En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Himmel og helvede

Jeg er igen i gang med at forsøge at tygge mig igennem James Joyces ‘Ulysses’. Jøsses for en bog. Jeg er igennem knap 100 af de mere end 600 sider. Hvis nu jeg leger med; at det er en genial bog.

Så fatter jeg simpelthen nærmest ingenting. Har kæmpet med tredje kapitel, som jeg har læst mig til er et af de steder, mange giver op. Det forstår jeg altså godt. Det er tungt. Fragmenteret. Stilistisk forstyrrende. Sprogligt tæt på uforståeligt, og jeg var flere gange i læsningen tæt på at kyle bogen fra mig med tanken: “Det er spild af liv at læse sådan en omgang prætentiøst møg.”

Men nu har jeg besluttet, at jeg skal igennem, så jeg forlænger lånet hos biblioteket og kæmper videre endnu en måned. Og mens jeg så sad og sloges med det umedgørlige mammutværk, blev jeg kælent aet ned af litteraturmusklen med et nyhedsbrev betitlet ‘Nyt Nyhedsbrev #8’. Ikke så voldsomt optimeret for yderligere læsning, men det gør ikke noget, for jeg ved, hvad det er: Helsingør Bibliotek sender med ganske ujævne mellemrum sådan et nyhedsbrev ud med dansk litteratur.

Dette var med tekst af en for mig indtil da ukendt forfatter med et forrygende navn: Caroline Albertine Minor. Og hun kan skrive.

I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette.
I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.

Noget mere imødekommende end James J og hans knudrede fortælling om Bloomsday i 1904. Men der skal være plads til alle. Nu har jeg læst mere om Minor og hendes skriblerier, så nu har jeg endnu en god grund til at få pløjet mig igennem Ulysses, for jeg vil mægtig gerne kastes ind i Minors univers også. Bøger er vidunderlige. Både de besværlige og de tilgængelige og alt det indimellem ❤️

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

De skal ikke tale til mig om demokrati

Ikke før de har deres egen sti ren.

Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.

Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.

Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?

Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.

Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.

Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.

Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.

Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …

Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.

Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.

Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.

Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.

Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?

Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!

Hvornår strejker vi alle sammen?

Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.

Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:

Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂

Det er simpelthen så dumt

Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …

Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.

Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?

Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.

Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.

Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.

Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.

Spotify vs Silence

Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.

Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.

Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.

Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.

Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3

Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂 

Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra

Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.

Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.

Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …

Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.

Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik … 

Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.

I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.

Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.

Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.

Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.

Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …

Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun  viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet. 

Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet. 

Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame! 

Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg. 

Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke. 

Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden. 

En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest.