Ufærdige Tanker

De to formodet ringeste hold i gruppe D, Skotland og Tjekkiet, har netop duelleret. Reelt var det jo en kamp, der kunne sende taberen tidligt ud af turneringen, for selv om Kroatien ikke så skarpe ud mod England, er det alligevel forventeligt, at de er stærkere end både Skotland og Tjekkiet.

Og så alligevel. Tjekkiet vandt 2-0 foran 12.000 skotter, der ellers var klar til fest, fyrværkeri og fodbold. Skotterne forsøgte som altid, det bedste de kunne, men tjekkerne har simpelthen mere individuel kvalitet, og to scoringer af Bayer Leverkusens Patrik Schick – i det 42. og 52. minut afgjorde kampen. 1-0-målet blev sat ind på låget efter et indlæg fra tjekkernes højre side, og Schick steg op ved bagerste stolpe og headede bolden i nettet.

Endnu mere selvfølgelig var scoringen til 2-0. Skotterne var i angreb, men en afslutning blev blokeret og røg frem af banen og kort ind på skotternes halvdel, hvor Schick i fuld fart kom løbende og sparkede første gang, så bolden strøg i en bue fra hans venstre fod fra midten af banen og over og udenom målmand Marshall, der hastede tilbage mod stregen uden at komme så tæt på, at han overhovedet fandt det nødvendigt at hoppe for at nå bolden, der strøg i nettet for næsen af keeperen. 2-0.

Skotterne forsøgte efter bedste evne, og det var egentlig ikke så imponerende, men de gav ikke op og kløede på uden for alvor at skabe alverden. En enkelt løs chance til Lyndon Dykes blev det til, men alene med den tjekkiske målmand Vaclik blev det kun til et tamt puf med venstrepoten, og så var også den chance forspildt. 2-0, og tjekkerne kan nu med fortrøstning se frem til fredagens møde med Kroatien. Også dét opgør finder sted på Hampden Park i Glasgow, og kan tjekkerne undgå nederlag, vil de så godt som være i ottendedelsfinalen allerede før deres sidste kamp, som er mod England, der seneste besejrede dem 5-0 på Wembley i EM-kvalen i marts 2019. Returmødet oktober samme år vandt tjekkerne 2-1, så de er ikke chanceløse i denne gruppe. De er i hvert fald kommet fint fra land. Skotterne … de er formentlig færdige, før de overhovedet kom i gang.

