En lille simpel maskine

Da jeg afsluttede min ansættelse hos Politiet i Næstved, var det blandt andet efter en kort samtale med en chef. Han – og resten af ledelsen med ham, forklarede han – undrede sig over, hvad jeg egentlig gik og lavede. De var af den opfattelse, at jeg ikke lavede noget som helst. Det var, hvad det var. Min indsats er ikke betinget af, at chefer ser mig men snarere af at få løst de opgaver, jeg møder.

Men i samtalen fik han også sagt noget, som blev hængende hos mig: “Nu har du været her så længe. Nu må det være slut med altid at skulle være så skæv i de ting, du leverer. Du ved jo godt, hvad vi gerne vil have, så det bliver du nødt til at levere”.

Nøj, det gjorde naller. Jeg synes egentlig, jeg er rimeligt skarp på at fortælle, hvad jeg er for en filejs, når jeg møder folk (og når jeg blir ansat). Jeg er ikke god til adaptation. Jeg leverer for fuld kraft. 7. gear kalder jeg det. Eller også – når jeg er træt, umotiveret, vranten eller føler mig tilsidesat – så leverer jeg i 1. gear. Og det er ikke meget.

Og jeg forstår, at man som arbejdsgiver, kollega eller bekendt finder det besynderligt, at jeg ikke kan finde ud af at levere noget i midten. Noget 4. gear. Noget med bare at være til stede og deltage på samme medium-level, som de fleste mennesker leverer på, når de arbejder. Noget med at grine høfligt, når der bliver forsøgt med noget anstrengt sjov. Men jeg er så helt igennem elendig til at spille spil. Jeg kan ikke sidde til møder og lade som om, at alt er fjong, hvis alting i min krop skriger, at jeg er uenig.

Omvendt har jeg også lært – erfaring, kalder man det vel – at jeg har svært ved at vende stemningen om et bord. At jeg kan sidde med alle mine – synes jeg – helt igennem logiske og rimelige argumenter, og så er der bare ingen, der er enige. Ofte blir der faktisk bare et kort øjebliks akavet tavshed, og så taler alle videre, som om jeg intet har sagt. Som om et barn havde forstyrret et voksent møde …

Måske er jeg bare en lille simpel maskine, der har vanskeligt ved at fungere i den store maskine, vi kalder samfundet? Måske er der noget galt med mig? Måske er der ingenting galt med mig, men jeg har bare nogle udfordringer, som jeg tumler med? Jeg aner det ikke. Men sådan er det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.