de bare gøre, hvis det er deres fest. Men at vi hele tiden synes, vi er nødt til at validere vores holdninger, handlinger og beslutninger op mod et fællesskab, som i det store hele formentlig er meget, meget ligeglad med, hvad vi gør.

Jeg er blevet glad for at forholde mig til, at vi alle sammen render rundt og bruger 90% af vores tankekraft på at tænke over, hvad andre nu mener, siger og fordømmer af det, vi laver – eller bare vores person helt generelt. Samtidig tror vi, at andre bruger de samme 90% på at spekulere, vurdere og forarges over dét, vi gør. Jamen, skulle du så være det eneste menneske i verden, der tænker 90% på dig selv? Og alle andre skulle tænke 90% på lige præcis dig? Not! De fleste tænker på sig selv, sig selv og sig selv. Så er der måske 10% til andre, og de 10% er alt, vi kerer os om andre. Vi er først og fremmest fokuserede på os selv.

Det betyder jo, at det slet ikke kan svare sig at overveje, hvad andre nu tænker om, at du holder nytår alene eller går i biffen alene eller er single. Det eneste, der er væsentligt er, hvad du tænker om det. Om du trives i det. Hvis du gør det. Så er alt jo helt og aldeles fjong. Og verden – og andres meninger – klarer sig fint, uden at du behøver tage hensyn til det og den og dem.

Jeg er med på, det er skidesvært, for “mennesket er jo et socialt væsen”, men jeg tror ægte på, at vi bliver meget mere tilfredse, hvis vi glemmer, hvad andre folk forventer, kræver og fordømmer. Det er deres bord. Det må de selv rode med.

Hernede på den lille efterskole er der elever, der er svært nervøse for, at de får en dårlig karakter, for så kan de måske ikke komme videre på en ungdomsuddannelse, og så går deres liv jo i stå … Det er jo det glade vanvid! Får de en dårlig karakter, og kan de ikke komme ind på den uddannelse, de gerne vil ind på, så bruger de et år på at arbejde – lønnet eller frivilligt – mens de tager et enkelt fag, så de kan komme videre. Det løser sig. Det gør alting. Uanset hvad andre menneskers og sociale mediers forargelse og fordømmelse siger. Det løser sig.

Så skal vi ikke lade være med at skulle. Skal vi ikke holde op med at pirke til hinanden – og os selv – med alt muligt skrammel, som man skal og bør. Skal vi ikke blive bedre til at give plads til at være sig selv. Med fejl og mangler. Med uperfektheder. Med urimeligheder og alt det andet menneskelige.

Perfekt er ikke menneskeligt. Perfekt er robotisk. Det er sgu da ikke noget at stræbe efter. Hold nu bare din nytårsaften alene, hvis du har lyst til det. Hvis du har brug for. Hvis du trænger til det. Hvis du trænger til selskab, så find en fest. Opsøg selskab. Der er altid muligheder. Hvis vi for filen bare slipper det der med, hvad andre tænker om vores valg. Andre har deres egne valg at tænke over. De skal ikke blande sig i dine. Eller i mine for den sags skyld.

Godt nytår.

Hvad venter vi på?

Såeh … der er en fare for, at det bliver en smule rørstrømsk, men det er der faktisk ikke noget at gøre ved. Det er måske endda meningen. December gør noget ved mig. Noget sentimentalt. Noget omsorgsfuldt. Jeg tror ikke, det er en dårlig ting. Lige nu ved jeg i hvert fald, at det kommer et godt sted fra.

Jeg har lyttet en del til Rasmus Seebach (don’t we all? We should!) og særligt “Farfars sang”. Og så ville skæbnen det sådan, at jeg nyligt i bilen kom til at høre en Lukas Graham-sang. Og meget kan man sige om teksterne, men vi kommer ikke udenom, at de trækker på hovedstolen. Altså farens død. 

Og det fik mig til at tænke på – som jeg ofte gør, når folk dør – hvor ærgerligt det er, at vi altid siger en hel masse smukt om de døde. Jeg håber, mange er gode til at få sagt de samme ting i levende live.

