Jeg tror, det bliver fredeligt uden sociale medier

Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden … 

Ifølge Wiki er sociale medier:

Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.

Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden. 

Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste. 

Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt. 

Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?

Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).

Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.

Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig. 

Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.

Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det. 

For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang. 

Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv. 

Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)

Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.

Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok. 

Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂 

(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)


Digitalisering af penge

Hm. Det her er en af de ideer, som jeg helt sikkert havde en glødende tanke om, da jeg noterede den. Jeg tror, jeg er noget mere i tvivl i dag. 

Jeg har slettet MobilePay, og jeg benytter ikke WeShare heller. Er det besværligt? Ja for pokker. Er det helt og aldeles uoverkommeligt? Næh. Sådan er det ikke. Hvorfor er de slettet? Fordi Danske Bank!

Fordi det virkede så bekvemt bare at skælde ud på Danske Bank, da de blev taget i grundig hvidvask. Min forargelse var stor, og jeg lovede aldrig mere at benytte Danske Bank. Og det står jeg ved. Mange var enige, men det virkede også som en gratis omgang. Det koster jo ikke noget at skælde ud på en bank, man alligevel ikke bruger.

Så jeg undersøgte, om de stadig ejede MobilePay eller ej. Mange siger, at de har solgt det. Men der er sket det, at det er blevet en selvstændig virksomhed, som stadig er ejet af Danske Bank. Mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Farvel MobilePay. 

Hvad betyder det så i forhold til en digitalisering af mit forhold til penge? Tjaeh, jeg ville faktisk foretrække at få mine penge udbetalt i en pose fra arbejdspladsen, så jeg ikke behøvede involvere en bank. Jeg synes ikke, de har vist sig hverken troværdige eller har gjort sig fortjent til min tillid og dermed de par klatskillinger, jeg har stående i banken.

Ville det gøre mig sårbar over for indbrud og røveri? Selvfølgelig. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror ikke, der er andre veje i 2018 end at stemme med sine fødder, sine handlinger og sine ord. 

Er jeg helt mod digitalisering? I den nuværende form; ja. Men hvis en troværdig Nationalbank bød sig til og kunne have mine penge stående – uden renter for indlån ville være fint med mig – og så måske konstruere en app eller piske en chip ind i håndleddet på mig, så jeg ikke behøvede hverken kontanter eller kort for at kunne bruge mine penge, så ville jeg være på sådan en løsning med det samme. Men det er nok ikke lige rundt om det næste hjørne med sådan en løsning … 

At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
– Digitalisering af penge
– Leve ‘uden’ sociale medier (!)
– Digitalt
– Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se. 


Jeg kan ikke styre det

Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.

Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing. 

I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.

Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt. 

Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.

Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.

Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.

Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl. 

Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.

Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.

Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.

Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på. 

Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen. 

Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)

Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis … 

Orker ikke skændes længere – har brug for at blive klogere

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.05

Af og til rammes jeg af en form for selvindsigt. Det kan godt slå ret hårdt. Det kan også føre fine ting med sig, og det håber jeg faktisk, dette vil. Og jeg lover at gøre det forholdsvis kort.

– Jeg tror ikke, der findes henholdsvis gode og onde mennesker.
– Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at forskanse sig bag hver sine fastlåste argumenter.
– Jeg vil rigtig gerne lære mere om, hvad – om noget –  jeg overser i det store billede.

Så here goes: Jeg er helt sikkert dét, mange vil kalde en pladderhumanist. Jeg vedkender mig, at jeg ingen økonomisk sans har – om ikke andet så hårdt presset af min stakkels bankrådgiver. Og jeg kan have det med at gå rundt i et utopia. Jeg vil ikke sætte et nummer på antallet af flygtninge, der skal være i Danmark. Jeg vil til gengæld gerne sætte et nummer på, hvor meget landmænd må udlede i miljøet, og hvor mange mennesker, det er acceptabelt, er sygemeldte med stress.

