Spotify vs Silence

Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.

Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.

Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.

Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.

Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3

Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂 

Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra

Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.

Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.

Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …

Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.

Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik … 

Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.

I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.

Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.

Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.

Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.

Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …

Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun  viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet. 

Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet. 

Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame! 

Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg. 

Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke. 

Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden. 

En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest. 

Vi tager ikke dankort

Jeg har ikke været hos en bager i mange, mange måneder. Men den lokale bager – med det ikke så fantasifulde men ganske passende navn Digebageren – fik fint besøg i dag, da jeg havde lyst til et par birkes med tilhørende snegl. Så jeg trissede derhen og bestilte lykkeligt for 37 kroner lyst brød.

– Må det komme i samme pose?

Ja for pokker – det skal jo samme vej!

– Hov forresten, tager I dankort?”
– Nej desværre, men vi tager mobilepay, siger kvinden og peger hjælpsomt på mobilnummeret.
– Jeg bruger ikke mobilepay, fordi Danske Bank, siger jeg stolt og spørger, om de måske tager imod kontanter.
– Ja da.

Så jeg må hurtigt hjem og hente forstærkninger fra mit glas med kontanter. Imens tænker jeg, at det bliver sværere og sværere at betale – hvis man som jeg ikke rigtig gider være med til mobilepay. Måske er kortbetaling blevet så dyrt for forretningerne, at det er lettere for dem at nøjes med mobilepay.

Men hvad sker der så, når ingen længere bruger kortene, for der skal jo stadig tjenes penge? Mon så ikke prisen for at bruge mobilepay stiger, og så skal vi i gang med den sædvanlige dans om forbruger-træet – “der er jo kun forbrugerne til at betale i sidste ende” – og jeg ville da stadig foretrække bare at få min løn i kontanter, så jeg helt kunne slippe for bankernes kvælende favntag.

Det er meget, meget længe siden, jeg har haft anden relation til min bank end et sted, hvor mine penge partout skal sættes ind, før jeg kan få adgang til dem: “Og det koster jo i administration”. Jamen så giv mig da for filen bare mine penge i hånden, hvis det er så stort et problem for jer …

“Ej men Michael, så vil antallet af indbrud og hjemmerøverier jo bare stige”. Ja, der er farer ved alting. Men jeg vil sgu hellere bestjæles af nogen, der indrømmer at være tyveknægte end en flok, der lænser mig, mens de smiler og lader som om, de er mine bedste venner.

Nå men jeg fik mit brød. Deres grovbirkes kan absolut anbefales. Desværre laver de – sammen med snart sagt alle bagere – ikke rom-snegle. Øv.

Fredagsbrev – uge 5

Jaja, så er det da godt nok blevet lørdag … har du savnet mig? Sad du hele fredagen og tænkte: “Hvor bliver fredagsbrevet mon af?” Nej vel. Det går nok det hele.

Men det har været en gevaldig uge. Og egentlig også en gevaldig fredag. Hør bare her: Filmen “Thank You for Smoking” er tæt på at være blevet til virkelighed. En lobbyist for tobaks-branchen ser faldende salgstal og beslutter at overtale en Hollywood-instruktør til at have cigaretter med i film igen – for at gøre dem cool.

Ringer der en klokke med den her historie fra DR: Ekspert advarer: Rygning er tilbage for fuld kraft i tv-serierne?

Cigaretter er tilbage i film og serier, og antallet af unge, der ryger, er stigende. Vi bliver aldrig rigtig klogere end at lade penge og profit bestemme det hele …

Næste historie er rent faktisk fra fredag. Altid tænksomme og begavede Trine-Maria Kristensen har på P.O.V begået artiklen: Sårbarhed bliver det nye sort. 

Tankerne er ret meget i familie med Brene Brown, som jeg omtalte i sidste uge, og selv om det altså næppe er nyt og ukendt land, så er jeg klart fortaler for, at vi gentager over for hinanden igen og igen og igen, at det er ok at være sårbar. At være åben. At have følelser. Og at sige til og fra, når noget føles rigtigt og andet forkert.

Faktisk fik artiklen – sammen med et P1-program om stress – mig til at overveje, om det er tiden, jeg pakker den lille foredrags-rygsæk og drager landet rundt med en velment og kærlig opsang, der kunne hedde noget i retning af Er jeg god nok? eller måske Du er altid god nok. Det er stadig kun en overvejelse, men mon ikke det snart er på tide …?

På Atlantic læste jeg en fin lille sag om faldende tilslutning til high school-football i USA. (Deres football – med den ovale bold!). Det er interessant læsning, hvad det betyder for små samfund, små byer og små high schools rundt omkring, at der nu er 75.000 færre i en ungdomsårgang, der spiller football: Rural communities struggle to adapt to life without football. Tallet er sammenlignet med 2008-2009. Og faldet er fra 1,1 millioner spillere. Som der står i artiklen, er det jo ikke sådan, at football er ved at uddø. Men en krise … det er det vel! 