Power ranking:
1 Italien – fredag er snart længe siden, men den italienske indsats i åbningskampen står stadig som den bedste ved slutrunden. Alene på grund af nationalsangen men også på grund af spillet på banen
2 Belgien – næsten helt oppe på niveau med Italien, men jeg havde fornemmelsen, at Belgien holdt lidt igen. Eller også mangler de en smule i helt at få klokkerne til at bimle
3 Holland – åbnede med 3-2 mod Ukraine i en kamp, de kontrollerede, smed styring i og så alligevel fik scoret. Svingende præstationer af flere spillere gør det svært at vurdere hollænderne ordentligt, men en af de bedste præstationer indtil nu i turneringen
4 Tjekkiet – Er højt på listen, og det holder næppe hele vejen, men de ydede en helstøbt indsats mod et skotsk mandskab med hjerte og mod. Tjekkerne virker homogene, målrettede og meget bevidste om deres individuelle roller
5 Ukraine – Højst placerede mandskab med nederlag i første kamp. De var længe helt ude af kampen mod Holland men et par flotte aktioner fik dem tilbage på 2-2, og de fik vist, at der er krummer og potentiale i holdet. De kan sagtens klemme sig videre fra en overkommelig gruppe
6 Østrig – lod sig presse unødvendigt hårdt mod Nordmakedonien, og selv om Østrig undervejs viste deres individuelle kvalitet i forhold til modstanden, måtte de arbejde hårdt for åbningssejr. De viste dog også modstandskraft og vilje til at finde løsninger
7 Finland – leverede en solid og fokuseret indsats i meget vanskelig kamp mod Danmark. Både på grund af omstændighederne og på grund af en stærk modstander. 3 point til finnerne i deres første slutrundekamp nogensinde er samtidig meget tæt på at sende dem i knockoutrunden også
8 England – der er altid store forventninger til England. Og de skuffer for det meste. Nu kommer de med semifinaleplads fra VM 2018, og de åbnede med 1-0 mod viceverdensmestrene fra Kroatien. Lavest placerede hold med sejr indtil nu. Jeg tror ikke på England. Men det er jo også det lette standpunkt. For de skuffer som regel
—
12 Schweiz – Skuffende åbning af Schweiz. De var meget på bolden, men de fik ikke skabt nok åbne chancer. Fin indsats af Embolo, som særligt i 2. halvleg var kilde til uro. Shaqiri og Xhaka skylder at dukke op til næste kamp
13 Wales – Et kedeligt bekendtskab. Simpel gameplan med vægt på defensiven og hurtige omstillinger men de manglede for ofte mod og hjerte til at gå all in, når de havde mulighederne. Tror de bliver et kort bekendtskab denne gang
—
19 Kroatien – Åbnede mod et medgørligt engelsk mandskab men måtte alligevel gå fra banen som tabere. De får svært ved at banke tjekkerne, og så er det pludselig slet ikke sikkert, de kommer videre fra en ellers tilsyneladende let pulje
20 Danmark – Fodbold er pludselig blevet i bedste fald sekundært. Spillet på banen mod Finland var ikke godt. Alt er forståeligt og tilgiveligt, men der skal helt andre boller på bradepanden torsdag, hvis ikke det skal blive til nederlag nummer to og farvel til drømmen om EM på hjemmebane og en sommer som i 92′
21 Rusland – Kæmpe skuffelse i deres første kamp hjemme i Sankt Petersborg, hvor et middelmådigt belgisk hold fuldstændig kontrollerede og dominerede Rusland og vandt 3-0. De skal ryste øretæven af sig, for så er der stadig muligheder i puljen. Men de skal levere mere.
22 Nordmakedonien – Gjorde det over mine forventninger med scoring og 1-3-nederlag til Østrig i åbningskampen. Kæmpede, knoklede og spillede med følelserne uden på tøjet. Præcis som jeg elsker at se undertippede mandskaber give alt, de har
23 Skotland – Ville så frygtelig gerne mod tjekkerne, men de spillemæssige mangler blev igen og igen udstillet og med nederlag mod gruppens formentlig næstringeste mandskab allerede i første kamp, ser det svært ud for Skotland
24 Tyrkiet – som med Italien gælder det også for tyrkerne, at fredag er længe siden, og jeg tænker efterhånden, at de næsten ikke kan have været så ringe, som jeg husker det. Men det var de. Det var skandaløst ringe.

Slutrundens med afstand bedste oplevelse indtil nu er netop overstået. Holland og Ukraine har spillet en herlig gang fodbold. Hollænderne vandt 3-2 efter en til tider hæsblæsende forestilling med masser af offensiv bold og et væld af chancer og muligheder.

Man skal selvsagt ikke glemme, at sådanne kampe ofte finder sted på baggrund af knap så mindeværdige forsvars-præstationer, og selv om Holland formentlig i manges tanker nu vil have spillet sig ind som en af turneringens favoritter, vil jeg dog stadig holde fast i tanken om, at de får svært ved at holde turneringens virkelige sværvægtere fra store chancer og mål, hvis forsvaret ikke bliver mere solidt, end det var nu. Både van Dijk og De Ligt er ude med skade, og uden dem er forsvaret egentlig ikke særligt skræmmende. Unge Jurrien Timber og aldrende Daley Blind flankerer De Vrij, og det er vel kun De Vrij, der reelt har niveau til at være midterforsvarer hos et mandskab, der drømmer om at være blandt de sidste fire ved en slutrunde.

Det ændrer ikke på, at aftenens kamp var en bedre version af dagens tidligere møde mellem Østrig og Nordmakedonien. To godt matchede hold, der udkæmpede et åbent slag og boksede løs til højre og venstre. Det er underholdende at se på, og hvis fodbold vil være en del af underholdningsindustrien, så er det den slags kampe, der får folk til at gribe læderet og købe både dyre tv-pakker, 1., 2. og 3. trøjen til familiens tykke farmand og det fancy shortssæt til familiens yngste. Fremragende underholdning. Fodboldmæssigt med klare mangler, men hey; betaler vi for underholdning eller for en DBU Masterclass? Nej vel …

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Holland
4 Ukraine
5 Østrig
6 Finland
7 England
—
12 Schweiz
13 Wales
—
20 Kroatien
21 Danmark
22 Rusland
23 Nordmakedonien
24 Tyrkiet

Østrig og Nordmakedonien er netop slut. Det er helt sikkert ikke to af slutrundens bedste hold. Men det er for mig slutrundens bedste kamp indtil nu. Det var to hold, der var fint matchet. En klar favorit i Østrig. En klar underdog i form af Nordmakedonien, der kun er med via playoffkampe fra Nation Leagues næstringeste niveau.

