Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

Jeg kan ikke styre det

Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.

Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing. 

I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.

Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt. 

Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.

Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.

Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.

Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl. 

Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.

Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.

Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.

Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på. 

Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen. 

Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)

Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis … 

Den vildeste gave

Jeg synes, der skal være en kulturklub på en efterskole. Ikke nødvendigvis med stiftende generalforsamling, vedtægter og poster, man kan prale med på sit CV. Men et sted hvor unge mennesker kan dele kultur med hinanden. Et sted, hvor de kan opleve, møde og udforske kultur i alle de afskygninger, de overhovedet kan komme i tanke om. 

Mandag er min aftenvagt-dag. Så Kulturklubben mødes mandag aften. I mandags var vi ikke så mange. Vi har været 6-8 stykker de sidste par gange før efterårsferien, men første mandag efter ferien havde jeg forestillet mig, den kunne være lidt tung at hive op. Men de mødte 3 frem. Alle 3 havde gjort sig tanker, forberedt sig, og – det er i hvert fald mit indtryk – glædede sig til at fortælle. 

En af dem fremførte – stående, med intonation og kun glimtvise kig i sit manuskript – et maori-eventyr fra New Zealand om Marama (månen), en anden fortalte om sin første koncert-oplevelse (Å søde ungdom): Han havde været på Kulisselageret i Horsens til Herezy – et lokalt band som spiller “melodisk thrash / heavy metal” – og Livløs, der spiller “melodisk dødsmetal”. Endelig havde den sidste været på tur i arkiverne og fundet en historie frem om en nordkoreansk afhopper, der simpelthen var fløjet til Sydkorea og landet på en nedlagt landingsbane. 

Ej, men det er jo det vildeste privilegium at møde ind på arbejde til mandagsvagt, og så sidder der 3 unge mennesker og deler ud af deres viden, nysgerrighed og oplevelser. Jeg er simpelthen så begejstret og glad. 

Hvis jeg nogle dage synes, jeg bruger for meget energi på elevernes manglende rengøring, manglende ro og udfordringer med fællesskab og forpligtelser, så skal jeg bare minde mig selv om Kulturklubben og alle de gode oplevelser, jeg får der.

Hvad gør vi med ensomheden?

Det er ikke så ofte, jeg læser med på Kommunikationsforum længere. Men i dag fandt jeg via snørklede stier, links og ukendte web-huler ind på siden og snublede over en artikel om Den moderne ensomhed – og den åd jeg råt.

Hvorfor? I den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke – næsten spontant – at jeg “må være det mest ensomme menneske i verden”. Der står blandt andet følgende:


“Vi skoler os selv til automatisk ikke at få idéer, der koster mere, selvom det reelt ville være den modernisering, vi kunne stå inde for, fordi det ville rumme den forbedring alle ved, er tiltrængt.
Vi tvinger os selv til at få dårligere idéer end vi kunne, og skaber derved et tomrum mellem os selv og vores fag. En mangel på intimitet med vores egen kunnen. Og mangel på intimitet skaber ensomhed.
Sådan et sted, hvor alt vildtvoksende, alt, der ikke har nytteværdi og derfor virker overflødigt, bliver fjernet med en økonomisk grønthøster, sådan et sted er der koldt og hårdt og ensomt at være.”

Åh, hvor det runger genkendeligt. Og hvor er det dog herligt på den måde at føle mig forstået. Bare et kort øjeblik. Bare af en fremmed skribent. Men dog forstået.

 

”Vi fødes ensomme, lever ensomme og dør ensomme. Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi et øjeblik skabe den illusion, at vi ikke er alene.”
(Oscar Wilde)
 
 
Mine 4 personlige pinde fra billedet herunder:
– Feeling disconnected from the world
– Not fitting in
– Sadness
– Not feeling understood
 
Hvad er dine?

Hvad er ‘ordentligt’?

“Everybody believes, they are the good guy”. (Amaryllis Fox) Det er der jo på sin vis noget opløftende ved. At alle i det mindste ser sig selv som de gode. Hvis det er det, de gør.

Længe har jeg leget med tanken om at blive kejser. For hele molevitten. Globalt. Ikke kejser for et snoldet afgrænset område som fx Danmark. Det hele. Eller ingenting. Jeg tror ikke, det er skideskægt at være kejser, men for en kort periode ville jeg godt påtage mig opgaven og få verden på ret køl. For der er altså en del ting, der godt kunne blive bedre.

Når jeg søger på ordet “ordentlig” i DuckDuckGo, kommer dette billede frem som det første. Et Ikea-produkt.

Jeg er bevidst om det fine og opløftende arbejde, som Verdens Bedste Nyheder gør, og når jeg løfter blikket, ser jeg alt det gode. Men jeg ser også – og er inderligt klar over – alt det, som jeg synes, vi burde gøre bedre. Jeg har svært ved at forstå alle kompromisserne og den nølen, der foregår.

Hvorfor holder vi ikke op med at flyve alle sammen? I det mindste frem til vi har fundet en mere klimavenlig måde at flyve på. Hvor vigtige er de mange flyveture egentlig? Kunne mange samtaler ikke klares via live-samtaler elektronisk?

Hvorfor er der stadig nogen, der handler i butikker, der sælger billigt skrammel lavet af børn under umenneskelige vilkår og med minimal bæredygtighed og maksimal profitmaksimering? Hvad forestiller vi os, vi skal med alle pengene, hvis jorden går under?

Hvorfor er vi så mange, der har ondt i “jobbet”? Som døjer med at finde mening i 8 timer foran skærmen hver dag med mailbesvarelser og latterlige møder, hvor ingen har læst materialet på forhånd, og hvor alle sidder og først enes om at have meget travlt og derefter at nikke på de rigtige tidspunkter. Hvorfor?

Det er jo os selv, der har fundet på samfundets regler – så kan vi vel for filen også lave dem om, så vi trives. Men det er måske ikke trivsel, der er det primære? Er det egennyttig, egoistisk maksimering af mulighederne inden for rammerne – eller i det mindste uden at blive opdaget?

Hvad vil det egentlig sige at være ordentlig? Er man mere ordentlig selv, hvis man kan pege på nogen andre, der er mindre ordentlige? Eller i hvert fald lige så lidt ordentlige som en selv? Er man ordentlig, hvis man har de bedste argumenter? Eller er det mere ordentligt at ville fællesskabet mest muligt i alle sammenhænge?

Jeg aner det ikke. Jeg troede, jeg gjorde. Jeg troede, at jeg lå inde med opskriften på ordentlig. Men når så mange tydeligvis vil og mener noget andet; så er det måske bare mig, den er gal med. Er det mig, den er gal med? Og hvor kan jeg så gå hen med min forlorne ordentlighed?

Samtalesalon, kunstgræs, B&B og intim-koncerter

Jeg har arvet to meget tydelige træk fra mine forældre. Fra min far har jeg arvet evnen til at drømme og se muligheder i selv det mest faldefærdige scenario. Huse, biler, grunde, relationer og alt muligt andet. Ligegyldigt hvor sammensunket og tarveligt kan jeg se, hvad det kunne blive. Fra min mor har jeg så samtidig arvet en evne til at forestille mig worst-case-scenarios og have svært ved at komme fra start, fordi jeg er sådan lidt b-b-bange …

Men for tiden går jeg og pusler med en dejlig idé. Der er formentlig ingen penge i det – ikke engang på sigt – men det ville være et forrygende liv. Jeg har fundet et gammelt, stort og billigt hus på en ø. Der er en forholdsvis stor grund til. Jeg tænker, man kunne anlægge halvanden kunstgræsfodboldbane på grunden sammen med 2-4 padel-baner. De skulle kunne overdækkes, så det er muligt at bruge dem hele året.

Fodboldbanen kunne både være til rådighed for klubber i lokalområdet – så kunne banelejen inkludere færgeprisen (det er 15 mins sejltur), og der skulle være totalservice, så holdene kunne købe en pro-kurv til pausen med sund og økologisk energidrik og energibarer – eller en hyggekurv med ølbajer og Matador Mix). Det kunne også være muligt at komme på træningslejr et par dage – det ville kræve sengepladser, mere om det senere – og så skulle de have ordentlig mad, men det vil nok kræve en aftale med catering-firma.

Padelbanerne kunne på samme vis være hjemsted for en turnering – måske en liga af en slags – der løber over længere tid, stævner, mesterskaber og padelcamps for børn, unge og voksne, der ville have træning (ikke af mig, men af rigtige trænere). De skal jo have et sted at overnatte. Hytter måske. Med mulighed for at dele rummene op, så sportsklubber kunne vælge, om de ville sove 2&2 eller 4&4, mens virksomheder til konferencer så kunne vælge enkeltmands-værelser, hvis det var opportunt. Det er godt nok et par timer fra København, men tanken om et konferencested med god mad, fine faciliteter (husk at tjekke, om der er netforbindelse!) og sejlads til en ø ville være et “afsondret og isoleret” sted, som ville være oplagt til brainstorme, idéudvikling eller bare dybe tanker.