Å ja, og så faldt jeg også over denne: What we wrote about Facebook 12 years ago. Den er ikke lige i øjet, men det er stadig interessant at se, hvilke farer, der var til at forudse, og hvilke gevinster, der er gået tabt. I øvrigt: Angela Merkel har lukket sin facebook-side. Hun og jeg havde næppe set os selv som first movers … but it is happening 🙂 

1 måned uden facebook

Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”

Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.

Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.

Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)

Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.

På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.

Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.

“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet … 

2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)

Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Et link til Zetland: Hvordan 1.004 unge blev sigtet i historiens største sag om distribution af børneporno. Her er hele historien fortalt gennem sigtede, politiet og en (meget) nervøs mor

Jeg håber, det virker. Måske er der en spærring. Hvis der ikke er, tror jeg, det er ok som medlem af Zetland at dele artikler.

Det er i hvert fald et fint eksempel på kvaliteten af deres journalistik. Fremragende, synes jeg. Og selvfølgelig særlig interessant for mig, fordi jeg var hos politiet, da sagen kørte. Kun med et begrænset bidrag i form af en pressemeddelelse om de ramte i den sydsjællandske politikreds men alligevel …

Farvel facebook – dag 6

Jeg er her stadig. Jeg er her stadig. Og jeg har det faktisk godt. Eller; altså jeg er stadig i tvivl, om menneskeheden er ved at køre jorden helt ud af kurs, jeg undrer mig stadig over, at jeg nu på femte år er single og en masse andre ubehageligheder. Men mit exit fra facebook er gået helt og aldeles smertefrit.

Savner jeg det ikke? Nix. Det kan jeg sige helt ærligt. Og lige så ærligt indrømmer jeg gerne, at da jeg lukkede profilen søndag 23.12 – hvilket indledte 30 dages karenstid: “Logger jeg ikke inden udløb af de 30 dage ind på min konto, forsvinder ALLE – jeg gentager ALLE – mine data fra det, der engang var min profil”. Det tvivler jeg på. Så let er det næppe at slippe ud af data-cirkusset – altså; da jeg lukkede profilen, tænkte jeg: “Gad vide om nogen overhovedet opdager det? Opdager at jeg er væk”. Det var vel en form for omvendt FOMO – noget i retning af FONBM (fear of not being missed) – men det gik hurtigt over.

Min eneste bekymring i skrivende stund (i forhold til facebook) er, hvordan jeg kan kommunikere med det fodboldhold, jeg begynder træning sammen med fra 19. januar. Til samtalen blev jeg faktisk direkte spurgt, om jeg nu havde en facebook-profil. Og det kunne jeg kun bekræfte på det tidspunkt.

Men nu har jeg jo ikke facebook længere. Jeg har oprettet en kanal på Slack og håber, jeg kan flytte spillerne med derover – men ellers er det jo en mulighed, at de kommunikerer med hinanden på facebook, og så kan jeg bruge DBUs værktøjer til at holde styr på tropperne – kampkort og den slags 😎

Det har overrasket mig, hvor utroligt lidt jeg har at lave på computeren, nu hvor der ikke er sociale medier til at tage min opmærksomhed. Så kan jeg lade være at sidde ved computeren selvfølgelig, og det håber jeg da også bliver resultatet.

Indtil videre nyder jeg at træne, læse papirbøger, lave mad fra bunden – som nogen vil vide havde jeg et livligt #ruskomsnusk på Instagram i forne tider – og nu forsøger jeg så igen at lave mad efter kogebøger. Det ligner a l d r i g billederne i bøgerne … – og at have tid til bare at være. Jeg mediterer, laver yoga (for nedrullede gardiner for det er en ynkelig stivbenet omgang) og forsøger i det hele taget at lære mig selv bedre at kende.

Vrede er sjældent frugtbar, men jeg tåler ikke mobning

Ok. Det her er i virkeligheden allermest et forsøg på at skrive frustration ud. Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange andre meget mere hensigtsmæssige måder, jeg kunne – og måske endda burde – have reageret på. Men here goes …

Én af de ting jeg ofte hører mig selv sige til vores elever er, at når de laver ballade, når de glemmer at lave noget, de skulle have gjort, eller når de på andre måder kommer i søgelyset, så synes jeg personligt, det værste, man kan gøre er at forsøge at undslå sig konsekvenserne eller decideret at lyve for at benægte.

Det er én ting, når det drejer sig om materielle ting. Når de er kommet til at lave 60 huller i vægge og lofter i et pool-rum med kø’en. Det er én ting, hvis de kommer til at knuse en rude i kåd leg og den slags. Men noget helt andet er den behandling de giver hinanden. Den helt igennnem nådesløse udskamning, fnisen i krogene, sociale udskamning og deciderede personhetz, der opstår, når 120 knap færdigbagte unge mennesker pludselig skal bo på samme matrikel. Og endda være langt væk fra hjemmet og de vante rammer. Jeg taler om mobning i alle de varierende afskygninger.

