Ufærdige Tanker

Jeg har lige set sidste afsnit af DRs julekalender ‘Julefeber’. Har svært ved at huske en kalender, hvor jeg har været så begejstret for så mange af karaktererne. Gennemsympatiske. Menneskelige. Komplekse. Og hårdt kæmpende for at få livet til at hænge sammen. Så ja da, jeg tudede mig igennem de sidste 10 minutter.

Det er juleaftensdag. En dag, som vi åbenbart meget, meget nødigt vil have bliver udsat for forandringer. Det er med stor modstand og tænders gnidsel, at dansken må finde sig i at være underlagt restriktioner juleaften. Og det bliver mærkeligt hele tiden at have den der underliggende tone af at skulle holde en smule mere afstand end sædvanligt. Vi fejrer jul præcis de samme seks mennesker, som vi plejer – mine brødre, forældre og jeg.

I formiddags ringede min mormor på 85 år. Hun sidder alene langt ude på landet i aften. Efter tæt på 10 måneder rigtig meget alene virker hun i fin forfatning. Tapper. Med mod på mere. “Kom bare an, jeg klarer det”, kan jeg næsten høre hende hvæse. Måske hvæser min moster også – men det er nok mere en form for træthed, der gør sig gældende. Hun er sygeplejerske. Og fik inddraget sin fri-jul. Så hun er på arbejde nu. Og sætter forhåbentlig sin telefon på lydløs resten af dagen.

Det ér vigtigt at samles med familie og nære. Det ér det. Men jeg tænker nu også på de der familier, hvor det er vanskeligt. Hvor for eksempel børn og unge tumler med forældre med et lidt for rigeligt alkohol-indtag eller lidt for løse næver. Eller forældre, der skændes så det brager gennem hele julen. Det kan ikke være let at leve i det skisma, hvor man på den store fælles aften samtidig hele tiden skal frygte for, at alting ramler sammen om ørerne på én.

På Twitter har jeg i år set rigtig mange mennesker, som har været ekstremt pressede på økonomien. Heldigvis har jeg også set en helt overvældende mængde, som rækker ud og tilbyder hjælp både i form af kontanter, gavekurve eller fysisk hjælp til transport eller hjembringelse af juletræ eller -varer.

Det er hjertevarmende at se. Og så er det jo alligevel en varme, der opstår, fordi nogen har det så svært, at det kan være vanskeligt at forstå for os, der ikke helt har prøvet at stå i den samme situation.

Jeg vedkender, at 2020 har været et helt igennem umuligt år på mange måder. Men noget af det, der har gjort mig allermest oprørt, er den modstand, der er kommet mod utopier. Det er, som om nogen tror, man kan lukke en diskussion med henvisning til “Ah, det er en utopi”. Og så behøver vi ikke tale mere om det.

Det skal vi da netop. Vi skal tale om, hvad vi vil med vores samfund. Vores klode. Vores fællesskab. Vil vi bare fortsætte med at løbe så hurtigt som muligt og så bare håbe, vi ender et fint sted? Eller kunne det være en idé at drøfte utopier – ideer – om, hvad vi kunne tænke os?

Det er jo os selv, der laver regler. Laver normer. Og binder hinanden fast i snævre rammer og indlejrede ideer om, hvordan verden skal se ud. Og hvis flertallet synes, alt er fjong, så klør vi bare på, men jeg tror, mange oplever en form for tomhed ved erkendelsen af, at livet mestendels handler om at avancere på job, tjene flere penge, købe større fladskærme og dyrere biler samt at kunne tage på udlandsrejser, når trangen opstår.

Uanset om du er med familien. Isoleret med corona. På job. På røven. Eller på toppen. Så Glædelig jul. Må det blive præcis den aften, du ønsker dig.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Tom Kristensen, 1932 (En fribytters ord)

Ja, ja, ja den gamle traver med “Herfra min verden går …” og så videre. Men altså; for det første var der bare ikke særligt mange lysreguleringer, da jeg gik ture i Højer og omegn. Der er ikke sådan rigtigt stemning for dem dernede sydpå. Men det er der altså i Skibhuskvarteret og omegn. Stemning for lyskurve, altså!

