Kategori: Undervisning

Nærvær – hver for sig

Nej, hvor er det dog helt urimeligt svært, synes jeg, Har brugt det meste af dagen på at sidde og forsøge at stykke noget meningsfuld hjemmeundervisning sammen til eleverne. Det er en svær balance, for der er mange ting at tage hensyn til.

De er – som vi andre – i en lidt uvant situation, så hvor er de henne rent læringsmæssigt? Jeg har ingen erfaring i fjernundervisning, så det bliver på må og få. Lettest i hele verden ville det være at stikke dem en stak eksamenssæt, så de kunne øve sig til den skriftlige eksamen. Men det er også kedeligt. Både for dem og for mig.

Og så er der det med, at vi ikke er i samme rum. Det er svært for mig. Som uuddannet skolelærer er jeg overbevist om, at jeg ikke er en specielt dygtig lærer ud fra konventionelle kriterier. Jeg har ikke et solidt fundament af didaktik at falde tilbage på, og jeg har ikke årevis af erfaring at rutte med. Jeg har mig selv. Som menneske. Som omsorgsfuld. Og som nærværende. Det er dét, jeg byder ind med. Ofte tænker jeg, at det handler om entusiasme og engagement. Dét er en hel del sværere at overføre digitalt, tror jeg.

Så nu prøver vi. Noget af det klassisk. Digitale platforme. Standard øvelser, der kræver deres disciplin. Så er der noget podcast, noget frit valg på grammatik-hylden, og så kunne jeg godt tænke mig, de lyttede til en lydbog. Uden andet formål end at lytte til litteratur – det må være et fint tidspunkt til det netop nu, hvor de ikke hele tiden bliver stimulerede af samværet på efterskolen. Håber jeg.

Om ikke andet får vi nu noget, vi i fællesskab kan evaluere på, og så må vi forsøge at gøre det bedre i næste uge. Mere kan ingen forlange.

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

“Kan vi tage en tur i Lalandia, når det er overstået?”

Efterskolen er næsten tom. De fleste af eleverne er draget hjem for at passe på dem selv, hinanden og resten af samfundet. De har taget det i god ånd. Jeg har haft mange samtaler med dem i dag om, hvad der sker, og hvorfor det er nødvendigt med de omfattende foranstaltninger, der bliver foretaget lige nu i Danmark.

Det er meget at bede dem om at tage ind – eksponentiel vækst i antallet af smittede, det samlede antal af sengepladser på sygehusene og hensynet til de medborgere, der måske har et svækket helbred. Men de forstår det. Nogenlunde. De har jo alle en bedsteforælder eller andre ældre i deres omgangskreds, som de nødigt vil undvære. De kan godt se det fornuftige i hele molevitten.

I den kommende uge skulle vi have været på studietur. En flok til henholdsvis Vietnam og USA. Begge er aflyst. Ligesom turene senere på foråret til Brasilien og Kina. Det er drønærgerligt, for det er noget helt særligt at være af sted på ture sammen. Men sådan bliver det ikke i år.

Flere har i dag givet udtryk for, at de undrer sig over, hvorfor de ikke kan blive på efterskolen, for vi er jo kun en smule flere end 100, og Højer er jo så langt væk fra alting.”Og vi smitter jo bare folk, mens vi rejser hjem, hvis vi er syge alligevel.”

Så vi fik mulighed for at tale om, at man meget, meget vanskeligt i overordnede krisesituationer kan tage den slags individuelle hensyn baseret på for eksempel beliggenhed.

Hvor langt væk skal man være fra civilisationen, før end det er bedre at blive isoleret på efterskolen frem for at tage hjem i karantæne? Svært spørgsmål og derfor bliver alle sendt hjem. Både fra Højer og fra efterskoler med beliggenheder i nærheden af større menneskemængder.

