alt det andet – Side 4 – Ufærdige Tanker

Samtalesalon, kunstgræs, B&B og intim-koncerter

Jeg har arvet to meget tydelige træk fra mine forældre. Fra min far har jeg arvet evnen til at drømme og se muligheder i selv det mest faldefærdige scenario. Huse, biler, grunde, relationer og alt muligt andet. Ligegyldigt hvor sammensunket og tarveligt kan jeg se, hvad det kunne blive. Fra min mor har jeg så samtidig arvet en evne til at forestille mig worst-case-scenarios og have svært ved at komme fra start, fordi jeg er sådan lidt b-b-bange …

Men for tiden går jeg og pusler med en dejlig idé. Der er formentlig ingen penge i det – ikke engang på sigt – men det ville være et forrygende liv. Jeg har fundet et gammelt, stort og billigt hus på en ø. Der er en forholdsvis stor grund til. Jeg tænker, man kunne anlægge halvanden kunstgræsfodboldbane på grunden sammen med 2-4 padel-baner. De skulle kunne overdækkes, så det er muligt at bruge dem hele året.

Fodboldbanen kunne både være til rådighed for klubber i lokalområdet – så kunne banelejen inkludere færgeprisen (det er 15 mins sejltur), og der skulle være totalservice, så holdene kunne købe en pro-kurv til pausen med sund og økologisk energidrik og energibarer – eller en hyggekurv med ølbajer og Matador Mix). Det kunne også være muligt at komme på træningslejr et par dage – det ville kræve sengepladser, mere om det senere – og så skulle de have ordentlig mad, men det vil nok kræve en aftale med catering-firma.

Padelbanerne kunne på samme vis være hjemsted for en turnering – måske en liga af en slags – der løber over længere tid, stævner, mesterskaber og padelcamps for børn, unge og voksne, der ville have træning (ikke af mig, men af rigtige trænere). De skal jo have et sted at overnatte. Hytter måske. Med mulighed for at dele rummene op, så sportsklubber kunne vælge, om de ville sove 2&2 eller 4&4, mens virksomheder til konferencer så kunne vælge enkeltmands-værelser, hvis det var opportunt. Det er godt nok et par timer fra København, men tanken om et konferencested med god mad, fine faciliteter (husk at tjekke, om der er netforbindelse!) og sejlads til en ø ville være et “afsondret og isoleret” sted, som ville være oplagt til brainstorme, idéudvikling eller bare dybe tanker.

Apropos dybe tanker kunne der også være yoga-retreats, bootcamps og alle mulige andre former for kortere ophold.

Så kunne det være skægt at bygge et spillested. Jeg har mest en stor lade af en slags i tankerne. Men den skal ikke være urimeligt stor – bare med højt til loftet. Plads til 100-150 måske 200 personer. Og så kan jeg forestille mig virtuoser som Juncker, store og lille Falch, Katinka, Nikolaj Nørlund, Kira Skov, Allan Olsen og mange, mange andre kunne komme forbi og spille en aften. Ikke for sent, for den sidste færge til fastlandet sejler klokken 23.30.

Det er et hus med førstesal, og jeg kan sagtens ‘nøjes’ med at bo på førstesalen, så hele stueetagen kunne indrettes til en form for kulturhus. Med samtalesaloner eller litterær oplæsning eller -lysning. Måske bare én gang om måneden kunne man samle 100 mennesker til et Mathilde Walter Clark-oplæg om Kierkegaard, eller man kunne have foredrag af alle mulige andre slags. Så kunne der være hjemmebagt kage og stearinlys og hygge. Jeg har endnu ikke været på øen, så jeg aner ikke, hvor langt der er fra huset til færgen, men måske kunne man have en traktor eller en tuktuk, der trak en minibus, så folk kunne komme tørskoede fra og til. Og af hensyn til fx gangbesværede.

Jeg skal sådan set bare lige bruge 3-5 millioner, så er jeg klar med både det ene og det andet. Hvad siger du? Stikker det i for mange retninger? Jeg tror ikke på singularitet …

Hvad skal vi lave, når Facebook slutter?

Hvad lavede vi egentlig før Facebook? Hvordan fandt vi rundt på nettet? Jeg tænker, jeg brugte Google (Det var dengang! Nu bruger jeg kun DuckDuckGo) til at søge rundt med. Eller havde mine faste favoritter, som jeg altid søgte tilbage til. I dag bruger jeg alt for meget tid på at gå på Facebook. Skimme. Se om der er sket nyt. Trykke opdatér. Se om der nu er sket noget nyt.