Og for det andet har jeg jo nu solgt den fine lille Fiat, så nu spadserer jeg en hel del ture i den friske december-luft. Og jeg venter og venter og venter ved de der lyskurve. Og som udgangspunkt er det jo ok. Jeg skal – selv som nogenlunde CO2-venlig fodgænger – selvfølgelig overholde færdselsloven og vente for rødt.

Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor det er blevet sådan, at stort set alle lyskurve har manuel betjening af ‘fodgænger-grønt’, så jeg skal hen i krydset og trykke på knappen, før end krydset overhovedet overvejer at bruge det grønne fodgænger-lys.

Tænk hvis det samme gjorde sig gældende for bilerne? At de kom trillende hen mod et kryds, der var lige ved at skifte til grønt – men kun for dem, der allerede holdt i krydset. Ankom man, mens der var gult, måtte man pænt rulle vinduet ned og trykke på knappen, så der blev grønt lys næste gang, ‘karussellen’ kom rundt.

Reelt betyder det ikke alverden. Jeg venter utroligt gerne et minut eller to. Det generer mig ikke. Men hvorfor skal jeg vente, når bilister bare kan surfe igennem? Er deres tid så meget vigtigere end min? Eller er der en virkelig god forklaring, som jeg bare ikke kender til?

Er det færdselssikkerhed? Er det lettere som bilist, når der ikke er grønt for andre end dem? Skal de så ikke overveje en fornyet køreprøve? Man skal vel for filen under ingen omstændigheder køre gennem en lysregulering med hovedet under armen – fodgængergrønt eller ej?

Dengang jeg underviste på efterskole, tillagde jeg mig en del onkel-kommentarer. En af de flittigt brugte gik på, når eleverne kækt talte om lige at nuppe en “all nighter” – altså springe nattesøvnen over – eller når de bare fortalte, hvor lidt de reelt sov hver nat. Fordi samtaler på værelset, onlinetid og natterend. De er jo unge. Mit onkel-spørgsmål lød så:

– Ved du, hvor alle vi gamle, rynkede mennesker kommer fra?
– Nej …
– Det er unge mennesker, der tror, de kan undvære søvn, som er blevet ældre. Så kommer man til at se ud som mig.

Der er nok lidt for meget tø-hø til unge mennesker, men jeg kom til at tænke på det i dag igen, da vi skulle igennem endnu en omgang online-bashing. Laura på 12 år har sendt et brev til statsministeren OG RESTEN AF FOLKETINGET. Den gæve pige opfordrede simpelthen til færre skænderier og mere samarbejde.

Men The Owls Are Not What They Seem, og alskens mennesker med god tid på nettet overfaldt statsministeren, hendes spindoktorer og Laura for enten at have forfattet brevet selv, bruge brevet til egen vinding eller at Laura aldrig selv kan have skrevet brevet, fordi det er for velformuleret – “men hun kan så heller ikke sætte kommaer”, som jeg læste et sted. Damned if you do and damned if you don’t …

Nå men det jeg kom til at tænke på var, at alle de sure og vrantne voksne mennesker også kommer et sted fra. De kommer selvfølgelig fra sådan nogen som Laura, der forsøger at bidrage med en opfordring til at forenes og samarbejde, og så oplever hun, hvordan det bliver puttet i kasser, afvist, hånet, nedgjort, manipuleret osv osv. Som med rynkede, gamle mennesker så stammer sure, vrantne og skænderi-villige voksne også et sted fra: Oplevelsen af at det slet ikke kan betale sig at tale pænt eller opfordre hinanden til at enes.

Vi lever I en tid, hvor det handler om at råbe højest til det største publikum. Som jeg ser flere steder online, er det simpelthen et argument, at “du har kun xx følgere” – underforstået at modparten har mange flere, og flere følgere betyder, man har mest ret.

