Ufærdige Tanker

Jeg har lige gen-set de fire Hunger Games-film. Nu – ved 3. eller 4. gensyn – undrer det mig, at jeg i begyndelsen havde svært ved at kategorisere filmene som enten børne- eller voksenfilm. Jeg syntes dengang, der var noget Harry Potter over dem, som gjorde det en anelse barnligt at se dem. Men det er jo helt og aldeles barske dystopier, som børn ikke skal udsættes for. Jeg græder mig i hvert fald gennem dem hver eneste gang.

Men da de har Quarter Quell og bygger en kuppel til legen, holder jeg alligevel op med at tude. Jeg har tænkt på de der kupler siden Truman Show. Hvis man kan bygge sådan en kuppel, hvorfor gør vi så ikke det? Det vil give landmændene præcis det vejr, de ønsker. Det vil give os andre mulighed for ikke at få regn, når der er udendørs konfirmation eller bryllup. Og måske kan de endda konstrueres, så vi selv opsuger og neutraliserer vores udslip af giftige stoffer i atmosfæren. På den måde kan planeten jorden få lov at trives uden vores rovdrift, og vi kan leve vores liv, som vi nu ønsker i de forskellige kupler – eller én stor.

Jeg forestiller mig 5-6-7 store kupler placeret strategisk rundt omkring, og så skal der så være plads til godt en milliard i hver. Men vi har jo for filen også god plads. Hvad hvis man for eksempel lavede kuplerne på havbunden? Ville det så være en trussel for os, når polerne smelter, og der er så meget vand i verden, at det meste af planeten bliver oversvømmet (Waterworld-style!)? Skal man så kunne komme fra den ene kuppel til den anden? Vil der være velstandsforskel fra kuppel til kuppel? Skal de beskæftige sig med forskellige erhverv, så man har en tech-kuppel, en finans-kuppel, en produktions-kuppel og så videre? Ej, det ved jeg jo ikke, men kunne vi bygge sådan en flok kupler?

I øvrigt påfaldende at i Danmark, hvor mange har sværere og sværere ved at se den stigende hverdags-racisme, er det at indføre et Corona-pas for de selvsamme mennesker udtryk for den vildeste diskrimination.

Blah-blah-blah og noget med en bjælke og en splint

Der er gået to måneder, hvor jeg intet har haft på hjerte. Det har været skønt. Men nu går den ikke længere. Hvor er det dog synd for Naser Khader, at han er blevet ramt af stress. Og tilsyneladende er det opstået, fordi Berlingske offentligt har fortalt, hvordan Naser Khader har opført sig. Det kan være utroligt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sin egen dårlige opførsel.

I det mindste giver det anledning til endnu engang at undre mig over, hvorfor vi har skabt et system, hvor medlemmer af Folketinget har andre muligheder, rettigheder og friheder end resten af samfundet. Nu har Naser Khader godt nok afleveret en læge-erklæring, men det er sgu nok også lettere (undskyld, hvis det træder nogen læger over tæerne) at få en lægeerklæring, hvis man sidder i sit nydelige jakkesæt med lidt uglet hår og er et kendt folketingsmedlem, end hvis man er Dan fra Odense Syd (fx – tag det roligt!) og sidder i hullede joggingbukser med fedtet hår, lugter af sved og har grådstriber ned af kinderne, og man er blevet skilt og har brug for en pause fra sit job. Lidt lettere. Bare lidt. Så lægeerklæringen er sgu da det mindste.

Så kan man så gå derhjemme uden krav om at møde op på jobcenter, uden trusler om at miste indkomsten og uden nogen som helst form for kontrol. Det er jo himmelsk. Det er jo sådan, vi burde behandle alle syge mennesker. Med tillid, med støtte og med ro, fred og tid til at komme sig. Så der er intet galt med den fine ordning, Folketinget har lavet for syge medlemmer af Folketinget. Det skulle da lige være, at den kun gælder for medlemmer af Folketinget. For alle andre skal gå bodsgang, skal finde sig i trusler fra det offentlige og et evigt hængende Damokles-sværd over hovedet med trussel om både erhvervsmæssig og social eksklusion, fordi man tillader sig at være syg, og vé den, der er syg længere tid end den til rammen fastsatte mængde tid, for så er man da helt sikkert en fusker, svindler og nasser. Ikke en Naser. En nasser.

