“Jeg vil gerne have sixpack og større muskler”

Ja, det er altså ikke mig, der har sagt det. Det kommer fra Valdemar, som er en af de tre (tilsyneladende) hovedpersoner i DRs Generation XL. Den kendte børnelæge fra Holbæk (som han hele tiden refereres til i programmet, og derfor har jeg glemt hans navn) har stor succes med at få overvægtige børn og unge til at tabe sig, og det er jo godt, hvis de enten gerne vil eller har brug for det af rent sundhedsmæssige årsager.

Valdemar er 12 år. 12 år. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvad sixpack var, og jeg var da rent ud sagt ligeglad med større muskler. Jeg kan mærke, mine hippie-gener giver udslag på et sted mellem max og Bo Henriksen, når jeg hører den slags. Det er én ting, at man ikke skal fodre børn og unge (eller nogen andre for den sags skyld) med uhyrligheder som sodavand dagen lang, fredagsslik hele ugen eller lørdagskylling om onsdagen. Det siger sig selv. Men ville det ikke være fint (jo; det synes jeg i hvert fald), hvis børn og unge lærte at spise varieret, lærte at balancere og lærte at motionere ikke handler om større muskler og sixpack men derimod om at have det godt med sig selv.

Nogen vil så mene, at det er nødvendigt med sixpack og større muskler for at have det bedre med sig selv, men så synes jeg, vi skal arbejde med det i stedet. Der er ingenting, der taler for, at livet bliver bedre med sixpack og større muskler. Livet kan blive spoleret, forstyrret eller begrænset af ingen muskler og af så meget overvægt, at det kniber at binde snørebånd, kniber at selv cykle de 1.200 meter til skakklubben og kniber at gå i seng, fordi man indtager så meget sukker, at alting drøner rundt i ægget konstant. Det er forstyrrende. Og ødelæggende. Og kan bekæmpes ved et fornuftigt og afbalanceret indtag af mere sunde ting.

Men hvem er det, der har fundet på, at vi alle skal have sixpack, større muskler, spise sundt, løbe maraton, ironman og ultraløb? Det er konkurrencestaten, der kalder på velopdragne soldater, som kan deltage med optimal effektivitet og lydighed. Det er samfundet, der kan spare på sundhedsudgifter, hvis vi bare alle lever det snorlige liv fra vugge over uddannelse og arbejdsliv til velopdragent at dø i så god tid, at vi ikke bliver en belastning ud over vores egne pensionsopsparing … Drop det.

(Disclaimer: Der er intet galt i at løbe maraton, ironman og ultramaraton – det er bare noget, der er skabt for en udvalgt skare. Det er ikke nødvendigvis noget, alle skal. Ligesom ikke alle skal leve af proteingrød og acaibær og skyr. Vi er – heldigvis og så længe det varer – forskellige. Det gad jeg godt, vi gjorde lidt mere for at holde fast i)

“Husejer stiller internet til rådighed men opfordrer til ikke at streame film og tv”

Det står der simpelthen i min velkomstmappe fra Dancenter. Jeg havde egentlig tænkt at se de sidste afsnit af Handmaid, se Defenders, True Detectives og stene dårlige film på sofaen hver aften. Det ved jeg da ikke rigtigt nu. Og mine medbragte DVD’er – fordi jeg troede, der var afspiller, det er der så ikke – kan jeg bare lade ligge i bunden af tasken. Jamen, så er min længe ventede og nok en lille smule overmodne sommerferie da i gang.

Der er godt nok en parabol, men herovre ved Vesterhavet – Jegum Ferieland helt præcist – er de åbenbart kun beregnet til tyske kanaler. Altså, jeg ved godt, de er 80 millioner mennesker, men der er mere end 125 forskellige kanaler med tysk tv … er det ikke lige i overkanten? RAI kunne jeg heldigvis ikke fange, så jeg slap for at se Italien få bank af Spanien.

Og lige så heldigvis har jeg en fin bunke bøger med. En passende stak til 14 dages ferie – jeg er i fuld gang med Ekmans Hændelser ved vand, men den er altså en smule tung og kedelig, så den ryger om bag i køen. Heldigvis greb jeg som det sidste, inden jeg gik ud af døren derhjemme Mathilde Walter Clarks GIPS, som stadig – og ja, jeg har læst Ove osv – er den absolut sjoveste bog, jeg har læst. Dén lægger jeg ud med at genlæse, og så bliver alting godt.

