UFÆRDIGE TANKER

Lad dig ikke begrænse af virkeligheden

Kategori: Bolig

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

Bye Bye Vanløse -> Hej Hej Samsø

Jeg tumlede rundt i december efter opsigelsen hos Danske Spil. Opsigelsen var med effekt 1. april, så jeg havde sådan set fin tid til at sunde mig, men det var hårdt i december. Hvad skulle jeg? Hvad kunne jeg? Noget overhovedet? Hvad ville jeg?

Heldigvis har jeg rigtig, rigtig mange gode mennesker omkring mig. Tæt på. Som netværk. Som familie. Som venner. Som meget nære venner. Og som mennesker. Jeg fik mange gode råd. Meget sparring. Og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg i stedet for at betragte skilsmisse, opsigelse, rodløshed og generelle faglige utilfredsheder som faste elementer, jeg nu skulle tackle bare et andet sted, så var det jo faktisk en mulighed for at gøre noget andet. Radikalt andet. Så jeg begyndte at løfte hagen, udvide horisonten og se mig omkring. Begyndte også at kigge mere på, om det var et job, jeg havde lyst til snarere end, om det var et job, jeg måske havde en chance for at få. Hvorfor skifte noget lort ud med noget andet lort? Nu var chancen der.

De overvejelser førte også til, at jeg skyndte mig at sige lejligheden i Vanløse op. Den var for dyr. For determinerende i forhold til, hvad jeg skulle. Blive i København. Blive på nogenlunde – mindst – samme lønniveau. Og deraf fulgte jo også at jeg skulle blive i en gren af mit fag, hvor jeg havde erfaring og CV til at få nogenlunde samme løn. Dét havde jeg ikke lyst til. I hvert fald ikke lyst til at være bundet af.

Så jeg sagde lejligheden op. Krydsede fingre for, at jeg ville finde et nyt job og dermed have en ny retning på plads, før end jeg skulle være ude fra Vanløse, men ellers måtte jeg løse det. Billigt. For noget var gået op for mig. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være rig. Tror ikke, jeg har lyst til at gøre det, der skal til for at skabe umiddelbar rigdom. Jeg vil hellere sænke mine udgifter. Og dermed have frihed til at flytte, skifte job, rejse, tage orlov eller alt muligt andet. Frihed. Også økonomisk. Ikke på Eurojackpotmåden med 310.000.000 kroner på bankbogen men på Michael Vilster-måden, hvor udgifterne er så lave, at friheden alligevel er stor. Dét er i grunden en ret rar erkendelse.

Jeg begyndte at søge job globalt. I Vancouver. I Düsseldorf. I Stockholm. I London. På Bornholm. Og på Samsø. Dét sidste job fik jeg. Så derfor rykker jeg altså nu til Samsø. Dét ligner et eventyr. 3.700 indbyggere. Miljø- og lavenergivenlige visioner. Tanker rettede mod fremtiden. Nærvær. Et vildt internt bytte/køb/salg-miljø. Der er en intimitet i omgangen mellem beboerne. En nødvendighed i samarbejdet. Og en vilje til fremtiden, som jeg er enormt tiltrukket af. Det vil jo vise sig, om jeg er Samsø værdig – om jeg har det i mig at blive en flittig, bidragende og aktiv del af et så intimt nærmiljø. Men jeg vil gerne. Og jeg har tænkt mig at gøre et benhårdt forsøg på at blive “en mand af øen”. En af ‘deres’ egne.

Så Bye Bye Vanløse blev til How are You Doin’, Samsø? Og jeg glæder mig.

Total optur hos verdens bedste moster

Jeg skulle være ude af huset i Odense midt august. Søgte helt vildt efter noget at bo i i København. Min bank var meget længe om at vurdere, om de ville låne mig penge, så jeg kunne købe en lejlighed. Bare en lille én. De tænkte. Vi holdt et nyt møde. De tænkte lidt mere. Lød optimistiske. “Vi må finde ud af noget. Du kan jo ikke bo på gaden”. Klip til 4 hverdage senere: “Vi er blevet enige om – i banken – at vi ikke kan låne dig noget som helst”. OK. Så det med gaden gør ikke noget i denne uge?

Heldigvis kunne jeg bo hos min moster. Hun bor også i Odense. Har et ekstra værelse i sit fine lille hus i Odense N – hvor mine forældre også bor, men de har ikke ligefrem et overskudsværelse. Så har de så meget andet overskud 🙂 Jeg rykkede ind på et bette værelse på … bum-bum 7-8 m2 måske? Der var ikke meget plads, men der var en seng, der var husly, og det var dejligt.

Det var samtidig en virkelig god lejlighed til at komme tættere på min kusine og fætter, som er nogle dejlige unge mennesker. Det har jeg vidst hele tiden, men det var nu alligevel spændende at opleve deres dagligdag tæt på. De er nogle hårdtarbejdende unge mennesker, der knokler med skole, med fritid, med interesser og ja, bare med livet som helhed.

Det gør min moster også. Hun er fraskilt og lever med de to unger. Knokler som sygeplejerske. Og er en kærlig mor. Jeg kan snildt se, at hun er min mors lillesøster, for de er begge så smaskfyldte med kærlighed til deres børn, at det er helt vildt. Dejligt. Tak for dem. Tak for husly.

Og ja, også tak for timerne i haven, som lærte mig en masse om, hvordan man får tiden til at flyve i de weekender, hvor der ikke lige er andet på tapetet end at flytte rundt på planterne, buskene eller måske bare rive græsset lidt. Totalt hyggeligt.

Det er faktisk ikke helt fair, at opholdet hos min moster og ungerne er med på listen over ting, jeg kunne have undværet i 2014, for jeg nød det. Men jeg mener … jeg er 39 år. Det var ikke lige med i min overordnede plan, at jeg skulle tilbringe 2,5 måned på et gæsteværelse hos noget familie. Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med, at der ville være meget mere styr på næsten alle ting i mit liv i den her relativt fremskredne alder. Men heldigt i hvert fald, at jeg så kunne få hjælp, varme og medvind hos verdens bedste moster.

 

© 2018 UFÆRDIGE TANKER

Tema af Anders NorenOp ↑