Interrail – fra Højer til Trapani (del 1)

“Jeg tager toget hele vejen til Sicilien. Det bliver vildt fedt og en afslappende måde at begynde ferien på”. Det var mit udgangspunkt, da jeg lige lidt under 14 dage før min ferie så småt satte gang i planlægningen. 

Er ikke helt sikker på, hvordan jeg endte med at ville til Trapani. Formentlig fordi de i de lidt fodboldtomme juni-dage spillede oprykningsfinale fra Serie C og vandt den. Den slags kan være rigeligt til at vinde min gunst. Og så er det ikke et sted, jeg har hørt om før. Som i: Nogensinde! Så i de her identitetsskabende og autenticitets-søgende tider var det da cool at tage et sted hen, hvor ingen, jeg kender, har været. Tror jeg 🙂

Jeg smuttede til Odense og købte Interrail – 700 kroner ekstra for 1. klasse – til 30 dage – med 5 rejsedage! Det enedes den rare dame og jeg om ville være rigeligt. Nu er jeg sgu mere i tvivl.

I parentes bemærket: (Vildt nok, at hun ikke rigtig var mere frisk i samtalen om DSBs fremtid. Hun fortalte, at der var flere ‘ældre’ (sagde hun og så meget sigende på mig!!) som købte Interrail. Hun vidste ikke hvorfor. Så indskød jeg, at jeg betragter de her år som en slags nyt Blue Ocean for DSB – analogt med det Postdanmark havde for nogle år siden, da internethandel for alvor blev en ting. Da skulle postvæsenet have gjort sig nyttige og blevet landets bedste pakkeleverandør. Det lykkedes så ikke – hvis de da overhovedet forsøgte. Men samme chance tror jeg, DSB har nu med klimasnak og bæredygtig turisme – så kan der sprøjtes togrejser ud, hvis bare de fanger det og byder sig til. Hun var ikke helt så oppe at ringe over det, som jeg var …)

Jeg havde booket lejligheden i Trapani fra søndag 30. juni. I Odense havde billetdamen hjulpet mig med følgende pladsbilletter:

28/6 10.01 – 16.54 Hamburg – Basel
28/6 17.31 – 21.37 Basel – Milano
28/6 23.17 – 07.17 Milano – Rom

Derfra blev det svært for hende at booke pladsbilletter, mente hun. Oprindelig skulle jeg først have været af sted halvanden time senere fra Hamburg, men hun ville gerne putte lidt ‘sikkerhedstid’ ind, så jeg kunne nå til Milano i tide …

Nå men så måtte jeg allerede torsdag tage fra Højer klokken 15.54 med bus til Tønder. Derfra med Arriva sydpå mod Niebüll og videre til Hamburg, hvor jeg ville være mellem 18 og 19. Det lykkedes ganske fint. Jeg havde booket en overnatning ganske tæt på banegården i Hamburg, så jeg kunne nå op til toget følgende morgen. Så langt, så godt.

Jeg nåede toget 10.01 den følgende morgen. Desværre var det kun muligt at booke plads på 2. klasse, men jeg tænkte, det nok ville være som i Danmark, at der var rigeligt plads på 1. klasse. Det var der det meste af turen. Jeg stod op i 2 timer, men ellers gik det som planlagt. Så nåede vi Basel.

I Basel var toget videre aflyst på grund af tekniske problemer. Bare sådan. Hvad gør man så? Der var mulighed for at komme videre med et par andre lokaltog, som jeg så hoppede på. Det kostede tid. Afgang fra Basel med lidt mere end en times forsinkelse, og klokken var altså nu snart 19. Men jeg kunne lige nå til Milano, hvis ellers toget makkede ret. Shit en rute. Gennem bjerge. Over dale. Ned i slugter og op igen. Og vi nåede til Milano med kun lige et par minutters forsinkelse 23.06. Så skulle jeg bare lige finde sporet med nattoget til Rom, og så var det sovetid.

Selv om jeg bare sidder stille sådan en hel dag i toget, er det alligevel temmeligt anstrengende. Den gamle krop giver sig og knirker og knager over ubevægeligheden og den trods alt relativt trange plads.

Jeg fandt en togmand med det samme og spurgte efter toget videre til Rom. Han rystede på hovedet. Toget kørte fra Milano Porta Garibaldi. Jeg var på Milano Centrale. Hvad så? Han pegede mod noget S-togslignende og sagde så, at den bedste chance for at nå det ville være med taxa. Mig ud foran, vente i kø (lidt frustrerende på det tidspunkt) ind i taxa og afgang mod Porta Garibaldi.

Vi var fremme sådan cirka 23.17. Lige da toget skulle køre, men jeg tænkte, at nu havde alle andre tog været forsinkede, så jeg styrtede mod sporet. Det var lidt væk, og selvfølgelig skulle jeg slæbe kufferten op af 30 trin for at komme til perronen. Dér holdt toget. Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vinkede til manden i førerhuset. Han kiggede tomt på mig. Jeg styrtede hen mod nærmeste dør og rykkede i håndtaget. Døren gik ikke op?!? Og så begyndte toget at trille … Jeg kom vist til at sige F-ordet højt. Mere end en gang.

Hvad så? Strandet i Milano fredag aften klokken 23.20. Jeg tænkte, at mine chancer for at komme videre ville være bedre fra Milano Centrale, så jeg måtte tilbage igen. Nu var tiden jo ikke helt så presserende, så jeg fandt på min TrenItalia-app en togrute tilbage. Det var først 20 minutter ud af byen til stationen Rho – som vi havde passeret på vej ind. Derefter knap et kvarters venten. Fra 0.02 til 0.15. Og så andre 20 minutter tilbage til Centrale. Nå men det gjorde jeg så.

Vel fremme på hovedbanegården kiggede jeg efter tog sydpå. Klokken 05.00 gik et tog til Napoli. Jeg overvejede, om jeg skulle blive for at sove på banegården. Det ville 20-årige Michael have gjort. Men 43-årige mig var mest indstillet på at sove i en seng. Stadig også lidt skuffet over det missede nattog med sengeplads til mig.

Men jeg gad heller ikke betale enormt for at sove – selv om jeg så ikke ville tage med klokken 5.00, skulle jeg med klokken 10.00. Så jeg kunne få cirka 7 timers søvn. Jeg fandt et billigt hostel og tænkte, hvad pokker. Det er 7 timer, og så må de andre overleve, at jeg snorker dem vågne hele natten. Ind i en taxa og af sted. Det var slet ikke så slemt som frygtet. Hostel-oplevelsen bestod af små lukkede kuber – som jeg altid har forestillet mig japanere arbejder – med et lille forhæng. Der var 6 rum i vores sal, og vi delte et badeværelse, som man kunne låse og være alene på. For 200 kroner for en nat var det sgu ok. Og så lagde jeg mig til at sove. Min første hele rejsedag var ovre …

(Jeg må vist hellere dele dette op i mindre bidder – så lad os kalde dette for del 1; så kommer fortsættelsen i morgen. Det lover jeg at gøre mit bedste for)

Jo-jo – her er del 2

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese”

Min airbnb-værtinde, Michela, er virkelig, virkelig sød. Hun og hendes mand står nærmest på hænder for at hjælpe mig. Måske virker jeg ekstraordinært hjælpeløs, hvem ved …?

Nå men hun er særligt optaget af at få forklaret mig alskens informationer, og det meste af det fanger jeg faktisk. Noget af det er virkelig brugbart, mens andet er ting, jeg egentlig selv allerede har fundet ud af i løbet af dagen. Men deres affaldssortering har hun allerede forklaret mere end en gang, og jeg er stadig ikke helt sikker.

Hun kan godt lide at sende mig beskeder i stedet for at skulle tale ansigt-til-ansigt. Måske er det ubehageligt for hende at erkende, at det ikke er alle engelske ord, hun har helt styr på. Men som jeg allerede flere gange har sagt: “Hun kan væsentligt flere engelske ord, end jeg kan italienske”. Hun sendte mig følgende til aften som opfølger på en samtale, vi havde:

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese.

Il mio amico ha dato il Wi-Fi?

Domani ti porto l’ombrello del mare.

Ti riassumo quanto ho cercato di dirti:
-usa il contenitore che vuoi per la raccolta differenziata. Lascia la sera il sacco fuori porta che poi prenderò io e metterò insieme nel cesto giusto. Stasera c’è il secco, puoi metterlo quando è pieno.
-pizzeria Calvino (pizza migliore)
-panificio Oddo e panificio Cristofanelli (in centro) entrambi buoniissimi, hanno tante cose oltre il pane!

  • antichi sapori (cuscus migliore) anche da asporto)
    -la cozza ubriaca (cozze e pasta con i ricci)
  • self service (solo pranzo) a palazzo Platamone (vicino la villa).
  • Ke Palle (migliore arancina)
  • Il tortellino (pasta fresca, sia da comprare che fare a casa sia da mangiare li)

Se vuoi fra una settimana o l’altra, puoi fare venire la signora delle pulizie, prende 10 € l’ora. In caso fammi sapere.