Jeg er træt. Mættet. Overfodret. Og ærlig talt også en kende understimuleret af Facebook. ‘Det handler om, hvordan du groomer dit feed’, vil nogle mene. Måske, men jeg synes nu stadig, alt for meget ender i ophedede holdningsudvekslinger, der munder ud i grum og uhøvisk tale. Hvad ville du gøre, hvis du besluttede at tage en vaskeægte Facebook-kold tyrker? Hvad ville du bruge de mange timer til? Jeg tror, jeg ville …

hæve lidt penge på min firmakonto
løb’ ned og shop’ den bil jeg altid havde tænkt på
vink når jeg så min nabo, hallo
yo, bilen er ny og 24 tommer alu
Jeg ville ha den pige jeg elsker ved min side
Køre ud mod vandet
Og ik ta noget for givet

Ja, jeg vil måske endda høre noget Nik og Jay. Men jo mere jeg tænker over det, des mere er jeg fanget. Jeg er en svag sjæl. En korrumpérbar sjæl. Facebook er et af mine drugs. Og jeg får det mere og mere, som hende – jeg desværre har glemt, hvem var – der skrev, at hun efter mange år med sociale medier som sin profession “ikke havde flere kreative opslag, ikke havde mere energi til at moderere og ikke længere havde gnisten til sociale medier”. Jeg relaterer så vildt. Sidst jeg var til en jobsamtale, kom jeg til at disse sociale medier, og jeg kunne se på dem på den anden side af bordet, at det job fik jeg ikke.

Der findes stort set ikke det kommunikationsjob i dag, hvor man ikke skal være ekspert i Facebook, Twitter, Instagram, Linkedin, Youtube og helst også Snapchat. At være ekspert betyder ikke bare at kunne skrive tekst til opslag, tage billeder og skyde videoer (som man selv redigerer) men det handler i mindst lige så høj grad om alt det uden om. Tal, grafer, kurver, metrics som IPM, reach og følgere – for ikke at nævne Adwords, SEO, Analytics og hvad det hedder alt sammen. Det. Er. Rasende. Kedsommeligt.

Og hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har siddet med en overordnet, der sagde noget i retning af følgende: “Jeg synes, vi skal fokusere på XX og YY – ja, nu har jeg godt nok ikke selv en Facebook-konto”, så ville jeg have en hel del kroner. Jeg er knap halvvejs gennem livet, men jeg ved allerede nu, at jeg er i fuld gang med mit sidste job, der har sociale medier som et væsentligt omdrejningspunkt.

Såeh, hvad vil du bruge tiden på, når vi er færdige med at lege Facebook?

Det er ikke mig. Det er dig.k

Jeg er i bekneb for det helt rigtige ord. Det dækkende udtryk. Men problemet er, som følger: Jeg har en fornemmelse af, at jeg er sådan én, man bliver træt af på sigt. Alt for ofte oplever jeg i nye relationer – her tænker jeg mest på arbejde – at der er en enorm begejstring over, at jeg er skæv. Lidt kantet. Off. Jeg er ret rar at holde frem foran sig, når man skal prale med mangfoldigheden på sin arbejdsplads.

Men desværre sker det ofte, at jeg så oplever, at når der er gået en rum tid, så forventer kollegaer eller chefer (oy vey), at jeg ligesom er blevet filet til og så kan være mere normal. Det er et kæmpe problem for mig. Fordi jeg er, som jeg er. Fagligt. Og personligt. De to ting hænger sammen. Og man kan ikke fravælge det ene, uden at det også er et fravalg af det andet. Og fordi de er så tæt sammenbundne for mig, kan jeg heller ikke være i en relation, hvor man ikke ønsker de dele af mig, som ikke lige netop er opportune i den ene eller den anden situation.

Det er formentlig en af forklaringerne på, at jeg ligesom altid er på vej. At jeg skifter job ganske ofte. Og at jeg flytter ganske ofte. Jeg kan ikke lande et sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Og jeg føler mig ikke tilpas, når man forsøger at file på min personlighed.

“Næh men i en arbejdsrelation får du jo penge for at gøre, som der bliver sagt”. Muligvis. Men jeg synes jo, at når jeg spiller med åbne kort og allerede tidligt fortæller, hvordan jeg er, og når jeg til jobsamtaler ikke lægger skjul på, at jeg larmer, og at jeg ser kommunikation på en bestemt måde, så er det sgu lidt røvet at komme længere henne af vejen og ville ændre på mig alligevel. Den slags er jeg ekstremt ømskindet over for.

Æsj, hvor er det egentlig pinefuldt at opleve, hvordan jeg selv er blevet en bangebuks. Hvordan jeg ikke kan sige sandheden. Ikke fortælle hvordan jeg føler. Af frygt. Uden sammenligning i øvrigt (overhovedet!!) gør det bare min respekt og forståelse for Knausgaards kompromisløse ærlighed i forbindelse med “Min Kamp”-sekstetologien (??) større og dybere. Det kræver enormt mod eller skruppelløshed at fortælle sandheden så præcist og så ærligt. Det kræver voldsomme ofre, og at man er parat til at ofre alt for at fortælle historien. Jeg håber, jeg en dag får det samme mod. På skrift og i livet.

Undskyld. Jeg var en idiot

Formentlig har du set bevægelsen #metoo, der ruller globalt. Mennesker – primært kvinder – fortæller om deres oplevelser med at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. Og de er mange. Både kvinderne og overgrebene. Først så jeg til i tavs forundring. Skamfuld. Men også en kende hellig, for sådan er jeg heldigvis ikke, og i mit stille indre fordømte jeg alle de tosser, der ikke kan finde ud af at behandle kvinder ordentligt.

Men så skete der noget. Og det er ikke rart at tænke tilbage på. Lige så stille kom der glimt frem fra en tid, hvor jeg måske alligevel ikke var så ren i kanten.

Jeg var 16 eller 17 år gammel. Havde lige haft min første seksuelle oplevelse med en pige, som ret hurtigt dumpede mig med en af de mest nænsomme forklaringer, jeg nogensinde har oplevet: “Du er for klog til mig”.

Men jeg havde fået smag for oplevelsen og kom på en eller anden måde – jeg husker ikke hvordan, og den manglende hukommelse er faktisk også en del af skammen – i kontakt med en 15-årig pige, som kendte hende, der lige havde droppet mig.

Hun var med hjemme på mit værelse. Det var en skumringsaften, husker jeg. Og vi sad på min seng – 80 centimeters Club8 op af væggen – og jeg blev mere og mere nærgående. Nu vidste jeg, hvordan man skulle gøre (mente jeg), så det ville jeg vise hende. Hun stivnede fuldstændig. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af og bare nyde. Forsigtigt lirkede jeg hendes bukser ned, og så sagde hun fra. Heldigvis. Grædende, mens hun hev sine bukser op, fortalte hun, at hun altså ikke havde lyst, og så tog hun af sted. Vi så ikke hinanden igen. Det forstår jeg godt.

Dét har jeg tænkt en del over. Prist mig lykkelig for, at jeg nu er klogere, og at det ikke er sket siden. Troede jeg.

Så kom jeg i tanke om en julefrokost, da jeg arbejdede i Bilka, Odense. Vi var i Odd Fellow-palæet i Odense. En stor fest med mange gæster. Jeg var lidt forelsket i en sød medicinstuderende, som arbejdede i kasselinjen. Hun vidste godt, jeg var interesseret, men hun var ikke vild med mig.

Til festen fik jeg ~~rigeligt, nej alt for meget~~ (dårlige undskyldninger, der ikke gælder) festet, danset og overhovedet ikke talt med hende, jeg var vild med. I stedet fik jeg ud på aftenen talt med en ungarbejder, som jeg i hverdagen talte godt med, og hende fik jeg på tomandshånd i et afsides rum. Nogenlunde afsides. Vi talte. Og jeg forsøgte at kysse hende. Ud af det blå. Hun blev paf. Chokeret. Og skubbede mig væk. Heldigvis var hun stærk nok til at afvise mig, og så fik jeg ellers skældt huden fuld. Hun var enten 16 eller 17 år gammel. Kæft, jeg var en idiot.

Jeg fik dårlig samvittighed og følte mig skamfuld. Dog ikke mere end at jeg nu fandt en anden kollega – endnu en medicinstuderende – som jeg havde beundret længe og egentlig anså for at være en god ven. Hende lettede jeg mit hjerte hos og fortalte hvor skidt en karl, jeg følte mig som. Hun kvitterede med en historie om et skrantende parforhold. Og så endte vi der på hver vores stol med mine hænder under hendes skjorte og hendes arme om mig. Nød hun det? Det tvivler jeg på. Og så – som en meget velfortjent straf – trådte hende, jeg egentlig var vild med, ind i rummet, fik øje på vores underlige omklamring af hinanden og skred på stedet med udråbet: “Hvis jeg nogensinde så meget som havde overvejet at være sammen med dig, så er det slut nu”.

Har jeg lært noget af det? Nu har jeg i flere dage gået og gennemgået efterfølgende relationer, og der er endnu ikke dukket noget op, som jeg burde rapportere. Men min hukommelse er åbenbart ikke god længere, så måske dukker der mere op. Jeg tænker, at når jeg så let kan glemme disse tilfælde, kan jeg vel også have glemt andre. Så jeg er i gang med en mental gennemgang af alle mine tidligere seksuelle relationer og ransager mig selv for opførsel, jeg burde have undgået.

Omfanget af fortællinger fra kvinder på det her hashtag er vanvittigt. Det er så omfattende, at det næsten er ubegribeligt. Og at jeg nærmest kan glemme, hvordan jeg selv har været en del af det, siger en del om, hvor indgroet og systemisk det virker for mig (og måske andre mænd) Det er simpelthen ikke i orden.

Heldigvis er det nu min oplevelse, at jeg har fået bedre styr på min relation til kvinder. At jeg ser dem som mennesker frem for redskaber til min tilfredsstillelse eller afbenyttelse. Men sådan ville jeg også have sagt til mig selv dengang. Jeg opfattede mig selv som ganske fin i kanten på krænkelses-fronten. Jeg var sikkert et røvhul på mange andre måder (også), men når det kom til at behandle kvinder anstændigt, følte jeg mig på sikker grund. Åbenbart grundløst. Jeg kan ikke vurdere graden af krænkelse, de her kvinder har oplevet ved at blive udsat for mig. Men uanset hvilken grad er det jo i hvert fald over grænsen, når jeg tænker tilbage på det.

Undskyld. Jeg var en idiot.
Det håber jeg ikke, jeg er længere …

Ekskoner, -kærester og -mænd

“Vi kan lige tale en lille halv times tid mere, så skriver jeg til Jon og spørger, om han vil kigge forbi. Er det ok?”

Det er vel noget af det mest civiliserede, jeg nogensinde har været med til. Jeg mødtes med min ekskone, Camilla, i fredags. Hun fyldte 40 i august, og jeg havde endnu en fødselsdag i september, og så plejer vi lige at mødes og høre, hvordan vi hver især har det.

Jeg er rigtig glad for, at vi kan mødes. Hun har været en del af mit liv i 19 år, og det er næsten – n æ s t e n – halvdelen af mit liv. Så det ville være vildt underligt, hvis hun bare var forsvundet pist væk ud af mit liv med skilsmissen for mere end 3 år siden. Men jeg tror da, særligt fordi vi ingen børn har sammen, at mange synes, det er lidt underligt, at vi bliver ved at ses. Jeg synes, det er underligt, når folk synes, det er underligt. Vi har delt liv sammen i rigtig mange år, og fordi kærligheden ikke længere kunne bære et forhold, betyder det jo ikke, at jeg ikke stadig holder meget af hende og under hende alt godt.

Siden i fredags har jeg fortalt flere venner og bekendte om mødet, og der er meget varierede holdninger til, om det er helt gakgak, at vi stadig mødes, eller om det er fint og præcis, som det skal være. Jeg stemmer for det sidste. Men jeg kan nu godt huske, da vi lige havde fundet sammen, og Camilla insisterede på at mødes med ekskærester. Det var en sten i skoen. Et irritationsmoment. Og var der nu ikke en risiko for, at hun ville finde tilbage til en af dem?

Det gik heldigvis over, og med tiden lærte jeg at sætte pris på den egenskab, som de møder med fortiden i virkeligheden er udtryk for: En loyalitet og vedholdenhed og en insisteren på ikke at lade ting glide ud i glemsel, fordi de ændrer form eller formalia. Det er faktisk en ret fin egenskab, synes jeg, og selv om jeg ikke selv er så god til at udvise den over for andre, så ligger det mig i dag fjernt at pålægge nogen helt at slå hånden af deres fortid – da særligt den kærlige del af den.

Alligevel kunne jeg mærke et sug i mellemgulvet, da hun spurgte, om det var ok, for det var det “selvfølgelig”. Vel vidende at det næsten kun kunne blive akavet, men jeg stoler så meget på hendes dømmekraft, at hvis hun vurderer, at det er til det bedste – primært for hende og hendes nye mand – og sekundært for, at vi stadig kan mødes 2-4 gange om året i et par timer og lige “touche bases”, som det vel hedder på nydansk, så måtte det være sådan. Han er ikke ukendt for mig. Han underviste på danskstudiet allerede dengang, jeg gik der, så jeg ved, hvem han er. Og han ved nok også godt, hvem jeg er. Men derfra og så til at sidde der og høfligt konversere hinanden, kunne der nu alligevel godt være et stykke vej.

Det gik fint, synes jeg. Som jeg gør, når situationer er lidt akavede, pludrede jeg løs, og jeg forsøgte at føre samtalen over på hans hjemmebane, så vi talte om litteratur lidt løst og fast. Jeg er sikker på, han bemærkede min mangelfulde (måske nærmere fraværende) terminologi til at drøfte litteratur, men det var fint – det var, som det skulle være. Men da Camilla rejste sig, fordi hun ville ryge, og ingen af os ville knække halsen af stolthed og sige,at vi ville gå med ud, ja, så sad vi pludselig der. På en café på Amagerbrogade. Alene sammen. Vi fandt heldigvis sammen i det mest logisk at tale om. Det mest ufarlige vi har til fælles: Svigermor. Hende kunne vi tale om, mens Camilla var væk.

Og faktisk har Camillas mor vist en lignende vej i årevis. Jeg har været til en juleaften hos hende, hvor der var i alt 4 mænd fra hendes liv forsamlede om bordet. Den nuværende kæreste. Camillas biologiske far. Faren til Camillas lillebror. Og en eksmand mere. På samme tid. Jeg har altid svoret, at jeg ikke ville ende i samme suppedas, men nu sad jeg så der sammen med Camillas nye mand og sludrede henkastet om tv-serier og litteratur, så godt jeg nu magtede det. Jeg tror, det gik fint. Og jeg håber, jeg igen kan mødes med Camilla og høre, hvordan det går hende. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at fejre juleaften sammen med dem. Men man kan jo aldrig vide …

Hvem ku’ du egentlig godt unde en smule?

Ja, tanken er jo, at det skal være en eller nogen, som ikke er dig selv eller dine allernærmeste. Ellers er det ligesom bare mere af det samme. Når jeg – hvad jeg gør mere og mere sjældent, for det er ikke et skue for folk med sarte sjæle – bevæger mig ud i dét debatdanmark, der driver med politiske spørgsmål, bliver jeg altid slagen af forundring over, hvor meget der tilsyneladende handler om at fortælle andre, de er grådige, og at de ikke skal komme her, for de får allerede rigeligt.

De unge og de studerende ser misundeligt på de ældre generationer. De ældre generationer skælder ud over alt og alle, mens middelklassen aldrig nogensinde rigtig bliver tilfreds, for de vil egentlig gerne have mere. De rige synes, de fattige er grådige, mens de fattige faktisk også synes, de rige er grådige. Lærerne er dovne, iværksætterne egoistiske, offentligt ansatte uduelige, privat ansatte en belastning for samfundet, fordi de alle får stress af at løbe så stærkt. Ingen kan rigtigt sige sig fri for at mene, at der findes andre grupper, som godt lige kunne skrue lidt ned for retorikken, kravene og tilraningen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi begyndte vores debatter et helt andet sted? Hvad nu hvis det hele begyndte med, hvad vi kan blive enige om? Hvis vi tog udgangspunkt i at mødes, forenede i ønsket om et så stærkt og velfungerende samfund som muligt, kunne det være, vi også blev bedre til at anerkende og forsøge at forstå hinanden. Eller hvad?

Er det helt åndssvagt? Jeg kan da for hulen ikke være den eneste, der er træt af den offentlige debat i de her år. Det er jo umuligt at se nogen som helst ønsker om at mødes, blive klogere og rent faktisk skabe en form for kompromisser. Alle vil have mere. Alle synes, andre får for meget. Alle synes, de andre er dumme. At de andre er landsskadelige. Økonomisk uduelige. Eller ikke kan se længere end til den næste skattelettelse.

Er vi virkelig så bange for at miste alle vores privilegier? Hvis samfundet rent faktisk har skabt alting så elskeligt, at vi så gerne vil værne om det, hvorfor har vi så så travlt med at nedbryde det ved hver eneste givne lejlighed? Eller er der noget, jeg overser – er det ‘bare’ demokrati, at vi konstant bryder meninger, taler nedsættende om hinanden og slår os på hinandens kanter; er dét demokrati? For så er jeg ikke helt sikker på, jeg synes, det er den mindst ringe styreform.

“Jeg vil gerne have sixpack og større muskler”

Ja, det er altså ikke mig, der har sagt det. Det kommer fra Valdemar, som er en af de tre (tilsyneladende) hovedpersoner i DRs Generation XL. Den kendte børnelæge fra Holbæk (som han hele tiden refereres til i programmet, og derfor har jeg glemt hans navn) har stor succes med at få overvægtige børn og unge til at tabe sig, og det er jo godt, hvis de enten gerne vil eller har brug for det af rent sundhedsmæssige årsager.

Valdemar er 12 år. 12 år. Da jeg var 12 år, vidste jeg ikke, hvad sixpack var, og jeg var da rent ud sagt ligeglad med større muskler. Jeg kan mærke, mine hippie-gener giver udslag på et sted mellem max og Bo Henriksen, når jeg hører den slags. Det er én ting, at man ikke skal fodre børn og unge (eller nogen andre for den sags skyld) med uhyrligheder som sodavand dagen lang, fredagsslik hele ugen eller lørdagskylling om onsdagen. Det siger sig selv. Men ville det ikke være fint (jo; det synes jeg i hvert fald), hvis børn og unge lærte at spise varieret, lærte at balancere og lærte at motionere ikke handler om større muskler og sixpack men derimod om at have det godt med sig selv.