Det er vigtigt at huske at sige de pæne ting til hinanden. Det er skidesvært det hersens liv. Så vi kunne godt gøre hinanden den bette tjeneste at få det sagt, når andre gør noget, vi holder af, sætter pris på eller er imponerede over. Find selv på mange flere ting, man kan være taknemmelig for og skal fortælle andre mennesker om. 

Så nu har jeg forsøgt at formulere min taknemmelighed for mine forældre. Som heldigvis stadig er sprællevende. 

Kære mor

Kære far

Kære far

Da jeg blev født, troede du, jeg var en indianer. Siger du. Men jeg tror nu godt, du vidste, at jeg ikke var det. Trods blodet. Og selv om du ville have givet mig navne som Bjørn, Patrick eller Alfred, er jeg alligevel sikker på, at du holder af mig. 

Du er måske det mest hjælpsomme menneske, jeg kender. Aldrig har nogen bedt dig køre noget på genbrugspladsen, uden du rent faktisk har gjort det. Og for dine sønner – og for din hustru – vil du gøre alt. Og det har du jo faktisk også gjort. 

Du har – og det er en voldsom præstation – haft flere forskellige job, end jeg har haft. (Endnu!) Du har aldrig klaget, brokket eller pjækket. Om du skulle studse vejkanter for kommunen, ordne Coops lager eller være dagplejer. Du har altid stillet op. Din store drøm var i mange år at blive selvstændig købmand. Du prøvede kræfter med det i et par korte omgange, og selv om du ikke nåede at opfylde drømmen om at overtage og drive en købmandsbutik i længere tid, er jeg sikker på, at du også ville have været fremragende til det. 

Da jeg var lille, havde du travlt. Dit job var på landevejene, men jeg husker det altid, som om du var til rådighed. Det blev bekræftet, da jeg begyndte til fodbold. Du stod altid på sidelinjen. Regn. Sne. Slud. Du bakkede altid op. 

Da jeg blev 13 år gammel, fik jeg en avisrute. Det var vist mere reglen end undtagelsen, at du hentede alle reklamerne i weekenden og tog dem hjem, og så pakkede vi dem sammen. Aldrig fik jeg fornemmelsen af, at du syntes, det var hårdt arbejde, eller at du hellere ville bruge dine weekender på noget andet. Du så en lejlighed til at hjælpe og gøre mit liv lettere, og så gjorde du det. 

Da jeg blev ældre og flyttede hjemmefra, begyndte flytterierne. Jeg har haft mange – rigtig mange – forskellige adresser, og du har været med ved langt, langt de fleste flytninger. Da jeg flyttede til Samsø, var du med hele vejen fra Frederikssund, hvor vi pakkede mine ting og over Kalundborg til Samsø, hvor du hjalp med at pakke ud. Vi overnattede endda i, hvad der føltes som frostgrader i mit nye hus. Du var der. Uden at kny. Uden at pibe. 

Jeg har aldrig haft et decideret teenage-oprør. Men i en lang periode mente jeg nok, at jeg selv vidste bedst. Du kom med mange gode råd, men jeg havde brug for at lære af mine egne fejl. Med alderen har jeg lært at sætte pris på dine input, for du har jo for det meste ret. 

Du ved noget om næsten alt, og du deler gavmildt ud af udbyttet af dine mange samtaler med andre mennesker. Selv om nogen vil mene, du taler meget, så er du både en god spørger og en ferm lytter. Jeg kender ingen, som har så mange historier, og der er stort set ikke et emne, som du ikke kan tale med om, fordi du på et tidspunkt enten har læst, hørt eller mødt nogen med et relevant input. Det er ret fantastisk, synes jeg. 

Nu hvor du er gået på efterløn, er jeg sikker på, du og mor skal have mange gode oplevelser. Du har i årevis været optaget af politik, og du har – i modsætning til mig – en grundfæstet tro på, at hvis du byder ind og bidrager, vil det give resultat. Derfor bruger du meget tid på at hjælpe dine socialdemokrater, og hvis de har for fem flade øre forstand, forstår de at sætte pris på dit nærvær og din indsats. 