Men sikke en fodboldkamp. Hjerte. Stolthed. Vilje. Fight. Der bliver ikke efterladt et eneste gram tilbage på banen i Bukarest – og hvor er det dog synd, at der skal spilles kampe i lande og byer, som ikke er med ved slutrunden. Jeg kigger igen på Aserbajdsjan. Det gør altså noget ved stemningen. Og ikke noget godt. Alligevel var det en forrygende fodboldkamp. Goran Pandev, som i en alder af 37 år, spiller hos Genoa i serie A var med ved en slutrunde for første gang med Nordmakedonien. Pandev har startet Akademija Pandev for at give tilbage til sit land. Akademiet spiller til daglig i landets bedste række, og de har endda en mand med i truppen – Marjan Radeski. Flot historie. Flot bidrag. Fin måde at knytte landsholdet sammen med rødderne.

Kampen blev reelt afgjort på en genialitet af David Alaba, som kampen igennem overstrålede alle på banen. Sikke en klassespiller. Ved stillingen 1-1 fik han bolden på venstre flanke. Slog en banan ind bag forsvaret, og så kunne indskiftede Gregoritsch støde bolden i nettet for næsen af den ellers hårdtarbejdende nordmakedonske keeper Dimitrievski. 10 minutter senere udnyttede en anden indskifter, Marko Arnautovic, en lille fejl i bagerste kæde og afdriblede keeper Dimitrievski og sendte bolden i det tomme net til 3-1. Men altså indtil videre slutrundens bedste oplevelse for mig rent kampmæssigt.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Østrig
4 Finland
5 England
—
12 Schweiz
13 Wales
—
20 Kroatien
21 Danmark
22 Rusland
23 Nordmakedonien
24 Tyrkiet

Det er tid igen. En række sportsmennesker har været i garagen og støvet den gamle kasse med klicheer af, og vi har fået fornøjelsen af den evindelige traver, at nu er det tiden at “Football’s coming home”. Ved I, hvorfor den bliver ved at være aktuel? Fordi Football eddermame ikke gider home, hvis det er England, der kalder. De åbnede deres EM-slutrunde med en helt igennem forfærdelig fodboldkamp mod Kroatien.

Det hele er lagt til rette. 6 af 7 kampe kan England få på hjemmebanen Wembley, så spiller de finale foran deres eget publikum. Jeg lover, hvis de er i nærheden af finalen 12. juli, så græder jeg mig i søvn på fodboldens vegne. De er ikke et specielt godt fodboldhold.

Pickford i målet står for et hold, der hører til midt i Premier League. De centrale forsvarsspillere kan løbe, tackle og heade, men som moderne forsvarsspillere, der skal sætte spillet i gang – forsvarerne er de første angribere – findes der ikke mange, jeg nødigere vil have på mit hold end det centrale engelske forsvar. Midtbanen med Calvin Phillips fra Leeds – også et midterhold i Premier League – samt Declan Rice fra West Ham er fodboldmæssigt ikke god nok, og sandt er det, at Sterling, Foden og Mount er gode boldspillere, men det er de i klubberne primært i kraft af det vanvittige influx af verdens bedste internationale spillere, og i front er Harry Kane en notorisk målskytte, mens hvis jeg måtte vælge mellem fx Kane og Lukaku, ville jeg vælge belgieren 11 af 10 gange. Ja. 11 af 10!

Nu vandt de kampen 1-0, og så kan vi godt forberede os på endnu en omgang meningsløs eufori. Jøsses, hvor jeg hader engelsk fodbold.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Finland
4 England
—
12 Schweiz
13 Wales
—
21 Kroatien
22 Danmark
23 Rusland
24 Tyrkiet

Der er jo ytringsfrihed i Danmark. Og det er vi nok nødt til at holde fast i. Det er en herlig måde at få udstillet den totale idioti, der præger en hel del mennesker, når de ytrer sig offentligt. Hvad jeg har helt og aldeles svært ved at forstå er, at de her mennesker – som her nedenstående de to rædderlige Manniche-fruentimmere – bliver ved at få taletid. Hvem er det, der opfordrer dem til at blive ved med deres ufunderede vrøvl?