Apropos dybe tanker kunne der også være yoga-retreats, bootcamps og alle mulige andre former for kortere ophold.

Så kunne det være skægt at bygge et spillested. Jeg har mest en stor lade af en slags i tankerne. Men den skal ikke være urimeligt stor – bare med højt til loftet. Plads til 100-150 måske 200 personer. Og så kan jeg forestille mig virtuoser som Juncker, store og lille Falch, Katinka, Nikolaj Nørlund, Kira Skov, Allan Olsen og mange, mange andre kunne komme forbi og spille en aften. Ikke for sent, for den sidste færge til fastlandet sejler klokken 23.30.

Det er et hus med førstesal, og jeg kan sagtens ‘nøjes’ med at bo på førstesalen, så hele stueetagen kunne indrettes til en form for kulturhus. Med samtalesaloner eller litterær oplæsning eller -lysning. Måske bare én gang om måneden kunne man samle 100 mennesker til et Mathilde Walter Clark-oplæg om Kierkegaard, eller man kunne have foredrag af alle mulige andre slags. Så kunne der være hjemmebagt kage og stearinlys og hygge. Jeg har endnu ikke været på øen, så jeg aner ikke, hvor langt der er fra huset til færgen, men måske kunne man have en traktor eller en tuktuk, der trak en minibus, så folk kunne komme tørskoede fra og til. Og af hensyn til fx gangbesværede.

Jeg skal sådan set bare lige bruge 3-5 millioner, så er jeg klar med både det ene og det andet. Hvad siger du? Stikker det i for mange retninger? Jeg tror ikke på singularitet …

Hvad skal vi lave, når Facebook slutter?

Hvad lavede vi egentlig før Facebook? Hvordan fandt vi rundt på nettet? Jeg tænker, jeg brugte Google (Det var dengang! Nu bruger jeg kun DuckDuckGo) til at søge rundt med. Eller havde mine faste favoritter, som jeg altid søgte tilbage til. I dag bruger jeg alt for meget tid på at gå på Facebook. Skimme. Se om der er sket nyt. Trykke opdatér. Se om der nu er sket noget nyt.

Jeg er træt. Mættet. Overfodret. Og ærlig talt også en kende understimuleret af Facebook. ‘Det handler om, hvordan du groomer dit feed’, vil nogle mene. Måske, men jeg synes nu stadig, alt for meget ender i ophedede holdningsudvekslinger, der munder ud i grum og uhøvisk tale. Hvad ville du gøre, hvis du besluttede at tage en vaskeægte Facebook-kold tyrker? Hvad ville du bruge de mange timer til? Jeg tror, jeg ville …

hæve lidt penge på min firmakonto
løb’ ned og shop’ den bil jeg altid havde tænkt på
vink når jeg så min nabo, hallo
yo, bilen er ny og 24 tommer alu
Jeg ville ha den pige jeg elsker ved min side
Køre ud mod vandet
Og ik ta noget for givet

Ja, jeg vil måske endda høre noget Nik og Jay. Men jo mere jeg tænker over det, des mere er jeg fanget. Jeg er en svag sjæl. En korrumpérbar sjæl. Facebook er et af mine drugs. Og jeg får det mere og mere, som hende – jeg desværre har glemt, hvem var – der skrev, at hun efter mange år med sociale medier som sin profession “ikke havde flere kreative opslag, ikke havde mere energi til at moderere og ikke længere havde gnisten til sociale medier”. Jeg relaterer så vildt. Sidst jeg var til en jobsamtale, kom jeg til at disse sociale medier, og jeg kunne se på dem på den anden side af bordet, at det job fik jeg ikke.

Der findes stort set ikke det kommunikationsjob i dag, hvor man ikke skal være ekspert i Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube og helst også Snapchat. At være ekspert betyder ikke bare at kunne skrive tekst til opslag, tage billeder og skyde videoer (som man selv redigerer) men det handler i mindst lige så høj grad om alt det uden om. Tal, grafer, kurver, metrics som IPM, reach og følgere – for ikke at nævne Adwords, SEO, Analytics og hvad det hedder alt sammen. Det. Er. Rasende. Kedsommeligt.

