Kategori: Job

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂

Det er simpelthen så dumt

Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …

Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.

Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?

Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.

Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.

Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.

Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.

“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet … 

Vrede er sjældent frugtbar, men jeg tåler ikke mobning

Ok. Det her er i virkeligheden allermest et forsøg på at skrive frustration ud. Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange andre meget mere hensigtsmæssige måder, jeg kunne – og måske endda burde – have reageret på. Men here goes …

Én af de ting jeg ofte hører mig selv sige til vores elever er, at når de laver ballade, når de glemmer at lave noget, de skulle have gjort, eller når de på andre måder kommer i søgelyset, så synes jeg personligt, det værste, man kan gøre er at forsøge at undslå sig konsekvenserne eller decideret at lyve for at benægte.

Det er én ting, når det drejer sig om materielle ting. Når de er kommet til at lave 60 huller i vægge og lofter i et pool-rum med kø’en. Det er én ting, hvis de kommer til at knuse en rude i kåd leg og den slags. Men noget helt andet er den behandling de giver hinanden. Den helt igennnem nådesløse udskamning, fnisen i krogene, sociale udskamning og deciderede personhetz, der opstår, når 120 knap færdigbagte unge mennesker pludselig skal bo på samme matrikel. Og endda være langt væk fra hjemmet og de vante rammer. Jeg taler om mobning i alle de varierende afskygninger.

Det foregår også på vores skole. De ramte elever kan være bekymrede for at sige til. For de ved jo godt, at risikoen ofte er en endnu mere udsat position i fællesskabet. Og når de voksne bliver involverede, så rykker de unge næsten per refleks tættere sammen og skygger for handlingerne. På dén måde har det sin helt egen selvjustits, men problemet er jo, at de som rovdyr lugter, hvor smerten er størst, hvor mobningen gør mest virkning, og hvor det er mest vanskeligt at slå igen.

Og hvis jeg var 16 år, og alle mine skolekammerater besluttede sig for at være imod mig. Grine af mine deller på sidebenene. Eller mine altid velvoksne man-boobs. Så ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ikke som forsvar ville forsøge at krybe langs væggene og kravle i et musehul ved først givne lejlighed. Det har i hvert fald aldrig været min første refleks, at det skal da siges til de voksne.

Vi har netop drøftet det på lærermøde i dag. Enedes om at gribe fat i de elementer på skolen, som vi oftest hører om, når nogen endelig fortæller, at de føler sig chikanerede. Heldigvis enedes vi også om at invitere en anti-mobbekonsulent, for jeg må indrømme, jeg føler mig temmelig magtesløs. Hvad skal jeg gøre ved det? I forrige uge greb et par elever fat i mig med nogenlunde denne ordlyd:

“Vi kommer til dig, fordi vi stoler på, at du ikke bare farer ud og råber op som det første”

Som jeg forstod det, drejede det sig om et par elever, der nok vidste, at hvis jeg stillede mig fællessalen og udbasunerede, hvad jeg mente, om de navngivne personager, ville det give bagslag. På den måde er det et tveægget sværd. For jeg kan sagtens give efter for mit raseri – jeg H A D E R mobning, og jeg foragter mobbere. Men ved de mon overhovedet selv, hvad det gør ved de ramte? Jeg håber det næsten ikke …

Hvad vil det betyde for de ramte elever, når det bliver italesat? Får de en bedre eller en værre hverdag ud af det? Jeg ved det ikke, og derfor glæder jeg mig, til der kommer professionel hjælp, for jeg kan simpelthen ikke tåle at vide, det foregår lige under næsen på mig, når jeg føler mig så helt igennem magtesløs. “Vi må jo tale om det”, er vel en slags voksen reaktion. Men tror vi virkelig selv på, at det hjælper? Jeg aner ikke, hvilke knapper jeg skal trykke på …

Efter lærermødet skulle vi i kirke. Eller det vil sige, eleverne skulle til julegudstjeneste med vagtlærerne, og de lærere, der ville med frivilligt. Jeg besluttede at gå med, fordi når eleverne skal, skal jeg også. Og så alligevel … For mobberne havde slået til igen. Lagt en pakke et ondskabsfuldt sted på skolen med et indhold specialdesignet til at ramme modtageren lige dér, hvor det gør allermest ondt: På det personlige plan. En rigtig grim ‘gave’. En stinker. En godhjertet kollega tog pakken med i fællessalen inden afgang til kirken og bad dem, der havde kreeret pakken om at melde sig selv til en snak.

Dem, der altid bliver nævnt i sammenhæng med dårlig opførsel, er ofte også dem, der reagerer med størst benægtelse i den situation: “Åbner I virkelig de gaver, vi får her på skolen? Må I godt det?” og “Så må vi jo have en løgnedetektor-test”. Flabet. Manipulerende. Og decideret i ond tro. Men vi har jo ingen beviser. Så min kollega endte rødglødende af raseri.