Jeg er ret sikker på, at du er en af dem, der ser allerflest fodboldkampe på TV. Og jeg er sikker på, at du opfandt begrebet second screen allerede før, mobiltelefoner blev hvermandseje. Når du hiver den store kasse med alle dine kortspil frem og sætter dig i lotusstilling på gulvet med en uvirkelig stor kabale, mens fjernsynet kører med livebold, så tror jeg, du er meget tilfreds. Og du kan sagtens føre en samtale, vende kort og følge med i fjernsynet samtidig. Virker det til. 

Når jeg bliver stor, vil jeg også være god til at spørge og lytte. Faktisk vil jeg meget gerne være som dig, når jeg bliver stor. Du er et helt utroligt fint menneske med omsorg, kærlighed og generøsitet for de mange mennesker, du har omkring dig.

Tusind tak for dig, far. Jeg elsker dig. 

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

Lysten til nærhed – og til at rejse

“Altså; måske er det ikke så smart at købe et sted, som du så ligesom hænger på, hvis du nu alligevel altid får lyst til at rejse på et eller andet tidspunkt …”

Jeg overdriver på ingen måde, hvis jeg siger, at jeg altid – A L T I D – er blevet bakket op af mine forældre. De har min ryg. Og min mave, mine ben, og mit hoved (også armene, men jeg syntes, det blev en smule meget at skrive det hele …) Men det kom nu som lidt af en overraskelse, at min far ytrede ovenstående ord, da jeg ankom lillejuleaften.

Dilemmaet havde jeg selv lagt på bordet. Jeg har længe gået med en idé om en drøm om, at jeg kunne tænke mig et lille hus på landet. Et købt hus. Altså sådan ét, jeg ejer – eller i hvert fald er i gang med at betale af på. Tanken var, at det ville være en mulighed for at komme hjem til Fyn og rykke tættere på min familie. Og på Fyn, som jeg kan mærke er vokset på mig de seneste par gange, jeg har været på øen. Der er fint på Fyn ❤️

Mit alternativ er så, at jeg kan mærke, jeg også har en form for udlængsel igen. Helt konkret har jeg i min iver for at spare til udbetaling på et hus, jo nu pludselig også mulighed for at rejse til solbeskinnede områder af verden og bosætte mig der i en længere periode. Det trækker også. Hvad gør man, når det hiver og flår i en fra flere sider, og man ikke rigtig er sikker på, hvad man allerhelst vil? Aner ikke, hvad ‘man’ gør, men det, jeg gør, er at fortælle om det til så mange som muligt for at høre deres input.

Og det var så i den sammenhæng, at min far – noget overraskende for mig – plantede en form for tvivl i forhold til projekt “mig og fast ejendom”. For han har på mange måder meget ret. Der er ikke meget i mit liv, der foreløbig har indikeret, at det skulle være en god idé. Særligt fordi et hus på landet jo ikke er lige så let at leje ud, som en 3-værelses lejlighed i hjertet af en af landets større byer. Såeh … hvad siger du?



[poll id=”2″]

Jeg er mest til det simple

Verden er kompleks. Så meget har jeg forstået efter 44 års forvirring, hovedpine, frustration og sure opstød. Så meget har jeg forstået.

Egentlig holder jeg mest af det helt simple. Det nære. Det nærliggende. Det varme. Det omsorgsfulde. Dét, som jeg tror på, vi alle har i vores hjerter, og som vi hiver frem, når vi glemmer at tænke over, hvordan verden er blevet til et spil. For vi behandler det alt for ofte som et spil, vi kan vinde eller tabe. Hvor nogen er kompetente, og hvor nogen er tabere.

Jeg ønsker mig, at vi i stedet for at pege, i stedet for at håne, tale ned og ydmyge, så får vi hinanden til at vokse. Ikke ved at kræve af andre, hvad vi selv magter og forventer af os selv. Men ved at stole på, at de gør deres bedste. At de gerne vil gøre deres bedste. Hvis de får tillid, mulighed og opbakning.

Brug juledagene til at tænke over, hvordan du bedst kan få folk omkring dig til at vokse. Og endnu bedre; få dem til at vokse, gro og trives ved at behandle dem pænt, løfte, rose og give mulighed for at vokse. For så vokser du også selv.