Og hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har siddet med en overordnet, der sagde noget i retning af følgende: “Jeg synes, vi skal fokusere på XX og YY – ja, nu har jeg godt nok ikke selv en Facebook-konto”, så ville jeg have en hel del kroner. Jeg er knap halvvejs gennem livet, men jeg ved allerede nu, at jeg er i fuld gang med mit sidste job, der har sociale medier som et væsentligt omdrejningspunkt.

Såeh, hvad vil du bruge tiden på, når vi er færdige med at lege Facebook?

Det er ikke mig. Det er dig.k

Jeg er i bekneb for det helt rigtige ord. Det dækkende udtryk. Men problemet er, som følger: Jeg har en fornemmelse af, at jeg er sådan én, man bliver træt af på sigt. Alt for ofte oplever jeg i nye relationer – her tænker jeg mest på arbejde – at der er en enorm begejstring over, at jeg er skæv. Lidt kantet. Off. Jeg er ret rar at holde frem foran sig, når man skal prale med mangfoldigheden på sin arbejdsplads.

Men desværre sker det ofte, at jeg så oplever, at når der er gået en rum tid, så forventer kollegaer eller chefer (oy vey), at jeg ligesom er blevet filet til og så kan være mere normal. Det er et kæmpe problem for mig. Fordi jeg er, som jeg er. Fagligt. Og personligt. De to ting hænger sammen. Og man kan ikke fravælge det ene, uden at det også er et fravalg af det andet. Og fordi de er så tæt sammenbundne for mig, kan jeg heller ikke være i en relation, hvor man ikke ønsker de dele af mig, som ikke lige netop er opportune i den ene eller den anden situation.

Det er formentlig en af forklaringerne på, at jeg ligesom altid er på vej. At jeg skifter job ganske ofte. Og at jeg flytter ganske ofte. Jeg kan ikke lande et sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Og jeg føler mig ikke tilpas, når man forsøger at file på min personlighed.

“Næh men i en arbejdsrelation får du jo penge for at gøre, som der bliver sagt”. Muligvis. Men jeg synes jo, at når jeg spiller med åbne kort og allerede tidligt fortæller, hvordan jeg er, og når jeg til jobsamtaler ikke lægger skjul på, at jeg larmer, og at jeg ser kommunikation på en bestemt måde, så er det sgu lidt røvet at komme længere henne af vejen og ville ændre på mig alligevel. Den slags er jeg ekstremt ømskindet over for.

Æsj, hvor er det egentlig pinefuldt at opleve, hvordan jeg selv er blevet en bangebuks. Hvordan jeg ikke kan sige sandheden. Ikke fortælle hvordan jeg føler. Af frygt. Uden sammenligning i øvrigt (overhovedet!!) gør det bare min respekt og forståelse for Knausgaards kompromisløse ærlighed i forbindelse med “Min Kamp”-sekstetologien (??) større og dybere. Det kræver enormt mod eller skruppelløshed at fortælle sandheden så præcist og så ærligt. Det kræver voldsomme ofre, og at man er parat til at ofre alt for at fortælle historien. Jeg håber, jeg en dag får det samme mod. På skrift og i livet.

Undskyld. Jeg var en idiot

Formentlig har du set bevægelsen #metoo, der ruller globalt. Mennesker – primært kvinder – fortæller om deres oplevelser med at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. Og de er mange. Både kvinderne og overgrebene. Først så jeg til i tavs forundring. Skamfuld. Men også en kende hellig, for sådan er jeg heldigvis ikke, og i mit stille indre fordømte jeg alle de tosser, der ikke kan finde ud af at behandle kvinder ordentligt.

Men så skete der noget. Og det er ikke rart at tænke tilbage på. Lige så stille kom der glimt frem fra en tid, hvor jeg måske alligevel ikke var så ren i kanten.

Jeg var 16 eller 17 år gammel. Havde lige haft min første seksuelle oplevelse med en pige, som ret hurtigt dumpede mig med en af de mest nænsomme forklaringer, jeg nogensinde har oplevet: “Du er for klog til mig”.

Men jeg havde fået smag for oplevelsen og kom på en eller anden måde – jeg husker ikke hvordan, og den manglende hukommelse er faktisk også en del af skammen – i kontakt med en 15-årig pige, som kendte hende, der lige havde droppet mig.

