Fodbold

Apropos ludersønner

Er man bare marginalt interesseret i fodbold, har det været svært at komme uden om halløjet i tysk fodbold i denne tid. Det er væsentligt mere komplekst, end det umiddelbart virker til, men det handler om penge, klubfølelse, regler og flere penge. Cirka. Læs selv mere diverse steder på nettet, hvis du har brug for det – men husk alting har mere end én side.

Al ståhejet har fået mig til at tænke over den der meget, meget passionerede tilgang til fodbolden. Når jeg læser på foraer med fans af diverse italienske mandskaber, så er der mange, der bliver tituleret med et ‘merda’ – altså “lorte-xx”. Eller den evige diskussion i Danmark om, at man da ikke kan holde med fx FCM eller FCK i europæisk fodbold, fordi man som AGF-fan ser det som en ulempe for ens eget mandskab, at det går de andre godt.

Det er på sin vis fascinerende, men jeg kan også mærke, at jeg er meget langt fra den slags passion. Jeg er Juventus-fan. Som det næsten eneste. Jeg holder også meget af OB. Men det er så det. Til gengæld har jeg en stribe mandskaber, jeg sympatiserer med. Og endnu flere, jeg nyder se spille fodbold. I mange år fandt jeg Napolis spil meget mere underholdende og stimulerende at se på end Juventus.

Jeg kan godt lide en masse hold i Italien. I år selvfølgelig vores alle sammens darling, Atalanta, men det er da også fedt at se Roma, Lazio, Milan, Inter, Fiorentina, Sassuolo (altid mål!), lige som jeg nyder både Sampdoria og Genoa. Det er altså mange hold og mange oplevelser, jeg skulle udelukke mig selv fra, hvis jeg bare skulle merda-hade alle andre hold end Juventus.

Tysk fodbold har også en stigende stjerne for tiden. Leipzig, Leverkusen, Gladbach, Dortmund, Frankfurt, Hoffenheim, Wolfsburg, Hertha og Union Berlin – sammen med St. Pauli og Braunschweig. Jeg er ret tosset med tysk fodbold.

Måske er det bare sådan, at jeg i virkeligheden holder aller-allermest af selve fodboldspillet. Så er det ikke så vigtigt, hvem der spiller det – bare de spiller på en måde, jeg finder frydefuld. Og den slags har det jo med at skifte. Men altså; kan vi ikke prøve at lade være at kalde hinanden for ukvemsord. Som fx ludersøn.

Jeg er grundlæggende ret pjattet med uenighed og passion, men jeg synes faktisk godt, vi kan forsøge at holde en nogenlunde sober tone. Ikke kun på tilskuerpladserne men også både på banen og langs sidelinjen hos trænerne. Men det er vist et helt andet blogindlæg en helt anden dag.

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.