Glædelig jul ❤️

Det tager åbenbart kun lige knap 8 år at blive så selvfed, man glemmer, hvor man kommer fra

Jeg kan huske, da Radio 24syv var helt ny. Hold nu fast en omgang skrammel. Der var nye uprøvede værter, der keglede rundt i afviklingen. Der var venner til venner af parnasset i København, der blev inviteret ind, fordi de jo var en del af klubben, og der var så mange millioner, der skulle fordeles, for det var jo skægt at lave radio og blive kendt på en ny ret fed måde. De fik meget kritik. Personligt var jeg meget enig – jeg syntes, det var det vildeste lort. Amatøragtigt, nybegynderpræget og alt, alt for meget navlepilleri.

Fra radioen og fra vennerne i kultur-eliten forsvarede de sig med, at man skulle give dem tid. Al begyndelse er svær. Det krævede lidt tilvænning, så ville værterne blive bedre, programmerne finde deres form, og alle lære at elske den nye radio.

Og i min verdens-boble lyder det da godt nok, som om missionen lykkedes. Mange begræder lukningen af radioen. Det er “censur”. “Skandaløst”. “Provinsielt” og meget, meget andet. Nuvel. Jeg har løbende i radioens levetid forsøgt mig som lytter. Ofte har folk anbefalet mig det ene eller det andet program. Og jeg må indrømme – over en bred kam: Det falder ikke i min smag. Dét af det, jeg kan holde ud, er radio, der alligevel minder om det, jeg hører på P1. Resten irriterer mig grænseløst, fordi jeg finder det så ulideligt selvretfærdigt og selvsmagende. Subjektivt og over en bred kam forstås.

Hvad der til gengæld virkelig undrer mig nu, er den måde, radioen selv og mange af kernelytterne reagerer på. Radio Loud er noget lort. Amatøragtigt. Ufærdigt. Buddet var uigennemtænkt. Målgruppen er elendig. De dækker kun 80% af Danmark (hvor meget dækkede 24syv i begyndelsen?). Alle de forbehold, som vi alle blev bedt om at møde 24syv med. Al den overbærenhed, de dengang efterspurgte. Hvor er den i forhold til den nye radio?

“Ej men Michael, har du ikke hørt Kirsten Birgit osv?” Jo. Alt for mange gange. Irriterende. Forudsigeligt. Kedeligt. Trættende. Alle gange, jeg har forsøgt at høre det. Så når tilhængerne af radioen er helt oppe i skyerne over det justitsmord, radioen er udsat for, så glemmer de måske, at der trods alt også er nogen, der ikke er vilde med den form for radio. Den form, som de tilsyneladende selv definerer som den “rigtige taleradio”. Som mange gjorde med P1 før 24syv. Og som nogen måske vil gøre med Loud uagtet, hvor indebrændte, sammenbidte og bitre 24syv-tilhængerne er netop nu.

Det er synd for de mennesker, der skal finde nyt job; bevares, men jeg græder tørre tårer over eksperimentet. For mig fandt de aldrig en formel, jeg kunne holde ud.



“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

Unge har brug for en autoritet

Sådan stod der i en artikel, jeg læste forleden. At vores evindelige kamp for at gøre op med de autoriteter, der nede i 50’erne og 60’erne daskede skoleelever over fingrene med linealer, rev dem i ørene og herskede med frygt som primært våben, faktisk er gået for vidt. At vi i dag står med en generation af unge mennesker, der har brug for autoriteter. Der har brug for ledestjerner, hjælpere, vejledere, som kan give dem retning og en idé om, hvad der er rigtigt og forkert.

Men hvordan skal man vide, hvad der er rigtigt og forkert? Hvordan kan vi pege i en eller anden retning i et samfund, der er arbitrært splittet og peger i alle retninger på samme tid? Nogen vil gerne have lov at flyve, alt hvad de orker. Nogen vil give alle penge til hjemløse og udsatte. Andre vil ikke give en skid til andre end dem selv. Nogen vil forbyde at flyve. Andre forbyder dieselbiler. Nogen vil have lov at omgå skattereglerne, for hvis der ikke står i vejledning til mikrobølgeovnen, at den ikke er beregnet til at tørre våde katte, så er den det nok … 

Hvem skal pege? Lad hen, som er sikker i sin sag pege som den første! Så hvad er en autoritet anno 2019? Ja, jeg aner det virkelig ikke. Jeg har jo selv mit at slås med i forhold til autoriteter – jeg har det mere end urimeligt anstrengt med, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo allerhelst have lov at bestemme selv. Hvordan skal jeg være et forbillede for andre? 