Per cuocere la pasta, devi metterti dentro la pentola dopo che bolle l’acqua

Per qualsiasi cosa chiedi pure. Ciao e di nuovo ben venuto”

Prøv lige at læse det højt for dig selv engang. (Hvis du ikke orker, har jeg gjort det for dig: https://soundcloud.com/user-556405227/audioonly)

Jeg forestiller mig, det skal læses med armbevægelser, flyvende øjenbryn og en overkrop, der taler med. Fantastisk. Så smed jeg det i Google Translate for lige at se, om der var noget, jeg ikke havde fanget. Det tror jeg nok, der var:

“Undskyld Michael for min dårlige engelsk.

Har min ven givet Wi-Fi?

I morgen bringer jeg dig havets paraply. Jeg opsummerer, hvor meget jeg forsøgte at fortælle dig:

Brug den beholder du ønsker til genanvendelse. Lad posen være ude om aftenen, så tager jeg den og sætter den sammen i den rigtige kurv. I aften er det tørt, du kan sætte det, når det er fyldt.

  • Calvino pizzeria (bedste pizza)
  • Oddo bygning og Cristofanelli bageri (i centrum) begge meget gode, de har mange ting ud over brød!
  • gamle smag (bedre couscous) også at tage væk)
    -kyllingen (muslinger og pasta med urchiner)
  • Selvbetjening (kun frokost) på Palazzo Platamone (nær villaen).
  • Ke Palle (bedste arancina)
  • Tortellino (frisk pasta, både at købe og gøre derhjemme for at spise der)

Hvis du vil i en uge eller så, kan du få rengøringsdame komme forbi, det tager 10 € i timen. I tilfælde af at lade mig vide.

For at lave pastaen skal du sætte gryden i den, når vandet koger

For hvad du også spørger. Hej og velkommen igen”

Jeg synes egentlig, det der kunstig intelligens er ret underholdende på sit nuværende stadie 🙂

En lille simpel maskine

Da jeg afsluttede min ansættelse hos Politiet i Næstved, var det blandt andet efter en kort samtale med en chef. Han – og resten af ledelsen med ham, forklarede han – undrede sig over, hvad jeg egentlig gik og lavede. De var af den opfattelse, at jeg ikke lavede noget som helst. Det var, hvad det var. Min indsats er ikke betinget af, at chefer ser mig men snarere af at få løst de opgaver, jeg møder.

Men i samtalen fik han også sagt noget, som blev hængende hos mig: “Nu har du været her så længe. Nu må det være slut med altid at skulle være så skæv i de ting, du leverer. Du ved jo godt, hvad vi gerne vil have, så det bliver du nødt til at levere”.

Nøj, det gjorde naller. Jeg synes egentlig, jeg er rimeligt skarp på at fortælle, hvad jeg er for en filejs, når jeg møder folk (og når jeg blir ansat). Jeg er ikke god til adaptation. Jeg leverer for fuld kraft. 7. gear kalder jeg det. Eller også – når jeg er træt, umotiveret, vranten eller føler mig tilsidesat – så leverer jeg i 1. gear. Og det er ikke meget.

Og jeg forstår, at man som arbejdsgiver, kollega eller bekendt finder det besynderligt, at jeg ikke kan finde ud af at levere noget i midten. Noget 4. gear. Noget med bare at være til stede og deltage på samme medium-level, som de fleste mennesker leverer på, når de arbejder. Noget med at grine høfligt, når der bliver forsøgt med noget anstrengt sjov. Men jeg er så helt igennem elendig til at spille spil. Jeg kan ikke sidde til møder og lade som om, at alt er fjong, hvis alting i min krop skriger, at jeg er uenig.

Omvendt har jeg også lært – erfaring, kalder man det vel – at jeg har svært ved at vende stemningen om et bord. At jeg kan sidde med alle mine – synes jeg – helt igennem logiske og rimelige argumenter, og så er der bare ingen, der er enige. Ofte blir der faktisk bare et kort øjebliks akavet tavshed, og så taler alle videre, som om jeg intet har sagt. Som om et barn havde forstyrret et voksent møde …

Måske er jeg bare en lille simpel maskine, der har vanskeligt ved at fungere i den store maskine, vi kalder samfundet? Måske er der noget galt med mig? Måske er der ingenting galt med mig, men jeg har bare nogle udfordringer, som jeg tumler med? Jeg aner det ikke. Men sådan er det.

Noter fra valgdyst på TV2

Jeg har brevstemt for længe siden. Og derfor ikke rigtig set meget valgkamp. Det har været dejligt. Men jeg tænkte nu alligevel, jeg ville se den afsluttende debat tirsdag aften. Her er, hvad jeg fik med mig i spredte noter:

Der skal være flere ansatte i institutioner for at sikre en god barndom.
Er en god barndom nødvendigvis en barndom i institution?

Banner på skærmen: “2% af stemmerne sikrer cirka 4 mandater” Cirka?

“Det vil jeg godt kvittere for” – hvad er det med det udtryk? Hvorfor siger de alle sammen det? Det er grimt, opstyltet og kancelli-ish

I valgkampen vil alle pludselig sænke beløbsgrænsen for indvandrere, der kommer hertil i ‘højtuddannet’ arbejde.
Hvorfor har de så ikke bare gjort det tidligere?

“Elendig ledelse”.
Nu er ledelse i kommunerne et problem.
Færre ledere -> endnu bedre mulighed for ChrBorg-politikere til at topstyre

Isabella KD vil det så godt. Men abort? Ligestilling? 

“Vil Stram Kurs prioritere unge eller ældre ift velfærd?”
“Danskere!”
Shit altså …

Jobcentre og konsulenter skal nedprioriteres. Hvordan skal vi så straffe, ydmyge, kontrollere og piske alle de dovne nassere?

Riskær: “Hvorfor gik ØK konkurs i ‘80’erne? Dårlig ledelse”
Sagde han simpelthen det …? Hvor mange gange er han selv gået konkurs? Sikke en selvindsigt!

Mette F: “Bankerne skal betale. Ikke-vestlige fremmede kvinder skal arbejde. Og betale. Og de rige skal betale. 

Det er, som om der er meget forskellige lommeregnere. De har alle fået regnet det hele igennem, men de andre ved, det ikke stemmer

Alle er blevet enige om, at Uffe Elbæk er det ok at grine af. Ikke med. Af. Grimt

DF: “Klimahysteri. Danmarks står for 0,1% af verdens udslip” Gad vide hvor stor en andel af verdens indvandrere Danmark modtager …? (Jeg har forsøgt at regne på det – jeg er sproglig student, så det er sikkert skævt, men jeg fik det til 0,3%. Cirka)

Paludan: “Klimakrisen er ikke nær så alvorlig, som forskerne siger” ????

Pernille Skipper lignede en, der var ved at eksplodere. Jeg kan relatere.

Godt valg. Stem nu med hjertet. Med varme. Med kærlighed. For fremtiden. For dig selv. For os alle sammen.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

Himmel og helvede

Jeg er igen i gang med at forsøge at tygge mig igennem James Joyces ‘Ulysses’. Jøsses for en bog. Jeg er igennem knap 100 af de mere end 600 sider. Hvis nu jeg leger med; at det er en genial bog.

Så fatter jeg simpelthen nærmest ingenting. Har kæmpet med tredje kapitel, som jeg har læst mig til er et af de steder, mange giver op. Det forstår jeg altså godt. Det er tungt. Fragmenteret. Stilistisk forstyrrende. Sprogligt tæt på uforståeligt, og jeg var flere gange i læsningen tæt på at kyle bogen fra mig med tanken: “Det er spild af liv at læse sådan en omgang prætentiøst møg.”

Men nu har jeg besluttet, at jeg skal igennem, så jeg forlænger lånet hos biblioteket og kæmper videre endnu en måned. Og mens jeg så sad og sloges med det umedgørlige mammutværk, blev jeg kælent aet ned af litteraturmusklen med et nyhedsbrev betitlet ‘Nyt Nyhedsbrev #8’. Ikke så voldsomt optimeret for yderligere læsning, men det gør ikke noget, for jeg ved, hvad det er: Helsingør Bibliotek sender med ganske ujævne mellemrum sådan et nyhedsbrev ud med dansk litteratur.

Dette var med tekst af en for mig indtil da ukendt forfatter med et forrygende navn: Caroline Albertine Minor. Og hun kan skrive.

I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette.
I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.

Noget mere imødekommende end James J og hans knudrede fortælling om Bloomsday i 1904. Men der skal være plads til alle. Nu har jeg læst mere om Minor og hendes skriblerier, så nu har jeg endnu en god grund til at få pløjet mig igennem Ulysses, for jeg vil mægtig gerne kastes ind i Minors univers også. Bøger er vidunderlige. Både de besværlige og de tilgængelige og alt det indimellem ❤️

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.