Hun var med hjemme på mit værelse. Det var en skumringsaften, husker jeg. Og vi sad på min seng – 80 centimeters Club8 op af væggen – og jeg blev mere og mere nærgående. Nu vidste jeg, hvordan man skulle gøre (mente jeg), så det ville jeg vise hende. Hun stivnede fuldstændig. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af og bare nyde. Forsigtigt lirkede jeg hendes bukser ned, og så sagde hun fra. Heldigvis. Grædende, mens hun hev sine bukser op, fortalte hun, at hun altså ikke havde lyst, og så tog hun af sted. Vi så ikke hinanden igen. Det forstår jeg godt. 

Dét har jeg tænkt en del over. Prist mig lykkelig for, at jeg nu er klogere, og at det ikke er sket siden. Troede jeg.

Så kom jeg i tanke om en julefrokost, da jeg arbejdede i Bilka, Odense. Vi var i Odd Fellow-palæet i Odense. En stor fest med mange gæster. Jeg var lidt forelsket i en sød medicinstuderende, som arbejdede i kasselinjen. Hun vidste godt, jeg var interesseret, men hun var ikke vild med mig.

Til festen fik jeg rigeligt, nej alt for meget (dårlige undskyldninger, der ikke gælder) festet, danset og overhovedet ikke talt med hende, jeg var vild med. I stedet fik jeg ud på aftenen talt med en ungarbejder, som jeg i hverdagen talte godt med, og hende fik jeg på tomandshånd i et afsides rum. Nogenlunde afsides. Vi talte. Og jeg forsøgte at kysse hende. Ud af det blå. Hun blev paf. Chokeret. Og skubbede mig væk. Heldigvis var hun stærk nok til at afvise mig, og så fik jeg ellers skældt huden fuld. Hun var enten 16 eller 17 år gammel. Kæft, jeg var en idiot.

Jeg fik dårlig samvittighed og følte mig skamfuld. Dog ikke mere end at jeg nu fandt en anden kollega – endnu en medicinstuderende – som jeg havde beundret længe og egentlig anså for at være en god ven. Hende lettede jeg mit hjerte hos og fortalte hvor skidt en karl, jeg følte mig som. Hun kvitterede med en historie om et skrantende parforhold. Og så endte vi der på hver vores stol med mine hænder under hendes skjorte og hendes arme om mig. Nød hun det? Det tvivler jeg på. Og så – som en meget velfortjent straf – trådte hende, jeg egentlig var vild med, ind i rummet, fik øje på vores underlige omklamring af hinanden og skred på stedet med udråbet: “Hvis jeg nogensinde så meget som havde overvejet at være sammen med dig, så er det slut nu”.

Har jeg lært noget af det? Nu har jeg i flere dage gået og gennemgået efterfølgende relationer, og der er endnu ikke dukket noget op, som jeg burde rapportere. Men min hukommelse er åbenbart ikke god længere, så måske dukker der mere op. Jeg tænker, at når jeg så let kan glemme disse tilfælde, kan jeg vel også have glemt andre. Så jeg er i gang med en mental gennemgang af alle mine tidligere seksuelle relationer og ransager mig selv for opførsel, jeg burde have undgået.

Omfanget af fortællinger fra kvinder på det her hashtag er vanvittigt. Det er så omfattende, at det næsten er ubegribeligt. Og at jeg nærmest kan glemme, hvordan jeg selv har været en del af det, siger en del om, hvor indgroet og systemisk det virker for mig (og måske andre mænd) Det er simpelthen ikke i orden.

Heldigvis er det nu min oplevelse, at jeg har fået bedre styr på min relation til kvinder. At jeg ser dem som mennesker frem for redskaber til min tilfredsstillelse eller afbenyttelse. Men sådan ville jeg også have sagt til mig selv dengang. Jeg opfattede mig selv som ganske fin i kanten på krænkelses-fronten. Jeg var sikkert et røvhul på mange andre måder (også), men når det kom til at behandle kvinder anstændigt, følte jeg mig på sikker grund. Åbenbart grundløst. Jeg kan ikke vurdere graden af krænkelse, de her kvinder har oplevet ved at blive udsat for mig. Men uanset hvilken grad er det jo i hvert fald over grænsen, når jeg tænker tilbage på det.

Undskyld. Jeg var en idiot.
Det håber jeg ikke, jeg er længere …

Ekskoner, -kærester og -mænd

“Vi kan lige tale en lille halv times tid mere, så skriver jeg til Jon og spørger, om han vil kigge forbi. Er det ok?”