Hvorfor er vi blevet et konsekvensløst samfund, hvor man kan sige, råbe, skrive lige præcis, hvad man vil – og en time, en uge eller et par uger senere er man tilgivet og kan begive sig videre ud i livet som minister, selv om man etisk har knaldet et barn, som minister, der gennem 25 år svindler og bedrager med offentlige midler for egen vinding – eller som journalist, der enten rager på, knalder eller intimiderer mennesker, mænd, kvinder, kolleger, vidner og interviewpersoner og så bare bliver ansat hos den første, den bedste Rakkerpak-virksomhed efterfølgende. Eller som chefredaktør overtræder loven, får sig en fængselsdom og “så har man udstået sin straf”. Ja, det har man, men man har eddermame ikke krav på at indtræde i rangordenen igen på et niveau, hvor man alt for let bliver fristet til endnu engang at overtræde grænser, regler og love for egen vindings skyld.

Hvad er det, vi lærer hinanden ved gang på gang at lade folk slippe så let fra at optræde elendigt? Vi lærer både dem og vores unge mennesker og børn, at det er helt ok. At det faktisk er tæt på den eneste måde at opnå en form for anerkendelse i samfundet; Hvis vi tramper og træder og råber og skaber os, alt hvad vi kan. Føj for helvede.

Det lyder jo helt vildt at sige det. Belgien har toppet FIFAs verdensrangliste meget, meget lang tid. Men deres EM-åbningskamp mod Rusland bekræftede en fornemmelse, jeg har haft et stykke tid. Når de ekstremt skades-sårbare De Bruyne og Eden Hazard ikke er i topform, er det belgiske mandskab allermest middelmådigt med en helt forrygende Romelu Lukaku i front.

Bevares, Courtois i målet er langt over middelmådig. Men forsvaret er i bedste fald middelmådigt. Vertonghen, Alderweireld og til dagens kamp Boyata er ikke topklasse. Tielemans og Dendoncker på midten er heller ikke verdensklasse, og selv om jeg holder meget af Carrasco, Mertens og Thorgan Hazard, så er det altså ikke verdensklasse. Måske er det derfor, belgierne aldrig rigtig vinder noget for alvor. Det ser godt ud. Når De Bruyne og Eden Hazard rammer topniveau, er de skræmmende. På papiret. Men “Show me the pokaler”. Nej, vel, der er ikke meget at vise frem.

De slog her til aften et absolut ikke skræmmende russisk mandskab, og med sejr mod Danmark kan finnerne med rimelighed sigte efter en sejr mod Rusland i næste kamp og vel dermed i praksis booke billet til ottendedelsfinalerne allerede. Og Danmark skal absolut ikke give op på forhånd. Det her belgiske mandskab kan vi godt spille op med. Selvfølgelig allerbedst med Christian Eriksen, men nu må vi gøre forsøget uden.

Power ranking:
1 Italien
2 Belgien
3 Finland
—
12 Schweiz
13 Wales
—
22 Danmark
23 Rusland
24 Tyrkiet

Jeg har ikke noget at tilføje til situationen med Christian Eriksen. Kun at jeg er imponeret over reaktion og åndsnærvær hos de involverede, og at jeg håber, de positive meldinger om Christian Eriksen står til troende og varer ved.

Men på fodboldbanen! Da uret rundede 58 minutter, tænkte jeg, at det her var finnernes bedste chance for at få point ved denne slutrunde. Kampbilledet tilgodeså dem fuldstændig. Kynisk betragtet inklusive situationen med Christian Eriksen, der gav kampen et endnu mere rodet forløb med masser af afbrydelser, og den træthed, som Danmark skulle have profiteret af, efter en times spil ramte aldrig finnerne, fordi kampen blev afbrudt efter 40 minutter, og så var der en lang pause. Kort genoptagelse. Endnu en kort pause, og så manglede der bare en halvleg, mens finnerne stadig var stort set friske som ved kampstart.