Jeg genkender Lauras ønske om mere samarbejde og mindre skænderi. Jeg ser mig selv i Greta Thunbergs næsten desperate frustration over at se et så tydeligt problem og samtidig skulle acceptere, at der ikke bliver gjort noget – nok i hvert fald – ved det. Jeg ser og forstår præcis, hvor de unge mennesker kommer fra. Og jeg forstår desværre også, hvorfor de – som alle os andre – bliver til så forbitrede voksne mange af dem.

– Lad os indføre borgerløn. En fast udbetaling til alle hver eneste måned på fx 10.000 kroner. Uden modregning som skat. Bare 10.000 kroner til alle.
– Er du vanvittig. Så er der jo ingen, der vil gå på arbejde.

Er du sikker på det? Hvis ingen vil gå på arbejde uden at få penge på det, skal vi så ikke prøve at finde en anden måde at organisere os på? Jeg mener; hvis ingen er på arbejde for andet end pengenes skyld …

Formentlig finder vi ikke brugbart alternativ i første hug. Men hvis vi slet ikke overvejer det, kommer vi absolut ingen vegne. Så; hvad kunne der ske, hvis vi nu indførte, at alle danskere – over 18 år? – fik 10.000 kroner kvit og frit ind på kontoen hver den første?

Ville der så være nogen, der ville drive Dansk Supermarked/Coop, den lokale slagter og tøjbutikker? Ville der være mennesker, som gerne ville tjene mere end 10.000 kroner hver måned, og som derfor godt kunne tænkes at ville arbejde? Det tror jeg da. Og håber.

Hvad nu hvis vi sagde, at der ikke skulle betales skat af indkomst? Hvor skal pengene til de mange gange 10.000 kroner så komme fra? Højere afgifter på varer? På økonomiske transaktioner? Afgifter på veje? Langt højere skatter på formuer – fordi jeg tror på, det ville gøre en masse godt, hvis vi fik nivelleret samfundets penge, så de ikke var fordelt på få hænder.

Ville der ske noget som helst? Som sproglig student uden hverken forståelse eller interesse for penge er jeg sikker på, der er økonomiske faldgruber, men husk at der ikke er noget, der er umuligt. Vi lever i en verden, vi selv har formet. Selv har skabt reglerne for. Selv har indrettet. Så selvfølgelig kan vi lave ændringer, som passer til det, vi ønsker os. Spørgsmålet er bare, om vi har nogen anelse om, hvad vi ønsker os.

Jeg tror reelt ikke, det er virkelig vigtigt for os, hvad andre mener. Men at kategorisere og indramme og vurdere andres meninger fungerer som en slags selvidentifikation.

Aktuelt diskuterer vi mange steder, om Mette Frederiksen er en diktator, der benytter corona-krisen til at styre og regere uden at tage hensyn til demokratiske spilleregler. Eller også diskuterer vi, om blå blok er en flok hyklere, der ikke så hverken Anders Fogh, Inger Støjberg eller Lars Løkke’n i deres egne øjne, da det var tid. Og det bliver til ophedede diskussioner. Og jeg er træt af det.

Jeg er træt af, at jeg som menneske skal vurderes på, hvad jeg rent politisk ønsker. At jeg skal kaldes det ene og det andet, fordi jeg mener noget om, hvordan vi skal indrette samfundet. Det er heller ikke i orden, at nogen mener, fordi man er på blåt hold, så er man alt muligt andet. Vi kender det jo alle sammen. De røde er pladderhumanister, naive, godtroende og vil kun bruge andre folks penge, mens de lader muslimer vælte ind over grænsen. Mens de blå er kyniske, pengefikserede, inhumane med tendens til racisme.

Det er da ikke underligt, at det er så vanskeligt at tale om noget efterhånden. At vi bliver mere og mere polariserede. Og det begynder altså med alle de samtaler, vi har med dem, der mener det samme som os. Hvis jeg sidder i en baggård og enes med andre røde om, at de blå er nogle umennesker, så bliver det for hver gang sværere og sværere at have en ordentlig samtale med nogen, jeg ved er fra blå blok.

Det kan jo ikke være meningen, og det kommer formentlig helt ned til ganske almindelig opdragelse, dannelse og pli. Det handler (også) om tonen. For det betyder noget, hvis man går Trump på en debat og sviner modparten til med løgne, beskyldninger, hån og latterliggørelse. Der er ingen midterrabat. Der er intet sted at mødes. Der er kun en vinder og en taber. Og det er noget hø.