Screen Shot 2016-02-19 at 17.07.39

Jeg forestiller mig dog ikke – jeg kender mange mennesker, der ville mere end betakke sig for den pladderhumanistiske label – at der er mange, der ligefrem opmuntrer til stress. Til mere forurening. Og så videre og så videre. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvordan jeg skulle formulere dette. For det bliver jo hurtigt mig, der smider en masse af mine holdninger på banen, og så beder andre komme med mod-argumenter. Så det her er det minimale antal argumenter, jeg åbenbart kan skrive (undskyld). Så er der ikke nok nogen fra cirka socialdemokraterne og ud til det yderste højre på det politiske spektrum, der vil fortælle mig, hvordan jeres drømmesamfund ser ud?
(Nu putter jeg lige en smule i munden på jer: Fx ift global opvarmning, elbiler vs fossilt brændstof: Er jeg en jubelidiot, hvis jeg vil undgå fossilt brændstof helt, eller hvordan skal en eventuel omstilling se ud? Eller skal vi ikke omstille, fordi vækst og udvikling ofte løser den slags problemer?)

Og jeg er ingenlunde interesseret i at skændes. Jeg vil så gerne blive klogere. Helt uden ironi og sarkasme og mudderkast. Jeg spørger af et oprigtigt hjerte, fordi jeg tror på dialog, samtale og fællesskab (er der også en holdning til det, er det også velkomment)

Besos, knus, tanker og kram ❤️

(PS: Jeg kan helt sikkert ikke sige mig fri for at være underlagt en eller anden form for sprogkode, diskurs eller andet lal, som gør mig partisk eller lignende. Er der noget, der alligevel støder på den ene eller den anden fløj, så helt og fra hjertet oprigtigt: Undskyld. Det var ikke meningen)

Screen Shot 2016-02-19 at 17.08.31

Tinder og mig – et match made in Heaven?

“Du skal op på hesten igen”. Ikke verdens mest charmerende udtryk, men jeg er nu efterhånden ret godt bekendt med det. Vi nærmer os to år, siden jeg blev skilt. De romantiske eskapader har siden været – for nu at sige det diplomatisk – ualmindeligt begrænsede. Der har været perioder, hvor jeg absolut bare har villet have lov at være i fred – og det er gået helt smertefrit – og så har der været perioder, hvor jeg har tænkt, at det kunne da godt være, jeg skulle lede efter selskab igen.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.10.05

Og det har jeg så gjort nu. Med Tinder. Af alle ting. Min 19-årige kusine har ellers flere gange mindet mig om, at “det altså mest er for de unge”, men når jeg så alligevel uploader app’en, ser jeg altså også jævnaldrende – endda nogen et nøk ældre end mig. Kønnere, givetvis, men altså en anelse ældre. I denne omgang besluttede jeg at gøre en smule mere ved det. Tidligere har jeg fået fysisk kvalme af erkendelsen af, at når jeg sidder og trykker: “Nej”, “Nej”, “Nej”, “N… eller vent! Nej” så er der jo mennesker, der sidder andre steder og med lige så følelseskold beslutsomhed forkaster mig som potentielt Tinder-match. Det har taget mig noget tid at komme overens med.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.09.36

Jeg læste en statistik – jeg kan desværre ikke finde linket, men tro mig på mit ord lige her – at når der er matches, sker der i 50% af tilfældene ikke mere. Nix. Nada. Intet. I andre 35% af tilfældene svinger den ene – åbenbart typisk manden – sig op til at skrive noget bevinget i familie med “Hej søde” eller “Hvordan går det?”. Artiklen med statistikken anbefalede så, at man gjorde sig en anelse umage og forsøgte at lande i de resterende 15%. At man læste lidt på profilen, kiggede på alle – ikke bare det første billede. Og forsøgte at finde en fællesnævner, en krog, en icebreaker. Fin idé. Så jeg googlede mere. Der er apps, der kan hjælpe dig med at finde på kække opening lines. En af dem jeg i et anfald af overmod testede var: “Jeg har spurgt ‘Siri’, hvad man skriver til en pige med så sødt et smil på Tinder”. Forståeligt nok kom der aldrig noget svar. Ganske enkelt en temmeligt lam indgangs-replik. Men jeg fik ret hurtigt smag for at teste forskellige måder at gå til det på.