Det foregår også på vores skole. De ramte elever kan være bekymrede for at sige til. For de ved jo godt, at risikoen ofte er en endnu mere udsat position i fællesskabet. Og når de voksne bliver involverede, så rykker de unge næsten per refleks tættere sammen og skygger for handlingerne. På dén måde har det sin helt egen selvjustits, men problemet er jo, at de som rovdyr lugter, hvor smerten er størst, hvor mobningen gør mest virkning, og hvor det er mest vanskeligt at slå igen.

Og hvis jeg var 16 år, og alle mine skolekammerater besluttede sig for at være imod mig. Grine af mine deller på sidebenene. Eller mine altid velvoksne man-boobs. Så ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ikke som forsvar ville forsøge at krybe langs væggene og kravle i et musehul ved først givne lejlighed. Det har i hvert fald aldrig været min første refleks, at det skal da siges til de voksne.

Vi har netop drøftet det på lærermøde i dag. Enedes om at gribe fat i de elementer på skolen, som vi oftest hører om, når nogen endelig fortæller, at de føler sig chikanerede. Heldigvis enedes vi også om at invitere en anti-mobbekonsulent, for jeg må indrømme, jeg føler mig temmelig magtesløs. Hvad skal jeg gøre ved det? I forrige uge greb et par elever fat i mig med nogenlunde denne ordlyd:

“Vi kommer til dig, fordi vi stoler på, at du ikke bare farer ud og råber op som det første”

Som jeg forstod det, drejede det sig om et par elever, der nok vidste, at hvis jeg stillede mig fællessalen og udbasunerede, hvad jeg mente, om de navngivne personager, ville det give bagslag. På den måde er det et tveægget sværd. For jeg kan sagtens give efter for mit raseri – jeg H A D E R mobning, og jeg foragter mobbere. Men ved de mon overhovedet selv, hvad det gør ved de ramte? Jeg håber det næsten ikke …

Hvad vil det betyde for de ramte elever, når det bliver italesat? Får de en bedre eller en værre hverdag ud af det? Jeg ved det ikke, og derfor glæder jeg mig, til der kommer professionel hjælp, for jeg kan simpelthen ikke tåle at vide, det foregår lige under næsen på mig, når jeg føler mig så helt igennem magtesløs. “Vi må jo tale om det”, er vel en slags voksen reaktion. Men tror vi virkelig selv på, at det hjælper? Jeg aner ikke, hvilke knapper jeg skal trykke på …

Efter lærermødet skulle vi i kirke. Eller det vil sige, eleverne skulle til julegudstjeneste med vagtlærerne, og de lærere, der ville med frivilligt. Jeg besluttede at gå med, fordi når eleverne skal, skal jeg også. Og så alligevel … For mobberne havde slået til igen. Lagt en pakke et ondskabsfuldt sted på skolen med et indhold specialdesignet til at ramme modtageren lige dér, hvor det gør allermest ondt: På det personlige plan. En rigtig grim ‘gave’. En stinker. En godhjertet kollega tog pakken med i fællessalen inden afgang til kirken og bad dem, der havde kreeret pakken om at melde sig selv til en snak.

Dem, der altid bliver nævnt i sammenhæng med dårlig opførsel, er ofte også dem, der reagerer med størst benægtelse i den situation: “Åbner I virkelig de gaver, vi får her på skolen? Må I godt det?” og “Så må vi jo have en løgnedetektor-test”. Flabet. Manipulerende. Og decideret i ond tro. Men vi har jo ingen beviser. Så min kollega endte rødglødende af raseri.

Mens jeg måtte give fortabt og droppe turen i kirken. For jeg ville ikke kunne holde ud at tilbringe 5 minutter i selskab med de elementer, som har gjort noget så ondskabsfuldt og så ikke engang har anstændighed nok til i det mindste at indrømme det. Det er drøn-ærgerligt for de mere end 100 elever, vi har, som godt kan opføre sig ordentligt. Men jeg er kun et menneske. Og jeg bærer mine følelser på ydersiden. Næsten altid. Det er for det meste godt, fornemmer jeg. Eleverne kan mærke, jeg er til stede, og at jeg vil dem noget. Men det betyder også, at jeg svigter dem af og til, når de får presset mig ud over mine grænser.

Det kunne godt være en slags nytårsforsæt: At jeg skal blive bedre til ikke at lade mig gå på. At jeg skal blive mere professionel (Selv om jeg vil hade ikke at have følelserne med på job, når jeg nu arbejder med andre mennesker!). Det kunne godt være en slags nytårsforsæt. Kunne. Der er heldigvis længe til den 31.12. Så nu ser vi.

(Jeg er lidt mindre rasende – men stadig ikke helt mig selv endnu!)

(Og jeg satte faktisk først 4 ! efter endnu – det var kun med opbydelsen af al min sproglige correctus, at jeg fjernede de 3 overskydende. Sur)