De skal ikke tale til mig om demokrati

Ikke før de har deres egen sti ren.

Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.

Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.

Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?

Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.

Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.

Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.

Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.

Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …

Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.

Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.

Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.

Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.

Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?

Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.