Fredagsbrev – uge 4

Såeh, jeg gør her et forsøg på at grundlægge en vane: At dele mine bedste eller mest skøre eller mest interessante oplevelser fra ugen, der er gået med dig i en form for ugebrev. Og jeg synes, fredag er en god dag til et ugebrev.

I Mentored Mark Zuckerberg. I Loved Facebook. But I Can’t Stay Silent About What’s Happening.”
Indrømmet, den er vand på min mås med min nylige exit fra facebook, men desuagtet synes jeg, det her er spændende læsning. Roger McNamee har været involveret i facebook i mere end 10 år og fortæller her om udfordringer, problemer og misbrug.
Fra artiklen:
A growing percentage of children prefer the hyperstimulation of virtual experiences to the real world. Products like Instagram empower bullies. Texting has replaced conversation for many kids.

Jeg elsker The Atlantic. Jeg bliver som regel meget klogere på ting, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i. Her er en kort artikel om sårbarhed. At vi selv har meget svært ved at vise sårbarhed, fordi vi føler, det gør os udsatte og svage, mens vi opfatter andre mennesker, som viser sårbarhed, som stærke og modige. Særligt spændende er eksemplet med arbejdssituationer – at det kan tage måneder at genopbygge sin troværdighed, hvis man viser (for meget) sårbarhed på arbejdspladsen – for jeg lægger altid vægt på mine svagheder, når jeg skal præsentere mig for andre mennesker. Læs selv artiklen her: https://www.theatlantic.com/health/archive/2019/01/beautiful-mess-vulnerability/579892/ og gør så lige også dig selv den tjeneste at gense Brené Browns TEDtalk “On vulnerability”: https://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability?utm_campaign=tedspread&utm_medium=referral&utm_source=tedcomshare (der er danske tekster!)

Den her artikel nåede lige at snige sig med. En historie fra fredagens Zetland. Om Troels Bech. Og om ledelse. Og om fodbold. Drejer fodboldtræning sig egentlig mest om at vide en masse om det taktiske og tekniske? Eller handler det om at være leder? At bygge sammenhold og fællesskab og at sætte retning mod fælles mål? Som jeg forstår det, mener Troels Bech det sidste. Og jeg er enig. Måske er der adgang til artiklen her. Måske. Det er noget med, medlemmer kan dele artikler, så der er adgang. Så jeg håber, det virker: https://www.zetland.dk/historie/seElMvyp-mebdZE36-01857

Det er vist alt for denne uge. Åh ja, en sidste ting: Jeg er i gang med at læse Charles Bukowskis: “Kvinder”. En fremragende bog og meget genkendelig som Bukowski. Go Read It!

God weekend og pas på jer selv.

1 måned uden facebook

Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”

Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.

Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.

Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)

Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.

På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.

Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.

“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet … 

2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)