Vi har brug for en mere kommerciel profil

Jeg var selvsagt ikke ubetinget begejstret for at få min sommerferie aflyst i sidste øjeblik, men det gav mig dog en fornemmelse af, at jeg var en slags nøglemedarbejder hos Danske Spil, der kun vanskeligt kunne undværes. Dét kombineret med at en meget, meget god – og klog kollega med erfaring ud i skilsmisser – havde givet mig det gode råd: “Sæt ikke flere ubekendte end højst nødvendigt i spil.” Med det mente han, at jeg skulle lade være med at ville rive alting op med rode. Holde fast i arbejdet. En fast stilling med gode – virkelig, virkelig gode – kolleger og dermed en form for base. Jeg manglede bare at finde en bolig, så kunne jeg samle mig selv op derfra. Det var et fint råd. Og jeg var endda så heldig at få en lejlighed i Vanløse pr. 1. november. Prismæssigt lige i overkanten, men på det tidspunkt havde jeg søgt mere end 100 lejligheder og ikke været i nærheden af at få en eneste af dem. Den her fik jeg. Og takkede ja.

Efter flytning 1. november gik der knap 3 uger, så skulle jeg til MUS på jobbet. En meget kort MUS. Min stilling i kommunikationsafdelingen stod foran nedlæggelse og skulle i stedet oprettes i et af datterselskaberne. Så jeg foreslog, at vi ventede med resten af MUS, til det ligesom var afklaret, hvad der ville ske. Chefen var enig. (Her er det på sin plads at sige, at jeg har kendt manden i 10 år. Han er et hjertensgodt menneske, og jeg kunne se på ham, at han var utilpas ved situationen. Det lovede ikke så godt. Men tjener ham jo til ære, synes jeg).

Jeg blev bedt om at tage en samtale med den pågældende person i datterselskabet – ham har jeg også kendt i lige så lang tid – og vi havde en fin, ærlig snak, hvor han blandt andet sagde: “Vi vil gerne have en medarbejder med en mere kommerciel profil – tror du, det er noget for dig?”. Nix. Det kunne jeg svare helt kort og klart på. Jeg var allerede mere kommerciel, end jeg brød mig om. Anede i øvrigt ikke, hvad jeg skulle gøre for at være mere kommerciel. Og selv hvis jeg vidste det, tror jeg ikke, jeg havde lyst. Så gik der en uge, jeg blev kaldt ind på chefens kontor, hvor han og en HR-kollega ventede, og så blev jeg opsagt.

OK, liv. Tak for dén. Jeg troede sådan set, at det var meningen, tingene skulle gå frem lige så stille, men det mindede lidt om et tilbageslag. Lidt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)