Mens jeg måtte give fortabt og droppe turen i kirken. For jeg ville ikke kunne holde ud at tilbringe 5 minutter i selskab med de elementer, som har gjort noget så ondskabsfuldt og så ikke engang har anstændighed nok til i det mindste at indrømme det. Det er drøn-ærgerligt for de mere end 100 elever, vi har, som godt kan opføre sig ordentligt. Men jeg er kun et menneske. Og jeg bærer mine følelser på ydersiden. Næsten altid. Det er for det meste godt, fornemmer jeg. Eleverne kan mærke, jeg er til stede, og at jeg vil dem noget. Men det betyder også, at jeg svigter dem af og til, når de får presset mig ud over mine grænser.

Det kunne godt være en slags nytårsforsæt: At jeg skal blive bedre til ikke at lade mig gå på. At jeg skal blive mere professionel (Selv om jeg vil hade ikke at have følelserne med på job, når jeg nu arbejder med andre mennesker!). Det kunne godt være en slags nytårsforsæt. Kunne. Der er heldigvis længe til den 31.12. Så nu ser vi.

(Jeg er lidt mindre rasende – men stadig ikke helt mig selv endnu!)

(Og jeg satte faktisk først 4 ! efter endnu – det var kun med opbydelsen af al min sproglige correctus, at jeg fjernede de 3 overskydende. Sur)

Home is where the heart is

Å så kosmopolitisk. Å så frigjort og oplevelseslystent. Jeg kan godt lide at tænke på mig selv som et relativt ubundet menneske, men den seneste lille måneds tid har nu alligevel givet mig lidt at tygge på.

Efter Samsø var jeg boligløs, rodløs og retningsløs. Det er vildt at tænke på, at det er en måned siden. Bare en måned. Men hvilken måned. Jeg har boet i mine forældres kælder. Ikke i et gæsteværelse, men i min mors sy-værelse. I kvadratmeter er det ikke et stort rum. Men i hjerterum er det en hel Central Park.

Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret, hvis der pludselig rykkede et andet menneske ind i min hverdag, men jeg ved, at den måde mine forældre og min yngste lillebror – som også bor hjemme – har reageret på, har glædet mig helt enormt. De har rummet, omfavnet og elsket mig. Ubetinget. Som historien om det fortabte får. Som den søn der forlængst burde være i respektabelt omløb og leve et eget liv, og nu havde fået et (endnu et!) gok i nødden og brug for et sted at samle kræfter. Og samle tanker.

Det er inderligt forkælet. At min mor og min far har overskud og rummer sådan et arrangement. At de har økonomisk overskud til at invitere et ekstra menneske ind i husstanden. At de har menneskeligt overskud til at have et ekstra menneske boende i en ubestemt periode. Og at de har følelsesmæssigt overskud til at rumme, at jeg har været kort for hovedet i bestemte perioder. At jeg har siddet på mit lille hummer og arbejdet, skrevet med ‘Schweiz’ og med ‘Mexico’, og at jeg har været et familiemedlem i stor forstand, som nu igen i helt, helt lille forstand har været et medlem af husstanden. Det lyder simpelt og havde jeg selv nogen børn, ville det måske være helt indlysende for mig, at selvfølgelig må det være sådan. Selvfølgelig rummer man det som forælder – og som lillebror.

Men jeg har ingen børn, og derfor ser jeg det med den distance, der giver mig en kæmpe taknemmelighed. Jeg sidder i toget på vej mod København. Mod lufthavnen. Hvor et fly tager mig til Frankfurt. Hvor jeg skifter til et andet fly, som sender mig hele vejen til Mexico. Men jeg er ikke nervøs. Ikke længere rodløs. Ikke længere. For jeg har mening. Retning. (Og i øvrigt også en bolig, der venter i Mexico City). Og jeg ved, at når jeg kommer hjem igen i september, har jeg altid en base i stærke forældre og kærlige brødre, hvis jeg har brug for det.

Home er ikke kun, hvor ‘your heart is’. Home er også, hvor dine forældre bor.

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

Bye Bye Vanløse -> Hej Hej Samsø

Jeg tumlede rundt i december efter opsigelsen hos Danske Spil. Opsigelsen var med effekt 1. april, så jeg havde sådan set fin tid til at sunde mig, men det var hårdt i december. Hvad skulle jeg? Hvad kunne jeg? Noget overhovedet? Hvad ville jeg?

Heldigvis har jeg rigtig, rigtig mange gode mennesker omkring mig. Tæt på. Som netværk. Som familie. Som venner. Som meget nære venner. Og som mennesker. Jeg fik mange gode råd. Meget sparring. Og på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at jeg i stedet for at betragte skilsmisse, opsigelse, rodløshed og generelle faglige utilfredsheder som faste elementer, jeg nu skulle tackle bare et andet sted, så var det jo faktisk en mulighed for at gøre noget andet. Radikalt andet. Så jeg begyndte at løfte hagen, udvide horisonten og se mig omkring. Begyndte også at kigge mere på, om det var et job, jeg havde lyst til snarere end, om det var et job, jeg måske havde en chance for at få. Hvorfor skifte noget lort ud med noget andet lort? Nu var chancen der.

