At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
Digitalisering af penge
Leve ‘uden’ sociale medier (!)
Digitalt
– Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se. 


Vi bruger egentlig “bramfuld” for lidt

Jeg er ret tosset med sproget. Eller faktisk med sprog, men primært det danske sprog, som altså for mig er sproget. Mit sprog. Derfor kan jeg godt lide sprækkerne i sproget. Dér, hvor det ligesom ikke giver mening.

“Han er en bramfri mand”, er vi nogen, der kan finde på at sige. Men jeg kan ikke mindes at have hørt nogen sige “Han er fuld af bram”.
Skærmbillede 2014-05-19 kl. 19.58.38

 

Og hvorfor egentlig ikke? Hvis bramfri betyder uden pral, eller at man ikke stiller sine evner til skue, hvorfor bruger vi så ikke bram om det modsatte? Det virker da oplagt: “Årh, ham der pralerøven, han er så fuld af bram, at det halve kunne være nok”.

“Han er en bramfuld mand” kan jeg godt bruge in a later afsnit. Måske dukker det op en dag. Måske kan jeg få det bragt i spil på den ene eller den anden måde. Måske …

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 20.01.21

 

Og helt ærligt, er bram virkelig i familie med “bramsejl”, så må vi simpelthen finde en løsning og få bramfuld kørt i stilling. Basta. Punktum.