I dag i dansklektionen var der en – én, 1! – som havde forberedt sig til vores gennemgang af en analyse af en novelle. Og jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Ikke sådan for real men som jeg altid gør i klasseværelset; så får de sangen om, at det er deres eget valg, og at jeg ikke gør arbejdet for dem. At de sagtens kan komme frem til næste sommer uden at lave noget, og at det i virkeligheden bare drejer sig om en time – eksamen og måske 30 minutter efter – hvor de er røde i kinderne og føler sig konfronterede med en lidt ringere end ringe karakter.

I alle andre sammenhænge taler jeg jo for at afskaffe karaktererne. Så hvordan kan jeg med en flig af troværdighed i behold i ramme alvor forsøge at give dem dårlig samvittighed, fordi de ikke har lavet deres arbejde? Jeg taler hele tiden om læring. Hvis der er noget, jeg gerne vil give dem, er det fornemmelsen af, at de kan alt. Måske kan de ikke mestre alt. Men de kan alt. De kan kaste sig over alt. De kan øve sig. Øve sig til fingrene bløder, benene værker, hjernen slår knuder, og kæberne er ømme. Så har de gjort deres bedste. Mere kan ingen bede om. Men alt mindre end det, er for slattent. Synes jeg.

Realistisk? Realistisk set er jeg jo selv et sammensurium af autoritet, forbillede, dårligt eksempel, elendig lærer og alt muligt andet. Når alt kommer til alt, er jeg jo bare et menneske. Med fejl, mangler og svagheder. Men også med omsorg, styrke og evner. Måske er det dét, der kan være min opgave som autoritet; at vise dem at det er okay at være menneske. At man skal gøre sit bedste. 

Hvad ville du gøre, hvis lyst var det styrende princip i dit liv?

Altså ikke hvad ville du gøre, hvis du måtte holde helt og aldeles ansvarsfrit fri et par dage eller en uge eller måske endda en måned. Hvad ville du gøre, hvis du resten af dit liv fik en mindre sum penge ind på kontoen og aldrig mere behøvede beskæftige dig med det, vi i dag kalder arbejde?

Jeg er ved at læse Rutger Bregmans bog: “Utopia for realister”. Den handler rigtig meget om basisindkomst. Den handler også meget om fremtiden. Om robotisering. Om behovet for mennesker. Om hvad vi vil med hinanden. En smule om fortiden og fremsynede økonomer, som troede, at vi i det 21. århundrede ville have flyvende biler, og at vores største udfordring ville være, hvad vi dog skulle gøre med al den fritid.

Det er spændende. Og det sætter tankerne i sving. Forskning og eksperimenter har vist, at det, vi kalder hjælp i for eksempel Afrika, meget ofte ville være endnu bedre, hvis vi simpelthen gav menneskene rede penge i hånden. Altså sparede alle hjælperne, dokumentaristerne, bureaukraterne, optællerne, revisorerne osv osv og simpelthen gav dem penge i hånden. Det virker. Mennesker vil i langt, langt de fleste tilfælde ikke smide pengene væk til alkohol, stoffer og andre dårligdomme. De vil bruge dem til at skabe sig et bedre liv. Skabe deres egen forretning. Hvorfor gør vi dog så ikke det? Hvis det er mest effektivt!

Hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere, ville jeg helt sikkert kaste mig over den plan, jeg i mere end et halvt år har arbejdet på. Et dokument – i Keynote – som ganske simpelt hedder “Stor grund”. Min ellers evigt optimistiske og opbakkende far mener, at det er et vanskeligt projekt at føre ud i livet. Men det er nu det, jeg har allermest lyst til lige nu. For hvis jeg ikke skulle arbejde for at overleve, ville jeg arbejde på at omgive mig med alt det, der gør mig allermest glad ved at leve.

Mennesker. Relationer. Glæde. Kærlighed. Varme. Omsorg. Hjælpsomhed. Udvikling. Tankevirksomhed. Kunst. Kultur. Sang. Musik. Komik. Alt det og meget mere – sådan ville mit liv se ud. Hvordan ville dit liv se ud?