I 2020 har vi som globalt samfund ret mange muligheder for at få tag over hovedet, mad og bidrage i fællesskab. Men det spolerer vi, hvis det skal være et åbent mundhuggeri om, hvorvidt fremtiden skal bestå af borgerløn eller kolonier på Mars. I hvert fald så længe vi ikke kan tale med hinanden om de ting, uden at vi skal kalde hinanden ting, jeg fik eftersidninger for i 6. klasse. Det er ikke ok. Jeg er fristet til at hive gode gamle Poul Nyrup frem: “Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre?”

Jeg har vist nok sagt det her før. Men det kan ikke siges for ofte. I løbet af mine 27 måneder som efterskolelærer har jeg fået et indblik i de liv – og de forældre – som nogle unge vokser op med. Det har i voldsom grad forstærket min i forvejen ellers ret enorme taknemmelighed for det kæmpe arbejde og den store kærlighed, mine forældre altid har sendt min – og mine brødres – vej.

Aktuelt er anledningen deres evige hjælpsomhed. Jeg er 45 år (who knew!?), og når man flytter (som jeg gjorde for 14 dage siden) i den alder, er det ikke sådan, at man lige som det allerførste inviterer sin venneflok til at hjælpe.

For mit vedkommende selvfølgelig også, fordi jeg allerede nede i 20’erne opbrugte en kvote på højde med de fleste menneskers for et helt liv af flytninger med venners hjælp. Så jeg var sådan set klar til at flytte selv denne gang. Jeg undersøgte godt nok, hvad det ville koste at få nogen til at køre det hele til Odense. 3.500 kroner. Det var jeg for nærig til.

Så mine forældre gav et stort nap med. Endnu engang. De kørte med til Højer – 2 timer! – og farmand hjalp med at slæbe mine ting ud på traileren. Imens insisterede min mor på at gøre rent i huset. Flittigt. Pligtopfyldende. Og faktisk var hun en smule surmule, da vi sagde, at nu kørte vi altså. For hun var ‘ikke helt færdig’.

Vi fik ikke min vaskemaskine med, for sækkevognen punkterede og kunne ikke løfte noget som helst. Den fornemmelse kender vi vist alle. Så jeg kunne se frem til en tur i min lille blå ‘500’ til Odense for at låne mine forældres bil med træk og trailer og køre retur, hente vaskemaskinen og tilbage igen. Og så hjem i min egen bil. 8 timers transport.

Vaskemaskiner er egentlig også nogle vanvittige skrumler. Ikke noget at sige til, det ikke er noget, ret mange sådan lige flytter med. Men det gjorde jeg. Særligt da mine forældre forsigtigt foreslog: “Hvad med vi bare kører bilen til Højer, og så læsser vi traileren sammen, og så kører vi tilbage til Odense? Det sparer dig for alle turene.”

Oh yes, det sparede mig for alle turene. Mod at de så tog to ture. Så meget hjælp på en gang har jeg svært ved at tage imod. Jeg kan sagtens tage mod hjælp. Men det skal helst involvere, at jeg selv går forrest og står i stævnen og bærer det tungeste læs osv osv. Men de tilbød det et par gange mere, og til slut tog jeg med kolo-taknemmelighed imod. Det var klart det letteste for mig. Og de havde vist begge fornemmelsen af, at jeg trængte til det. Til ekstra hjælp. Lige dér.

Og det er, som om de altid lige præcis ved, hvornår der er brug for ‘normal’ forældre-hjælp, og hvornår der er brug for den der ekstra altomfattende og -sluttende forældrehjælp, der bare løfter alverdens ballade af skuldrene.

Fik jeg sagt, jeg er 45 år? De kommer til at være der for mig altid. Og det er verdens mest trygge fornemmelse. Og jeg er så gennemgribende, knusende og fantastisk taknemmelig. Jeg er – en af fire – verdens heldigste søn, at jeg har fået jer som forældre ♥️