Og så spurgte et par af dem: “Når nu vi ikke kommer på studietur, kan vi så måske tage en tur i Lalandia, når det hele er overstået?”. Det gjorde mig simpelthen så glad.

For det er udtryk for, at de trives i fællesskabet, og at det ikke er så væsentligt, om de får et hak i passet for Brasilien eller Kina, men at de gerne vil på tur sammen. Rio, Beijing eller Billund er (næsten) det samme. Bare vi er sammen. Så har de altså forstået ret meget af fællesskabstanken med efterskole. Det blev jeg meget glad for.

At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

Unge har brug for en autoritet

Sådan stod der i en artikel, jeg læste forleden. At vores evindelige kamp for at gøre op med de autoriteter, der nede i 50’erne og 60’erne daskede skoleelever over fingrene med linealer, rev dem i ørene og herskede med frygt som primært våben, faktisk er gået for vidt. At vi i dag står med en generation af unge mennesker, der har brug for autoriteter. Der har brug for ledestjerner, hjælpere, vejledere, som kan give dem retning og en idé om, hvad der er rigtigt og forkert.

Men hvordan skal man vide, hvad der er rigtigt og forkert? Hvordan kan vi pege i en eller anden retning i et samfund, der er arbitrært splittet og peger i alle retninger på samme tid? Nogen vil gerne have lov at flyve, alt hvad de orker. Nogen vil give alle penge til hjemløse og udsatte. Andre vil ikke give en skid til andre end dem selv. Nogen vil forbyde at flyve. Andre forbyder dieselbiler. Nogen vil have lov at omgå skattereglerne, for hvis der ikke står i vejledning til mikrobølgeovnen, at den ikke er beregnet til at tørre våde katte, så er den det nok … 

Hvem skal pege? Lad hen, som er sikker i sin sag pege som den første! Så hvad er en autoritet anno 2019? Ja, jeg aner det virkelig ikke. Jeg har jo selv mit at slås med i forhold til autoriteter – jeg har det mere end urimeligt anstrengt med, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo allerhelst have lov at bestemme selv. Hvordan skal jeg være et forbillede for andre? 

I dag i dansklektionen var der en – én, 1! – som havde forberedt sig til vores gennemgang af en analyse af en novelle. Og jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Ikke sådan for real men som jeg altid gør i klasseværelset; så får de sangen om, at det er deres eget valg, og at jeg ikke gør arbejdet for dem. At de sagtens kan komme frem til næste sommer uden at lave noget, og at det i virkeligheden bare drejer sig om en time – eksamen og måske 30 minutter efter – hvor de er røde i kinderne og føler sig konfronterede med en lidt ringere end ringe karakter.

I alle andre sammenhænge taler jeg jo for at afskaffe karaktererne. Så hvordan kan jeg med en flig af troværdighed i behold i ramme alvor forsøge at give dem dårlig samvittighed, fordi de ikke har lavet deres arbejde? Jeg taler hele tiden om læring. Hvis der er noget, jeg gerne vil give dem, er det fornemmelsen af, at de kan alt. Måske kan de ikke mestre alt. Men de kan alt. De kan kaste sig over alt. De kan øve sig. Øve sig til fingrene bløder, benene værker, hjernen slår knuder, og kæberne er ømme. Så har de gjort deres bedste. Mere kan ingen bede om. Men alt mindre end det, er for slattent. Synes jeg.

Realistisk? Realistisk set er jeg jo selv et sammensurium af autoritet, forbillede, dårligt eksempel, elendig lærer og alt muligt andet. Når alt kommer til alt, er jeg jo bare et menneske. Med fejl, mangler og svagheder. Men også med omsorg, styrke og evner. Måske er det dét, der kan være min opgave som autoritet; at vise dem at det er okay at være menneske. At man skal gøre sit bedste. 

Seriøst! Tror vi selv på, det virker?

“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.

Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.

Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …

Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.

Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.

Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.

Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!

Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.

For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.

De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.