Kort efter at jeg var begyndt at ‘swipe’ løs, talte jeg med min ven Rasmus, som er en anelse mere tal-orienteret, end jeg er. “Det er jo bare et ‘numbers game. Det giver ingen mening at sidde og sortere og forsigtigt swipe ganske få til højre (som betyder ja). Swipe i rivende hast dem alle til højre, indtil du ikke har flere højre-swipes. Og så kan du sortere”. Egentlig et udmærket råd. Jeg må lige forklare: Når man – som for eksempel mig – ikke betaler for Tinder, er der et begrænset antal højre-swipes. Når jeg har sendt tilpas mange piger i “Du er sød-lejren”, må jeg vente 12 timer på at få nye muligheder for at swipe. Så jeg har forsøgt at tilpasse min døgnrytme, så jeg får maksimalt ud af de to gange 12 timer. Det er jo noget rod, hvis jeg først swiper klokken 13, for så skal jeg holde mig vågen til 01.00 om natten for at få nye swipes. Dét gør jeg ikke, og så går jeg ligesom ‘glip’ af en runde nye swipes. Ja, det er en underlig verden, men det giver mening, når man sidder midt i det. For mig i hvert fald.

Så jeg swipede løs, og så snart der var et match, udtænkte jeg listige åbningsreplikker. Nogle af dem førte til fine samtaler. Andre førte til absolut ingenting. Overraskende nok var der en del kvinder, der nåede at skrive før mig. Så de ligesom tog sig af den vanskelige åbningsreplik. Det er åbenbart knapt så krævende som kvinde: “Hej!”, “Hvad så”, “Hejsa” og “Hej Michael. Du ser sød ud” (!!). Krukket som jeg kan være – og ofte er – begyndte jeg at sortere selv i de beskeder, der blev sendt af sted. Hvorfor? Tjaeh, jeg sendte selv nogle, der ikke blev besvarede og retfærdiggjorde det over for mig selv med, at sådan er det nok bare på Tinder.

Relativt hurtigt besluttede jeg at droppe ideen om at swipe bevidstløst til højre. Så jeg bruger lidt mere tid på det igen. Men det går stadig ret hurtigt, og ofte lykkes selve timing-delen glimrende, så jeg kan sidde og swipe i pausen af en CL-kamp. Praktisk. Kvadratisk. Let. Så langt, så godt. Men jeg kan jo så heller ikke løbe fra, at den kyniske libertiner, jeg var i starten af 20’erne er væk. Tilbage står en romantisk, lidt gammeldags, parforholdssøgende og -trængende mand cirka midt i livet. Men man må ikke være desperat på Tinder. Det er absolut og aldeles no-go (måske også andre steder, men det har jeg ikke undersøgt. Endnu.)

En af samtalerne udviklede sig forrygende. Hun var sød. Jeg fik ikke sagt for mange dumme ting. Vi aftalte at mødes. Hun foreslog 14. februar. Jeg var i vildrede. På Valentine’s?? Skulle jeg lægge noget i det? Ville det blive for sært? Ej, jeg ville gerne mødes med hende, og søndag var jo sådan set en fin dag. Så vi aftalte at mødes på Forlæns og Baglæns i Aarhus. Klokken cirka 20.15. Tid til en dydig kop kaffe og indledende samtale. Eller måske en bajer – hvis hun var sådan en type – og noget grineri. Torsdagen før skrev hun: “Jeg kan også mandag aften, hvis det passer dig bedre.” Det gjorde det ikke. Ellers tak. Søndag er fint. Fredag morgen skrev hun igen: “Min aftale i aften er aflyst. Skal vi mødes spontant dér?”. Det kunne jeg heller ikke. Så nej tak – lad os holde fast i søndag. Set i bakspejlet er jeg nu i tvivl, om det var et desperat forsøg på at slippe ud af Valentine’s-halløjet. Men nu er det jo for sent.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.12.03

Mig ind i et tog søndag. Afgang mod Aarhus. Vel fremme. I god tid. Sådan kan jeg være. Finder Forlæns og Baglæns. Der er helt og aldeles lukket. Kulsort. Jeg sætter mig på trappestenen. Trøsteskriver lidt med Twitter, som jeg havde delt “date-eventen” med. They got my back! Gode mennesker. Jeg når lige at opdatere, at stedet er lukket, og hun ikke er kommet endnu, så løber jeg tør for batteri. Jeg sværger; der var 38% tilbage, da jeg stod af toget. Tænkte det var rigeligt, for jeg skulle ikke bruge telefonen under daten. Selvfølgelig ikke.

