UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Kategori: Alt det andet (side 5 af 5)

Når jeg hverken skriver om Juventus, OB eller andre former for fodbold, så skriver jeg det her

Et kæmpe rum

Jeg forsøger at gå på line. Forsøger at sætte foden forsigtigt præcis på linen. Men foden rammer ved siden af. Jeg samler mig. Med den ene fod i afgrunden bliver den anden fod så meget desto vigtigere at få sat rigtigt. Jeg løfter foden. Bevæger den frem. Tager sigte. Kniber det ene øje sammen og sætter så foden ned. Langt ved siden af linen endnu engang.

Jeg falder ikke. På underlig og ret smertefuld vis får jeg endnu et forsøg til at sætte bare en enkelt fod rigtigt. Som havde jeg mange liv i et bip-bip-spil fra 80’erne. En hel aften forsøger jeg at ramme linen. Og lidt af natten. Det lykkes aldrig. Følelsen af afmagt. Af at være off. Ude af sync. Sniger sig ind. Og så ved jeg, at spillet er tabt. Jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke er linedanser. At jeg ikke passer ind.

Det er underligt, for da jeg var yngre, var jeg ganske ferm til livets linedans. Til at åbne, slippe, frydes og slappe af. Jeg er blevet et anspændt, sammenviklet og vagtsomt menneske. Jeg er ikke idiot. Jeg ved jo godt, at ingen kigger. Jeg kan stå med den line og bakse i timevis, uden at nogen kerer sig. Men jeg hader, når jeg opdager, at jeg er overflødig.

Så det er måske ikke en frygt for at blive latterliggjort. Måske er det bare en frygt for, hvad jeg finder, hvis jeg slipper. At jeg finder den rigtige mig, og hvad nu hvis jeg ikke kan lide ham? Hvad nu hvis jeg lærer mig selv at kende, og jeg så finder ud af, at de gode sider faktisk ikke – måske endda langtfra – opvejer de dårlige? Hvordan kommer jeg så videre?

Hvad gør jeg?

Når det føles godt

Det er svært at fange de gode øjeblikke. Svært at sætte på formel, hvilke situationer der fylder sindet med lethed, med glæde og med ren og pur lykke.

For nogen er det, når de bliver forfremmet, for andre er det, når de bruger forfremmelsens lønstigning på det nyeste tv til væggen derhjemme, køber ny bil, flere Mac-produkter eller andet i den boldgade.

For andre er det øjeblikke, der involverer stemninger og mennesker. Et bryllup. Den glæde og energi, der bobler det nye ægtepar i møde. Åbning af en butik, restaurant eller et firma. “Nu gør vi det!” er også berigende.

Eller når det lykkes at samle familie, venner, kære, bekendte til grillaften i er sommerhus. Snakken driver, mænd står og “sparker dæk” ved grillen. Liv væves ind og ud af hinanden i historieform. Bånd knyttes. Der er god mad, rødvin, pilsner. Hygge. Det gør mig glad. Selskabet. Samværet. Noget der klikker på plads. Kommunikation der lykkes. Nærvær og at føle sig en anelse tættere på et eller flere andre mennesker.

Hvorfor?

Hvorfor er det så vigtigt for mig at gøre ting anderledes? Hvad er jeg bange for? Hvorfor?

Ved poolen

Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der er lidt snerpet. Det er det jo nok. Men jeg er altså både iført flipflops og tshirt, når jeg går til og fra poolen.

De fleste andre (mænd) kommer sjoskende på bare tæer og i bar mave. Jeg har intet imod, de smider tøjet, så snart de har fundet en solstol at smide tøjet på, men indtil da … Jeg må jo være 125 år oppe i hovedet.

Speedo’s er i øvrigt ret hot hernede. Blandt de +55-årige gæster i hvert fald. De mandlige af dem. Det er godt nok et bette stykke tøj. En slags mandlig pendant til g-strengen.

For meget eller for lidt

Der er en form for vekselvirkning: Hvis jeg siger, jeg har det ok, siger folk, at jeg skal forberede mig på tilbagefald. At det tager lang tid at komme sig over en skilsmisse. Siger jeg derimod, at jeg har lyst til at være alene, føle mig sølle og ensom, spørger folk straks, hvorfor jeg ikke “går lidt ud”?

Kærligheds-afasi

At have mistet evnen til at aflæse kærlighedens koder. Forelskelse, fascination, tiltrækning, fysisk begær, interesse, betagelse. Hvordan aflæser jeg det? Jeg er en muldvarp.

Derfor aner jeg ikke, om jeg overser signaler? Er jeg for sløv? For døv? ( måske er man enten døv eller ikke døv – der er vel ikke noget, der hedder FOR døv?) For pågående? Helt uinteressant? Lidt interessant men kun midlertidigt? Eller vil hun giftes og føde mine børn? Jeg aner det ikke …

3 ænder i Munke Mose lørdag nat

Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.

Tænk at hun tør

Jeg er alene hjemme. Græsenke som det hedder. Chefstrategen er draget til New York for at dygtiggøre sig – og vel også for lige at klemme de sidste dråber ud af sine kreditkort. Markedet herhjemme bød formentlig ikke på fristende muligheder, så intet mindre end NY kan gøre det … Ej, jeg håber virkelig, du får en god tur.

Imens er jeg og de tre katte overladt til os selv. Kattene er helt oppe at køre allerede – hun tog af sted i morges:

IMG_1044  IMG_1041IMG_1043

Selv er jeg lidt mærket. Vi har aldrig været så længe væk fra hinanden. Hun kommer først hjem engang i maj … Og jeg ved, hendes største bekymring var, hvorvidt jeg ville være i stand til at finde på andre måltider end hotdogs eller burgere (som jeg i parantes bemærket er ganske ferm til at lave, men indrømmet, det er måske ikke passende som hovedmenu knap 3 uger …) og derfor tryglede hun om, at jeg skulle lave en madblog. Det skal blive en gammel løgn, skal det, men lige i dag, fordi det er dag 1, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, der minder om mad, og fordi jeg altså savner hende helt vildt:

IMG_1045

Jep – en ordentlig skudefuld pasta med kød, der har simret blidt på komfuret i knap 5 kvarter. Iblandet laurbærblade og et skvæt citronskal. “Chef Vilster” ville kattene formentlig have sagt, havde de kunnet tale.

Nyere indlæg

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