Nogen vil så mene, at det er nødvendigt med sixpack og større muskler for at have det bedre med sig selv, men så synes jeg, vi skal arbejde med det i stedet. Der er ingenting, der taler for, at livet bliver bedre med sixpack og større muskler. Livet kan blive spoleret, forstyrret eller begrænset af ingen muskler og af så meget overvægt, at det kniber at binde snørebånd, kniber at selv cykle de 1.200 meter til skakklubben og kniber at gå i seng, fordi man indtager så meget sukker, at alting drøner rundt i ægget konstant. Det er forstyrrende. Og ødelæggende. Og kan bekæmpes ved et fornuftigt og afbalanceret indtag af mere sunde ting.

Men hvem er det, der har fundet på, at vi alle skal have sixpack, større muskler, spise sundt, løbe maraton, ironman og ultraløb? Det er konkurrencestaten, der kalder på velopdragne soldater, som kan deltage med optimal effektivitet og lydighed. Det er samfundet, der kan spare på sundhedsudgifter, hvis vi bare alle lever det snorlige liv fra vugge over uddannelse og arbejdsliv til velopdragent at dø i så god tid, at vi ikke bliver en belastning ud over vores egne pensionsopsparing … Drop det.

(Disclaimer: Der er intet galt i at løbe maraton, ironman og ultramaraton – det er bare noget, der er skabt for en udvalgt skare. Det er ikke nødvendigvis noget, alle skal. Ligesom ikke alle skal leve af proteingrød og acaibær og skyr. Vi er – heldigvis og så længe det varer – forskellige. Det gad jeg godt, vi gjorde lidt mere for at holde fast i)

“Husejer stiller internet til rådighed men opfordrer til ikke at streame film og tv”

Det står der simpelthen i min velkomstmappe fra Dancenter. Jeg havde egentlig tænkt at se de sidste afsnit af Handmaid, se Defenders, True Detectives og stene dårlige film på sofaen hver aften. Det ved jeg da ikke rigtigt nu. Og mine medbragte DVD’er – fordi jeg troede, der var afspiller, det er der så ikke – kan jeg bare lade ligge i bunden af tasken. Jamen, så er min længe ventede og nok en lille smule overmodne sommerferie da i gang.

Der er godt nok en parabol, men herovre ved Vesterhavet – Jegum Ferieland helt præcist – er de åbenbart kun beregnet til tyske kanaler. Altså, jeg ved godt, de er 80 millioner mennesker, men der er mere end 125 forskellige kanaler med tysk tv … er det ikke lige i overkanten? RAI kunne jeg heldigvis ikke fange, så jeg slap for at se Italien få bank af Spanien.

Og lige så heldigvis har jeg en fin bunke bøger med. En passende stak til 14 dages ferie – jeg er i fuld gang med Ekmans Hændelser ved vand, men den er altså en smule tung og kedelig, så den ryger om bag i køen. Heldigvis greb jeg som det sidste, inden jeg gik ud af døren derhjemme Mathilde Walter Clarks GIPS, som stadig – og ja, jeg har læst Ove osv – er den absolut sjoveste bog, jeg har læst. Dén lægger jeg ud med at genlæse, og så bliver alting godt.

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal se Waterworld. Jeg husker, da den kom tilbage i 1995. Dengang som verdens dyreste film og den floppede bigtime. Gabende kedeligt husker jeg den som. Men altså … en film om at polerne er smeltet og verdenshavene steget, så det meste af kloden står under vand?? Måske er det en genial film af Nostradamuske kvaliteter, som jeg bare ikke kunne forstå at sætte pris på dengang i midthalvfemserne, hvor livet mest gik ud på Poul Krebs, bajer og studiestarter (ja, i flertal 🙂 Sådan var det dengang!) Waterworld ser jeg altså uagtet, hvad husejer synes, jeg skal bruge nettet til her i hytten.

Jeg kom egentlig også til at tænke over det med net og film og stream. Jeg har – indrømmet, hands down, og ingen kan nægte det – været temmeligt ulidelig den seneste måneds tid (mindst). Jeg har trængt så helt urimeligt voldsomt meget til ferie, og selv om jeg hver eneste morgen er draget hjemmefra med uendelige løfter og formaninger til mig selv om at tage det roligt, ikke vrisse og ikke brokke, må jeg have været en forfærdelig kollega og kontormakker. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har været så bevidst om, at jeg har trængt til ferie, så det er med temmeligt store forventninger, jeg har indtaget hytten i dag.