Screen Shot 2016-02-17 at 20.14.15

Så nu var min telefon død. Og vores mødested lukket. Jeg følte mig en del som en “Sitting Duck”. Tænk hvis hun boede lige over for og nu stod bag et gardin og fnes af mig. Tænkte: “Grimme menneske. Jeg kommer aldrig ned.” Sådan gik det heldigvis ikke. Kort efter kom hun, og, som man siger, resten er historie – eller i hvert fald hemmeligt – herfra. Det gik godt. Hun var umanerligt charmerende og sprudlende selskab. Og jeg håber, vi skal ses igen.

Til gengæld har jeg nu mistet al lyst til at swipe på Tinder. For det føles underligt forkert. Jeg er et på alle måder håbløst gammeldags menneske.

Du gør det godt

Grundlæggende er jeg imod for alvor at blande mig i andre menneskers liv – med mindre de beder om det – så derfor er det her formuleret som en ros. En stor ros. Og tænkt at skulle minde om, hvor meget I egentlig magter.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.03

Vi føler alle sammen, at vi har mere og mere travlt. To-do-listerne bliver længere og længere. Tiden bliver mere og mere knap. For et par år siden hørte jeg de første spæde pip fra en nu tidligere kollega. “Har du travlt?” spurgte jeg. Han kiggede på mig, tog luft ind og sagde så noget i retning af: “Det føles sådan, men det har det egentlig gjort længe, så jeg er holdt op med at betragte det som travlt. Det bliver det ikke bedre af. Nu tænker jeg, at det er sådan her, det er, når det er normalt”. Allerede dengang studsede jeg lidt over det, men siden har jeg jo hørt igen og igen, hvor travlt vi alle sammen har. Jeg siger det selv fra tid til anden, selv om jeg faktisk forsøger at lade være. Der er travlt.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.47.30

Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor imponeret jeg er af stort set jer alle sammen, Ja, en noget bred ubestemt målgruppe, men det er sådan, jeg har det. Jeg sad den anden dag og kiggede på min Linkedin – en lang liste over mennesker, jeg har mødt, kendt, kender eller i hvert fald har været i en form for kontakt med tidligere i mit liv.

Listen fik mig til at tænke på, hvor meget de fleste mennesker har at slås med. Uden at nævne navne slynger jeg en stribe hændelser ud: Skilsmisser, opsigelser, forældre der er syge, forældre der dør, bedsteforældre der dør, børn, der er syge – enten med de “helt almindelige” børnesygdomme, der “bare” kræver, at du jonglerer med din karriere, din tid, din (eventuelle) partner, daginstitution/skole og selvfølgelig barnet – eller også langt værre – ligefrem livstruende – sygdomme hos børn. Så er der alle de individuelle genstridigheder: Overvægt, overtræning, stress, depression, spiseforstyrrelser. Dårlig økonomi, fejlslagne sats og forkerte beslutninger. Perioder uden bolig, uden job, uden partner, uden nævneværdigt socialt liv, uden mål og mening. Det sker for os alle sammen fra tid til anden.

Og helt ærligt, de fleste står jo endnu. (ikke de døde, trods alt) Og kommer videre. Passer liv, finder nye job, kommer gennem sygdomsperioder, finder sociale fællesskaber, nye venner, nye kærester, nye job, nye meninger, og så starter det hele forfra. Det er da ret fantastisk, hvor meget mennesket egentlig magter.

Samtidig er det en kende nedslående, hvor hårde mennesker kan være ved sig selv. Så mangler der penge. Længde på ferien. tid. Partner. Eller hvad der nu kan være galt, og i enhver situation kan bruges til at dunke sig selv i hovedet med. Jeg vil bare fortælle dig – præcis dig, der læser dette – hvor imponeret jeg er. Hver eneste dag, hver eneste situation, der føles forkert, umulig eller uoverkommelig, magter du alligevel. På trods, bevares. Men husk hvor ofte dagen alligevel går, og at tingene bliver bedre på sigt. Fordi du kæmper. Knokler. Slås. Står op hver morgen. Gør dit bedste.