Det er ikke ufortjent, Finland vinder. Deres gameplan var klar, tydelig og ydmyg fra første fløjt, mens danskerne – forståeligt; særligt som tingene formede sig – virkede ved siden af sig selv. Det kunne vel være gået to veje. Et forløst dansk mandskab i ren eufori over meldingen om Christian Eriksens tilstand ville folde sig ud og banke finnerne. Eller, som det skete, et dansk hold tydeligt mærket af situationen formåede ikke at skabe chancer, pres og muligheder, og dermed endte det med et dansk nederlag. Det er tre ærgerlige mistede point, men jeg vil være helt ærlig at sige, at jeg synes både de finske fans og spillere viste så stort format undervejs, at det sådan set var helt ok med mig, at de fik pointene. Vi tager bare de tre næste, når det gælder Belgien.

Power ranking:
1 Italien
2 Finland
—
12 Schweiz
13 Wales
—
23 Danmark
24 Tyrkiet

Lad os begynde med, at det foregår i Baku, Aserbajdsjan. Hvorfor UEFA bliver ved at placere relevante fodboldbegivenheder i denne udørk af en fodboldby er komplet uforståeligt. Stadion er tæt på tomt, og der er kun lige akkurat lige så ophidset stemning som til et menighedsrådsmøde, der ikke har beslutningskompetence i forhold til stauderne på bagsiden af den lokale kirke. På bandereklamerne står der “Qatar Airways – See you in Qatar 2022”. Og det kan man jo frygte, de får ret i. Hvorfor bliver sådan en kamp ikke spillet et sted, hvor der kan være 20.000-25.000 tilskuere fra Schweiz og Wales? Det er noget rod, og det fjerner fodbolden fra sit publikum. Det tror jeg ikke er klogt.

Hvis man ikke har overgivet sig til fodbold som koncept, er det sådan en kamp som Wales – Schweiz, der får folk til at kradse hovedbunden til blods og undrende slå ud med armene og spørge: “Hvorfor gider I dog glo på det?”. Og spørgsmålet er forståeligt. Men hvis man har overgivet sig, ved man, at der skal 10-15-20 og nogen gange flere gange Wales – Schweiz til, før man løber ind i et opgør med samme intensitet og hjerte som Italiens åbningskamp ved slutrunden. 1 af 2 er ikke en dårlig statistik, og vi kan med al rimelighed forvente, at der kommer flere opgør som Wales – Schweiz. Flere kampe, hvor mandskaberne holder mere på former og på struktur end på at levere levende, vibrerende fodbold fyldt med gnist, gejst og optimisme.

Efter 14 minutter gabte jeg første gang, og da kampbolden efter 20 minutter måtte udskiftes som følge af punktering, var det et næsten urimeligt fint symbolsk billede på en første halvleg, der på ingen måde er god reklame for fodbolden. Schweiz prøver, og de to offensive backs, Ricardo Rodriguez og Mbabu, er en fornøjelse, mens resten af aktørerne ærlig talt havde gjort os alle en tjeneste, hvis de i stedet havde taget en uge på Mallorca med All Inklusive, Speedos og en liggestol, for som underholdning betragtet er det godt nok ikke mange mønter værd.

I går afsluttede jeg Italien – Tyrkiet-teksten med en forventning om, at Wales og Schweiz må have slikket sig om munden ved udsigten til tyrkernes manglende evne. Nu tror jeg, de grupper, som skal parres med nummer 2 og eventuelt nummer 3 i denne gruppe, så småt ser frem til det tætteste, man kommer på en walkover i en EM-ottendedelsfinale. Jøsses det har været skidt. Mægtig skidt.

2. halvleg leverede i det mindste to scoringer, og den schweiziske Breel Embolo spillede sig op og scorede det enlige mål for Schweiz og serverede flere muligheder for holdkammeraterne. Af besynderlige årsager havde kampens danske kommentatorer frarøvet den walisiske angriber Kiefer Moore muligheden af henholdsvis fornavn og efternavn, så han blev kampen igennem omtalt som “Kiefer-Moore”, men det tager næppe glæden fra ham, for han udlignede, da Wales midtvejs i halvlegen var med i kampen i 5-7 minutter, og det var altså nok til at nappe det ene point. De sidste fem minutter skulle vel forestille at være spændende, men jeg må indrømme, jeg småsnorkede lidt på sofaen. Nu venter Danmark – Finland. Der er lagt op til folkefest i Parken. Det bliver 16.000 galpende rød-hvid-klædte over for finsk sisu, og mon ikke finnerne ender som ‘Jokke’, mens danskerne kan fejre sejren. Det håber vi.