De seneste dage har nettet været fyldt med historier orkestreret af Jes Dorph. Han er ikke tilfreds med at være frataget sit højtprofilerede job som vært på Go’ Aften Danmark. Det forstår jeg da udmærket.

Men hvad jeg ikke kan forstå er, hvad der får i skrivende stund 36.000 mennesker til at være medlemmer af en gruppe på Facebook, som hedder noget fis a la støttegruppe for Jes Dorph, og så er Jens Gaardbo af besynderlige årsager røget med. Hvad tænker I på? Der er lynchstemning i gruppen.

De to kvinder, der i en intern undersøgelse på TV2 har dristet sig til at fortælle deres udlægning af situationen til en ekstern advokat, bliver svinet til. De er ludere, opmærksomhedskrævende og karriereliderlige. Og gik de i øvrigt ikke frivilligt med ind i lejligheden? Og var de ikke sådan nogen ludere, der gik uden BH og med korte kjoler? Og var de i øvrigt ikke 20-årige praktikanter med stram hud og ungdommelig glød? De var fanme selv ude om det, var de.

Indtil videre er de jo altså anonyme og står vel derfor ikke til at vinde noget som helst. Og hvis jeg var dem, ville jeg aldrig nogen sinde stå frem med den stemning, der præger Jes Ds klakører. Men om en uge – måske lidt mere måske lidt mindre – skal der nok være en af Jes’ ‘venner’, som lige så stille får listet navnene ud, og så kan de få den store tur i møllen, for hvad bilder de sig ind? At anklage Jes D for noget, som han siger, han ikke har gjort. Han kan godt nok ikke huske noget, men hans ven mener, at det kunne Jes aldrig finde på.

Det er det spinkle grundlag, der har fået 36.000 mennesker til at samles i en gruppe, hvor de i øvrigt kører afstemning om, hvorvidt sagen mon ikke er “foræder” (de mener nok forældet) eller om de skal have en “demotrtion” (måske demonstration) og så vil de gudhjælpedet lave en økonomisk indsamling til de to stakler. De er da formentlig også på afgrundens rand rent økonomisk …

Der er simpelthen ikke særligt langt fra behandlingen af sorte i sydstaterne i 60’erne, hvor de blev flået og dræbt efter forgodtbefindende og så den oppiskede stemning, der hersker lige nu. På hvilket grundlag? Ingen F***** aner det! Vi har kun de to versioner, der er kommet frem. Kvindernes, som omhandler en voldtægt og en krænkelse i form af uønsket opfordring til sex, og på den anden side Jes, som bedyrer sin uskyld.

Ingen af os aner, hvad der er foregået, og hvad der er op og ned, men det er altså ikke ret mange af de her #metoo-frembragte ofre, der i dag slynger sig i guldstole, hæder og berømmelse. Det er næsten, som om de bare fortæller sandheden og efterfølgende bliver smidt ud til venstre, fordi deres historier jo kræver, at vi alle kigger os selv grundigt i spejlet og derefter i øjnene.

Jeg forstår da godt, at Bimmer fra Sønder Bøvelse VVS synes, det vil være træls, hvis Annette fortæller om den der julefrokost i firmaet for 16 år siden, da hun var i lære og helt ny, og Bimmer hev op i hendes trøje og ragede hende på brysterne. Det vil ikke se godt ud for Bimmer.

Eller hvis Rita fortæller i banken, hvad Karsten gjorde ved hende i kopirummet for 19 år siden. Uhada, den bliver ikke rar for Karsten. Så lad os hellere råbe og skrige og forskyde og forvrænge og italesætte, at det da er deres egen skyld. Så klapper de forhåbentlig i – om ikke andet så så længe, at vi kan tage en tur i manegen mere med argumentet om, at de burde have stået frem tidligere …

Men der er ikke ret mange af de historier, vel? For lange de fleste af de her kvinder holder det inde. Lever med den skam, de føler. Lever med smerten ved at se deres overfaldsmand fortsætte livet, som om intet er hændt. Oftest får de lov at gøre det i stilhed.

Men ikke denne gang. For Jes har mange venner i medie-branchen. Og de skal nok holde mikrofonen for ham, når han turnerer med sin oftest uimodsagte historie, der mest handler om, at han er offer. For en dårlig proces. Ja, men ingen har fanme uønsket proppet sin pik op i numsen på dig. Så måske skal vi lige vende skråen og tænke over en gang til, hvem der er offeret her. Og studs lige en gang over, hvor fornærmet og overrasket han blev over kritiske spørgsmål i Aftenshowet. Det var jo ikke dét, der var planen. Det er ham, der er stjernen og har regnet ud, at ved at sidde der sammen med værten – som endda var en nydelig kvinde – kunne han uforstyrret forklare, at det er ham, der er offeret. Men sådan gik det ikke. Til hans store fortrydelse: “Det var hårdt”. Ja men det står dig jo frit for at lade være.