Endelig vil jeg også pløje mig igennem de seneste to numre af Offside. Det eneste, jeg abonnerer på, og det gør jeg, fordi jeg gennem lang tid har lyttet til deres podcast, som jeg synes er virkelig, virkelig sjov. Når jeg lytter til Anders og Johan sidde og pludre, får jeg megalyst til at sidde over en – helst til danske priser – øl og snakke fodbold med dem. De får mig helt seriøst til at grine højt, når jeg vandrer med pod i ørerne. Giv dem en chance. Det er på svensk, men det er fantastisk alligevel. (De hedder simpelthen helt ukrukket: Offsides Podcast – find dem i iTunes eller via deres hjemmeside: http://www.offside.org/category/offsides-podcast/)

Hvad skal jeg lave herovre vestpå i 14 dage helt alene? Slappe af. Vandre på de naturstier, der angiveligt er i lokalområdet. Træne. Spise. Læse bøger. Og ikke læse mails. Ikke hidse mig op over kommentarspor. Og forsøge at komme i gang med at skrive dagbog igen. Jeg har engang hørt, man ikke skal prøve at skaffe sig af med dårlige vaner i en ferie. Det er de ikke egnet til. Men de passer fint til at tillægge sig gode vaner. Så jeg vil forsøge at komme ind i en vane med at sove mindst 8 timer hver nat. Og vågne uden vækkeur (det skal nok lykkes det med vækkeuret, tænker jeg. Succes! Flueben nummer 1)

(PS: Alt det der med ikke at skrive man er på ferie; held og lykke med at finde min adresse, og skulle dét lykkes, så held og lykke med at finde noget af værdi på adressen. Jeg er faktisk blevet en ganske ferm minimalist, og da jeg gik ud af døren, tænkte jeg, at selv hvis den var i brand, var der ikke mere i lejligheden, jeg ville tage med)

https://www.youtube.com/watch?v=SGQT4-DjJPQ

At være hård ved sig selv

En af de klogeste veninder, jeg har (ja, det er dig igen – du ved, hvem du er!) har i et stykke tid klemt en sætning ind i vores samtaler. Jeg har døjet med for alvor at tage den ind og registrere den. Men den er alligevel blevet ved at rumstere i tankerne. Sætningen er helt kort: “Måske skal du ikke være så hård ved dig selv”.

Det er jo en fin sætning i sig selv, og nej, det skal jeg da ikke. Jeg har selv ualmindelig svært ved at se, hvornår jeg er hård ved mig selv. For knap to år siden skrev jeg om andre mennesker, der dengang – og stadig – skulle/skal holde op med at være så hårde ved sig selv (Du gør det godt), for jeg har meget, meget let ved at se, at andre er meget hårde ved dem selv.

At jeg skulle være hård ved mig selv er straks vanskeligere at se. En af mine venner fra mit ophold i Mexico skrev til mig i sidste uge – han er i Danmark snart og synes, vi skulle ses, og det skal vi da – og jeg husker, han blandt andet brugte meget energi på at tale med mig om noget, han kaldte ‘struggle junkie’ – altså at man selv i perioder, hvor ting går forrygende, ser sig om og finder noget at bokse med. Det føles genkendeligt.

Jeg har det forrygende. Objektivt set. Et job med mening. Søde og kompetente kolleger. Vidunderlig bolig. Kærlig familie. Omsorgsfulde og nærværende venner. Socialt netværk i det lokale frivillige miljø. Objektivt set har jeg det godt. Men … alligevel.

Jeg har travlt med at opstille ting, jeg burde opnå eller gøre. Snart. Hurtigt i hvert fald. Og hvorfor gør jeg ikke mere for miljøet? Hvorfor går jeg og bliver mere rund end muskuløs? Kunne jeg gøre mere gavn et andet sted – i et andet land måske? Ville jeg kunne hjælpe det fælles bedste, hvis jeg gav flere penge til verdens fattige – og kan man det, mens man stadig skylder penge til banken og andre af den slags? Og en masse andre ting. Ingen ved det jo – ikke engang mig selv – men jeg bokser med det.

Hvornår er nok nok? Hvornår har vi gjort, hvad vi med rimelighed kan forventes at gøre? Når vi har gjort det godt nok? Når vi har gjort vores bedste? Når vi selv har det godt nok til at have overskud til andre?

Jeg aner det ikke, men det er nok sandt, at jeg har det med at være lidt krævende over for mig selv – på det seneste har jeg brugt energi på at tænke på barnløshed; er det virkelig kun kvinder, der bør have krav på at kunne få hjælp til at få et barn som single? Hvorfor kan mænd egentlig ikke også? Kan man omgå biologien i det? Kan jeg donere til en rugekasse, som kan agere livmoder og moderkage osv.? Ville jeg være lige så egnet som forælder som ligesindede og jævnaldrende singlemødre, der får kunstig insemination? Og det, kan jeg da sådan set godt se, er en noget unødvendig overvejelse at banke mig selv i knolden med.

