Jeg har brugt uendelige mængder af energi på at tænke over og forsøge at skjule, hvor umanerligt autentisk og menneskeligt mine trøjer og skjorter har det med at falde ned over mig, når jeg sidder ned.

For eksempel i offentlig transport. Jeg har typisk betalt 250 kroner for enten en tur til København eller Aarhus. Det meste af turen går med at spekulere på, om andre nu kigger forargede på det lidt blødere end sædvanligt vaskebræt, jeg flasher, når jeg sidder ned. For ja, det hele har det med at samle sig i sådan nogen Madam Skrald-lignende dynger, når jeg sidder ned. Og så sidder jeg dér, hiver ud i trøjen – vel vidende, at det er en øvelse, der skal gentages cirka hvert tredje sekund, hvis det skal have synderlig effekt – og tænker som en gal på, hvad andre mennesker mon tænker om mig og min uappetitlige fremtoning.

Endnu har ingen sagt noget direkte til mig, men mon ikke stort set alle udbrud af latter og fnis i kupeen undervejs kan tilskrives, at de har vekslet blikke eller hvisket om mig? Mon dog ikke? Formentlig ikke. Hvis andre mennesker er lige så ligeglade med, hvordan jeg ser ud i et tog, som jeg er med, hvordan de ser ud, så nej. Så er det næppe, derfor de griner. Eller fniser. Men jeg kan ikke slippe tanken. Hvor irriterende er det lige.

I de gode perioder hvor jeg nådigt ser i spejlbilledet og roser mig selv for at have arbejdet fint med maven, så det ikke er så slemt med dellerne, når jeg sidder ned, husker jeg så altid at minde mig selv om, at jeg egentlig har lidt tendens til bryster. For jeg skulle jo nødigt gå rundt og ligefrem være tilfreds med mig selv. Og så kan jeg jo lige så godt bruge “hive-i-tøjet-kræfterne” på at hive lidt højere oppe. Ikke at det hjælper. Men jeg gør det alligevel. Jeg fatter det ikke. Hvad er det for et vanvittigt selvbillede? Måske er jeg ikke den eneste? Så er det synd for alle jer andre også – jeg elsker jer, lige præcis som I er. Måske er jeg faktisk den eneste? Så må jeg komme over det, og så kan jeg glæde mig over, at jeg faktisk har nogle ret pæne lægmuskler.