Jeg ved ikke, om jeg decideret altid har været et kattemenneske, men jeg ved, at jeg blev enormt knyttet til vores tre katte. Som jo også kom til at lide under Camillas og min ‘bodeling’. Regnestykket var ret enkelt: Ronja var tosset med Camilla, så de to blev sammen. Mille var tosset med mig. Så hun var min. Og så var der Karlsson tilbage, og han kunne sådan set med begge, men Mille gad ham ikke – oftest afsløret i en skarp, lynhurtig klo lige over næsen på ham. Karlsson rykkede med Camilla. Også fordi jeg jo af gode grunde ikke kunne være sikker på, at jeg landede et sted, hvor jeg måtte have en kat med. Så smartest at Camilla ligesom fik så mange som muligt.
Vi fandt heldigvis et fint sted til Mille, hvor jeg – godt nok med bankende hjerte og tårer i øjnene – overlod hende til et nyt liv. Øv. Når man har lovet at tage vare på et andet væsen, skal man gøre det. Jeg svigtede her. Omstændighederne gjorde det for svært, så jeg ikke kunne leve op til ansvaret. Undskyld Mille. Nu er hun på landet, er blevet udekat og alle rygter siger, hun er blevet glad, lykkelig og endda en smule omgængelig. Måske er hun endda holdt op med at savne mig … mon dog 🙂
Tribute to the cats:
