Uncategorized

Bare lige et øjeblik. Et øjebliks ro. Please.

En klog ven skrev til mig forleden. Hun havde set, jeg har besluttet at forlade efterskolen i Sønderjylland og bevæge mig ud på nye eventyr. Hun skrev:
“Jeg så det godt på din blog – og tænkte, at du var sej og modig! Og hvor er det dog egentlig sigende for vores samfund, at det er en af de første tanker, der falder mig ind: at det er modigt!? Er det ikke langt mere “modigt” (dumdristigt) at bruge så stor en del af sit liv på noget, hvor man føler, at man må gå på kompromis med egne værdier… ?”

Det er jo en interessant indgang. Jeg kan supplere med, at reaktionen fra langt de fleste mennesker handler om, at jeg jo så skal finde et nyt arbejde i en ruf. “Hvad skal du så?” Spørgsmålet er jo fint og velment. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at tænke mig om. At kigge forsigtigt omkring. At sunde mig. At genskabe det menneske, jeg gerne vil være. Hvis jeg ellers finder ud af, hvem det er.

Og min indre Rasmus Modsat stejler ofte ved den slags spørgsmål. Hvorfor har vi indrettet vores liv, som om de skal følge en snor hele vejen fra start til mål? Hvorfor lader vi, som om det hele er noget, der kan planlægges? Og hvorfor tror vi, at der er faser, hvor vi kommer bagefter – at der er en fastlagt plan, som vi skal følge? Og gør vi ikke det forventede, risikerer vi, der opstår en a-synkronicitet, så vi er på afveje i forhold til tiden og til planen.

Heldigvis er jeg ret pjattet med faser fulde af usikkerheder. Jeg har lejet en lejlighed i Odense fra 1. december. Uanset om jeg skal arbejde i Odense, på Fyn eller i en af de større byer i Danmark, er Odense altid et godt udgangspunkt. Pendling er klart ikke højt på min liste over ting, jeg siger Ja tak til i mit liv, men muligheden er der, hvis der byder sig noget spændende, som jeg ikke kan sige nej til.

“Jamen, hvad så fra 1. november til 1. december? Hvor skal du bo? På gaden?”. Også dét er jo spændende. Jeg har simpelthen en måned, hvor jeg kan lave, lige hvad jeg vil, lige hvor jeg vil. Eller altså … tak for mere lort, Corona!

Jeg har været i fuldt sving med at planlægge en måned i Mexico City. Tilbage i det vidunderlige Condesa og lange dage med sol og varme. Med ude-mad som er betaleligt. Med frihed og ro, ro, ro i trygge, velkendte rammer. Har fundet bolig på Airbnb, har fundet (meget) billige flybilletter og er sådan set meget klar til afgang. Men det går ikke lige den rigtige vej med sygdomsbilledet globalt set. Så den er på stand-by.

Hvad så? Jeg kan godt lad mig overmande af tanker om, at det jo er smart at være i Odense, fordi “hvis jeg nu skal til samtale et sted”, men i det regnestykke glemmer jeg, at jeg har givet mig selv helt fri i november. At det er en måned, jeg skal bruge til at få hovedet drejet på plads, til at finde ro med mig selv, til at motionere, gå lange ture i novemberfrisk efterårskulde og til at lade dagene gå med at dvæle, læse og fjerne presset fra konstant at skulle agere i verden.

Så jeg kigger på sommerhuse, der ligger nogenlunde tilgængelige med offentlig transport plus cykel. Nuvel, november på cykel kan være en drøj omgang, men der er ingen, der har lovet, at alting altid skal være så let som overhovedet muligt. Hvis jeg drømmer om et liv uden bil, følger der også øgede strabadser og ubekvemmeligheder med. En cykeltur i stedet for bilen betyder muligvis regn eller blæst og øget tidsforbrug. Men det er ikke meget co2, jeg bruger på en cykeltur – og formentlig mindre og mindre efterhånden som formen bedres, og det hivende åndedræt mindskes. Forhåbentlig.

Så dér er jeg nu. På besøg hos en god ven i København. På vej med S-toget for at mødes med en anden god ven – paradoksalt nok fra Jylland: “Vi mødes i København. Det er jo cirka på midten.” Fuld af optimisme. Og overvældet af uvished. Det er ret fantastisk på sin egen besynderlige måde.

Comment here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.