Måske har Jes ret. Måske er han helt uskyldig. Men så ligner det enormt dårlig rådgivning af hans advokat at råde ham til at underskrive en fratrædelsesaftale, så han ikke har mulighed for at prøve sagen i arbejdsretten. Hans eneste mulighed for at prøve sin sag nogen steder nu er i folkedomstolen, og den har han indtil videre dygtigt drejet i sin egen retning.

Igen; ingen af os aner, hvad der er op og ned. Men jeg håber, at I vil tænke over det her scenarie: Jeres datter, Amalie, har fået praktikplads på TV2. Nøj, hvor hun har glædet sig. Og hun kommer i gang. Er i Nyhederne den ene gang efter den anden live. Og så pludselig en dag bliver hun sygemeldt. Hun er deprimeret. Det kan jo ske, og I tænker ikke mere over det, og da praktikken og uddannelsen er ovre, får hun job hos en lokalavis på Sydsjælland. Langt væk fra rampelys og live. Tyve år senere er Amalie så centrum i en sag, hvor hun fortæller jer, at hun er blevet voldtaget på praktikpladsen. At TV2 slet ikke var så rart et sted at være, som hun håbede, og at hun nu i 20 år har båret rundt på historien selv, fordi hun har skammet sig og tænker, at det nok var hendes egen skyld. Hvis det var din datter, hvad ville du så føle i det øjeblik? Og ville du synes, det var fedt, at Bente, Børge og Helene henne fra nummer 31 meldte sig ind i støttegruppen til fordel for ham, Amalie blev overfaldet af?

Nej vel. Så måske skal vi alle sammen holde lidt igen med de voldsomme tilkendegivelser, indtil vi ved nok til at mene andet end det, vi bliver manipuleret til af en mand med langt over 30 års erfaring i centrum af medieverdenen. Måske har han ret. Men han får det hverken mere eller mindre af en rasende hob på Facebook. Tænk jer nu lige om. Det er mennesker. På begge sider af hegnet.

Der findes noget, der hedder “WordPress 1-click installation”. Som navnet siger, er det en måde at installere et blog-modul på den hjemmeside-adresse, man har. Cirka. Jeg er ikke nogen ørn til hjemmesider – eller til WordPress for den sags skyld.

For mig er det en platform, hvor jeg kan skrive. Alt det andet er gabende kedeligt, og det orker jeg ikke beskæftige mig med. Og så alligevel. Jeg har læst mig til blandt mennesker med mere forstand end mig, at den leverandør, jeg har haft min hjemmeside boende hos, de er blevet for dyre. For andet år i træk har de fordoblet prisen på at lægge serverplads til min hjemmeside. Så jeg har skiftet. (For særligt interesserede: Fra Simply (tidligere unoeuro) til one.com).

Og her er det så 1-click installation bliver relevant igen. For det skulle være så let. Og er det sikkert også. Bare ikke for mig. Så jeg endte med at blive så frustreret, at jeg opgav alt om at overføre, tog en backup og slettede alt hos min tidligere udbyder, og så begyndte jeg forfra.

Backup’en har gjort, at jeg har ‘reddet’ alle de tidligere indlæg – ‘stur’ stur’ kunst og meget dejligt – men der er sket det beklagelige, at abonnenter er røget i vasken. Så den fine flok af mennesker, der havde skrevet sig op til mail-beskeder, når jeg skriver nyt, de er ikke længere på listen og er derfor nødt til at tilmelde sig på ny – lige ude i højre side af skærmen.

Navn og mail. Så går du ikke glip, som Svend Brinkmann ellers så gerne ser, du gør. Så er du med. Hip. Opdateret. På omgangshøjde. Aktuel. Oplyst. Og underholdt. Med mindre selvfølgelig at du allerede får det her direkte i din indbakke. Så er alt stadig godt. Keep calm and go on!

Eller du kan bare fortsætte med at følge med på sociale medier, hvor jeg forsøger at huske at dele, når skrivelysten overmander mig. Såeh … det var bare en slags servicemeddelelse. That’s all folks