Jeg synes, jeg ser og hører en helt utrolig flid i forhold til at tale sig selv ned og underspille indsatsen. Og en stor frygt for ikke at slå til. Det her helt ubestemmelige begreb, for hvad vil det egentlig sige at slå til? At man lever op til sine egne krav? Hvor kommer de fra, og hvis de er ens egne, hvorfor føles de så ofte helt umulige at leve op til? Kommer de udefra? Hvorfor gør vi det? Hvorfor tror vi, det her hele tiden kunne være meget, meget lettere? Helt almindelige liv kræver helt ualmindelig stor indsats. Og det ser jeg altså hver eneste dag hos langt, langt de fleste mennesker, jeg møder, kender og hører om. Stor, stor indsats.

Kan det blive endnu bedre? Sikkert. Det kan det altid. Men start med at rumme dig selv. Rose dig selv en anelse. Og led efter tilfredsheden med alt det, du når – frem for at ærgre dig over alt det, du synes, du ikke når.
Du kan godt. Også dette. Jeg har tillid til dig.

Screen Shot 2015-08-09 at 12.48.29

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.

Hola México – Jeg er på vej

De vildeste ting kan ske, når man lige trækker vejret helt ned i maven og bare bor lige så stille og roligt i sine forældres kælder en måneds tid. Eller også er jeg bare enormt heldig lige at være på rette tid, i rette miljø og nær de rette mennesker.

Uanset hvorfor  i helt klassiske konventionelle termer er det i hvert fald sådan, at jeg på onsdag sætter mig i en Lufthansa-maskine i Kastrup, mellemlander i Frankfurt og derfra går det videre mod Mexico City, hvor jeg de næste 2,5 måned får lov at være med på et helt vidunderligt hold af dejlige, dygtige og determinerede mennesker.

Skærmbillede 2015-06-24 kl. 19.25.25

Min gode ven, Rasmus, har været så dygtig – gennem flere år – at han er blevet bedt om at stå i spidsen for firmaet Kessel International, der helt kort laver soldrevne vandvarmere. Jeg fatter jo som regel ikke meget af produktudvikling og finesser, men det her produkt er så simpelt, at selv jeg har forstået det, Og jeg ka’ li’ det. Det er tilgængeligt. Lokalt produceret af lokale materialer. Effektivt. Miljøvenligt. Soldrevet! Og jeg tror på, det kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker.

Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så stiger til vejrs, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!)
Tønde med plads til 200 liter vand og solpanel, der opvarmer vandet, som så flyder op i panelet, fordi varmt vand er lettere end koldt (har jeg fået fortalt!). Se og læs selv meget mere på kessel-solar.com.

Det handler ikke om penge. Det handler om at gøre noget godt. At udbrede et produkt, der kombinerer det praktiske med noget, jeg tror på, er det rigtige. Og så er jeg vild med, at jeg får lov at arbejde sammen med mennesker, jeg nu gennem 14 dages intens Skype- og Slack-kommunikation (onlinemedier – det er ungt og virker, og jeg følger med så godt, jeg kan!) har lært at kende som kompetente, brændende dedikerede og utroligt søde. Det føles rigtigt helt ind i knoglerne. Ind i maven og i hjertet. Og jeg glæder mig.

Et mere modigt menneske havde for alvor kappet alle bånd, og i hvert fald ikke betalt depositum til en lejlighed i Odense, slet ikke søgt alle mulige job i Odense som jeg jo alligevel ikke får, fordi jeg er i Mexico og heller slet ikke stadig været indskrevet på uddannelse i Odense – 2,5 år tilbage på dansk og medievidenskab. Mere modige mennesker havde solgt den lille pink FIAT og kastet alt efter eventyret. Jeg tager modet i små bidder. Giver alt, hvad jeg har i de kommende måneder, og så gør jeg status, når det bliver 19. september.

Forhåbentlig bliver jeg mere modig, som tiden går.
Jeg har 2,5 måned at tænke i fra på onsdag.

Para México – para la aventura.
(Undskyld mit sikkert mangelfulde spanske
– jeg er på 180 point i Duolingo og ‘on a 2 day streak’)

Skærmbillede 2015-06-24 kl. 20.26.15

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.