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal se Waterworld. Jeg husker, da den kom tilbage i 1995. Dengang som verdens dyreste film og den floppede bigtime. Gabende kedeligt husker jeg den som. Men altså … en film om at polerne er smeltet og verdenshavene steget, så det meste af kloden står under vand?? Måske er det en genial film af Nostradamuske kvaliteter, som jeg bare ikke kunne forstå at sætte pris på dengang i midthalvfemserne, hvor livet mest gik ud på Poul Krebs, bajer og studiestarter (ja, i flertal 🙂 Sådan var det dengang!) Waterworld ser jeg altså uagtet, hvad husejer synes, jeg skal bruge nettet til her i hytten.

Jeg kom egentlig også til at tænke over det med net og film og stream. Jeg har – indrømmet, hands down, og ingen kan nægte det – været temmeligt ulidelig den seneste måneds tid (mindst). Jeg har trængt så helt urimeligt voldsomt meget til ferie, og selv om jeg hver eneste morgen er draget hjemmefra med uendelige løfter og formaninger til mig selv om at tage det roligt, ikke vrisse og ikke brokke, må jeg have været en forfærdelig kollega og kontormakker. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har været så bevidst om, at jeg har trængt til ferie, så det er med temmeligt store forventninger, jeg har indtaget hytten i dag.

Endelig vil jeg også pløje mig igennem de seneste to numre af Offside. Det eneste, jeg abonnerer på, og det gør jeg, fordi jeg gennem lang tid har lyttet til deres podcast, som jeg synes er virkelig, virkelig sjov. Når jeg lytter til Anders og Johan sidde og pludre, får jeg megalyst til at sidde over en – helst til danske priser – øl og snakke fodbold med dem. De får mig helt seriøst til at grine højt, når jeg vandrer med pod i ørerne. Giv dem en chance. Det er på svensk, men det er fantastisk alligevel. (De hedder simpelthen helt ukrukket: Offsides Podcast – find dem i iTunes eller via deres hjemmeside: http://www.offside.org/category/offsides-podcast/)

Hvad skal jeg lave herovre vestpå i 14 dage helt alene? Slappe af. Vandre på de naturstier, der angiveligt er i lokalområdet. Træne. Spise. Læse bøger. Og ikke læse mails. Ikke hidse mig op over kommentarspor. Og forsøge at komme i gang med at skrive dagbog igen. Jeg har engang hørt, man ikke skal prøve at skaffe sig af med dårlige vaner i en ferie. Det er de ikke egnet til. Men de passer fint til at tillægge sig gode vaner. Så jeg vil forsøge at komme ind i en vane med at sove mindst 8 timer hver nat. Og vågne uden vækkeur (det skal nok lykkes det med vækkeuret, tænker jeg. Succes! Flueben nummer 1)

(PS: Alt det der med ikke at skrive man er på ferie; held og lykke med at finde min adresse, og skulle dét lykkes, så held og lykke med at finde noget af værdi på adressen. Jeg er faktisk blevet en ganske ferm minimalist, og da jeg gik ud af døren, tænkte jeg, at selv hvis den var i brand, var der ikke mere i lejligheden, jeg ville tage med)

At være hård ved sig selv

En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.

Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.

At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.

Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.

Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?

Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.

Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …

Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.

Når irritationen bider sig fast

Jeg vågnede i morges og var irriteret. Har været irritabel hele dagen. Og i den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at være rasende. Ikke på den der latterlige BT-måde, hvor to på Facebook, der hvæser ‘Det er for dårligt …’ udgør en rasende menneskemasse, men simpelthen en grundrasende tilstand, hvor jeg kan mærke vrede buldre og brage indeni.

Det med at skjule, hvordan jeg har det, ligger mig ikke nært. Jeg er sikker på, at mit kropssprog temmeligt utvetydigt fortæller omverdenen, hvad jeg tænker, og måske endda hvad jeg føler. Og selv om jeg har spekuleret ret så intenst på mulige årsager i snart en god uge, er jeg ikke kommet frem til noget håndfast.

Af erfaring ved jeg, jeg skal lytte til mig selv, når der er uro, ubalance, eller bare når bullshit-detektoren bimler. Så er der som regel en sten i skoen, et hår i suppen eller en ko på isen. Eller alle tre på en gang. Min hidtidige autoreaktion har altid været at flytte og/eller skifte job – helst begge dele samtidigt. Men det kan da for filan ikke altid være det rette svar …?

Så jeg roder videre efter en forklaring eller i hvert fald en form for årsag til irritationen og raseriet. Jeg håber, alle kender til den der daglige utilpashed?? (Jo, please …)

  1. Der kan være noget på arbejdet. Et projekt, der er forkastet. En idé, der er skudt ned.
  2. Der kan være noget med helbreddet. Jeg er en røv med ører til at være immobil, så efter 9 uger med en dårlig ankel og ingen motion ville det ikke være underligt, hvis det var en trigger. Men jeg er så småt ved at komme i gang igen. Hvorfor er jeg ikke glad og fuld af gå-på-mod?
  3. Penge kan helt sikkert også være et problem, og det har det været mange gange i tidens løb, men det er altså ikke dét, der er galt i denne omgang.
  4. Socialt liv? Jeg ser gode venner i hvert fald på ugentlig basis, og jeg synes, jeg trives på arbejdet socialt. Jeg føler mig tættere knyttet til familie end nogensinde.
  5. Kærlighed? For første gang i mere end et år har jeg i sidste uge været på en date. Som en af mine allerklogeste veninder siger: “Gør det nu bare. Det er jo bare en date.”
  6. Mening? Føler jeg alligevel ikke, at jeg er så meget med til at fange forbrydere, som jeg troede, da jeg fik job hos politiet? Ej, det kan jo ikke være det. Så bundnaiv er ikke engang jeg.
  7. Mere overordnet mening? Tjaeh, men jeg har jo været utilfreds med verden i lang tid efterhånden. Faktisk er jeg så småt ved at affinde mig med, at jeg er lidt til en side, på en ølkasse, i et hjørne, bag en busk. Idémæssigt, politisk og samfundsideologisk i undertal. Jeg var meget vredere, da jeg var yngre over verdens tilstand, så underligt hvis det skulle være det lige nu.

Jeg har lige læst en tekst, en veninde har skrevet. Hun og hendes kæreste har netop mistet et barn. 4,5 måneder inde i graviditeten. Hun fortæller om deres oplevelse, om smerten, om sorgen og om tabet.

Jeg græd, da jeg læste hendes historie (Medium kaldte den et ’79 minutes read’) Jeg græder i det hele taget meget for tiden. Tidligere græd jeg, når der skete noget lykkeligt. Til bryllupper selvfølgelig. Når Rocky vinder til slut. Når Katherine Heigl finder sammen med bejleren alligevel. Når lykken rammer. Det har jeg svært ved at holde inde. Så jeg tuder. Det gør jeg stadig, når jeg ser lykke.

Men nu tuder jeg også, når noget er sørgeligt. Det havde jeg sværere ved før. Det føles, som om min empati er blevet større. Mere dybtfølt. Som om jeg altid og hele tiden kan mærke hele verden og al dens elendighed. Jeg græd til sæsonfinalen i sæson 5 af Suits. Jeg græder over spildt liv. Spildte mennesker. Spildte muligheder.

Måske er det derfor, jeg er irriteret. Mellem tudeturene er jeg irriteret over, at jeg føler en form for afmagt.

Et lykkeligt taktisk fjols

Jeg har vist spændt ben for mig selv en hel del gange gennem tiden, fordi jeg ikke forstår mig på taktik. Jeg fatter ikke, hvornår det er betimeligt at tie stille, og hvornår jeg skal sætte et par kolde på køl, så de kan nydes senere. Jeg fatter det ikke. Og det er jeg ganske enkelt helt og aldeles tilfreds med.

“Jamen, hvis du vil gøre karriere, så kan det altså være nødvendigt.” Øh, ok, men jeg vil ikke gøre karriere. Jeg er ikke interesseret i udvikling, effektivisering og maksimering. Jeg knokler som en gal de fleste af de timer, jeg er på job. Jeg producerer og leverer, alt hvad jeg orker. Men jeg har ikke brug for at flytte mig til et nyt sted. Jeg har ikke brug for at skulle udleve drømme om at uddelegere og bestemme på grund af et arbejdspladsbestemt hierarki. Når vi samarbejder om opgaver, fortæller jeg, hvordan jeg synes, jeg kan byde ind. Synes nogen, vi skal gøre det anderledes, så fred være med det.

Jeg var til MUS i dag. Og det var en helt igennem behagelig samtale. Halvanden time, hvor vi kom vidt og bredt omkring og fik vendt både stort men egentlig mest småt. Og det mundede ud i, at jeg måske skal se, om jeg kan finde et kursus, jeg kan tage i løbet af det kommende år. Bare et lille, kort ét. Perfekt.

Hvad gør jeg så, når kravene er blevet så store i mit nuværende job, at jeg ikke længere er god nok til deres krav? Så finder jeg et andet job. Simpelt. Jeg har ingen karriere. Jeg har et liv. Og jeg styrer, hvor og hvordan jeg vil udvikle mig. Og lige nu; der har jeg det tæt på perfekt, så jeg har intet behov for at stræbe efter andet.

2 ting: Av, det var mange gange “jeg” på meget lidt plads. Well done, me 🙂 Og er der nogen udviklings-lystne, der vil overbevise mig om, at mit syn på dette trænger til flere nuancer, så bare fyr løs. At jeg ikke er ramt af udviklingstrang, betyder slet, slet ikke, at jeg ikke længes efter at blive klogere …

Rigtige venner ser ikke igennem fingre med lovbrud

Hvis det var min ven, der opsummerede min situation, sådan som Johanne gør det her; er jeg altså ikke sikker på, jeg ville hverken drikke Cola Zero eller spise hvidt brød med pålægschokolade sammen med hen igen … Det er skrappe sager.

Klik på billedet for at se den barske opsummering

Jeg tvivler på, der sker noget sådan for alvor. Der er jo 90 mandater til at bakke ministeren op – lovbrud eller ej. Men jeg vil godt lige så stille stikke en finger i vejret – eller i jorden – og spørge kyndige og forstandige mennesker, hvorvidt det at dække over lovbrud i den lovgivende forsamling for alvor er foreneligt med demokrati?

Jeg har for længe siden resigneret i forhold til den politiske situation i landet, men jeg synes, vi skal kalde tingene ved deres rette navn. Kan man sidde som minister og skalte og valte på trods af landets love, som man vil, synes jeg ikke, vi kan kalde det et demokrati længere – eller er der en snedig form for definition af demokratiet, hvor det er ok?

(Og for en sikkerheds skyld: Nej, jeg går ikke ind for barnebrude eller for pædofili eller for noget i den boldgade. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, at den enkeltes vurdering af enkelte sager skulle retfærdiggøre lovbrud. Så skal vi i hvert fald ikke kalde det demokrati længere …)

Forza Juve

Buffon. Chiellini. Marchisio. De tre gentlemen har været med hele vejen fra Serie B i 2006-07 – om end Marchisio en enkelt sæson var udlånt til Empoli. De var med til at rykke tilbage til den fineste række. De var med i de rodede år efter oprykningen. De var med til to forsmædelige 7. pladser i streg. Og de var med til Conte. Til skabelsen af det store hold. Til Allegri, der tog noget godt og gjorde det endnu bedre. De var med til genopbygningen af Lo Stilo Juve. Til mesterskaber på stribe. Og i aften spiller de finale i Cardiff.

Jeg er farvet. Det indrømmer jeg. Ikke meget er sort-hvidt. Men i aften er mit hjerte sort og hvidt. Jeg har været fan siden 1982. Siden den noget ambivalente figur Paolo Rossi. Oplevet mange opture. Ganske få nedture. Set stribevis af helte. Platini. Zidane. Nedved. Del Piero. Pirlo. Tevez og Buffon. Ikke flere nævnt – en hel masse glemt. Store helte. Hverdagshelte. Mine helte. Og nu er de i finalen. Igen. #itstime som de selv siger. Det er tiden at hente det store trofæ hjem til Torino. Hjem, hvor det hører til. Og da jeg er farvet, er jeg sikker på, det bliver til sejr til Juventus i aften.

Det tror jeg blandt andet på grund af styrkeforskellen på de to trænere. Allegri er en taktisk snu, begavet og omstillingsparat træner. Zidane har endnu til gode at bevise, at han har de samme evner. På banen tror jeg et afgørende område bliver i Madrids 6’er-zone. Casemiro. Og måske Kroos? Eller er det Casemiro alene? Uanset bliver de sat under pres. Allegris 4-2-3-1 med plads til en forrygende – og forrygende fint samarbejdende – kvintet i form af Higuain, Mandzukic, Dybala, Pjanic og – til i aften formentlig uden Cuadrado – men med Dani Alves. Der bliver helt ærligt noget at se til for Madrids bagerste folk.

Jeg vil sidde med begge mine trøjer i favnen. Mine halstørklæder viklede om håndleddene. Og jeg vil sidde med hjertet pulsende fra første fløjt, til jeg forhåbentlig allerede lidt efter 22.30 kan hæve armene i triumf. Trofæet skal hjem til Torino.

#itstime

Er det modigt at være uovervejet?

“Hvad er du bange for? Altså ud over klima og Trump og den slags. Er der så noget?”. Ja, det er ikke mig, der fører dybe Messenger-samtaler med Svend Brinkmann, men derimod en flig af en samtale fra et online-datingsite. “Hvad er jeg bange for?”