Egentlig kunne det være dejligt, hvis jeg kunne skrive om ting, som jeg havde svar på, men jeg synes, det altid ender med en hel masse spørgsmål. Måske er det svaret på det hele og på alt det store: Spørgsmål …

Å ja, og så er det vist passende at slutte med denne – så er ambivalensen maksimal.

Når irritationen bider sig fast

Jeg vågnede i morges og var irriteret. Har været irritabel hele dagen. Og i den seneste tid har jeg flere gange taget mig selv i at være rasende. Ikke på den der latterlige BT-måde, hvor to på Facebook, der hvæser ‘Det er for dårligt …’ udgør en rasende menneskemasse, men simpelthen en grundrasende tilstand, hvor jeg kan mærke vrede buldre og brage indeni.

Det med at skjule, hvordan jeg har det, ligger mig ikke nært. Jeg er sikker på, at mit kropssprog temmeligt utvetydigt fortæller omverdenen, hvad jeg tænker, og måske endda hvad jeg føler. Og selv om jeg har spekuleret ret så intenst på mulige årsager i snart en god uge, er jeg ikke kommet frem til noget håndfast.

Af erfaring ved jeg, jeg skal lytte til mig selv, når der er uro, ubalance, eller bare når bullshit-detektoren bimler. Så er der som regel en sten i skoen, et hår i suppen eller en ko på isen. Eller alle tre på en gang. Min hidtidige autoreaktion har altid været at flytte og/eller skifte job – helst begge dele samtidigt. Men det kan da for filan ikke altid være det rette svar …?

Så jeg roder videre efter en forklaring eller i hvert fald en form for årsag til irritationen og raseriet. Jeg håber, alle kender til den der daglige utilpashed?? (Jo, please …)

Der kan være noget på arbejdet. Et projekt, der er forkastet. En idé, der er skudt ned.
Der kan være noget med helbreddet. Jeg er en røv med ører til at være immobil, så efter 9 uger med en dårlig ankel og ingen motion ville det ikke være underligt, hvis det var en trigger. Men jeg er så småt ved at komme i gang igen. Hvorfor er jeg ikke glad og fuld af gå-på-mod?
Penge kan helt sikkert også være et problem, og det har det været mange gange i tidens løb, men det er altså ikke dét, der er galt i denne omgang.
Socialt liv? Jeg ser gode venner i hvert fald på ugentlig basis, og jeg synes, jeg trives på arbejdet socialt. Jeg føler mig tættere knyttet til familie end nogensinde.
Kærlighed? For første gang i mere end et år har jeg i sidste uge været på en date. Som en af mine allerklogeste veninder siger: “Gør det nu bare. Det er jo bare en date.”
Mening? Føler jeg alligevel ikke, at jeg er så meget med til at fange forbrydere, som jeg troede, da jeg fik job hos politiet? Ej, det kan jo ikke være det. Så bundnaiv er ikke engang jeg.
Mere overordnet mening? Tjaeh, men jeg har jo været utilfreds med verden i lang tid efterhånden. Faktisk er jeg så småt ved at affinde mig med, at jeg er lidt til en side, på en ølkasse, i et hjørne, bag en busk. Idémæssigt, politisk og samfundsideologisk i undertal. Jeg var meget vredere, da jeg var yngre over verdens tilstand, så underligt hvis det skulle være det lige nu.

Jeg har lige læst en tekst, en veninde har skrevet. Hun og hendes kæreste har netop mistet et barn. 4,5 måneder inde i graviditeten. Hun fortæller om deres oplevelse, om smerten, om sorgen og om tabet.

Jeg græd, da jeg læste hendes historie (Medium kaldte den et ’79 minutes read’) Jeg græder i det hele taget meget for tiden. Tidligere græd jeg, når der skete noget lykkeligt. Til bryllupper selvfølgelig. Når Rocky vinder til slut. Når Katherine Heigl finder sammen med bejleren alligevel. Når lykken rammer. Det har jeg svært ved at holde inde. Så jeg tuder. Det gør jeg stadig, når jeg ser lykke.

Men nu tuder jeg også, når noget er sørgeligt. Det havde jeg sværere ved før. Det føles, som om min empati er blevet større. Mere dybtfølt. Som om jeg altid og hele tiden kan mærke hele verden og al dens elendighed. Jeg græd til sæsonfinalen i sæson 5 af Suits. Jeg græder over spildt liv. Spildte mennesker. Spildte muligheder.

Måske er det derfor, jeg er irriteret. Mellem tudeturene er jeg irriteret over, at jeg føler en form for afmagt.