De overvejelser førte også til, at jeg skyndte mig at sige lejligheden i Vanløse op. Den var for dyr. For determinerende i forhold til, hvad jeg skulle. Blive i København. Blive på nogenlunde – mindst – samme lønniveau. Og deraf fulgte jo også at jeg skulle blive i en gren af mit fag, hvor jeg havde erfaring og CV til at få nogenlunde samme løn. Dét havde jeg ikke lyst til. I hvert fald ikke lyst til at være bundet af.

Så jeg sagde lejligheden op. Krydsede fingre for, at jeg ville finde et nyt job og dermed have en ny retning på plads, før end jeg skulle være ude fra Vanløse, men ellers måtte jeg løse det. Billigt. For noget var gået op for mig. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være rig. Tror ikke, jeg har lyst til at gøre det, der skal til for at skabe umiddelbar rigdom. Jeg vil hellere sænke mine udgifter. Og dermed have frihed til at flytte, skifte job, rejse, tage orlov eller alt muligt andet. Frihed. Også økonomisk. Ikke på Eurojackpotmåden med 310.000.000 kroner på bankbogen men på Michael Vilster-måden, hvor udgifterne er så lave, at friheden alligevel er stor. Dét er i grunden en ret rar erkendelse.

Jeg begyndte at søge job globalt. I Vancouver. I Düsseldorf. I Stockholm. I London. På Bornholm. Og på Samsø. Dét sidste job fik jeg. Så derfor rykker jeg altså nu til Samsø. Dét ligner et eventyr. 3.700 indbyggere. Miljø- og lavenergivenlige visioner. Tanker rettede mod fremtiden. Nærvær. Et vildt internt bytte/køb/salg-miljø. Der er en intimitet i omgangen mellem beboerne. En nødvendighed i samarbejdet. Og en vilje til fremtiden, som jeg er enormt tiltrukket af. Det vil jo vise sig, om jeg er Samsø værdig – om jeg har det i mig at blive en flittig, bidragende og aktiv del af et så intimt nærmiljø. Men jeg vil gerne. Og jeg har tænkt mig at gøre et benhårdt forsøg på at blive “en mand af øen”. En af ‘deres’ egne.

Så Bye Bye Vanløse blev til How are You Doin’, Samsø? Og jeg glæder mig.

Vi har brug for en mere kommerciel profil

Jeg var selvsagt ikke ubetinget begejstret for at få min sommerferie aflyst i sidste øjeblik, men det gav mig dog en fornemmelse af, at jeg var en slags nøglemedarbejder hos Danske Spil, der kun vanskeligt kunne undværes. Dét kombineret med at en meget, meget god – og klog kollega med erfaring ud i skilsmisser – havde givet mig det gode råd: “Sæt ikke flere ubekendte end højst nødvendigt i spil.” Med det mente han, at jeg skulle lade være med at ville rive alting op med rode. Holde fast i arbejdet. En fast stilling med gode – virkelig, virkelig gode – kolleger og dermed en form for base. Jeg manglede bare at finde en bolig, så kunne jeg samle mig selv op derfra. Det var et fint råd. Og jeg var endda så heldig at få en lejlighed i Vanløse pr. 1. november. Prismæssigt lige i overkanten, men på det tidspunkt havde jeg søgt mere end 100 lejligheder og ikke været i nærheden af at få en eneste af dem. Den her fik jeg. Og takkede ja.

Efter flytning 1. november gik der knap 3 uger, så skulle jeg til MUS på jobbet. En meget kort MUS. Min stilling i kommunikationsafdelingen stod foran nedlæggelse og skulle i stedet oprettes i et af datterselskaberne. Så jeg foreslog, at vi ventede med resten af MUS, til det ligesom var afklaret, hvad der ville ske. Chefen var enig. (Her er det på sin plads at sige, at jeg har kendt manden i 10 år. Han er et hjertensgodt menneske, og jeg kunne se på ham, at han var utilpas ved situationen. Det lovede ikke så godt. Men tjener ham jo til ære, synes jeg).

Jeg blev bedt om at tage en samtale med den pågældende person i datterselskabet – ham har jeg også kendt i lige så lang tid – og vi havde en fin, ærlig snak, hvor han blandt andet sagde: “Vi vil gerne have en medarbejder med en mere kommerciel profil – tror du, det er noget for dig?”. Nix. Det kunne jeg svare helt kort og klart på. Jeg var allerede mere kommerciel, end jeg brød mig om. Anede i øvrigt ikke, hvad jeg skulle gøre for at være mere kommerciel. Og selv hvis jeg vidste det, tror jeg ikke, jeg havde lyst. Så gik der en uge, jeg blev kaldt ind på chefens kontor, hvor han og en HR-kollega ventede, og så blev jeg opsagt.

OK, liv. Tak for dén. Jeg troede sådan set, at det var meningen, tingene skulle gå frem lige så stille, men det mindede lidt om et tilbageslag. Lidt.