En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Himmel og helvede

Jeg er igen i gang med at forsøge at tygge mig igennem James Joyces ‘Ulysses’. Jøsses for en bog. Jeg er igennem knap 100 af de mere end 600 sider. Hvis nu jeg leger med; at det er en genial bog.

Så fatter jeg simpelthen nærmest ingenting. Har kæmpet med tredje kapitel, som jeg har læst mig til er et af de steder, mange giver op. Det forstår jeg altså godt. Det er tungt. Fragmenteret. Stilistisk forstyrrende. Sprogligt tæt på uforståeligt, og jeg var flere gange i læsningen tæt på at kyle bogen fra mig med tanken: “Det er spild af liv at læse sådan en omgang prætentiøst møg.”

Men nu har jeg besluttet, at jeg skal igennem, så jeg forlænger lånet hos biblioteket og kæmper videre endnu en måned. Og mens jeg så sad og sloges med det umedgørlige mammutværk, blev jeg kælent aet ned af litteraturmusklen med et nyhedsbrev betitlet ‘Nyt Nyhedsbrev #8’. Ikke så voldsomt optimeret for yderligere læsning, men det gør ikke noget, for jeg ved, hvad det er: Helsingør Bibliotek sender med ganske ujævne mellemrum sådan et nyhedsbrev ud med dansk litteratur.

Dette var med tekst af en for mig indtil da ukendt forfatter med et forrygende navn: Caroline Albertine Minor. Og hun kan skrive.

I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette.
I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.

Noget mere imødekommende end James J og hans knudrede fortælling om Bloomsday i 1904. Men der skal være plads til alle. Nu har jeg læst mere om Minor og hendes skriblerier, så nu har jeg endnu en god grund til at få pløjet mig igennem Ulysses, for jeg vil mægtig gerne kastes ind i Minors univers også. Bøger er vidunderlige. Både de besværlige og de tilgængelige og alt det indimellem ❤️

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)

Næste kapitel i “The Book of Vilster”

Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!

Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer. 

I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen. 

Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER  det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er. 

Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes. 

Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.

Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front. 

Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.

Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen. 

Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner. 

Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.

Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.

At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
Digitalisering af penge
Leve ‘uden’ sociale medier (!)
Digitalt
Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se. 


Vi bruger egentlig “bramfuld” for lidt

Jeg er ret tosset med sproget. Eller faktisk med sprog, men primært det danske sprog, som altså for mig er sproget. Mit sprog. Derfor kan jeg godt lide sprækkerne i sproget. Dér, hvor det ligesom ikke giver mening.

“Han er en bramfri mand”, er vi nogen, der kan finde på at sige. Men jeg kan ikke mindes at have hørt nogen sige “Han er fuld af bram”.
Skærmbillede 2014-05-19 kl. 19.58.38

 

Og hvorfor egentlig ikke? Hvis bramfri betyder uden pral, eller at man ikke stiller sine evner til skue, hvorfor bruger vi så ikke bram om det modsatte? Det virker da oplagt: “Årh, ham der pralerøven, han er så fuld af bram, at det halve kunne være nok”.

“Han er en bramfuld mand” kan jeg godt bruge in a later afsnit. Måske dukker det op en dag. Måske kan jeg få det bragt i spil på den ene eller den anden måde. Måske …

Skærmbillede 2014-05-19 kl. 20.01.21

 

Og helt ærligt, er bram virkelig i familie med “bramsejl”, så må vi simpelthen finde en løsning og få bramfuld kørt i stilling. Basta. Punktum.