Power ranking:
1 Italien
—
12 Schweiz
13 Wales
—
24 Tyrkiet

Fodbold vendte tilbage. Med tilskuere og af alle steder med åbningskamp i det evige Rom. Med balloner, med Andrea Bocelli og Nessun Dorma. Og ingen faldt da efterfølgende i søvn – om vi lige frem fandt fodboldens version af Prins Calaf er vel mere tvivlsomt, men hvad der aldrig var tvivl om er, at jeg personligt har overvurderet tyrkerne en anelse.

Åbningskampen stod mellem Italien og Tyrkiet, men det er en overdrivelse at kalde det en kamp. I første halvleg stod Tyrkiet dybt, tungt og nogenlunde effektivt, men selv da kom Italien frem til flere muligheder særligt via samarbejdet over venstrekanten med Spinazzola og Insigne. Et samarbejde så velfungerende, at det virkede som honning på en bi helt ovre fra højrekanten, hvorfra Berardi flere gange søgte over for at blive serviceret bedre end Florenzi formåede på højrekanten.

2. halvleg åbnede på samme vis, men da Florenzi var flået ud og erstattet af Di Lorenzo fik højrekanten samme schwung som venstre og bare 8 minutter inde i halvlegen slap Berardi igennem til baglinjen i feltets venstre side og hamrede den i høftehøjde ind foran mål, hvor den Juventus-ejede tyrkiske forsvarer Demiral stødte bolden i eget net.

Det åbnede kampen en my op, og det gav os et blik mod fremtidens Italien. Bølge efter bølge kom buldrende. Begge kanterne – Spinazzola og Di Lorenzo – blev ved at hjælpe den offensive trio i form af Insigne, Berrardi og Immobile, og det blev til yderligere scoringer af Insigne og Immobile. Og kunne snildt være blevet til endnu flere.

Stor kamp af de italienske backs (minus Florenzi, som må stå bagerst i køen til startplads næste gang) og solid indsats af en midtbane med Jorginho, Locatelli og Barella. Pellegrini måtte rejse hjem kort før åbningskampen, og på tribunen sad Marco Veratti og hyggede sig. Italien skiftede unge Chiesa og evige Belotti ind i kampens afslutning og understregede dermed, at der fremme på banen er meget at skyde med.

Tyrkernes eneste reelle forsøg stod Cengiz Under for, da han sent i anden halvleg forsøgte at løbe en kontra selv over for tre italienere, og hans afslutning blev blokeret af forsvaret og holdt af Donnarumma i målet. Men det antydede, at Italiens største udfordring skal findes i det aldrende oldboys-forsvar med Chielini og Bonucci. Der må da være bedre boldspillere til landsholdet i en nation, hvor det er en ære at spille de defensive pladser. De to Juventus-folk kan koste dyrt, når Italien møder stærkere modstand end den på aftenen helt og aldeles tandløse Burak Yilmaz i front for tyrkerne.

Wales og Schweiz må have slikket sig om munden, for de kan med sejr i det indbyrdes opgør i dag næsten sikre sig en andenplads i gruppen. Tyrkiet kommer ikke til at besejre nogen af dem, med mindre de løfter sig 80-90%. For selv om Italien var effektive og giftige på omstillinger, så spillede de jo altså ikke en fantastisk, forrygende fodboldkamp. De mødte bare en virkelig ringe modstander.

Foreløbig power ranking
1. Italien
—
24. Tyrkiet

Nu lysner det i horisonten. Snart er Danmark så fri af coronaens tag, at vi kan smide mundbindene, sende tusindvis af tilskuere til fodboldkampe og koncerter, og lige om lidt er bordet drejet, så det bliver alle de mennesker, der ikke jubler højlydt ved udsigten til kolleger, nærvær, evige kram og konstant fællesskab, der må finde sig i et samfund, der igen er til glæde for et ekstrovert samfund med fokus på at forbruge sammen.

Jeg har ikke nogen forkromet pointe. Blot en kort fortælling om, at jeg i pinsen var medhjælper hos DM i Padel, der blev afholdt i Odense. Forsamlingsrestriktionerne på det tidspunkt dikterede, at der måtte være højst 50 personer i hver af de to haller, hvor arrangementet blev afholdt. Vi hyggede. Jeg har savnet Padel. Det er stadig dejlige mennesker. Overvejende. Og det føltes helt normalt i et par dage. Da jeg kom hjem, fik jeg en sms fra min kammerat, som fortalte, at flere ved stævnet var testede positive efterfølgende. Blandt andet én, jeg havde talt længe og intenst med. Så jeg fik et opkald fra statens smitteopsporing og måtte af sted til en test.

Nu har jeg i en periode levet fra sommerhus til sommerhus, så med bopæl i Øster Hurup og kun adgang til offentlig transport, måtte jeg køre med to forskellige busser i samlet halvanden time for at komme til Hobro, som var nærmeste sted med ledige testtider. Besynderligt nok skulle jeg testes sammen med “almindelige” mennesker. Jeg havde forestillet mig, jeg skulle ind af en særlig indgang, hvor personalet var iklædt beskyttelsesdragter ‘a la Outbreak, men det var et helt normalt testcenter. Det tog 10 minutter, så var jeg ude igen og kunne så vente en time på en bus, der kørte mig halvanden time tilbage til Øster Hurup.

Mindre end 24 timer senere kom svaret, og den var god nok. Positiv. Jeg har stadig ikke helt fattet dags-regnestykket. Jeg skulle testes på 4. og 6. dagen, men da den første var positiv, behøvede jeg ikke test 2. Men det gav mig et bud på dage. Som jeg læste mig til, fik de fleste symptomer mellem dag 2 og 12. Flertallet i dagene 5 – 7. Og jeg fik symptomer fra om søndagen, som vel var min dag 7. Cirka. Det var ikke voldsomt, men jeg havde feber. Høj feber. Mild feber. Hoste og jeg var meget tilfreds med, at der kom slim med op, for den tørre hoste fik dårlige anmeldelser alle vegne. Jeg mistede appetitten (!?) og gik 5 dage uden at spise andet end en blomme og måske en banan pr. dag. Kræfterne forsvandt, feberen blev ved, og den blev krydret med kuldeture, diarre og opkast.

Folk fortalte mig, at jeg nok skulle glæde mig over, at jeg havde en mild omgang – jeg tænker modpolen må have været indlæggelse og respirator – men det var altså noget andet end en sædvanlig influenza. Mest fordi det blev ved. Og ved. Og ved. Nu er jeg symptomfri. Feberen er væk. Og jeg har fået noget af appetitten igen. Men jeg er helt og aldeles kraftesløs. Jeg går ture hver dag. Den længste tur har været på 35 minutter, og når jeg vender tilbage til hytten, må jeg ligge på sofaen og samle energi i halve og hele timer. Det er svært at vide, hvor meget skyldes medfødt dovenskab, og hvor meget der er eftervirkninger fra sygdom, men rart er det altså ikke.

Jeg er temmeligt heldigt stillet, at jeg kan holde næsten fri og skære ned på arbejdsopgaver, så jeg ikke er tvunget til at sidde og kæmpe mig igennem latterlige opgaver, som produkttekster eller beskrivelser af lufthavne i den anden ende af verden, som jeg ellers har gjort i en periode. Det har jeg bare kastet fra mig, for det orker jeg ikke.

Så eh … hvad er pointen? Tjah, jeg vil måske bare sige, at så smertefrit synes jeg sgu ikke, det er. Måske er jeg mere pylret eller ømskindet end de fleste – men det synes jeg nu ikke plejer at være tilfældet. Måske var jeg faktisk heldig. Men jeg synes nu alligevel godt, at vi kan prøve at holde fast i, at det altså ikke er helt normalt at blive syg med det hersens skrammel. Men jeg er all pro, at I bare giver den gas. Nu har I lidt nok alle sammen. Slå jer løs. Så skal jeg nok selv passe på mig selv. Men jeg håber, det er ok, at jeg lige samler både kræfter og mod lidt endnu, før jeg synes, det er megafedt at forsamles igen. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet igen. Men fordi så fedt har det sgu aldrig været med de store forsamlinger. Det er ikke for mig. Sorry.