Det er vel noget af det mest civiliserede, jeg nogensinde har været med til. Jeg mødtes med min ekskone, Camilla, i fredags. Hun fyldte 40 i august, og jeg havde endnu en fødselsdag i september, og så plejer vi lige at mødes og høre, hvordan vi hver især har det.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan mødes. Hun har været en del af mit liv i 19 år, og det er næsten – n æ s t e n – halvdelen af mit liv. Så det ville være vildt underligt, hvis hun bare var forsvundet pist væk ud af mit liv med skilsmissen for mere end 3 år siden. Men jeg tror da, særligt fordi vi ingen børn har sammen, at mange synes, det er lidt underligt, at vi bliver ved at ses. Jeg synes, det er underligt, når folk synes, det er underligt. Vi har delt liv sammen i rigtig mange år, og fordi kærligheden ikke længere kunne bære et forhold, betyder det jo ikke, at jeg ikke stadig holder meget af hende og under hende alt godt.

Siden i fredags har jeg fortalt flere venner og bekendte om mødet, og der er meget varierede holdninger til, om det er helt gakgak, at vi stadig mødes, eller om det er fint og præcis, som det skal være. Jeg stemmer for det sidste. Men jeg kan nu godt huske, da vi lige havde fundet sammen, og Camilla insisterede på at mødes med ekskærester. Det var en sten i skoen. Et irritationsmoment. Og var der nu ikke en risiko for, at hun ville finde tilbage til en af dem?

Det gik heldigvis over, og med tiden lærte jeg at sætte pris på den egenskab, som de møder med fortiden i virkeligheden er udtryk for: En loyalitet og vedholdenhed og en insisteren på ikke at lade ting glide ud i glemsel, fordi de ændrer form eller formalia. Det er faktisk en ret fin egenskab, synes jeg, og selv om jeg ikke selv er så god til at udvise den over for andre, så ligger det mig i dag fjernt at pålægge nogen helt at slå hånden af deres fortid – da særligt den kærlige del af den.

Alligevel kunne jeg mærke et sug i mellemgulvet, da hun spurgte, om det var ok, for det var det “selvfølgelig”. Vel vidende at det næsten kun kunne blive akavet, men jeg stoler så meget på hendes dømmekraft, at hvis hun vurderer, at det er til det bedste – primært for hende og hendes nye mand – og sekundært for, at vi stadig kan mødes 2-4 gange om året i et par timer og lige “touche bases”, som det vel hedder på nydansk, så måtte det være sådan. Han er ikke ukendt for mig. Han underviste på danskstudiet allerede dengang, jeg gik der, så jeg ved, hvem han er. Og han ved nok også godt, hvem jeg er. Men derfra og så til at sidde der og høfligt konversere hinanden, kunne der nu alligevel godt være et stykke vej.

Det gik fint, synes jeg. Som jeg gør, når situationer er lidt akavede, pludrede jeg løs, og jeg forsøgte at føre samtalen over på hans hjemmebane, så vi talte om litteratur lidt løst og fast. Jeg er sikker på, han bemærkede min mangelfulde (måske nærmere fraværende) terminologi til at drøfte litteratur, men det var fint – det var, som det skulle være. Men da Camilla rejste sig, fordi hun ville ryge, og ingen af os ville knække halsen af stolthed og sige,at vi ville gå med ud, ja, så sad vi pludselig der. På en café på Amagerbrogade. Alene sammen. Vi fandt heldigvis sammen i det mest logisk at tale om. Det mest ufarlige vi har til fælles: Svigermor. Hende kunne vi tale om, mens Camilla var væk.

Og faktisk har Camillas mor vist en lignende vej i årevis. Jeg har været til en juleaften hos hende, hvor der var i alt 4 mænd fra hendes liv forsamlede om bordet. Den nuværende kæreste. Camillas biologiske far. Faren til Camillas lillebror. Og en eksmand mere. På samme tid. Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville ende i samme suppedas, men nu sad jeg så der sammen med Camillas nye mand og sludrede henkastet om tv-serier og litteratur, så godt jeg nu magtede det. Jeg tror, det gik fint. Og jeg håber, jeg igen kan mødes med Camilla og høre, hvordan det går hende. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at fejre juleaften sammen med dem. Men man kan jo aldrig vide …