Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.