Ved poolen

Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der er lidt snerpet. Det er det jo nok. Men jeg er altså både iført flipflops og tshirt, når jeg går til og fra poolen.

De fleste andre (mænd) kommer sjoskende på bare tæer og i bar mave. Jeg har intet imod, de smider tøjet, så snart de har fundet en solstol at smide tøjet på, men indtil da … Jeg må jo være 125 år oppe i hovedet.

Speedo’s er i øvrigt ret hot hernede. Blandt de +55-årige gæster i hvert fald. De mandlige af dem. Det er godt nok et bette stykke tøj. En slags mandlig pendant til g-strengen.

Kærligheds-afasi

At have mistet evnen til at aflæse kærlighedens koder. Forelskelse, fascination, tiltrækning, fysisk begær, interesse, betagelse. Hvordan aflæser jeg det? Jeg er en muldvarp.

Derfor aner jeg ikke, om jeg overser signaler? Er jeg for sløv? For døv? ( måske er man enten døv eller ikke døv – der er vel ikke noget, der hedder FOR døv?) For pågående? Helt uinteressant? Lidt interessant men kun midlertidigt? Eller vil hun giftes og føde mine børn? Jeg aner det ikke …