Jeg er bange for at blive så bange for verden, at jeg ikke får gjort noget. For tiden går jeg og lurer på et hus, som jeg gerne vil købe. Det er gammelt, og der kan være alt muligt galt med det. Det kan være. Det kan også være, der ingenting er galt med det. Pointen er, at unge mig ikke ville have tænkt så grundigt over tingene. Unge mig ville have købt huset og så tacklet tingene i den rækkefølge, de kom. I det hele taget går jeg og spekulerer en del. Skal jeg nogensinde have en kæreste igen? Vil jeg, eller vil jeg ikke have barn/børn? Ejerbolig eller lejebolig? I Danmark eller udlandet?

Hvorfor bliver det sådan med tiden, at alting skal vendes og drejes? Er det mon bare mig? Og hvorfor føles det, som om det er værre, hvis tingene ikke lykkes i dag, end det gjorde for et halvt liv siden? Det er jo i bund og grund bare liv. Vi kan prøve. Prøve igen. Og forhåbentlig blive bedre. Og lykkes det ikke, må man bare rykke et par felter tilbage og begynde et andet sted. Eller hvad? Er det mig, der er naiv? Ikke har forstået vigtigheden?

Jeg er bange for at miste modet til at være uovervejet. Jeg er bange for at blive bange for livet.

Når man bliver slynget ud af vognen

Ej, der er ingen, der slynger mig nogen steder. Men jeg har en fornemmelse, som dengang vi som børn ikke helt kunne finde den rette fart på sæbekassebilerne i børnehaven og fik taget svingene i lidt for høj fart: Risikoen for at vælte og trimle ud var høj.

Sådan har jeg det med samfundet i dag. Jeg kan ikke følge med. Kan ikke overskue det. Og jeg kan ikke se, hvor jeg tager første bid af elefanten … Hvad er væsentligt? Manglende resurser i velfærdssamfundet? Trump? Brexit? Klima? Sult? Forurening? Dansk politik? Arbejdsplader? Seniorpolitik? Kærlighed? Eller er det noget helt andet? Jeg kan ikke prioritere, og jeg kan ikke tage det hele ind. Så min løsning er indtil videre at flygte ind i skønlitteraturens verden. I film og seriers verden. Med det ene krav: Det skal være noget, nogen har fundet på. Jeg magter ikke verden. Den er for stor. For kompleks. For krævende. Så fosterstilling på sofaen med en bog eller en film er perfekt. For nu.

Det ligger mig fjernt at være fortaler for at forlade sociale medier helt generelt. Det virker, som om virkelig mange trives med det. Og mange nyder den demokratisk så fine mulighed for at komme til orde og debattere. Jeg føler mig som en fiasko, fordi jeg ikke magter at være med, fordi jeg ikke har kræfter eller lyst til at deltage. Jeg vil ikke online-skændes. Vil ikke.

En løsning kunne være at skride fra onlinelivet. Fra nyheder. Fra informationer. Det er det måske nok. Men det føles også som et nederlag. Som en udmeldelse af fællesskabet. Hvordan kommer man så i kontakt med hinanden? Er nogen overhovedet i kontakt med hinanden længere? Eller udgør likes, emojis og kommentarer i en af to familier: “Ej smukke pfffttt” (til nye profilbilleder) eller “Du har ikke forstået, hvad det handler om. Nu skal jeg forklare …” (Alt andet end ny profilbilleder) den primære intermenneskelige kontakt i 2017?

Man skal ikke brokke sig uden at gøre noget for at ændre tingene. Så jeg er i gang. En spæd begyndelse med bøger og film. Meget mere tid på hånden. IRL-mål og hensigter. Vejen er formentlig lang og skrumplet. Men jeg vil gerne den vej.

Et bevaringsværdigt hjørne

Dér stod jeg så. Efter at have brugt mit sygesikringskort til at åbne yderdøren. På biblioteket. En søndag morgen. I Næstved. Jeg gik ind på biblioteket, og det var temmeligt tydeligt, at jeg var helt alene. Jeg skulle egentlig bare hente to bøger, jeg havde reserveret, og som var kommet hjem.

Men nu jeg alligevel var der, gik jeg en tur mellem rækkerne med bøger. Og snusede ind. Nød stilheden og samværet med de mange bøger. Historierne. De mange verdener. Både dem jeg kender, dem jeg har læst en enkelt gang og dem, jeg har læst mange gange. Og de nye, som jeg har til gode at lære at kende.

Så slog det mig. Det er godt nok en udstrakt grad af tillid, der skal til. Vi har jo alle sammen et sygesikringskort, og det var alt, jeg skulle bruge for at komme ind. Hvor er det storslået. Tillidsfuldt. Fantastisk. Bibliotekerne er helt sikkert et lille hjørne af vores velfærdssystem, som jeg synes er værd at holde fast i.